Smagning af Jean Fauxs rødvine

Smagning af 5 årgange af Jean Fauxs Sainte-Radegonde og 2 årgange af Les Sources

I anledning af min fødselsdag havde jeg inviteret en mindre flok vinvenner til smagning. Temaet var – traditionen tro – hemmeligt, men der var tale om en vertikalsmagning af rødvine fra en relativt ny producent i Viniversas portefølje: Jean Faux.

Vi er i den mere ukendte del af Bordeaux – appellationen er den simple Bordeaux Supérieur, og vi er i “Entre-deux-Mer”-delen, nærmere bestemt syd for St-Emilion på den anden side af Dordognefloden.

Vingården, som er et reelt “château”, har dog været kendt for vinproduktion i hvert fald 800 år tilbage i tiden.

Det er Pascal Collotte, som tidligere arbejdede med at sælge vintønder, som i 2002 overtog slottet og er manden, som er ansvarlig for den kvalitet, man har opnået igennem de seneste år.

Man arbejder økologisk og er i gang med biodynamisk certificering. Stilen er moderne med fokus på moden frugt – uden af den rygrad og struktur, man forventer af Bordeaux, er gået tabt.

Det er primært Merlot, som definerer vinene, med ca. 20% Cabernet Franc tilsat.

Vingården er allerede blevet lidt af en kritikerdarling – og både deres røde og hvide vine høster store roser.

Jeg kendte selvfølgelig selv en række af vinene, men der var også et par stykker, som jeg ikke havde smagt – jeg havde bedt dem sende lidt ældre årgange med, så vi kunne vurdere lagringspotentiale m.m.

Mine forventninger var ganske høje – og blev til fulde indfriet. Den mest bordeauxentusiastiske i selskabet skød på priserne omkring 450-500 kroner pr. flaske – hvilket unægteligt er højere end vores udsalgspriser.

Generelt var niveauet højt over hele linjen – og mange af vinene lå meget tæt pointmæssigt. Som det ofte går til den slags smagninger var der heller ikke enighed om placeringerne – omend der også var enighed om nogle vine.

Mine egne placeringer (med point i parentes faldt således):

Sainte-Radegonde 2015 (92 p.)
Sainte-Radegonde 2014 (91 p.)
Les Sources 2016 (91 p.)
Sainte-Radegonde 2016 (90 p.)
Les Sources 2015 (88 p.)
Sainte-Radegonde 2010 (87 p.)
Sainte-Radegonde 2011 (86 p.)

Specielt 1.-4. pladsen lå for mig meget tæt – og skiftede pladser i løbet af smagningen.

Der var en række konklusioner af drage:

  • Ingen af vinene viste nogen alderstegn – og der skulle altså næppe være problemer i at lagre disse vine 15-20 år fra høsten – i hvert fald i de bedre årgange (muligvis kortere for “andenvinen” Les Sources).
  • Sainte-Radegonde 2015 var den mest “moderne” i stilen med høj alkohol og fylde, mens Sainte-Radegonde 2014 var den mest klassiske med mere traditionelle aromaer af grønne pebre. Hvad man foretrækker, må i sidste instans være et spørgsmål om stil.
  • Vi var to smagere, som havde “andenvinen” Les Sources over “førstevinen” Sainte-Radegonde i 2016-årgangen – hvilket man selvfølgelig kan finde interessant. De to vine lå dog overordnet set meget tæt pointmæssigt og var meget unge, så at konkludere, at man bare kan købe Les Sources, er måske lidt forhastet. Det er også værd at bemærke, at der er tale om vin fra to forskellige marker (Sainte-Radegonde fra syd-sydøst vendte skråninger, Les Sources fra et plateau), så teknisk set er der ikke tale om første- og andenvine.
  • Der var lidt diskussion om, hvorvidt 2011’eren havde en lille smule prop, hvilket kan have trukket vurderingen ned. Jeg har dog smagt årgangen tidligere og var heller ikke der synderligt begejstret.
  • Det er tydeligt, at kvaliteten er steget de seneste årgange. Selvfølgelig skulle 2015 og 2016 være gode årgange på papiret – men det gælder f.eks. også årgang 2010, som ikke var på samme niveau. Man kan selvfølgelig diskutere, om det kan skyldes, at de er på et uheldigt stadie i deres udvikling, men umiddelbart tror jeg ikke, at det har spillet ind.

En ode til hvid bordeaux

Det er vel næppe helt korrekt at kalde Bordeaux for en over- eller ugleset vin, selvom hipsterparnasset over én kam synes at dømme vindistriktet ude. Der er immervæk stadig købere – i hvert fald til de feterede vine.

Men når det kommer til hvid Bordeaux er betegnelsen “overset” nu nok alligevel på sin plads. Hvor mange steder ser man efterhånden hvid bordeaux på hylderne? Og hvornår har du sidst åbnet en hvid bordeaux?

Det er ualmindeligt synd, for hvid bordeaux kan være rigtig spændende og storslået vin – ja, jeg vil hævde, at det bedste hvide bordeaux når meget tæt på kvaliteten på stor, hvid bourgogne.

Og så kan der i øvrigt findes spændende hvid bordeaux i snart sagt alle prisklasser – fra det dagligdags til det mere luksuriøse.

I den billigere ende er det typisk Sauvignon Blanc, som er i fokus og giver friske og ligefremme vine.

Går man op i pris begynder der typisk at komme fadlagring ind i billedet, og Sémillon spiller en større rolle.

Typisk vil disse vine i deres ungdom stadig være domineret af Sauvignon Blanc i duft- og smagsprofilen, men efter en årrække vil Sémillon tager mere og mere over. Dette kan ofte ske over en meget kort periode, så vinen ændrer sig drastisk over en periode på måske bare et halvt år.

Stilistisk er den nærmeste sammenligning nok hvidvinene fra Bourgogne (måske særligt Meursault) – og i hvert fald kan vinene noget af det samme i forhold til mad.

Lagringspotentialet er også på linje med hvid bourgogne – de bedste hvide bordeauxvine kan således sagtens klare 12-15 år eller mere.

Så hvorfor er hvid bordeaux ikke mere i vælten? Ja, spørgsmålet må blæse i vinden…

Lille Sauternes/Barsac-smagning

SONY DSC
Resterne af vores Sauternes/Barsac-smagning…

I den forgangne uge mødtes vi tre herrer til en mini Sauternes/Barsac-smagning. Hver deltager havde to vine med, så det blev til seks vine i alt.

Ikke et voldsomt stort felt, men stadig nok til at danne sig et bredt indtryk af stil m.m.

Desværre var én af vinene fejlbehæftet, så vi endte med et felt på fem vine.

Vinene, vi smagte, med gennemsnitspoint og mine notater fremgår her:

Doisy-Daëne Barsac 2010 – 90 point

Skilte sig lidt ud fra resten af feltet ved at være ganske lys. Duften var også mindre botrytispræget med fersken og en relativ friskhed. Absolut et dejligt glas, men lidt svær at blive klog på i feltet.

Château Coutet Barsac 2005 – 88 point

En af mine egne favoritter – meget klassisk Barsac med masser af botrytis, stor fedme og lang eftersmag.

Château Suduiraut Sauternes 1986 – ikke bedømt

Var desværre fejlbehæftet og blev derfor ikke bedømt.

Rieussec Sauternes 2003 – 90 point

Skilte sig lidt ud med et næstet grønsagsagtigt præg. Absolut en af de mere komplekse og spændende vine, men måske ikke overdrevent klassisk Sauternes. Vi var dog alle glade for den, og den endte på en andenplads – kun overgået af…

Raymond-Lafon Sauternes 2010 – 93 point

En ganske klar vinder – ikke mindst p.g.a. en ekstra friskhed, som gav den lidt mere balance. Det var ikke den kraftigste eller mest botrytisprægede vin, men helt klart den mest harmoniske. Jeg besøgte slottet tilbage i 1998 – og dette var et glædeligt gensyn.

Château Climens 1er Cru Barsac 2004 – 87 point

En lidt skuffende vin, der havde lidt skæve aromaer og generelt savnede charme.

***

Smagningen bekræftede, at Sauternes/Barsac generelt er ganske homogene som områder. Stilistisk mindede vinene ganske meget om hinanden og kvalitetsforskellene handlede mest om balance og dybde.

Generelt klarede de to yngste vine sig godt – og man kan filosofere over, om f.eks. Château Climens var inde i en dump fase.

Det var selvfølgelig ærgerligt, at den potentielt eneste drikkemodne vin var fejlbehæftet.

Og så må det siges, at det var lidt af en prøvelse af smage – og efterfølgende drikke vinene. Den voldsomme sødme og koncentration gjorde det reelt umuligt at nyde mere end et enkelt glas.

Vi havde ellers forsøgt at tænke i madbaner og serverede forskellige snacks fra det salte køkken for at opveje sødmen – og også for at se, om det var muligt at lave gode vinmatch i det salte ende af spektret til disse vine.

Den del af smagningen gik godt – og både Baba Ganoush, bruschetta med tomatpesto og foie gras gik rigtig godt til vinene. Større problemer havde den røgede makrel og roquefort’en. Det sidste til trods for, at blåskimmelost ofte nævnes som et godt match til Sauternes. Konklusionen må være, at man i givet fald skal vælge en mindre fed og tørrede blåskimmelost som f.eks. stilton.

Alt i alt var der tale om en spændende smagning, men undertegnede må nok indrømme, at han foretrækker dessertvine med mere syre – som f.eks. tysk Beerenauslese eller Trockenbeerenauslese eller Coteaux du Layon eller Quart de Chaume fra Loire.

Cos d’Estournel Vertikalsmagning

Cos d'Estournel-line up

En vininteresseret ven har for vane at invitere til Bordeaux-smagning på sin fødselsdag. Tidligere år har bl.a. budt på en vertikalsmagning af Gruaud Larose – i år var turen kommet til en anden 2. Cru Classé: Cos d’Estournel.

Cos d’Estournel er i mange år blevet regnet for toppen i St-Estephe – omend Château Montrose de seneste år har udfordret denne placering.

Vi smagte otte vine – seks flasker Cos d’Estournel og to flasker af andenvinen Pagodes de Cos. Vinene blev smagt helblindt – d.v.s. vi kendte hverken slottet eller årgangene.

At det var Bordeaux var der imidlertid ingen tvivl om, da første vin blev skænket.

Vinene, der blev smagt, deres placering og gennemsnitlige score på parkerskalaen (fra fire smagere) var følgende:

Cos d’Estournel

1973 (7. plads, 82 point)
1985 (8. plads, 82 point)
1988 (3. plads, 89 point)
1994 (2. plads, 90 point – magnumflaske)
1996 (1. plads, 91 point)
2000 (4. plads, 86 point)

Pagodes de Cos

2006 (5. plads, 86 point)
2010 (6 plads, 86 point)

Der er en række konklusioner at drage:

  • Generelt set var smagningen en lille skuffelse. Ikke, at der ikke var særdeles gode vine imellem, men der var ingen af os gæster, der gættede velrenommeret anden cru – generelt gik vores gæt på de mindre cru’er.
  • 1985’erne var hastigt på vej ned – hvad den ikke burde være. Flasken virkede også en smule tvivlsom – i modsætning til de andre flasker var der plastikfolio på. Kunne det være en fake?
  • 1973’erne var stadig drikkelig – faktisk havde jeg den personligt højere en 1985’erne. Hvilket igen skulle demonstrere Bordeauxs holdbarhed på dette niveau – selv i en mindre god årgang som 1973.
  • Ligesom ved Gruaud Larose-smagningen sidste år overraskede 1994’eren positivt. Det kan selvfølgelig have spillet ind, at der var tale om en magnumflaske, men det er oplagt en årgang, jeg vil kigge efter, hvis priserne er fornuftige.
  • Vi har det svært med de nyere årgange. Både 2000 i Cos og 2006 og 2010 i Pagodes (i mindre grad) var ikke specielt typisk bordeauxske med deres let marmeladeagtige stil. Om vinene med alderen bliver mere bordeauxske skal være usagt, men særligt årgang 2000 er stadig en årgang, undertegnede har svært ved at blive begejstret for.
  • Personligt fandt jeg, at mange af vinene havde et lidt brændt element, som jeg ikke var specielt begejstret for.

For denne smager skal det i øvrigt nævnes, at aftenens bedste vin kom før smagningen som en (blind) opvarmning – Haut-Brion 1991. På trods af den tvivlsomme årgang fremstod den med stor, stor klasse – ren, velopdragen og lige i skabet. Og 92 point værd.

Tak til Søren for den fornemme smagning.

Gruaud Larose vertikalsmagning

En vininteresseret kammerat har en faible for Bordeaux – hvilket heldigvis kommer undertegnede til gode ved særlige lejligheder. Blandt andet har han for vane at arrangere en exorbitant fødselsdagssmagning med Bordeauxtema.

Der har været en del ‘Bordeaux-bashing’ de seneste år, og jeg skal da også indrømme, at det er relativ sjældent disse år, at jeg drikker Bordeaux. Kvaliteten af de bedste vine fejler dog ikke noget – hvad også denne smagning vidnede om.

Det blev smagt ni vine – fire Gruaud-Larose og fem flasker af deres andenvin Sarget de Gruaud-Larose.

Gruaud-Larose har altid været et lidt specielt tilfælde i Bordeaux. Som anden cru skulle den i princippet høre til toppen af Bordeaux venstre bred – hvad den da også gør ifølge de fleste kritikere.

Gruaud-Larose skiller sig imidlertid ud fra denne gruppe ved at ligge relativt langt inde i landet, hvilket betyder en mere rig og lerholdig jord end hos de fleste andre 1. og 2. Cru Classé-vine, der dyrkes på mere grusholdig jord.

Det giver – i princippet i hvert fald – en vin med lidt mindre elegance, men måske til gengæld med en større stabilitet.

Personligt har det i hvert fald altid været en vin, jeg har regnet for meget stabil, men ikke nødvendigvis regner blandt de allermest interessante Bordeauxvine.

Det bekræftede denne smagning på mange måder. Der er ingen tvivl om hverken stabiliteten eller holdbarheden. Faktisk viste specielt de fire førstevine uhyre højt niveau og ensartethed. Der var dog ingen af vinene, der 100% blæste mig væk – men ingen tvivl om, at det er stor vin; blot ikke magisk.

Vinene, der blev smagt, deres placering og gennemsnitlige score på Parkerskalaen (fra fire smagere) var følgende:

Gruaud-Larose:

1982 (1. plads, 92 point)
1988 (3. plads, 90 point)
1990 (6. plads, 87 point)
1996 (2. plads, 91 point)

Sarget de Gruaud-Larose:

1994 (5. plads, 88 point)
1996 (7. plads, 86 point)
2000 (9. plads, 82 point)
2001 (4. plads, 89 point)
2005 (8. plads, 85 point)

Der er i hvert fald en håndfuld konklusioner at drage:

  • Førstevinene viste i det store hele deres værd og ideen om at drikke andenvin i store årgange og førstevin i små årgange kan næppe helt bekræftes.
  • Stabiliteten er uhyre høj – hvad en på papiret lavt vurderet årgang som 1994 vidner om.
  • Holdbarheden fejler ikke noget. Det er min erfaring, at de fleste Cru Classéer under 2. Cru niveau i årgang 1982 for længst er begyndt at fade.
  • Årgang 1990 er en svag skuffelse – noget jeg har oplevet flere gange med denne årgang, som i bagklogskabens lys måske var lidt overvurderet, da den kom frem. Der findes dog også highlights (Palmer 1990 smagt for et lille år siden var fremragende).
  • Årgang 2001 virker på denne (og andre smagninger) som klart undervurderet – og smager p.t. bedre end årgang 2000.
  • Og så er det i øvrigt interessant, at andenvinen klarere sig bedst i de på papiret ringeste årgang (1994 og 2001). Det er svært at give en forklaring på dette (nogle vil måske hævde, at det er fordi 2000 og 2005 ikke er drikkeklare – men begge vine fremstod nu som fejlbehæftede).

Tak til Søren for den fornemme smagning!