Vin uden tilsatte sulfitter

Da jeg tilbage i 2008-2009 arbejdede som indkøber for en nu hedengangen vinimport, blev jeg optaget af svovl i vin.

Jeg følte på den tid, at rigtig mange vine var påvirkede af, hvad jeg regnede for en overdosering af svovl (de duftede simpelthen af svovl – enten i form af svovldioxid (“brændt tændstik”) eller svovlbrinte (“rådne æg”)), hvilket fik mig til at interessere mig for “usvovlede vine” – eller retteligt: Vin uden tilsatte sulfitter.

Dengang var der ikke mange, som snakkede om naturvin (i hvert fald stødte jeg først på betegnelsen senere) – og der var da heller ikke nødvendigvis tale om, hvad man i dag ville betegne som naturvin (selvom de vine, jeg endte med at tage hjem, nok fortjente betegnelsen).

Ofte var forsøget på at lave vin uden tilsatte sulfitter således rettet mod allergikere (det er også derfor at sulfitter – i lighed med andre allergener – skal fremgå af etiketten). Så vinene behøvede ikke at være økologiske og var ofte også lavet med kulturgær (snarere end at være spontangærede).

Det er dog værd at bemærke, at svovl er naturligt forekommende i vin, og at man derfor ikke kan lave vin helt uden sulfitter (med mindre man decideret kemisk fjerner dem).

Det er også værd at nævne, at sulfitter næppe er skyld i de migræne- og hovedpineanfald, som visse mennesker oplever, når de drikker rødvin.

Da sulfitterne bruges til at konservere med – og desuden kan have andre gavnlige effekter i forbindelse med vinfremstillingen -, er det ganske kompliceret at lave vin uden tilsatte sulfitter, og det stiller således store krav til vinmageren. Det gælder i særlig grad, hvis vinmageren samtidig vælger at gære vinen uden at tilsætte kulturgær.

Spontangærede vine kan ofte udvikle uheldige duft- og smagsnoter. Det afhjælper man normalt ved at ilte vinen – men når man ikke har den konserverende svovl, er man nødt til så vidt muligt at undgå at udsætte vinen for ilt. Det er ofte det, der sker, når naturvine dufter at det, som eufemistisk kaldes “stald”.

Vores bourgogneproducent Dominique Gruhier – som eksperimenterede med naturvine helt tilbage i slutningen af det foregående årtusind – var nødt til at kassere en hel årgang, fordi den var blevet ramt af “brettanomyces” – den gærkultur, som giver den karakteristiske staldduft. Siden da har han tilsat svovl i sine vine…

Hvad enten det skyldes, at jeg er blevet mere tolerant over for svovl, eller at de fleste producenter rent faktisk har reduceret deres svovlindhold, er det sjældent, at jeg i dag støder på en vin, som jeg finder oversvovlet. Derfor har det heller ikke været en prioritet i Viniversa at finde vine uden tilsatte sulfitter.

Jeg har heller ikke de store kvababbelser omkring det sundhedsmæssige ved at tilsætte sulfitter i vin, selvom det til tider er et argument, jeg hører. Jeg er ret sikker på, at alkoholen slår dig ihjel før sulfitterne…

Grunden til at vælge vine uden tilsatte sulfitter er derfor i min bog først og fremmest et spørgsmål om smag. I.e. kan man lide den duft og smag, som vine uden tilsatte sulfitter har?

Og jeg synes faktisk, at vine uden tilsatte sulfitter har noget at spille ind med i vinverdens store kludetæppe af stilarter og smage. De vil ofte virke lidt mere “afpillede” i frugten, men kan til gengæld have en transparens i duft og smag, som kan være fascinerende.

Se VINIVERSAS UDVALG AF VINE UDEN TILSATTE SULFITTER

Alkohol og vin

Alkohol opstår, fordi gærceller omdanner sukkeret i vin til alkohol. Gærcellerne kan enten være naturligt forekommende, eller man kan tilsætte en gærkultur. Sidstnævnte gør man typisk for at bruge gærstammer, som har særlige egenskaber (vi kan takke Carlsberg for at vi i dag har isolerede gærstammer). Det kan f.eks. være evnen til at klare gæringen hurtigere eller give specifikke duft- eller smagsnuancer.

Mængden af sukkeret i druerne (som typisk måles i Oechsle, Brix eller Baumé) afhænger af deres modenhed, som igen afhænger af klima, jordbund og druesort – og selvfølgelig hvornår man vælger at høste.

De seneste 30 år har vi oplevet, at alkoholen i vin har været støt stigende. Der kan være flere faktorer i dette – f.eks. klimaforandringer og forbrugerpræferencer (det, som ofte er blevet kaldt “Parkereffekten” efter den indflydelsesrige amerikanske vinkritiker Robert Parker, som havde – eller blev beskyldt for at have – en forkærlighed for kraftige, alkoholrige vine).

Hvad grunden end er, er det et uomgængeligt faktum – Jeg husker stadig, da rødvin typisk havde en alkoholprocent på 12-12,5. I dag er det tal noget højere – og det er ikke ualmindeligt at se vine med en alkoholprocent på 14,5-15. I mit lokale supermarked har de endda en syditaliensk rødvin, som stolt proklamerer på etiketten, at den har hele 18% alkohol – som om dette i sig selv er en kvalitet.

Det er værd at bemærke, at vine med så høje alkoholprocenter ikke kan laves “naturligt”. Der er det sære ved gærceller, at alkohol dræber dem – de er så at sige på en kamikaze-mission, når de omdanner sukkeret til det alkohol, som i sidste ende slår dem ihjel. Det fleste gærceller dør således, når alkoholprocenten kommer op i nærheden af 15-16%. Når man vil have en vin med 18% alkohol, er man derfor nødt til at bruge specialgær, som er udviklet til netop dette.

Jeg fornemmer dog også en modbevægelse – flere og flere forbrugere ønsker faktisk vine med lavere alkoholprocent. Man vil gerne kunne dele en flaske over middagen uden at blive sendt til tælling. Og det handler nok ikke kun om alkoholen, men også om at mange gerne vil have vine, som er mindre (gumpe)tunge med mere friskhed og saftighed.

Mange producenter er da også gået væk fra vine med høj alkohol. Man høster tidligere for at opnå mere friskhed og mindre alkohol. Spontangærede vine (altså hvor man bruger den ambiente gær) har også en tendens til at give vine med lavere alkohol.

Vine med en vis restsødme vil også typisk være lavere i alkohol (da al sukkeret ikke er gæret til alkohol). Det er det, man ser med f.eks. tyske kabinett-vine, som ofte har en alkoholprocent mellem 7-9.

Da vine fra kølige egne typisk er mindre modne, vil du ofte havde lavere alkohol end vine fra varmere områder. Kølighed kan enten findes ved at gå højt mod nord (eller syd på den sydlige halvkugle) eller ved at søge op i højderne (sidstnævnte har også den afledte fordel, at der typisk er mindre fugtigt, jo højere du kommer – hvilket sænker risikoen for plantesygdomme).

Søger man vine med lav alkohol, er der også en anden mulighed – det, jeg vil kalde “Harold McGee-tricket” (opkaldt efter den berømte madakademiker Harold McGee, hvor jeg første gang stødte på tricket). Det er ganske simpelt at fortynde vinen med vand.

Støder du på en vin, som virker gumpetung eller for alkoholen overstyrer fortynder du den simpelthen bare med en smule vand – hvor meget er i sidste ende en smagssag, men jeg ville sjældent tilsætte mere end et glas.

For nogle kan den slags måske minde lidt om “helligbrøde”, men det er jo i sidste ende dig, som skal drikke vinen – og hvis du kan få en vin, som smager bedre ved at “manipulere” den lidt – er det så ikke det værd?

Hos Viniversa har vi valgt at samle de af vores vine, som har under 12% alkohol. Dem kan du se ved at følge linket nedenfor.

Viniversas vine med under 12% alkohol

Alkoholfri vin

Der er ingen tvivl om, at interessen for alkoholfri vin er stigende. Selv får vi oftere og oftere henvendelser på netop denne kategori af vin.

Da vi i februar i år besøgte den store Wine Paris-vinmesse, var der da også en stor stand med alkoholfri vin. Vi smagte os igennem hele standen og har derfor også vores egne konklusioner.

Men først skal vi måske slå fast, hvad alkoholfri vin er eller ikke er. Og faktisk findes der ikke nogen fast EU-definition af alkoholfri vin – så noget der i det ene EU-land kaldes alkoholfri vin, kan ikke nødvendigvis bære den betegnelse i et andet EU-land.

I Danmark følger vi en række andre lande ved at definere alkoholfri vin som vin med under 0,5% alkohol. Det er i øvrigt samme definition, som gælder for øl – hvor min erfaring klart er, at øl med mere end 0 men mindre end 0,5% alkohol typisk smager bedre end øl helt uden alkohol.

I vinverden er den mest almindelige måde at fjerne alkoholen på ved centrifugering (som skulle være mere skånsom end opvarmning).

På messen i Paris var mange af vinene “aromatiserede” – d.v.s. tilsat aromastoffer. Og størstedelen af dem (hvad enten de var aromatiserede eller ej) smagte ikke af vin.

Der var dog undtagelser, som havde tydeligt druepræg. Der er for mig ingen tvivl om, at det p.t. er de mousserende vine og hvidvinene, som giver de bedste resultater. Alkoholfri rødvin er bare svært. For de mousserende vines vedkommende har alle de udgaver, jeg har smagt, være lavet med “sodastream”-metoden – d.v.s. ved at tilsætte kulsyre.

Det er også værd at bemærke, at alkoholfri vin typisk har en vis restsødme – når man fjerner alkoholen bliver det simpelthen nødvendigt for at lave et harmonisk produkt.

Aromatiske druesorter – som f.eks. gewürztraminer – giver også de bedste (eller i hvert fald mest druetypiske) resultater.

Den mundfornemmelse, som alkoholen giver, er det ikke lykkedes at genskabe, så de færreste vil lade sig “narre”, når de først har smagt vinen (i modsætning til alkoholfri øl, som denne smager ofte er gået fejl af).

Så kan alkoholfri vin være et alternativ til “rigtig” vin? Tja, tjo – måske. Mest af alt skal man nok se det som en drik i egen ret – og de hører for mig mest til i kategorien “læskedrik”. Hvilket selvfølgelig også er fint nok!

Se Viniversas udvalg af alkoholfri vin her

Scheurebe

Vi slår gerne et slag for druesorten scheurebe her på kanalen. Det er vel nok den vigtigste blandt de mange krydsninger som blev skabt af Dr. Georg Scheu – og en druesort, som i vores optik fortjener langt mere opmærksomhed.

Dr. Scheu havde sit virke i første halvdel af det tyvende århundrede og skabte scheurebe i 1916. Der er en trist ironi i, at denne mand, som blev kendt for at krydse forskellige druesorter, fra 1933 tilhørte et politisk parti, som fordrede racerenhed.

Kært barn har mange navne – og scheurebe startede sit liv med det ikke særlig romantiske navn sämling 88. En overgang hed den også dr. wagnerrebe (ikke den Wagner iøvrigt), før den igen i år 1956 kom til at hedde scheurebe.

Der hersker lidt tvivl om dens forældre – i mange år troede man, at det var en krydsning af riesling og silvaner, men nyere DNA-analyser synes at antyde, at det snarere er riesling og den ukendte bukettraube, som er forældrene.

Stilistisk beskrives den dog også som en mellemting mellem riesling og sauvignon blanc. Den har rieslings syre (i hvert fald næsten), men en mere floral og overdådig duft – som kan lægge sig i nærheden af sauvignon blanc.

For denne smager har den ofte en karakteristisk duft af grapefrugt og – for de pebernørdede – timutpeber. Der er også ofte en lidt krydret tone (henad spidskommen).

Ligesom riesling fungerer den lige godt i det tørre og søde segment (og alt derimellem).

SE VINIVERSAS UDVALG AF SCHEUREBE HER

Flemming Hvelplund

Flemming Hvelplund – en af Danmarks store vinpersonligheder – døde for nogle uger siden som 82-årig.

Flemming var primært kendt som forfatter af Politikens Vinbog – som jeg har i flere udgaver -, samt som guide på Vinens Hus‘ vinrejser.

Selv havde jeg lejlighed til at møde Flemming på én af disse vinrejser – i dette tilfælde til Bordeaux i 1998 – med det, som ni år senere skulle blive de tre medejere af Viniversa.

Flemming var en vinformidler af den gamle skole. Han var mere interesseret i vinen i dens hedonistiske element – d.v.s. som skaber af glæde og samhørighed -, frem for den nye, objektivistiske skole – ledet af Robert Parker – som var mere interesseret i point og fairness.

Som person var han den perfekte ambassadør for denne hedonistiske tilgang til vin og vinformidling. Hans karisma var nærmest uimodståelig. På vores tur i 1998 husker jeg busturene hjem om aftenen efter de utallige vinbesøg, hvor han stadig var i hopla og underholdt hele bussen, men vi, der var 30 år yngre, småslumrede på vores respektive sæder.

Vi fandt da også hurtigt ud af, at det var en fordel at sidde ved Flemmings bord under vinbesøgene. Hans charme og entusiasme for vinene, som blev skænket, gjorde uvægerligt, at vinproducenterne gik i kælderen og fandt deres bedste vine frem (som så kun blev serveret ved Flemmings bord…).

Flemmings joviale tilgang til vin gjorde nok, at mange af den ‘ny skole’ undervurderede hans vinkundskab. Jeg tilskriver ham dog nogle af de vigtigste ting, jeg har lært om vin i mine 32 år som vinnørd.

#1 Vin skal smage godt

Det kan lyde som en banalitet, men konsekvenserne er vidtrækkende. Jeg lærte denne lære, da snakken faldt på Bordeaux i årgang 1975. Det var en årgang, der ved frigivelsen blev rost til skyerne – ud fra devisen om, at vine med meget garvesyre også måtte have stor holdbarhed.

Det viste sig imidlertid, at disse vine aldrig rigtig blev harmoniske og mistede frugten før garvesyren blev integreret.

Flemming havde – på baggrund af anmeldelserne – køb godt ind af denne årgang. Og hvad gør man så, når man har mange kasser vin, som ikke ser ud til nogensinde at blive harmoniske?

Flemmings svar – som på det tidspunkt chokerede mig – var at tilsætte et lille glas portvin til vinene. Det gav dem den frugt, de savnede, og gjorde dem mere harmoniske.

For os virkede det som snyd og humbug, men så længe du blot serverer den til venner og bekendte – og ikke prøver at sælge vinen som noget, den ikke er – er det svært at argumentere imod, at vin først og fremmest skal smage godt.

Og nej, så kan du ikke – in good faith – skrive på sociale medier, at du har drukket Leoville Las Cases 1975, men hvis den eneste grund til, at du drikker fin vin, er at prale med det på sociale medier, så burde du måske også lade andre drikke disse vine i stedet for…

#2 Det med tungen…

Jeg har aldrig hørt eller læst dette fra andre vinskribenter, men 25 års erfaring siger mig, at det er sandt. Så måske røber jeg nu en frimurerloge-agtig hemmelighed, som kun insidere i vinbranchen burde kende til.

Anyways, teorien, som Flemming Hvelplund forklarede, er, at du – hvis du vil bedømme en vins holdbarhed – mærker, hvor det prikker på tungen, efter at du har sunket vinen. Jo længere fremme på tungen, det prikker, jo kortere udvikling har vinen.

En hel ung vin vil typisk prikke midt på tungen, mens en vin, som skal drikkes nu, vil prikke yderst på tungespidsen.

Hvis du vil bedømme, hvor mange år en vin kan lagre, kræver det selvfølgelig, at du kender vinens alder på smagetidspunkten. En et år gammel vin, som prikker midt på tungen, har normalt ikke samme lagringspotentiale som en fem år gammel vin, som prikker samme sted.

#3 Vin handler om nydelse

Jeg er ikke sikker på, at jeg lærte denne lære under vores tur i Bordeaux, men det er noget, jeg er blevet mere og mere opmærksom på.

Det er meget let midt i nørderiet at glemme, at vin først og fremmest er skabt for nydelse. Og hvis du kan lide vinen, er det sådant set lige meget, hvor meget den har kostet, eller hvor mange point den har fået hos Parker etc.

Og så er vin skabt til at blive nydt i gode venners eller families lag frem for at blive bedømt under “objektive kriterier”, hvor du har 30 sekunder til hver vin.

Det var, hvad jeg har lært af Flemming Hvelplund. Må dit efterliv blive fyldt med mindst lige så meget vin og fest, som livet var.

Steillage

Steillage er den tyske betegnelse for en stejl vinmark. Der findes selvfølgelig også stejle vinmarker andre steder i verden (f.eks. i det Nordlige Rhône, Wachau i Østrig eller i Douro-dalen), men Tyskland er – mig bekendt – det eneste land, der har reguleret betydningen af ordet.

I Tyskland er en ‘Steillage’ en vinmark med minimum 30% hældning. Og her gælder det så om at holde tungen lige i munden – for det er vigtigt at bide mærke i, at vi her taler procenter og ikke grader.

Forestiller vi os en vinmark i et koordinatsystem, er procentensatsen den procent y-aksen stiger i forhold til x-aksen. Hvis vi har en vinmark, som er 100 meter lang (x-aksen), og den stiger 30 meter i højdemeter (y-aksen) svarer dette således til en 30 procent stigning (svarende til ca. 13,5 grad).

Det lyder måske ikke voldsomt stejlt, men har man stået og kigget ned eller op ad sådan en mark får man syn for, hvor stejl den er. Og så er det jo i øvrigt et gennemsnit for marken, så den kan sagtens være stejlere på visse stykker.

Virkeligt stejle marker har vi, når vi når op omkring de 70%. Det er procenter, man primært finder i Mosel, men også f.eks. i Rüdesheimer Schlossberg-marken i Rheingau.

Da det som oftest er umuligt at bruge maskiner, er det noget dyrere at dyrke vin på disse marker, men der er også en række fordele.

F.eks. er luftcirkulationen i marken bedre, da kulden bevæger sig nedad og varmen opad, hvilket skaber cirkulation fra nat til dag.

Er marken syd- eller østvendt er der også bedre soleksponering, da vinstokkene ikke på samme måde skygger for hinanden.

Det er også værd at bemærke, at de stejleste vinmarker ofte består af en eller anden form for sten eller klippe (skifer synes at give de stejleste vinmarker). Jo stejlere vinmarken er, jo mindre toplag (hummusrig muld) vil der ofte være. Det betyder, at jorden (og dermed vinstokkene) typisk ikke optager så meget vand og dermed forhindrer for meget vand i druerne i våde år.

Mange af de bedste vinmarker – både i Tyskland og resten af verden – er da også ‘Steillage’, men der er også en række undtagelser som viser, at det ikke er en forudsætning for at lave stor vin – som det f.eks. ses på venstrebredden i Bordeaux.

Se VIniVersas udvalg af vine fra steillagen

Vin de soif

I Danmark gør vi os til af, at ingen andre sprog – efter sigende – har et ord, som dækker det samme, som vi mener, når vi siger “hygge”.

Man skal nok være temmelig arrogant eller nationalistisk indrettet for at tænke, at det samme ikke også gør sig gældende den anden vej – altså at der er ord eller begreber på andre sprog, som vi ikke har et tilsvarende ord eller begreb for på dansk.

Et eksempel på dette kunne være det franske begreb “vin de soif”.

“Vin de soif” er betegnelsen for en særlig type vin. På engelsk taler man om “quaffers”. I Tyskland har de – mig bekendt – ikke et ord for det. Til gengæld taler de om, at en vin kan have “Trinkfluss”, hvilket i min ordbog dækker over lidt det samme.

Det tætteste, vi kommer på begrebet “vin de soif” på dansk, er nok “bællevin”, men det er et ord med en vis grad af negative konnotationer.

Det gør sig ikke i samme grad gældende for begrebet “vin de soif”. Ordret oversat betyder det noget i retning af en “tørstslukker”. Men en “vin de soif” er meget mere end det.

Der er typisk tale om en let rødvin med moderat alkohol, som kan og bør nydes afkølet. Det er en vin, som mere appellerer til hjertet end til hjernen. Det er så langt, man overhovedet kan komme fra en meditationsvin (med mindre det, man mediterer over, er noget andet end vinen). Tænk venner på terrassen en varm sommerdag.

Det er en betegnelse, man ofte ser brugt om naturvin – særligt af den læskende og saftige type – og typisk også betyder en vin uden fadpræg. Og det er underforstået, at det er vin, man ikke bliver træt af at drikke – det er ikke en vin, som “mætter”.

Se VINIVERSAS UDVALG AF VINS DEs SOIF HER

Petroleum & Riesling

Petroleum & riesling er et ganske kontroversielt emne. Dufter riesling overhovedet af petroleum? Og hvornår gør den det så? Og bør den overhovedet dufte af petroleum? Det vil vi forsøge at svare på nedenfor.

Petroleumsnuancen kendes primært fra lagret riesling, og visse rieslingelskere synes at elske netop denne note. Alle rieslingproducenter, jeg har mødt, har dog været en smule undskyldende, hvis deres vine havde denne karakteristika. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg heller ikke er så glad for den duftnuance, som der her er tale om.

I min verden er der imidlertid to typer petroleum – én, som kommer fra terroir’et og én, som kommer fra lagring – påvirket af vinifikation og praksisser i marken. Førstnævnte kan i min bog være en ‘legitim’ duftnote, mens sidstnævnte ofte er ‘mudret’ og overskygger andre duftnuancer. 

Nyere forskning peger på, at fremkomsten af petroleumsnoten hænger sammen med druernes solkontakt. Det betyder, at vinbønder, som aggressivt fjerner blade omkring druerne, ofte får vine, som allerede smager tydeligt af petroleum ved frigivelsen. 

Da denne – bekostelige – fremfærd ofte var reserveret til topvinene, kunne man i en årrække opleve, at en producents topvin smagte væsentligt mere ældet end de billigere vine. Flere og flere producenter synes dog at være blevet opmærksomme på dette – derfor ser man sjældnere unge rieslingvine med denne note i dag. 

Petroleum er således generelt en duftnote, som først indfinder sig med lagring (men også kan forsvinde igen med yderligere lagring). Jeg regner det for et ‘teenage’-fænomen (nogle teenagere bliver introverte – som rød Bordeaux -, mens andre bliver lidt overstyrede – som riesling…). Helt undgå en snert af petroleum i riesling kan man næppe, men de fleste topproducenter forsøger i dag at undgå den så vidt muligt. 

Som sagt er der dog en undtagelse fra dette, hvor petroleumsnoten synes at være en integreret del af terroiret – og hvor det komplimenterer de andre duftnuancer snarere end at mudre dem. Petroleumsnoten bliver sjovt nok her mere udtalt ‘benzintank’.

Det synes at være et karakteristika for nogle af Tysklands allerbedste vinmarker – bl.a. nogle af markerne i det berømte Mosel-S (omkring Wehlen, Zeltinger og Graach). Det er således en note, jeg først og fremmest er stødt på i vine fra skifermarker – bl.a. også i vores nye vinhus Joh. Bapt. Schäfers vine fra skifermarker. 

På vores hjemmeside har vi lavet en side med vine, som har præg af denne anden type skifer. Dem kan du se ved at følge linket nedenfor. 

Petroleum er, som nævnt, primært et riesling-fænomen, men man kan også støde på duften i andre vine – f.eks. hvid Châteauneuf-du-Pape og Timorassovine. Her er noten dog noget mere sjælden – og typisk knapt så udtalt.

SE VINIVERSAS UDVALG AF VINE MED PRÆG AF ‘LEGITIM’ PETROLEUM

Noget om modne vine

Langt de fleste vine er i dag lavet til at blive drukket unge. Det betyder ikke, at nogle af dem ikke kan holde sig – til tider helt op til 10 år eller mere. Men at holde er ikke nødvendigvis det samme som at modnes.

Når vi taler om, at vin modnes, mener vi, at de med tid opnår (positive) kvaliteter, som de ikke havde som unge. Det betyder også, at der “sker noget” med vinen, som ikke bare kan ekstrapoleres fra den unge vin (med mindre man har stor erfaring).

Grafisk kan det illustreres således, hvor den lyserøde graf viser vin, som ikke modnes, mens den lyseblå graf viser vine, som kan modnes:

Som grafen viser, kan vine, som er lagringsværdige (d.v.s. kan modnes), ofte have en periode, hvor de kvalitativt faktisk går nedad, før de får en ny opblomstring.

Dette kalder jeg vinenes teenageår – og som teenagere kan de forholde sig på to måder: Enten kan de lukke ned og blive inadvendte, eller de kan ‘gå ud af en tangent’ og bliver lettere ‘hysteriske’ (i disse tilfælde kan én duftnote f.eks. blive meget dominerende).

Bordeaux er normalt et eksempel på første type, mens chenin blanc og riesling er eksempler på anden type.

Smager man en vin i teenage-stadiet kan man ofte have en tendens til at tænke, at den måske er ved at blive for gammel og skal drikkes – og mange vine, som egentlig havde mange år i sig endnu, er sikkert blevet drukket på den konto.

I de mest interessante tilfælde kan vinen faktisk virke yngre med alder – det kan f.eks. gælde (nogle) hvide bourgogner, røde bordeaux og – måske ikke mindst – chenin blanc-vine (særligt Savennières).

Det er det, som for mange vinnørder gør vin særligt attraktivt – og det er synd, at mange vininteresserede aldrig får den oplevelse.

Hvor lang tid, det tager, før en vin modnes, er forskelligt fra vin til vin. Det er dog sjældent mindre end 5-8 år (og kan i visse tilfælde være det dobbelte eller længere).

Hvor lang tid det tager er i denne sammenhæng mindre vigtig (og kan ikke som sådan tages som en kvalitetsparameter), det vigtige er den kvalitative forandring i vinen.

Se VINIVERSAS UDVALG AF MODNE VINE

Æble- og ferskenår

Når til kommer til tysk riesling kan årgange groft inddeles i æble- og ferskenår. Det er måske mest udtalt i Mittelmosel, hvor riesling typisk – afhængigt af årgang – dufter af enten grønne æbler eller fersken.

2023 er f.eks. et æbleår, mens 2022 er et ferskenår. Det har selvfølgelig noget at gøre med, om det er varme eller kølige år (men nok ikke helt så simpelt). Det kan heller ikke entydigt oversættes til druernes modenhed – f.eks. opnåede man generelt stor modenhed i årgang 2010, men det var et klart æbleår.

Og jeg ville også holde mig fra at sige, at enten æble- eller ferskenår er bedst. Det er først og fremmest et spørgsmål og stil, og hvad man kan lide (personligt har jeg nok en lille præference for ferskenår, men kan bestemt også værdsætte æbleår).

Jeg tror ikke, at man entydigt kan sige noget om hvorvidt den ene eller anden type lagrer bedst – i hvert fald har jeg ikke entydige erfaringer på den front (jeg drikker min riesling alt for hurtigt…).

Men vil man danne sig et hurtigt indtryk af en ny årgang i Tyskland, kan man med fordel finde en klassisk tysk riesling fra Mittelmosel (f.eks. en Kabinett eller Spätlese) og se, om den dufter af grønne æbler eller ferskner. Så har man et meget godt indtryk af, om årgangen er stram og stringent eller eksotisk.