Champagne & Østers

Champagne & østers (naturel) – så bliver det ikke meget mere klassisk…

Men klassisk er jo ikke nødvendigvis det samme som godt. Der er utallige eksempler på gastronomiske ting, som man gør af historiske grunde, som rent ud sagt er tåbelige. 

Champagne i coupes. Cognac i overdimensionerede glas. Champagne og kaviar – for nu bare at nævne nogle stykker…

Champagne og østers kan virke – men det kræver, at man både har tanker for hvilke østers og hvilken champagne, man serverer. 

Jeg ser mange kollegaer p.t. anbefale Extra-Brut eller Brut Nature (altså de knas-knas-tørre champagner) til østers – hvilket siger mig, at kvaliteten af de østers, de smager til, nok er so-so. Højkvalitetsøsters som Perle Blanche og Gillardeau har en sødme, som absolut også fortjener at blive ledsager at en champagne med ditto. 

Derfor foretrækker jeg også almindelige Brut-champagner til – altså de tørre, men ikke knastørre champagner. 

Og ja, jeg indrømmer gerne, at jeg er “skolet” i de franske østers (og limfjordsøsters, som jeg imidlertid finder bitre og mudrede i smagen). Jeg kan derfor ikke rådgive om irske, amerikanske etc. østers. 

Det skal nok også lige siges, at jeg foretrækker mine østers uden tilbehør (altså citronsaft eller rødløgsvinaigrette f.eks.) – udover måske en smule sort peber – og serveret ved stuetemperatur eller noget, som ligner (og altså ikke på is). 

Det giver alt andet lige en mere intens østerssmag – hvilket kan overdøve mange champagner. Men – nu behøver alle vin- og madmatch selvfølgelig heller ikke at være perfekte…

Smagning af Jean Fauxs rødvine

Smagning af 5 årgange af Jean Fauxs Sainte-Radegonde og 2 årgange af Les Sources

I anledning af min fødselsdag havde jeg inviteret en mindre flok vinvenner til smagning. Temaet var – traditionen tro – hemmeligt, men der var tale om en vertikalsmagning af rødvine fra en relativt ny producent i Viniversas portefølje: Jean Faux.

Vi er i den mere ukendte del af Bordeaux – appellationen er den simple Bordeaux Supérieur, og vi er i “Entre-deux-Mer”-delen, nærmere bestemt syd for St-Emilion på den anden side af Dordognefloden.

Vingården, som er et reelt “château”, har dog været kendt for vinproduktion i hvert fald 800 år tilbage i tiden.

Det er Pascal Collotte, som tidligere arbejdede med at sælge vintønder, som i 2002 overtog slottet og er manden, som er ansvarlig for den kvalitet, man har opnået igennem de seneste år.

Man arbejder økologisk og er i gang med biodynamisk certificering. Stilen er moderne med fokus på moden frugt – uden af den rygrad og struktur, man forventer af Bordeaux, er gået tabt.

Det er primært Merlot, som definerer vinene, med ca. 20% Cabernet Franc tilsat.

Vingården er allerede blevet lidt af en kritikerdarling – og både deres røde og hvide vine høster store roser.

Jeg kendte selvfølgelig selv en række af vinene, men der var også et par stykker, som jeg ikke havde smagt – jeg havde bedt dem sende lidt ældre årgange med, så vi kunne vurdere lagringspotentiale m.m.

Mine forventninger var ganske høje – og blev til fulde indfriet. Den mest bordeauxentusiastiske i selskabet skød på priserne omkring 450-500 kroner pr. flaske – hvilket unægteligt er højere end vores udsalgspriser.

Generelt var niveauet højt over hele linjen – og mange af vinene lå meget tæt pointmæssigt. Som det ofte går til den slags smagninger var der heller ikke enighed om placeringerne – omend der også var enighed om nogle vine.

Mine egne placeringer (med point i parentes faldt således):

Sainte-Radegonde 2015 (92 p.)
Sainte-Radegonde 2014 (91 p.)
Les Sources 2016 (91 p.)
Sainte-Radegonde 2016 (90 p.)
Les Sources 2015 (88 p.)
Sainte-Radegonde 2010 (87 p.)
Sainte-Radegonde 2011 (86 p.)

Specielt 1.-4. pladsen lå for mig meget tæt – og skiftede pladser i løbet af smagningen.

Der var en række konklusioner af drage:

  • Ingen af vinene viste nogen alderstegn – og der skulle altså næppe være problemer i at lagre disse vine 15-20 år fra høsten – i hvert fald i de bedre årgange (muligvis kortere for “andenvinen” Les Sources).
  • Sainte-Radegonde 2015 var den mest “moderne” i stilen med høj alkohol og fylde, mens Sainte-Radegonde 2014 var den mest klassiske med mere traditionelle aromaer af grønne pebre. Hvad man foretrækker, må i sidste instans være et spørgsmål om stil.
  • Vi var to smagere, som havde “andenvinen” Les Sources over “førstevinen” Sainte-Radegonde i 2016-årgangen – hvilket man selvfølgelig kan finde interessant. De to vine lå dog overordnet set meget tæt pointmæssigt og var meget unge, så at konkludere, at man bare kan købe Les Sources, er måske lidt forhastet. Det er også værd at bemærke, at der er tale om vin fra to forskellige marker (Sainte-Radegonde fra syd-sydøst vendte skråninger, Les Sources fra et plateau), så teknisk set er der ikke tale om første- og andenvine.
  • Der var lidt diskussion om, hvorvidt 2011’eren havde en lille smule prop, hvilket kan have trukket vurderingen ned. Jeg har dog smagt årgangen tidligere og var heller ikke der synderligt begejstret.
  • Det er tydeligt, at kvaliteten er steget de seneste årgange. Selvfølgelig skulle 2015 og 2016 være gode årgange på papiret – men det gælder f.eks. også årgang 2010, som ikke var på samme niveau. Man kan selvfølgelig diskutere, om det kan skyldes, at de er på et uheldigt stadie i deres udvikling, men umiddelbart tror jeg ikke, at det har spillet ind.

En ode til hvid bordeaux

Det er vel næppe helt korrekt at kalde Bordeaux for en over- eller ugleset vin, selvom hipsterparnasset over én kam synes at dømme vindistriktet ude. Der er immervæk stadig købere – i hvert fald til de feterede vine.

Men når det kommer til hvid Bordeaux er betegnelsen “overset” nu nok alligevel på sin plads. Hvor mange steder ser man efterhånden hvid bordeaux på hylderne? Og hvornår har du sidst åbnet en hvid bordeaux?

Det er ualmindeligt synd, for hvid bordeaux kan være rigtig spændende og storslået vin – ja, jeg vil hævde, at det bedste hvide bordeaux når meget tæt på kvaliteten på stor, hvid bourgogne.

Og så kan der i øvrigt findes spændende hvid bordeaux i snart sagt alle prisklasser – fra det dagligdags til det mere luksuriøse.

I den billigere ende er det typisk Sauvignon Blanc, som er i fokus og giver friske og ligefremme vine.

Går man op i pris begynder der typisk at komme fadlagring ind i billedet, og Sémillon spiller en større rolle.

Typisk vil disse vine i deres ungdom stadig være domineret af Sauvignon Blanc i duft- og smagsprofilen, men efter en årrække vil Sémillon tager mere og mere over. Dette kan ofte ske over en meget kort periode, så vinen ændrer sig drastisk over en periode på måske bare et halvt år.

Stilistisk er den nærmeste sammenligning nok hvidvinene fra Bourgogne (måske særligt Meursault) – og i hvert fald kan vinene noget af det samme i forhold til mad.

Lagringspotentialet er også på linje med hvid bourgogne – de bedste hvide bordeauxvine kan således sagtens klare 12-15 år eller mere.

Så hvorfor er hvid bordeaux ikke mere i vælten? Ja, spørgsmålet må blæse i vinden…

Korsikas vine – bedre end du tror! 1. del

For nogle år tilbage kårede det franske vintidsskrift La Revue du Vins de France Korsika som Frankrigs mest dynamiske vinregion på baggrund af en stor smagning af øens vine.

De kunne have tilføjet, at det måske også er Frankrigs mest undervurderede vinregion – ikke mindst uden for Frankrig.

Når man ser bort fra den fremsynede Kermit Lynch fra Berkeley har meget få større importører kaster sig over øen og dens vine.

Det er synd, for Korsika har vitterligt meget at byde på – og de bedste vine kan konkurrere med de bedste vine i Frankrig overhovedet.

Og nej, vi er selvfølgelig ikke objektive i denne sammenhæng, da vi importerer vinene fra Domaine Vaccelli (i vores bog en af øens fire bedste producenter), men generelt sker der utroligt meget på øen – og det i øvrigt inden for (næsten) alle vintyper. Kun når det kommer til mousserende vine, kan Korsika ikke konkurrere med de store.

Vejen mod kvalitet startede i Korsika i 1970erne, hvor organisationen Uva Corse satte sig for at bevare/redde de “oprindelige” korsikanske druesorter (i anførselstegn fordi alle druesorter på Korsika selvfølgelig på et eller andet tidspunkt er kommet fra fastlandet).

I perioden før det var en række druesorter blevet indført på øen, som snarere havde til formål at producere billig konsumvin end autentisk terroir-vin.

En af nøglepersonerne i denne kamp var Antoine Abbatucci, der plantede atten lokale, korsikanske druesorter for at sikre deres bevarelse. Domaine Comte Abbatucci hører i dag til blandt Korsikas bedste producenter (og sammen med Domaine Vaccelli den bedste producent i Ajaccio).

Men også de andre producenter i Uva Corse satte sig for at fokusere på de lokale druesorter.

På den baggrund at det selvfølgelig oplagt at starte en gennemgang af Korsikas vine med at se på de vigtigste druesorter – hvilket vi gør her i første del af vores artikel.

Korsikas druesorter

De blå druesorter

Blandt de blå druesorter er der særligt to, som er værd at fremhæve:

Nielluccio: I dag nok den vigtigste blå druesort på Korsika – ikke mindst i det østlige Korsika. Druesorten opnår sine bedste resultater i Patrimonio. Ved DNA-analyse har man fundet frem til, at den er identisk med Sangiovese – men de korsikanske Nielluccio-vine har deres helt egen karakter. Den nok bedste eksponent for varietale Nielluccio-vine er Domaine Antonin Arena.

Sciaccarellu: Identiske med den italienske druesort Mammolo, som bruges i mindre omfang som hjælpedruesort i Toscana. Opnår sine bedste resultater i det sydvestlige Korsika – ikke mindst i Ajaccio. Det er dog sjældent at se den som varietal vin – men Domaine Vaccellis toprødvine er alle rene Sciaccarellu-vine – og i vores optik de bedste repræsentanter for druesorten. Giver nærmest burgundisk-elegante vine. Bruges også en del til rosévine, der hører til blandt verdens absolut bedste (og i vores optik er bedre end naboerne fra Provence).

Grenache er den tredje vigtige blå druesort på Korsika – om end mange korsikanske kvalitetsproducenter forsøger at begrænse mængden, da den ikke opfattes som “autentisk” korsikansk. De korsikanske grenache-vine opnår dog også deres helt egen karakter takket være øens unikke jordbund.

De grønne druesorter

Blandt de grønne druesorter er der også to-tre hoveddruesorter, som er værd at fremhæve:

Vermentino: Klart den vigtigste grønne druesort på Korsika. Hvor de toskanske og sardiske udgaver ofte er friske og ligefremme vine, er de korsikanske udgaver langt mere seriøse – og ofte væsentligt fyldigere. Dyrkes over det meste af øen og giver således mulighed for at smage den fra Korsikas forskellige jordbundstyper.

Bianco Gentile: En anden vigtig hvid druesort, som ofte ses blandet med Vermentino, og som der bliver mere og mere fokus på – muligvis fordi den opfattes som mere autentisk korsikansk end Vermentino.

Muscat: Den allestedsnærværende parfumerede druesort findes også på Korsika, hvor den primært bruges til Vin-Doux-Naturel – altså hedvinstyper. Det er særligt nordspidsen af Korsika (Cap Corse), som er kendt for disse vine – men de kan findes over hele Korsika. Det bedste udgaver kan konkurrere med de bedste i verden.

Lille Sauternes/Barsac-smagning

SONY DSC
Resterne af vores Sauternes/Barsac-smagning…

I den forgangne uge mødtes vi tre herrer til en mini Sauternes/Barsac-smagning. Hver deltager havde to vine med, så det blev til seks vine i alt.

Ikke et voldsomt stort felt, men stadig nok til at danne sig et bredt indtryk af stil m.m.

Desværre var én af vinene fejlbehæftet, så vi endte med et felt på fem vine.

Vinene, vi smagte, med gennemsnitspoint og mine notater fremgår her:

Doisy-Daëne Barsac 2010 – 90 point

Skilte sig lidt ud fra resten af feltet ved at være ganske lys. Duften var også mindre botrytispræget med fersken og en relativ friskhed. Absolut et dejligt glas, men lidt svær at blive klog på i feltet.

Château Coutet Barsac 2005 – 88 point

En af mine egne favoritter – meget klassisk Barsac med masser af botrytis, stor fedme og lang eftersmag.

Château Suduiraut Sauternes 1986 – ikke bedømt

Var desværre fejlbehæftet og blev derfor ikke bedømt.

Rieussec Sauternes 2003 – 90 point

Skilte sig lidt ud med et næstet grønsagsagtigt præg. Absolut en af de mere komplekse og spændende vine, men måske ikke overdrevent klassisk Sauternes. Vi var dog alle glade for den, og den endte på en andenplads – kun overgået af…

Raymond-Lafon Sauternes 2010 – 93 point

En ganske klar vinder – ikke mindst p.g.a. en ekstra friskhed, som gav den lidt mere balance. Det var ikke den kraftigste eller mest botrytisprægede vin, men helt klart den mest harmoniske. Jeg besøgte slottet tilbage i 1998 – og dette var et glædeligt gensyn.

Château Climens 1er Cru Barsac 2004 – 87 point

En lidt skuffende vin, der havde lidt skæve aromaer og generelt savnede charme.

***

Smagningen bekræftede, at Sauternes/Barsac generelt er ganske homogene som områder. Stilistisk mindede vinene ganske meget om hinanden og kvalitetsforskellene handlede mest om balance og dybde.

Generelt klarede de to yngste vine sig godt – og man kan filosofere over, om f.eks. Château Climens var inde i en dump fase.

Det var selvfølgelig ærgerligt, at den potentielt eneste drikkemodne vin var fejlbehæftet.

Og så må det siges, at det var lidt af en prøvelse af smage – og efterfølgende drikke vinene. Den voldsomme sødme og koncentration gjorde det reelt umuligt at nyde mere end et enkelt glas.

Vi havde ellers forsøgt at tænke i madbaner og serverede forskellige snacks fra det salte køkken for at opveje sødmen – og også for at se, om det var muligt at lave gode vinmatch i det salte ende af spektret til disse vine.

Den del af smagningen gik godt – og både Baba Ganoush, bruschetta med tomatpesto og foie gras gik rigtig godt til vinene. Større problemer havde den røgede makrel og roquefort’en. Det sidste til trods for, at blåskimmelost ofte nævnes som et godt match til Sauternes. Konklusionen må være, at man i givet fald skal vælge en mindre fed og tørrede blåskimmelost som f.eks. stilton.

Alt i alt var der tale om en spændende smagning, men undertegnede må nok indrømme, at han foretrækker dessertvine med mere syre – som f.eks. tysk Beerenauslese eller Trockenbeerenauslese eller Coteaux du Layon eller Quart de Chaume fra Loire.

Better know a district: Gaillac

Gaillac Rive Droite - argilo calcaire
Gaillac Rive Droite – argilo calcaire (kalkholdig ler) (c) Domaine du Moulin.

Gaillac er et af de mange små vindistrikter i Sydvestfrankrig, hvor man har sine helt egne traditioner og druesorter.

I modsætning til f.eks. Fronton, Cahors, Madiran og Marcillac er Gaillac ikke defineret ved én specifik druesort. Man har et par stykker, der er – om ikke 100% lokale, så i hvert fald halvlokale. På rødvinsområdet gælder det Braucol (også kaldet Fer Servadou og Mansois), Prunelard og Duras. Disse blandes dog som oftest med f.eks. Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah. På hvidvinsområdet har man bl.a. Mauzac, Ondenc og Loin de l’Oeil, samt mere internationalt kendte sorter som Sauvignon Blanc.

gaillacHeller ikke jordbundsforholdene er entydige: Faktisk har Gaillac to distinkte terroirs – adskilt af floden Tarn, der deler Gaillac i to. På den ene side af floden har man grus, mens man på den anden side har kalkholdig ler (“argilo-calcaire”).

Man laver da også (næsten) alle vintyper: Mousserende vin, tør hvidvin, sød hvidvin, rødvin – og sågar vin de voile; vin lavet på flor som i Xeres og Jura.

Af samme grund er det ikke en appellation, der er entydig i sit udtryk. Gaillac kan være mange ting – selvom det, de nok primært er kendt for, er en lidt rustik, garvesyrepræget rødvin.

Ikke desto mindre (eller netop derfor!) er Gaillac det ældste vinområde i Sydvestfrankrig – og har været opdyrket i mere end 2000 år. Det er altså et vindistrikt med år på bagen – men som alligevel stadig lidt er ved at finde sig selv.

Det er der dog også tegn på, at distriktet er ved at gøre – i hvert fald er der kommet rigtigt mange spændende vine fra Gaillac de seneste år – og heldigvis går tendensen mod i højere og højere grad at bruge sine egne, unikke druesorter.

***

Viniversa importerer vinene fra Domaine du Moulin.

Andre gode producenter:

  • Domaine Plageoles
  • Causse Marine
  • Domaine de Pialentou

Cos d’Estournel Vertikalsmagning

Cos d'Estournel-line up

En vininteresseret ven har for vane at invitere til Bordeaux-smagning på sin fødselsdag. Tidligere år har bl.a. budt på en vertikalsmagning af Gruaud Larose – i år var turen kommet til en anden 2. Cru Classé: Cos d’Estournel.

Cos d’Estournel er i mange år blevet regnet for toppen i St-Estephe – omend Château Montrose de seneste år har udfordret denne placering.

Vi smagte otte vine – seks flasker Cos d’Estournel og to flasker af andenvinen Pagodes de Cos. Vinene blev smagt helblindt – d.v.s. vi kendte hverken slottet eller årgangene.

At det var Bordeaux var der imidlertid ingen tvivl om, da første vin blev skænket.

Vinene, der blev smagt, deres placering og gennemsnitlige score på parkerskalaen (fra fire smagere) var følgende:

Cos d’Estournel

1973 (7. plads, 82 point)
1985 (8. plads, 82 point)
1988 (3. plads, 89 point)
1994 (2. plads, 90 point – magnumflaske)
1996 (1. plads, 91 point)
2000 (4. plads, 86 point)

Pagodes de Cos

2006 (5. plads, 86 point)
2010 (6 plads, 86 point)

Der er en række konklusioner at drage:

  • Generelt set var smagningen en lille skuffelse. Ikke, at der ikke var særdeles gode vine imellem, men der var ingen af os gæster, der gættede velrenommeret anden cru – generelt gik vores gæt på de mindre cru’er.
  • 1985’erne var hastigt på vej ned – hvad den ikke burde være. Flasken virkede også en smule tvivlsom – i modsætning til de andre flasker var der plastikfolio på. Kunne det være en fake?
  • 1973’erne var stadig drikkelig – faktisk havde jeg den personligt højere en 1985’erne. Hvilket igen skulle demonstrere Bordeauxs holdbarhed på dette niveau – selv i en mindre god årgang som 1973.
  • Ligesom ved Gruaud Larose-smagningen sidste år overraskede 1994’eren positivt. Det kan selvfølgelig have spillet ind, at der var tale om en magnumflaske, men det er oplagt en årgang, jeg vil kigge efter, hvis priserne er fornuftige.
  • Vi har det svært med de nyere årgange. Både 2000 i Cos og 2006 og 2010 i Pagodes (i mindre grad) var ikke specielt typisk bordeauxske med deres let marmeladeagtige stil. Om vinene med alderen bliver mere bordeauxske skal være usagt, men særligt årgang 2000 er stadig en årgang, undertegnede har svært ved at blive begejstret for.
  • Personligt fandt jeg, at mange af vinene havde et lidt brændt element, som jeg ikke var specielt begejstret for.

For denne smager skal det i øvrigt nævnes, at aftenens bedste vin kom før smagningen som en (blind) opvarmning – Haut-Brion 1991. På trods af den tvivlsomme årgang fremstod den med stor, stor klasse – ren, velopdragen og lige i skabet. Og 92 point værd.

Tak til Søren for den fornemme smagning.

Morey St-Denis-smagning

morey st denis

Lørdag aften var den lille vinklub inviteret til Morey-St-Denis-smagning. Den stod på én village-morey, en Premier Cru og fire Grand Cru-vine.

Desværre havde den ene Grand Cru prop, så det endte med fem vine.

Morey St-Denis er næppe den mest kendte af kommunerne i Côte de Nuits – både naboerne Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny synes altid at have være mere kendte.

Jeg har nu altid synes, at kvaliteten har været høj her – og nogle af mine største Bourgogne-oplevelser har været med Morey St-Denis.

Det var imidlertid første gang, at undertegnede skulle smage fire (som så blev til tre) Grand Cru-Morey’er ved samme lejlighed.

Så hvordan gik det?

Ingen tvivl om, at niveauet var højt, men om det stod mål med priserne er en anden sag. Når man er oppe at give 1000,- pr. flaske, bør man også kunne forvente noget ypperligt. Det var – for de fleste vines vedkommende – gode til fremragende vine, men prisen på Bourgogne vil altid være et aberdabei.

Det smagte vine med deres gennemsnitlige score (på Parkerskalaen) var:

1. plads: Dominique Laurent Clos de la Roche Cuvée Vieilles Vignes “Intra-Muros” Grand Cru 2009 – 93 point Elegant, dyb, sødmefuld og kompleks. Det var dog en overraskelse, at vinen var fuldt udviklet og bør drikkes nu eller snart. Jeg har tidligere smagt Grand Cru’er fra Laurent, som ikke overbeviste mig, men denne var – til trods for den hurtige udvikling – absolut godkendt.

2. plads: Georges Lignier Clos St-Denis Grand Cru 2010 – 92 point En forvandlingskugle, der startede meget uren med en ubehagelig spildevandsaroma, men som med tid i glasset udviklede sig til en elegant og kompleks vin, der med sin frugtdrevne stil næsten kunne minde om en tysk spätburgunder.

3. plads: Hubert Lignier Premier Cru Clos Baulet 2013 – 92 point En lidt reserveret vin, der tydeligvis var for ung, men som viste stort potentiale. Ikke så umiddelbart charmerende som nogle af de andre vine, men stor vin – og godt klaret af en Premier Cru.

4. plads: Stephane Magnien Clos St-Denis Grand Cru 2012 – 90 point Let og behagelig vin, der dog i denne smagers mund manglede lidt substans for en Grand Cru og virkede en anelse simpel. Ikke en dårlig vin, men til 1000,- bør man kunne forvente mere.

5. plads: Ponsot Morey St-Denis Cuvée des Grives 2012 – 88 point En af mine yndlingsproducenter, hvis kommunevin i dette selskab blev slået af banen. En behagelig og charmerende vin med god kompleksitet. Prisen (700,-) er dog problematisk.

 

Savennières

Savennières er en af undertegnedes yndlingsvine – og har været det i mange år. Det er her i nærheden af Angers, at Chenin Blanc-druesorten opnår sit ultimative udtryk som tør vin. Har man ikke smagt vinen før, og vil danne sig et billede af, hvordan den smager, må man forestille sig en hypotetisk blanding af tør Rheingauriesling og Puligny-Montrachet. For kvaliteten er priserne stadig uhørt lave – og det er måske den mest undervurderede tørre hvidvin i verden (en opfattelse, som jeg i øvrigt deler med selveste Robert Parker).

Det er værd at citere Loireeksperten Jacqueline Friedrichs bog ”Guide to the Loire” (én af de bedste vinbøger, der er skrevet – ikke blot om Loire, men tout court). Om Savennières skriver hun:

Det er, tror jeg, det mest intellektuelle vin i verden. Når den er fuldt moden, er den åndeløst betagende. En majestætisk vin, der spreder sig over ganen som fløde og i glimt afslører et evigt skiftende landskab – en balle hø, en duft af kamille, en kurv med tørrede blomster, honning blandet med kvæde og abrikos eller fersken, en prikken af ​​citronskal, en klangfuld bølge af mineraler. Det er en spadseretur med Chenin langs stejle skiferskråninger – på samme tid reserveret og lyrisk, knastør, men kødfuld. Savennières kalder til udforskning og refleksion – og er ikke for de uindviede.

På trods af disse rosende ord – og dens høje ry blandt vinkendere -, har Savennières til dels været i krise. Meget sigende var blot ca. 80 hektar af de i alt ca. 300 hektar, som appellationen dækker, opdyrket, da Friedrich skrev sin bog i 1996.

Det har, sammen med meget andet, ændret sig siden. I dag er ca. 150 hektar opdyrket – for en stor dels vedkommende af bønder, som ellers holder til uden for Savennières, først og fremmest fra Coteaux du Layon på den anden side af Loire.

Der er også sket en delvis stilændring.

Savennières var oprindeligt en sød vin, men siden ca. 1950erne gik man over til at lave tør – ja, decideret stram vin. Det er denne vin, Friedrich beskriver. Det var vine, man ikke skulle røre, før de var ca. 15-20 år gamle – hvor de så til gengæld smagte storslået og næppe kunne overgås af nogen anden vin i verden.

At lave en vin, der ikke bør drikkes de første 15-20 år, er imidlertid ikke særligt rentabelt, og det er vel til dels det, der har været skyld i Savennières’ krise. Derfor har man også set flere og flere producenter, der har bevæget sig mod en mere let- og hurtigt tilgængelig stil. Flere og flere benytter sig således af malolaktisk gæring (der blødgør vinen og hæver pH-værdien) – og man ser også eksperimenter med ny eg.

Det giver vine, der er mere tilgængelige som unge – men det store, og endnu til dels ubesvarede, spørgsmål er, om de stadig har samme lagringspotentiale og opnår denne næsten magiske duft og smag, som den traditionelle Savennières udviklede.

Da disse eksperimenter stadig er ganske nye, er det stadig for tidligt at sige noget definitivt om.

Skulle dette have givet dig lyst til at smage på vinene fra Savennières, har vi sammensat en smagekasse med 2 x 3 vine fra vores to producenter Domaine de la Bergerie og Château d’Epiré.

Køb den her.

Smagenotater på Savennières finder du efter springet:

Læs videre “Savennières”

Bourgogne på godt og ondt

Udsigten fra toppen af Chevalier-Montrachet. Marken, hvor den hvide bil holder er Le Montrachet.
Udsigten fra toppen af Chevalier-Montrachet. Marken, hvor den hvide bil holder, er Le Montrachet.

Undertegnede er netop hjemvendt fra en kort tur til Bourgogne (nærmere bestemt i Côte de Beaune). Skulle nogen være i tvivl, er det et uendeligt fascinerende vinområde.

Bourgogne er om noget stedet, der har gjort terroir til en kunstform – altså dette, at vinens smag er afhængig af, hvor den er dyrket. Det får man for alvor blik for, når man står i vinmarkerne og kan se, at to marker, der laver vidt forskellig vin, faktisk kan ligge klods op af hinanden.

I Bourgogne hører maden og vinen uløseligt sammen – og der er også noget ganske særligt ved at sidde på en god restaurant og kunne se ud på den vinmark, hvorfra vinen, man har i glasset, stammer.

Og Bourgogne har heldigvis et væld af gode restauranter – inklusiv flere med Michelinstjerner.

De positive restaurantoplevelser på denne tur var:

  • Le Montrachet (1-stjernet i Puligny-Montrachet med et fantastisk vinkort, god ambiance og ditto mad. Klart 1-stjernet niveau).
  • Ermitage de Corton (Hotelrestaurant ikke langt fra Corton-bakken. Fin mad og god ambiance).

Den store skuffelse var (3-stjernede) Lameloise, der ikke levede op til sine tre stjerner.

Det var selvfølgelig vinen, der var centrum for turen. Og for én, der ikke har fulgt specielt meget med i Bourgogne de seneste år (der har heldigvis været lidt i kælderen) er der én deprimerende ting: Priserne.

Da undertegnede startede sin vinøse karriere, fik man nærmest Bourgogne forærende (ja, sådan en tid fandtes!) og selv for 10-15 år siden var det muligt at finde Bourgogne, der kunne kaldes gode køb. I dag er det imidlertid blevet sværere og sværere.

Og det er ikke kun toppen, der har fået et ordentligt prisløft – også simple kommunevine er nu oppe i et prisleje, der placerer dem i det øvre luksusleje.

Det rejser spørgsmålet, om man som importør overhovedet bør føre Bourgogne (i særdeleshed fra Côte d’Or), hvis man har fokus på forholdet mellem pris og kvalitet.

Kan man retfærdiggøre, at simple kommunevine efterhånden ofte koster på den anden side af 300,- (til tider et godt stykke på den anden side)? – og at det, der tidligere var de gode køb fra sidedalene som Savigny-lès-Beaune, Auxey-Duresses, Monthelie, St-Romaine og St-Aubin, efterhånden ligger på et stykke over 200,- for kommunevine – og endnu højere for premier cruer?

Det er selvfølgelig i sidste ende svært at sige, hvornår noget er prisen værd – i særdeleshed Bourgogne, der er så unikt et produkt. Så måske er det min egen arbitrære idé om, hvad Bourgogne skal koste, der er i spil.

Og under alle omstændigheder er det svært helt at afskrive Bourgogne – området og dets vine kan stadig noget, som ingen andre vine kan.