De bedste sommervine

For mange er sommer ensbetydende med rosé, mens andre sværger til hvidvin eller bobler. For os er der særligt én vinkategori, som får os i sommerhumør: De frugtsøde vine. 

Betegnelsen ‘frugtsød’ (tysk: Fruchtsüss) er ikke en beskyttet kategori, men dækker typisk over vine, som har nogen sødme, men ikke er decideret ædelsøde. D.v.s. vine, hvis sødme opnås ved, at man stopper gæringen, før al sukkeret er omdannet til alkohol (typisk v.h.a. svovl eller kulde), men hvor druerne ikke er tørrede eller angrebet af ædel råddenskab. 

Det giver vine, som ikke kan regnes for deciderede dessertvine, men som har en behagelig sødme, som ofte er kombineret med en fin syre.

Særligt riesling med dens naturligt høje syre excellerer i denne kategori, men også andre druesorter kan give spændende frugtsøde vine.

Det er relativt sjældent, at man ser betegnelsen ‘frugtsød’ (eller ‘Fruchtsüss’) på etiketter, men vine i Kabinett– og Spätlese-kategorien vil ofte være frugtsøde med mindre andet er angivet (f.eks. Trocken, Halbtrocken eller Feinherb, som alle er kategorier for mere eller mindre tør vin).

Det er sjældent at se frugtsøde rødvine, men det findes – ikke mindst i perlende udgaver – f.eks. italienske vine på Brachetto-druesorten. 

Udover den ofte liflige kombination af syre med let sødme udmærket disse vine sig ofte ved en behageligt lav alkohol, som gør, at man ikke behøver at have dårlig samvittighed, fordi man tager et glas til frokost eller på terrassen. 

Madmæssigt er det vine, som går særligt godt til de asiatiske køkkener – ikke mindst thai-køkkenet, hvor sødmen i vinen er med til at mildne de stærke smage. Men også f.eks. salater, hvor man bruger forskellige frugter (melon, pære, appelsin etc.) kan være gode match. 

Visse vinsnobber ser ned på denne vintype – muligvis fordi de simpelthen smager for godt. Ægte kendere ved, at de kan byde på nogle af vinverdens største oplevelser – ofte til priser, som burde være langt højere. 

Vi drikker dem utroligt gerne – ikke mindst her i den søde sommertid. 

Italiensk hvidvin – også en messe værd

Italiensk vin er for de fleste lig italiensk rødvin. Mousserende vin, hvidvin, rosé og dessertvin fra Italien får ikke den store opmærksomhed. Der er for så vidt ikke noget mærkeligt i, at varme områder som (det meste af) Italien har fokus på rødvin – qua at denne vintype typisk klarer sig bedre i varme klimaer (undtagelser er selvfølgelig hedvin, som om muligt klarer varmen endnu bedre).

På den anden side lægger varmt vejr jo op til mousserende vin, hvidvin og rosé på forbrugersiden, så det kan ikke undre, at italienske vinmager også har en interesse i den retning. Parentetisk bemærket er Italien måske også det land, hvor der er størst forskel på, hvad lokalbefolkningen drikker, og hvad vinøse turister interesserer sig for.

Det er ikke fordi, at Italien ikke har haft en form for kommerciel succes med i hvert fald hvidvin og mousserende vin. I 1980’erne var Soave og Frascati det, mange drak – og i dag er der en vis Pinot Grigio og Prosecco-bølge. Når det handler om kvalitet har Italien imidlertid haft sværere ved at etablere sig på disse fronter.

Og ja, klimaet er ikke så umiddelbart velegnet til hvidvin, rosé og mousserende vin som f.eks. Tyskland og Frankrig, men på den anden side har områder som f.eks. Californien vist, at man også kan lave kvalitetshvidvin i varme klimaer.

Og der findes altså også spændende vine i disse kategorier i Italien.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg endnu ikke har fået hverken den mousserende vin eller rosé, der får mig til at sværge til disse vintyper i deres italienske udgaver. På det mousserende område vil jeg hævde, at det er de billigere typer – som Prosecco eller Asti Spumante -, som er mest interessante, mens de vine, som forsøger at nærme sig Champagne (Franciacorta m.fl.) ikke formår at retfærdiggøre deres priser.

Men hvad med italiensk hvidvin?

Her vil jeg faktisk hævde, at Italien har noget at byde på. Og som med deres rødvine er det i min bog klart de lokale druesorter, som er mest interessante.

Garganega, Verdicchio, Vermentino, Arneis m.fl. giver faktisk vine, som ikke blot smager godt, men som også bidrager med noget unikt på den internationale vinscene.

Det kræver selvfølgelig, at de parres med seriøse vinproducenter, som tager både druesorterne og vinproduktionen alvorligt. Sker det, får man vine, der ikke skal konkurrere med hverken Frankrig eller Tyskland, netop fordi de giver vine med et andet udtryk og egenart.

Generelt er friskhed mantraet i italienske hvidvine. Det skyldes ikke blot klimaet, men også den mad, vinene typisk parres med. Chardonnay-fede hvidvine er således en sjældenhed i Italien (selv de hvidvine, som rent faktisk er lavet på Chardonnay er typiske lette og frugtige).

Fadlagring af hvidvin findes absolut, men igen er det ikke normen. Til gengæld arbejder flere og flere italienske vinmagere med bærmekontakt og batonnage for at give ekstra kompleksitet og mundfornemmelse til deres vine. Disse vine hører typisk til blandt de mest spændende italienske hvidvine.

Prismæssigt vil jeg hævde, at det typisk er i niveauet omkring 150-200 kroner, at man får de mest interessante vine, når man sammenholder pris og kvalitet.

I det billige leje kan de italienske vine simpelthen ikke måle sig med f.eks. de tyske, når man ser på kvalitet, og over 200,- kan kvaliteten ofte ikke følge med.

I smørhullet fra 150-200,- findes der imidlertid egensindige hvidvine med stor personlighed og kompleksitet, som absolut bør tages alvorligt af alle vininteresserede.

Fejl i vin – som i virkeligheden ikke er fejl…

Der er en række fejl i vin, som kan skyldes forskellige faktorer fra skadedyr i marken over dårlig hygiene i kælderen til forskellige ydre faktorer som korksyge og deslige.

Den moderne ønologi har gjort det af med en del af disse fejl – om end opblomstringen af naturvin har introduceret nogle igen (f.eks. mus, som tidligere var ganske hyppig i naturvin – det ser dog ud til, at problemet i hvert fald delvist er ved at blive afhjulpet).

Der er imidlertid også fænomener, som lægfolk kan diagnosticere som fejl, som i virkeligheden ikke er fejl (men som kan være gener). Nedenfor har vi samlet en række af disse fejl, som i virkeligheden ikke er fejl.

Bundfald

Bundfald findes typisk i ældre vin – eller i vin som ikke er blevet filtreret inden aftapning. Mange kvalitetsbevidste vinbønder vælger ikke at filtrere deres vin, fordi de mener, at filtreringen også fjerner vigtige aromastoffer. Som sådan kan bundfald ses som et kvalitetstegn, snarere end som en fejl.

Bundfaldet kan være ubehageligt at få i munden (om end visse autoriteter insisterer på, at man også skal drikke bundfaldet i Bourgogne), men dette kan let afhjælpes ved dekantering.

Vinsten

Vinsten – eller vinkrystaller – er små saltagtige partikler i vinen, som er en forbindelse af vinsyre og kalium. De findes typisk i hvidvin og er aldeles ufarlige.

Reduktion

Reduktion er det modsatte af oxidation – d.v.s. mangler ilt. Det sker ofte, når vinen får lov at hvile på bundfaldet. Det giver forskellige svovlaromaer -rådne æg, kål etc.

Før vinen er flasket kan det afhjælpes ved at omstikke vinen, men mange vinmagere vælger ikke at gøre dette af forskellige årsager. Dekantering kan også afhjælpe problemet – ligesom flaskelagring ofte også afhjælper det.

Reduktion findes ofte i traditionelt lavede Moselvine. Der findes tilfælde, hvor reduktionen ikke synes at forsvinde med iltning og/eller lagring. I disse tilfælde må mange regne det for en fejl – ellers er det en gene.

Perlen (i ikke mousserende vin)

Man kan til tider opleve at stille vin har en let perlen. Det skyldes som oftest, at vinmageren vælger at flaske vinen mens der stadig er en smule kuldioxid tilbage. Det kan de vælge at gøre for at give vinen en ekstra friskhed – men der kan også være tilfælde, hvor det simpelthen er af praktiske årsager fordi næste års høst er ved at ankomme og der skal være plads i tankene.

Det findes typisk i lette hvidvine eller rødvine. Skyldes det, at vinen er begyndt at eftergøre i flasken, er det en fejl (kan ske med visse naturvine, men er ellers ikke noget, som forekommer).

Grønne toner / manglende modenhed

I takt med at man er blevet bedre til at måle druernes modenhed, er der også kommet en tendens til at hævde, at der findes et optimalt høsttidspunkt, som kan stadfæstes med mere eller mindre videnskabelig nøjagtighed.

Der har på sin side fået vinsmagere til at udråbe vine, som ikke er høstet på dette “optimale høsttidspunkt” som fejlbehæftede.

Dette er dog udtryk for en specifik smagspræference snarere end en objektiv sandhed. Undertegnede indrømmer f.eks. gerne, at han foretrækker Cabernet Sauvignon med den lettere urtede tone (grøn peberfrugt), som kendetegnede Bordeaux før år 2000 frem for de frugtpumpede, solbærduftede moderne udgave.

Brettanomyces

Brettanomyces er en særlig gærkultur, der får vinen til af udvikle aromaer henad kostald og deslige. Det KAN være en fejl, men i små doser er der mange vinmagere, som ser det som et krydderi, som giver ekstra kompleksitet til vinen. Nogle hader det, mens andre elsker det – i sidste instans handler det om personlige præferencer.

Robert Parker Jr. – en vurdering

De Parkerbøger, jeg i årenes løb har fået op under neglene.

Den 16. maj i år bekendtgjorde The Wine Advocate, at Robert Parker Jr. ikke længere ville bidrage til tidsskriftet.

Dermed er en æra sluttet – og det er måske derfor også på sin plads at vurdere Robert Parkers indflydelse gennem de godt 40 år, han har virket som vinkritiker.

Det er næppe en overdrivelse at sige, at indtrykket af Parker er ekstremt polariseret. Nogle forguder ham – flere (virker det til) afskyer ham.

Sandheden om manden skal nok findes et sted midt i mellem de to yderpunkter.

Selv kom jeg nok lidt anderledes ind på Parker end så mange andre – i og med at jeg læste ham, før jeg vidste, hvem han var. Det har været i midthalvfemserne, hvor jeg faldt over hans 1988 Guide på tilbud i en københavnsk boghandel.

Det er på mange måder stadig min favorit-parkerbog. Der er et – i positivt forstand – ungdommelig hovmod over bogen, som jeg kan savne i senere værker. Her ER faktisk vine, som får 55 point eller deromkring – og Parker er f.eks. ikke bange for at sige, at han foretrækker et hus’ basischampagne frem for deres prestigecuvée.

Og så var pointene i øvrigt stadig nede på jorden. 85 var rent faktisk en GOD score.

Det er også en bog, der vidner om, at Parker kunne tage fejl – Château Le Pin 1982 må f.eks. “nøjes med” 88 point. I den seneste af Parkers Bordeaux-bøger er den score ændret til 100. Immervæk lidt af en forskel på en 50-point-skala!

Og så er vi fremme ved én af de mest kontroversielle sider af Parker: pointene – og mere specifikt hans 100-point skala, som jo reelt er en 50 point skala.

Parker har selv forsvaret sin pointgivning med, at vin ikke er anderledes end andre fødevarer og derfor også kan bedømmes objektivt. Underforstået: Jeg skærer igennem den aura af romantik og mysticisme, som hersker omkring vin.

Kritikere vil selvfølgelig hævde, at Parker blot erstattede én romantik med en anden: fetichen omkring de “magiske” 100 point – og i det hele taget idéen om, at vin kan bedømmes meningsfyldt på en 50-point-skala.

Og Parker behandlede jo i øvrigt ikke vin som andre fødevarer: Hvor mange gange har man egentlig set f.eks. broccoli bedømt efter en 100-point skala?

Parkers trang til objektivitet (nogle vil sige: Pseudoobjektivitet) udsprang imidlertid ikke nødvendigvis af et behov for at afromantisere vin, men snarere af behovet for at gøre vinkritikken mindre korrupt.

For alle dem, som identificerer Robert Parker med en “vinverdens højrefløj” er det værd at huske på, at han var dybt inspireret af Ralph Nader – datidens svar på Bernie Sanders – og dennes position som “consumer advocate”.

Robert Parker ville kun være ansvarlig overfor forbrugerne – og kun tale forbrugernes sag.

Det mener jeg er en af de absolut positive ting ved Parker.

Hans hang til objektivitet fik ham også til at arbejde hårdere og mere metodisk end det fleste andre vinkritikere på den tid.

Vinkritikken havde indtil da mere være præget af historiefortællere og digtere snarere end af folk med en grundlæggende metodisk tilgang.

Den besad Parker.

Parker var den første vinskribent, jeg stødte på, som ikke blot vurderede en årgang i Bordeaux, men vurderede årgangen for de enkelte kommuner i Bordeaux.

Det kunne han, fordi han smagte mere og mere metodisk end alle andre.

Der er skrevet meget om antallet af vine, han smagte – jeg har læst tal omkring 200 pr. dag. Det er, vil jeg hævde, langt mindre imponerende, end mange vil gøre det til. Alternativt: Langt mindre arrogant. Man kan smage 200 vine på en dag – specielt når man smager relaterede vine (f.eks. fra samme region) – og give en kvalificeret bedømmelse.

Indrømmet, hans beskrivelser af de bedømte vine følger ofte et fast spor – med en række faste deskriptorer, som benyttes igen og igen. Det gør ikke hans vinbeskrivelser til det mest interessante at læse – og man får sjældent lyst til at købe en vin udelukkende p.g.a. en parkerbeskrivelse. Derfor er det også – på godt og ondt – blevet pointene, der har været de afgørende.

Og her er det så måske, at kan man se et “loop”, hvor vinkritikerne alligevel kommer til at stå i et afhængighedsforhold til – om ikke producenterne, så i hvert fald forhandlerne.

For der er næppe tvivl om, at en vinkritiker lever af omtale. Jo flere gange, Parkers ratings blev citeret, jo mere populær blev The Wine Advocate. Men i og med at forhandlerne sjældent skiltede med dårlige ratings var – og er – der også en tendens til, at den vinkritiker, som giver de højeste ratings bliver citeret mest – sålænge troværdigheden er nogenlunde intakt.

Hvilket måske kan være noget at forklaringen på, at ratings generelt er kravlet stødt opad de seneste 20-30 år.

Apologeter vil selvfølgelig hævde, at det skyldes, at den gennemsnitlige vinkvalitet er steget over årene. Men burde det ikke snarere resultere i, at kravene til, hvad der f.eks. skal til at få 85 point, blev skærpede?

Som allerede antydet synes tendensen også at være, at kun de gode vine efterhånden fandt vej til The Wine Advocates sider – men er det ikke også god forbrugerinformation at skrive om de dårlige vine?

Den største kritik af Parker har dog uden tvivl været ideen om, at hans smag gik i en bestemt retning – nærmere bestemt kraftige, bløde, fadlagrede rødvine.

Han har selv i høj grad modsat sig denne karakteristik – og blandt andet peget på de høje scorer, han har givet til f.eks. vinene fra Alsace. Alligevel er det sigende, at de områder, han valgte at beholde for sig selv, da han begyndte at ansætte andre smagere til at bedømme visse vinområder, alle faldt ind under denne karakteristik. En stiltiende accept af, at Champagne, Bourgogne, Loire og tysk vin måske ikke var hans force?

Undertegnede drikker sjældent det, mange forstår ved parkervine – og har man parkerpoints korrelation med høje priser in mente, skal man måske være glad for det.

Og der er vel ikke som sådan grund til at klandre Parker for, at hans smag går i en bestemt retning?

Kritikere har selvfølgelig hævdet, at Parkers indflydelse har gjort, at mange vinproducenter er begyndt at ændre deres vinifikationsstil for at please Parker – med en standardisering af vinverden til følge og måske en forandring af en regions vinstil.

Forklaringen tror jeg dog her i lige så høj grad skal findes i de mange nye vindrikkere, som er kommer til de seneste årtier. Vindrikning er blevet folkelig – og har som sådan også medført en “demokratisering” af vinens smag.

Når det i dag kan være svært at finde fransk vin i mange danske supermarkeder, mens argentinsk og chilensk vin fylder hyldemeter på hyldemeter, skyldes det næppe Parker, men nok snarere, at den bløde og afrundede karakter, som kendetegner disse vine, falder i manges smag.

Hvis man ikke deler denne smag, er der heldigvis stadig vine at få, som skiller sig ud fra denne stilistik. Smag er forskellig – og man skal ikke nødvendigvis se det som et problem.

Parkers svageste momenter er for mig da også, når han opførte sig som vindiktator – f.eks. den famøse strid med Jancis Robinson omkring Pavie 2003. Har beskyldte han basalt set Jancis Robinson for urent trav, fordi hun ikke delte Parkers begejstring for denne vin.

Jeg har ikke smagt Pavie i årgang 2003, så jeg kan ikke sige, hvem jeg ville være enig med (jeg hælder dog til Jancis Robinson…), men idéen om, at to i øvrigt kyndige vinjournalister ikke kan være uenige om en vins kvalitet, synes jeg ikke klæder Parker.

Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at Parker blev mere skinger med årene, men ovenstående hændelse vidner måske også om, at Parker og Parkers smag ikke længere var normdannende i 2000’erne – og at hans indflydelse var for nedadgående. Hans bastante holdning til naturvin kan vidne om det samme.

Hvis der altid har været en vis latent kritik af Parker og parkersmagen i Europa (som næppe kan sige sig fri for at være rodfæstet i det faktum, at Parker er amerikaner), så synes kritikken i 00’erne at have nået USAs forbrugere i form af en række film – eksplicit i Mondovino og implicit i Sideways, der gjorde det sofistikeret at drikke Pinot Noir og plebset at drikke Merlot.

Der er ingen tvivl og, at Parkers indflydelse i dette årtusinde stadig var – og er – stor, men ikke desto mindre er det svært ikke at føle, at tiden ikke længere var hans.

Parker var et korrektiv til vinjournalistikken på hans tid – med tiden blev der behov for et korrektiv til Parker selv. Den dag vil sikkert komme, hvor der igen bliver behov for de værdier, som Parker stod for i vinjournalistikken.

Lille smagning af orangevin

Det lille felt af orangevin, som vi smagte.

For nylig var vi samlet i den lille vinklub for at vurdere temaet orangevin. Det er ikke noget, jeg har systematisk erfaring med – forstået på den måde, at det er første gang, jeg deltager i en egentlig smagning af vintypen.

Jeg er dog blevet eksponeret til orangevin en del gange – både i professionelle sammenhæng og som privatperson på diverse restauranter. Men altid har det været en enkelt eller to flasker og ikke et samlet felt.

Orangevin bliver ofte forbundet med både amfora og naturvin, selvom kategorien ikke nødvendigvis er noget med disse at gøre. At der findes mange orangevin, som er lagret på amfora og/eller er “naturvin”, er så en anden sag…

Helt simpelt er en orangevin en vin på grønne druesorter, som er lavet som om det var en rødvin (eller rosé). D.v.s. at mosten får lov et ligge med skaller og kvas en vis tid, som kan variere alt efter producentens lyst.

Der er ikke tale om en beskyttet kategori – og derfor er det i sidste instans op til producenten (eller sælgeren) om han/hun vil kalde vinen orangevin.

At lade skaller og kvas macerere i en kortere periode er der ikke noget nyt i – og mange “traditionelle” producenter har benyttet sig af metoden uden i øvrigt at gøre noget væsen ud af det.

Og man kan eller bør kalde dette for orangevin, er som sagt et spørgsmål om temperament – men gav lejlighed til lidt diskussion ved smagningen, da én af smagerne havde medbragt en vin (Meierers Riesling WTF) med kun kort tids maceration på skaller og kvas. Om den reelt faldt ind under kategorien orangevin, kan diskuteres.

Generelt må det siges, at der var relativt stor forskel på vinene – nogle var klart mere “orange” end andre.

Tyskland fyldte ganske meget i smagningen – halvdelen af vinene var fra Tyskland – hvilket næppe er repræsentativt for orangevinsmarkedet p.t., selvom det er en kategori, som er i voldsom vækst også her.

Der var generelt de vine, som var “skamløst orange”, som klarere sig bedst – altså de vine, som klart var noget andet end konventionel hvidvin.

Dyreste vin kostede lige på den anden side af 300,- – og det er således oplagt at konkludere, at vi manglede toppen af orangevin p.t. Smagningen havde dog ikke som sådan til formål at finde de bedste orangevine på markedet, men skulle blot give et indblik i denne kategori.

Interessant nok notere jeg mig, at flere af vinene duftede af grappa/marc – hvilket det selvfølgelig kunne være oplagt af forbinde med kvas-macerationen. Om det rent faktisk er årsagen, skal jeg dog ikke kunne sige.

Mundfornemmelsen var for mange vines vedkommende ganske anderledes end hvidvin – hvilket også var forventeligt. At mange synes at have lav syre var måske mere overraskende (men med naturvinsethos kan det måske forklares med, at mange vine har gennemgået malolaktisk gæring).

Selvom mange københavnske restauranter i den nynordiske kategori er glade for orangevin, er jeg lidt usikker på deres madegnethed – særligt måske til det mad, de fleste giver sig i kast med derhjemme. Men det må blive temaet for en ny smagning…

Vinene, som blev smagt med gennemsnitscore og mine korte kommentarer følger her:

Meierer Riesling WTF 2015 Mosel – 85 point

Den kontroversielle vin i og med at den kun har kort tids maceration med kvas og skaller. Det var da også den mest traditionelle vin – og i denne sammenhæng derfor måske også lidt undervurderet.

2 Naturkinder Heimat Silvaner 2013 Tyskland (Franken) – 88 point

Igen en tysk vin, men her med mere orange- og naturvinspræg. Min første note er dog, at den må være tysk, så visse traditionelle træk har den alligevel haft. Syren virker ganske moderat. Min personlige favorit.

Taronja Vin de France 2017 – 88 point

Endnu en vin med klare naturvinstendenser henad æblejuice. Starter ganske floralt og citruspræget, men efterhånden tager mere sprittede toner over – og jeg har både noteret grappa og underberg. Men ikke nogen dårlig vin.

Huff Pinot Gris Réserve 2017 Rheinhessen – 85 point

En fadprøve, som familien Huff havde sendt med min seneste bestilling. Som med Meierer en relativt konventionel vin, der – måske af samme grund – faldt lidt igennem i smagningen. Pinot Gris har lyserødt skin – og vinen havde da også et klart lyserødt skær.

Rossidi Nikolaevo Vineyard Gewürztraminer 2018 Bulgarien – 89 point

Smagningens samlede vinder. Klare florale toner – og jeg har noteret mig rosenvand, som måske er et svagt hint om druesorten. Ligesom med andre af smagningens vine var denne også præget af en vis marc/grappa-agtig duft. Legendariske Steven Spurrier har udtalt, at det var denne vin, der første gang overbeviste ham om orangevinens kvaliteter, så 1. pladsen er måske ikke så overraskende endda.

Gérard Villet Cépage Chardonnay Cuvée Orange 2014 Arbois – 85 point

En lidt kedelig vin, som i hvert fald i denne sammenhæng ikke imponerede voldsomt. Den synes af være lidt mere afdæmpet i sit orangevinspræg end andre af smagningens vine.

Som pointene vidner om, var vi ikke helt oppe i skyerne over disse vine. Der var uden tvivl gode vine imellem, men kategorien orangevin har ikke med denne smagning vist mig sin ubetingede eksistensberettigelse.


Stor smagning af tysk Spätburgunder

Foto: @ Kim Lund Johansen

I februar i år deltog jeg i en stor Spätburgundersmagning med en række andre branchefolk samt et par vinbloggere.

Smagningen kom i stand på baggrund af en tilsvarende (lidt skuffende) smagning af Frühburgunder, som gav anledning til at undersøge, om Spätburgunder ville klare sig bedre.

Der var tale om en åben smagning, hvor hver smager tog et par vine med (med den underforståede aftale, at der var tale om Spätburgundere fra øverste hylde).

Der var på forhånd lidt snak om hvilke vine, vi hver især tog med, så smagningen var ikke “dobbeltblind”. Der blev også gjort et vist forsøg på at få spredning i feltet, men som det fremgår af det følgende, var der et klart favoritområde blandt de deltagende smagere.

Som nedenstående liste bevidner, var der generelt tale om nogle af Tyskland mest feterede producenter og vine – og typisk var der tale om en af producentens bedste vine, hvis ikke simpelthen den bedste / dyreste – hvilket for VdP producenternes vedkommende normalt ville sige deres Grosses Gewächs-vine.

Og her må jeg så personligt indrømme, at jeg har lidt samme forhold til tysk Spätburgunder, som jeg har til tør tysk Riesling: Jeg føler ikke, at man nødvendigvis får specielt meget ekstra ved at gå op i pris – og er derfor også lidt skeptisk over for hele GG-fænomenet.

Faktisk synes jeg tit, at jeg oplever, at en producents Spätburgundere på niveauerne lavere end GG (eller tilsvarende for ikke VdP-producenter) ikke nødvendigvis står meget tilbage for GG’erne.

Generelt må det dog siges, at niveauet til denne smagning var ganske højt (til trods for de noget konservative pointtal) – om end man i visse tilfælde kan spørge, om kvaliteten retfærdiggør prisen – top tysk Spätburgunder er ikke længere billig.

I alt deltog 18 vine. Man kan pege på, at vi manglede et par af “de store kanoner” (i min bog måske først og fremmest Huber), men alt i alt var det meget tæt på at være den etablerede top af tysk Spätburgunder + et par jokere (som i et par tilfælde klarede sig forbavsende godt).

Før vi går til resultatet af smagningen her et par personlige konklusioner:

  • Baden (der indrømmet måske var lidt underrepræsenteret) stod relativt svagt i smagningen – med Dr. Hegers voldsomt dyre Häusleboden som bedste vin på en niendeplads.
  • Rheinhessen stod på den anden side stærkt med hhv. en anden- og en fjerdeplads til de to deltagende vine. Ikke mindst med prisen in mente må det siges at være en ganske flot præstation (og vi er i Viniversa selvfølgelig glade for, at “vores” Huff Rosenberg kom ind på en flot andenplads).
  • Der er stor begejstring for vinene fra Ahr blandt deltagerne – hvad antallet af deltagende vine skulle røbe. Flere havde også Kriechel på en 1. plads ved Frühburgundersmagningen (inklusiv undertegnede), og den løb altså også med førstepladsen her. “Vores” Deutzerhof tog flot revanche med en 3. plads efter en lidt skuffende forestilling i Frühburgundersmagningen, mens Stoddens bundplacering må siges at være en overraskelse.
  • Jeg havde personligt højere forventninger til Molitor, som jeg tidligere har været glad for, men her skuffende den altså lidt. Moselvinene skilte sig klart ud ved deres lettere stil.
  • De to ældre flasker (Heger 2007 og Adeneuer 2006) var ganske udviklede, hvilket demonstrerer for mig, at Spätburgunder på GG niveau ikke nødvendigvis lagrer bedre end Spätburgundere på lavere niveauer (jeg har drukket 10 år gamle udgaver af Hegers negociant-spätburgunder Vitus, som var mindst ligeså levende som Hegers GG).

Og så til placeringerne (pointene i parentes er et gennemsnit blandt de 8 smagere på Parkerskalaen):

1. Kriechel Sonnenberg R 2015 (Ahr) – 91,88 point
2. Huff Rosenberg Alte Reben 2015 (Rheinhessen) – 91,25 point
3. Deutzerhof Mönchberg GG 2012 (Ahr) – 90,75 point
4. Wasem Sonnenhang 2016 (Rheinhessen) 90,38 point
5/6. Knipser Mandelpfad 2012 (Pfalz) – 90,25 point
5/6. Maibachfarm Silberberg 2015 (Ahr) – 90,25 point
7. Fürst Schlossberg GG 2014 (Franken) 89,75 point
8. Thanisch 2015 (Mosel) – 89,5 point
9. Dr. Heger Häusleboden GG 2015 (Baden) 89,38 point
10/11. Kaufmann 2015 (Rheingau) 89,25 point
10/11. Dautel Forstberg 2014 (Württemberg) – 89,25 point
12. Molitor Brauneberger Mandelgraben ** 2015 (Mosel) – 89 point
13. Adeneuer Neuenahrer Sonnenberg 2006 (Ahr) – 88,5 point
14/16. Adeneuer Rosenthal GG 2015 (Ahr) – 87,75 point
14/16. Bercher Bürkheimer Feuerberg 2014 (Baden) – 87,75 point
14/16. Schloss Proschwitz 2011 (Sachsen) – 87,75 point
17. Dr. Heger Ihringer Winklerberg GG 2007 (Baden) – 87,5 point
18. Jean Stodden Alte Reben 2015 (Ahr) – 87,25 point

Du finder en oversigt over Viniversas Spätburgundervine her.

Mit problem med Grosses Gewächs-Riesling

Et udvalg af de GG-Rieslinge, som har fundet vej til Viniversas portefølje gennem årene.

Ja, jeg har et problem med Riesling Grosses Gewächs-vine – et problem, som er blevet klarere og klarere for mig igennem den seneste årrække, og som er blevet forstærket gennem smagninger af disse vine.

Først lige en forklaring: Grosses Gewächs er en betegnelse, som er blevet indført af den private VdP-sammenslutning (VdP står for Verein deutscher Prädikatsweingüter).

VdP tæller lidt over 200 af Tysklands bedste producenter (få fortjener muligvis ikke at være med i sammenslutningen, hvis man kigger på kvaliteten af deres vine – og mange, som i dag står udenfor, kunne ud fra samme parameter være medlemmer).

Det er en utrolig magtfuld organisation, som på mange måder er toneangivende for udviklingen inden for tysk vin.

De indførte Grosses Gewächs-kategorien i en bestræbelse på at efterligne f.eks. Bourgogne Grand Cru.

Den dækker således tørre vine med begrænset høstudbytte fra særligt udvalgte marker (kaldet Grosse Lage), som lagres ekstra tid og først kan frigives i september året af høsten (for de hvide vine).

Forskellige druesorter kan bruges til Grosses Gewächs-vine (inden for hver region er det defineret hvilke druesorter, som kan bruges i GG-vinene). Mest udbredt er Riesling og Spätburgunder, men også f.eks. Silvaner, Weissburgunder, Grauburgunder, Chardonnay og Lemberger kan sine steder bruges til GG-vinene.

Her skal det specifikt dreje sig om GG-vinene på Riesling, som om nogle har været med til at tegne de tyske vinscene de sidste 10-15 år.

Det er altså – i hvert fald på overfladen – en succeshistorie. Ikke blot har GG-vinene tegnet tysk vin de seneste 10-15 år, de har også nået et prisniveau, som tidligere var uhørt for tør Riesling (det meste GG-Riesling ligger i dag fra kr. 300,- og opefter).

Mange producenter uden for VdP har således også efterlignet GG-vinene og laver vine efter samme principper. I den grad, hvor disse vine ligner GG-Rieslingvinene fra VdP, er de en del af “mit problem”.

Så hvad er mit problem?

Lad mig først og fremmest sige, at jeg mener, at Riesling opnår sit højeste potentiale med en eller anden form for restsødme – typisk i de klassiske prädikater Kabinett, Spätlese og Auslese.

Riesling på Feinherb-niveau (d.v.s. lige og den tekniske grænse for, hvornår Riesling er tør), er næsten uddød i Tyskland, men giver ofte bedre vine end de helt tørre udgaver (Ikke mindst i Mosel). Spontangæres Riesling vil den i øvrigt ofte ende sin gæring på Feinherb-niveau – og ofte er vinmagere nødt til at tilsætte kulturgær, for at få vinen til at gære ud.

Det betyder ikke, at der ikke kan være plads til tør Riesling, men jeg har aldrig smagt en GG-Riesling (og jeg har smagt langt de fleste…), som kunne måle sig med de bedste Spätleser eller Ausleser – eller for den sags skyld gode feinherbe Mosel-Rieslinge.

Der er dog, som nævnt, absolut en plads til tør Riesling. Ikke mindst mener jeg, at de i prislejet omkring de 100-150,- kr. leverer nogle af de mest tilfredsstillende hvidvine i dag.

Det er vine med en liflig charme og friskhed, som det er svært at modstå. Det er ikke hyperkomplekse vine, men de leverer det, de skal – hvilket vil sige friskhed, lethed og (relativt) lav alkohol.

Alle disse tre aspekter mister man ofte på GG-niveauet.

De lavere høstudbytter og den længere lagring giver mere koncentrerede og komplekse vine, som ikke besidder den umiddelbare lethed og charme, som de billigere vine har.

Spørgsmålet er så, om det, de vinder, opvejer det, de mister.

I langt de fleste tilfælde vil jeg sige: Nej.

Ja, de opnår en større kompleksitet, men jeg vil hævde, at man I det prisleje, som GG-Riesling er nået op i, kan få mere komplekse vine, hvis man kigger mod f.eks. Chenin Blanc-vinene fra Loire – eller sågar hvid Bourgogne.

Hvad GG-Rieslingvinene IKKE opnår er større lagringsevne. Faktisk vil jeg hævde, at mange GG-Rieslingvine lagrer dårligere end billigere Rieslingvine fra de samme producenter.

Specielt antager mange GG-Rieslingvine den udviklede petroleumsnote allerede et par år efter høsten – ja, nogle gange har de allerede denne tone ved frigivelsen.

Der er selvfølgelig dem, der elsker Riesling for netop denne tone, men for dem af os, der ser petroleumsnoter som et lidt vulgært pubertetstræk, er det et problem (jeg har i øvrigt aldrig mødt en tysk producent, som var glad for petroleumsnoten i Riesling, lige så lidt som Loireproducenter holder af, når deres Chenin Blanc-vine har den famøse “Chenasse”-tone).

Det er da også de færreste GG-Rieslinge, som har godt af mere end 10 års lagring – i modsætning til både de bedste loireske Chenin Blanc-vine og top-burgundisk Chardonnay. Jeg vil således også som udgangspunkt anbefale, at man drikker GG-Riesling, når de er unge.

Jeg savner også letheden i GG-vinene. Bevares, det er i dag sjældent at se tysk GG-Riesling med 14% alkohol, som man kunne se det for 5-10 år siden, men stadig har vinene en tyngde, som jeg ikke nødvendigvis synes klæder Riesling.

Betyder det, at GG-kategorien ikke har gjort noget godt for tysk vin?

Nej, vil jeg hævde. Kategorien har absolut sin berettigelse og har hævet niveauet meget – blot ikke for Riesling.

Der, hvor den har haft sin berettigelse, er med Silvaner og Weissburgunder GG. Og dette i en grad, så disse vine i min optik er de bedste tørre hvidvine, som produceres i Tyskland i dag.

Spätburgunder GG finder jeg – i lighed med Riesling – problematisk. Ofte smager GG-Spätburgundervine efter 7-8 år ikke specielt meget anderledes end samme producents billigere Spätburgundervine – og som unge er de ofte dominerede af fadpræg. Dertil er prisen ofte på et niveau, hvor man kan få bedre alternativer i New Zealand, USA eller – ja! – Bourgogne. Så igen vil jeg anbefale, at man kigger efter de billigere udgaver – Orts- eller gutswein.

Alt dette lyder måske unuanceret. Og ja, selvfølgelig findes der undtagelser – GG-Rieslinge, som faktisk leverer. Det er imidlertid vine, som jeg finder mere imponerende end egentlig charmerende.

Og kigger jeg på mit eget vinforbrug kommer der næsten aldrig GG-Riesling på bordet – hvilket vel også er meget sigende for en vinimportør med GG-Riesling i porteføljen…

Vil du læse en lignende – men langt mere udførlig og akademisk – kritik af Grosses Gewächs, kan du se denne artikel af David Schildknecht.

Korsikas vine – bedre end du tror! 1. del

For nogle år tilbage kårede det franske vintidsskrift La Revue du Vins de France Korsika som Frankrigs mest dynamiske vinregion på baggrund af en stor smagning af øens vine.

De kunne have tilføjet, at det måske også er Frankrigs mest undervurderede vinregion – ikke mindst uden for Frankrig.

Når man ser bort fra den fremsynede Kermit Lynch fra Berkeley har meget få større importører kaster sig over øen og dens vine.

Det er synd, for Korsika har vitterligt meget at byde på – og de bedste vine kan konkurrere med de bedste vine i Frankrig overhovedet.

Og nej, vi er selvfølgelig ikke objektive i denne sammenhæng, da vi importerer vinene fra Domaine Vaccelli (i vores bog en af øens fire bedste producenter), men generelt sker der utroligt meget på øen – og det i øvrigt inden for (næsten) alle vintyper. Kun når det kommer til mousserende vine, kan Korsika ikke konkurrere med de store.

Vejen mod kvalitet startede i Korsika i 1970erne, hvor organisationen Uva Corse satte sig for at bevare/redde de “oprindelige” korsikanske druesorter (i anførselstegn fordi alle druesorter på Korsika selvfølgelig på et eller andet tidspunkt er kommet fra fastlandet).

I perioden før det var en række druesorter blevet indført på øen, som snarere havde til formål at producere billig konsumvin end autentisk terroir-vin.

En af nøglepersonerne i denne kamp var Antoine Abbatucci, der plantede atten lokale, korsikanske druesorter for at sikre deres bevarelse. Domaine Comte Abbatucci hører i dag til blandt Korsikas bedste producenter (og sammen med Domaine Vaccelli den bedste producent i Ajaccio).

Men også de andre producenter i Uva Corse satte sig for at fokusere på de lokale druesorter.

På den baggrund at det selvfølgelig oplagt at starte en gennemgang af Korsikas vine med at se på de vigtigste druesorter – hvilket vi gør her i første del af vores artikel.

Korsikas druesorter

De blå druesorter

Blandt de blå druesorter er der særligt to, som er værd at fremhæve:

Nielluccio: I dag nok den vigtigste blå druesort på Korsika – ikke mindst i det østlige Korsika. Druesorten opnår sine bedste resultater i Patrimonio. Ved DNA-analyse har man fundet frem til, at den er identisk med Sangiovese – men de korsikanske Nielluccio-vine har deres helt egen karakter. Den nok bedste eksponent for varietale Nielluccio-vine er Domaine Antonin Arena.

Sciaccarellu: Identiske med den italienske druesort Mammolo, som bruges i mindre omfang som hjælpedruesort i Toscana. Opnår sine bedste resultater i det sydvestlige Korsika – ikke mindst i Ajaccio. Det er dog sjældent at se den som varietal vin – men Domaine Vaccellis toprødvine er alle rene Sciaccarellu-vine – og i vores optik de bedste repræsentanter for druesorten. Giver nærmest burgundisk-elegante vine. Bruges også en del til rosévine, der hører til blandt verdens absolut bedste (og i vores optik er bedre end naboerne fra Provence).

Grenache er den tredje vigtige blå druesort på Korsika – om end mange korsikanske kvalitetsproducenter forsøger at begrænse mængden, da den ikke opfattes som “autentisk” korsikansk. De korsikanske grenache-vine opnår dog også deres helt egen karakter takket være øens unikke jordbund.

De grønne druesorter

Blandt de grønne druesorter er der også to-tre hoveddruesorter, som er værd at fremhæve:

Vermentino: Klart den vigtigste grønne druesort på Korsika. Hvor de toskanske og sardiske udgaver ofte er friske og ligefremme vine, er de korsikanske udgaver langt mere seriøse – og ofte væsentligt fyldigere. Dyrkes over det meste af øen og giver således mulighed for at smage den fra Korsikas forskellige jordbundstyper.

Bianco Gentile: En anden vigtig hvid druesort, som ofte ses blandet med Vermentino, og som der bliver mere og mere fokus på – muligvis fordi den opfattes som mere autentisk korsikansk end Vermentino.

Muscat: Den allestedsnærværende parfumerede druesort findes også på Korsika, hvor den primært bruges til Vin-Doux-Naturel – altså hedvinstyper. Det er særligt nordspidsen af Korsika (Cap Corse), som er kendt for disse vine – men de kan findes over hele Korsika. Det bedste udgaver kan konkurrere med de bedste i verden.

Hvad siger etiketten?

Det hænder ikke så sjældent, at jeg får kunder i vores butik, der – lidt undskyldende – bedyrer, at de normalt kun køber vin efter etiketten. Underforstået: Jeg ved ikke noget om vin og køber kun vinen, fordi den har en køn etiket.

Hvortil jeg ofte svarer: “Det skal du ikke være ked af – det gør jeg også”.

Idéen om, at man som vinkender kan og bør sætte sig ud over vinens udseende er i min bog utopisk og naiv – og i virkeligheden ikke nogen garant for at få bedre vine i indkøbskurven.

Etiketten m.m. (og med m.m. mener jeg flaskeform, farve og øvrig indpakning) er det første, som en potentiel køber møder – så hvis ikke producenten har gjort sig tanker om, hvordan vinen præsenterer sig visuelt, ville jeg ikke have den store tiltro til, at han/hun har gjort sig voldsomt mange tanker om indholdet.

Det handler ikke blot om, hvorvidt man finder en etiket smuk eller grim. Vi kan selvfølgelig have forskellige æstetiske præferencer, men udseende kan også på mange andre måder sige noget om indholdet.

Flaskens udformning

Er vi i et område, hvor flaskeformen ikke er defineret af traditionen (som i Bordeaux, Alsace eller Bourgogne), vil jeg have en forventning om, at vinen i Bourgogne-flasker (de buttede flasker med de bløde former) vil være mere burgundiske i stilen (d.v.s. bløde og afrundede), mens vinen i Bordeaux-flasker (de mere ranke flasker) vil være mere bordeauxske (d.v.s. ranke og eventuelt mere garvesyrerige og fadprægede).

I Barolo og Barbaresco er det en tommelfingerregel (med de obligatoriske undtagelser!), at vine i moderne stil er i Bordeaux-flasker, mens vin i gammeldags stil er i Bourgogne-flasker.

Alene flaskeformen antyder, at vi her har at gøre med en Barolo i den moderne stil.
Alene flaskeformen antyder, at vi her har at gøre med en Barolo i den moderne stil.

Er flaskeformen utraditionel kan det enten være tegn på, at det er en meget eksklusiv vin (atypiske flaskeformer er dyrere at producere end standardflasker), eller at det er en vin, der forsøger at være anderledes og sælge sig på netop flaskeformen – ofte i et forsøg på at appellere til folk, der normalt ikke drikker vin (læs: unge). Sidstnævnte vine undgår jeg normalt.

Jeg er også meget skeptisk over for økologiske vine, der præsenterer sig i meget tunge flasker. Det vidner for mig i bedste fald om en producent, der ikke har tænkt den økologiske tanke til ende (altså de miljømæssige konsekvenser ved produktion og transport af tunge flasker), i værste fald om rent hykleri.

Når størrelsen nærmer sig karikaturen (hvor en 0,75 L vin f.eks. er i en flaske, som nærmer sig magnumflaske-størrelse) undgår jeg den.

Generelt er jeg fortaler for at bevare de traditionelle flaskeformer, og skulle en bourgogneproducent finde på at kommer deres vin i en bordeauxflaske ville jeg nok undgå den mere eller mindre af princip.

En fortrinlig hvidvin - ikke mindst til skaldyr -, men svær at sælge p.g.a. den klare flaske.
En fortrinlig hvidvin – ikke mindst til skaldyr -, men svær at sælge p.g.a. den klare flaske.

Jeg har dog også forståelse for, at en flaskeform kan få et image der gør, at producenterne ønsker af gå bort fra den. Det ser man til dels i Franken med deres traditionelle bocksbeutel-flaske. På mange måder synes jeg, at det er trist, at mange producenter går bort fra denne flaskeform, på den anden side kan jeg godt forstå, at de måske ønsker at distancere sig fra et vist image af den traditionelle tyske vin (og så er flaskerne også besværlige at have med at gøre i en vinkælder – for ikke at tale om os, der lever af at sende vin med posten).

Et godt kompromis, som man ser mange steder, er at beholde den traditionelle bocksbeutel for en del af porteføljen – typisk mellemklassevinene.

En anden faktor ved flaskens udformning er farven. Jo mørkere glasset er, jo mere beskytter det med UV-stråling, som kan give vinfejlen “Gôut de Lumìere”, “lyssmag”, som nok i dag er en større gene end korksmag – ikke mindst i champagne.

Som sælger kan jeg se, at det er meget svært at sælge hvidvin i helt klare flasker – hvorimod der ikke er samme problem med rosévine i tilsvarende flasker. Det er sjældent, at man ser dyre hvidvine i helt klare flasker (sikkert af ovenstående grund), så på sin vis har forbrugerne jo ret i deres mistro – blot forklarer det så ikke accepten af rosévin i klare flasker.

Generelt ville jeg være meget påpasselig med at købe roséchampagne i klare flasker – medmindre jeg ser sælgeren tage den frem fra en kælder eller uåbnet karton.

Med andre ord: Flaskeformen kan sige meget om vinen – og i hvert fald for denne forbruger være bestemmende for, om en vin ryger i indkøbskurven eller ej.

En vin, hvor producenten har fortalt mig, at et redesign af etiketten havde stor indflydelse på, hvor let det var at sælge vinen.
En vin, hvor producenten har fortalt mig, at et redesign af etiketten havde stor indflydelse på, hvor let det var at sælge vinen.

Lukkemetoden

En anden visuel faktor (der dog også har indflydelse på smagen) er lukkemetoden. Er det kork, skruelåg, glasprop, kapsel etc.? Og er det forseglet med plastik, aluminium, voks eller ingenting?

Ser vi bort fra diskussionerne omkring fordele og ulemper ved hhv. kork og skruelåg, vil jeg normalt opfatte skruelåg som den mere moderne løsning – og have en forventning om, at en vin med skruelåg vil have større chance for at være korrekt lavet end en vin med korkprop.

Skruelåg sender et signal om hygiene, snarere end traditioner og romantik.

Søger jeg en frisk og liflig hvidvin til en varm sommerdag, vil jeg typisk kigge efter en vin med skruelåg.

Skruelåg er dog stadig typisk noget, man finder på producenters billigere vine, så der er også en forventning om, at der er vine, der kan/bør drikkes nu og ikke skal lægges i kælderen (mange hævder også, at vin lukket med skruelåg er i risiko for at udvikle reduktion efter 5-6 år på flaske – så der er muligvis en god forklaring på, hvorfor man ikke skal bruge skruelåg til vin, der skal lagres).

Er vinen forseglet med voks, har jeg en forventning om, at der er tale om en ambitiøs vin (det er en dyr måde at forsegle vin på) – og evt. også en vin med lavt indhold af svovl (der er en formodning – den være sig sand eller falsk – om, at seglet beskytter vinen bedre mod oxidering).

Som med flaskeudformningen findes der altså ikke facitliste, når det kommer til lukkemetode – i visse tilfælde kan det ene give mening og sende det rette signal, mens det i andre tilfælde kan være det andet, der giver mening.

Etiketten

Etiketten er uden tvivl den vigtigste visuelle faktor, når det kommer til at afgøre, om en vin ryger i indkøbskurven eller ej – og jeg bliver til stadighed forbavset over, hvor mange gyselige etiketter, som findes rundt omkring i vinverden.

På en arrangeret indkøbstur til Italien for nogle år tilbage blev jeg decideret kendt som “ham der spurgte, om producenterne havde andre etiketter”.

Ingen regel unden undtagelse: Den absolut grimmeste etiket, man kan finde i vores portefølje - men indholdet er fremragende.
Ingen regel unden undtagelse: Den absolut grimmeste etiket, man kan finde i vores portefølje – men indholdet er fremragende.

Har du som producent en etiket, der tydeligvis er designet en gang i 1970erne eller 1980erne, hvor et gulnet maleri af din tipoldefader er mest prominente visuelle blikfang, skal du ikke regne med at dine vine finder vej til vores portefølje – de være sig nok så gode (i øvrigt har jeg aldrig smagt vine med den slags gyselige etiketter, hvis indhold fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved denne politik).

Er fonten, der pryder etiketten, comic sans eller variationer af denne, gælder samme forhold. Det vidner for mig om en ligegyldighed overfor det visuelle udtryk (eller en æstetik, der er så lang fra undertegnedes), at jeg allerede diskvalificerer vinen på forhold.

Og ja, jeg er klar over, at der kan være andre æstetiske parametre i Italien, Spanien eller Frankrig (altså i lande, der har en større tradition for vindrikning).  Her formoder jeg, at denne slags etiketter, der virker meget gammeldags på undertegnede) ikke på samme måde afskrækker forbrugeren.

Men når producenterne fastholder den slags etiketter siger det så mig som indkøber, at det ikke er gearet til eksportmarkedet – da de tydeligvis ikke har gjort nogen research ift. hvad andre markeder efterspørger.

Dette er vel at mærke ikke et argument for, at alle etiketter skal være ens. Men etiketten skal afspejle indholdet (hvilket de jo så i øvrigt også gør i de ovenstående eksempler: Grim etiket = trist indhold).

Jeg har intet at udsætte på denne etiket - men havde vinen været en rød bourgogne og ikke en tysk rødvin, ville jeg have været mere skeptisk.
Jeg har intet at udsætte på denne etiket – men havde vinen været en rød bourgogne og ikke en tysk rødvin, ville jeg have været mere skeptisk.

Mange steder har man bygget et brand op over mange år – og jeg har stor forståelse for, at det klassificerede Bordeauxslotte ikke pludselig ændrer deres etiket voldsomt. Og deres etiketter taler jo også netop om stolte traditioner og historie – som de bør gøre. Men bemærk, at mange (jeg tror de fleste) etiketter for de klassificerede Bordeauxslotte stadig har undergået små ændringer i designet i årenes løb.

Og ja, forskellige områder og vintyper kan komme afsted med forskellige etiketdesign. En etiket, som jeg ville finde perfekt til en tør rieslingvin fra Rheinhessen, ville jeg formodentlig finde upassende for en rød Bourgogne – og vice versa.

Der er med andre ord næppe nogen facitliste for, hvordan en etiket skal designes – og jeg har sikkert også en række ideosynkratiske holdninger til etiketdesign, som andre vil være uenige i (jeg er f.eks. relativt overbærende over for det, jeg kalder sørøverkortdesignet – altså fake-gulnede etiketter med flosset kant – noget jeg ved mange andre har det meget problematisk med), men der er ingen undskyldning for, at producenterne ikke ligger nogle semiotiske overvejelser til grund for, hvordan de designer en etiket.

Og det sker jo også i høj grad – og der er en række mere eller mindre accepterede visuelle troper, der kan afkodes af en vinkender.

Allerede etikettens visuelle design signalerer, at der her er tale om en ukompliceret naturvin.
Allerede etiketten signalerer, at der her er tale om en ukompliceret naturvin.

F.eks. er der opstået en moderne tradition blandt mange naturvinsproducenter for “de sjove etiketter”. D.v.s. etiketter, der ofte har et tegneserieagtigt præg over sig og ofte har én eller anden humoristisk pointe.

Den type etiketter er selvfølgelig ikke opfundet af naturvinsproducenterne, men er i dag kommer til at kendetegne naturvinsproducenternes “vin de soif” – altså en vin, man drikker i store slurke uden for mange dikkedarer.

Den vigtigste trope, når det gælder etiketdesign, gælder dog nok skismaet mellem moderne og traditionelt lavet vin (hvilket i mange områder bl.a. handler om lagringsmetoder (moderne etiketter indikerer ofte lagring på ståltank eller i barrique, mens mere gammeldags etiketter indikerer lagring på store træfade eller i beton).

Er etiketten på den Bourgogne- eller Rhônevin, jeg står overfor, domineret af gotiske bogstaver, har jeg en klar forventning om, at den er lagret på enten store træfade eller beton.

Allerede etiketdesignet får mig her til at antage, at der er tale om en vin i traditionel stil, lagret på enten store egefade eller beton.
Allerede etiketdesignet får mig her til at antage, at der er tale om en vin i traditionel stil, lagret på enten store egefade eller beton. Til gengæld gør guldmedaljen hverken fra eller til i forhold til, om jeg ville købe vinen eller ej.

Og i begge tilfælde ville jeg være skeptisk overfor etiketter med et alt for hightech udseende – og som forbruger formodentlig undgå dem.

For andre områder – f.eks. Tyskland, Østrig og Spanien vil jeg være mere tilbøjelig til at gå efter vin med mere moderne etiket-design.

Når det er sagt, foretrækker denne vindrikker typisk vine, som befinder sig et eller andet sted i mellem det moderne og det traditionelle – d.v.s. hvor man tager det bedste fra begge lejre.

Den slags er selvfølgelige sværere et kommunikere rent visuelt i en etiket – men når det lykkedes, er det ofte den slags etiketter, som jeg finder smukkest.

Og ja, når jeg støder på den slags etiketter, kan jeg rent faktisk finde på at købe vinen udelukkende på baggrund af etiketten. Og jeg vil hævde, at jeg sjældent bliver skuffet.

Til gengæld er den visuelle faktor, der måske umiddelbart burde sige mest om en vins kvalitet – nemlig de forskellige klistermærker, der indikerer, at en vin har fået en medalje i den ene eller anden konkurrence -, ikke afgørende for, om jeg ville købe en vin eller ej.

På den ene side kan man gå ud fra, at der næppe er tale om en hel skidt vin, hvis den har fået en medalje. På den anden side gider de bedste producenter sjældent at sende deres vin til konkurrencer – og vælger i hvert fald sjældent at skilte med det på flasken.

I mine øjne en af de smukkeste etiketter, vi har i porteføljen - og en perfekt kombination af tradition og modernisme. Og så er det også én af vores bedste vine.
I mine øjne en af de smukkeste etiketter, vi har i porteføljen – og en perfekt kombination af tradition og modernisme. Og så er det også én af vores bedste vine.

Det er da også værd at vide, at vinmedaljer ikke fungerer på samme måde som medaljer ved diverse sportsstævner – det er nemlig muligt for mange vine at få guld-, sølv- og bronzemedaljer ved samme “stævne”.

Medaljeklistermærkerne kommer også uvægerligt til at skæmme det visuelle design, så de producenter, der går meget op i det visuelle udtryk (hvilket alle producenter i min bog bør gøre), har måske ikke noget ønske om at bruge medaljerne på deres etiketter.

Så for at sammefatte: Den perfekte etiket kan ikke sættes på formel, men er den etiket, der giver forbrugeren den klareste idé om hvilket indhold, der er i flasken. Har den samtidig et smukt visuelt udtryk skader det næppe salget. Og har du samme æstetiske smag som producenten, når det gælder det visuelle design, tror jeg også, at der er større chance for, at I deler æstetisk smag, når det kommer til selve vinen.

Har du holdninger til vin visuelle udtryk? Er du glad for “skøre” flasker, eller foretrækker du det helt traditionelle udtryk?

Eller mener du, at du er i stand til at se bort fra vinenes visuelle udtryk og udelukkende fokusere på, hvad der er i?

Giv gerne din mening til kende i kommentarsporet nedenfor.

Klassens næstfrækkeste dreng

Da vi, da jeg var 10 år, skulle have vores første hund, var jeg ude med mine forældre til kennelen. De nye kuld kom løbende imod os, og jeg faldt selvfølgelig pladask for den første hund, som sprang op til mig.

Min mor, som var skolelærer, lod mig imidlertid forstå, at det altid – det var hendes erfaring fra skoleklasser – var nr. to, der med tiden viste sig at være det rette valg. Altså (i dette tilfælde) den næsthurtigste, næstfrækkeste hund.

Og det blev da også hund nr. 2, vi valgte. Den næsthurtigste, næstfrækkeste.

Og vi fik en ganske fantastisk hund, der var egensindig, uopdragelig, men også med en kæmpe mængde empati og hjertevarme.

Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om ikke også hund nr. 1 ville have været ganske fantastisk, men min mors bemærkning har alligevel bundfældet sig som en form for livsvisdom.

Inden for den tyske (hvid)vinsverden er der ingen tvivl om, at riesling som druesort er ”hund nr. 1” – og i min bog er der lige så lidt tvivl om, at silvaner er ”hund nr. 2”.

Riesling er den umiddelbart charmerende; den alle falder for ved første blik.

Og det betyder selvfølgelig, at ”hund nr. 2” bliver overset. På trods af, at den måske med tid og fordybelse har lige så meget at byde på.

Silvaner er ikke klassens frækkeste dreng; den er velopdragen og en smule sky – men ikke af den grund mindre interessant – tværtimod.

Selv om mange sommelierer udbreder sig om, hvor god en madvin riesling er, er der ingen tvivl for mig om, at silvaner er en bedre madvin.

Riesling vil dominere, være centrum. Silvaner har det fint med at være ledsager.

Riesling er dramatisk – for ikke at sige en drama queen -, silvaner er godmodig og pålidelig.

Hvis riesling er Kafka, er silvaner Thomas Mann; hvis riesling er Mozart, er silvaner Haydn.

Og mere konkret: silvaner lagrer lige så godt som riesling, men smager bedre i en større del af sit liv end riesling. Den har ikke rieslings dramatiske ups and downs, men smager godt hele tiden (stor silvaner bør man typisk begynde at drikke efter 7-8 år).

Den druesort, silvaner uden tvivl minder mest om, er grüner veltliner. Og man kunne ønske for silvaner, at den fik samme opmærksomhed som Østrigs uofficielle nationaldruesort. Om det kommer til at ske, er en helt anden sag.

Silvaners uofficielle hjemsted er Franken, og det er formodentlig stadig her, druesorten opnår sine største resultater. Men også andre steder i Tyskland opnår man store resultater – ikke mindst i det nordlige Rheinhessen, hvor den – efter denne smagers erfaring – giver større resultater end riesling.

Vi har i Viniversa (endnu) ikke nogen producenter fra Franken i porteføljen (men alle VdP-producenters silvaner-vine kan anbefales – ligesom vinene fra Max Müller I).

Vi har dog silvaner-vine fra andre dele af Tyskland, der er være optik også er en messe værd – se vores udvalg her.