Sådan udvælger vi nye vine

Jeg bliver tit spurgt, hvordan vi finder og udvælger nye vine/producenter til porteføljen. Mange har en lidt romantisk idé om, at vi rejser rundt i vinområderne og dumper ind til mere eller mindre tilfældige producenter, som vi så falder for.

Det foregår imidlertid noget mere ordnet end som så. Ja, der er en vis “romantik” forbundet med valget af producenter (vi vil helst samarbejde med producenter, hvor vi føler, at der er en god kemi i mellem os), men ultimativt er der tale om en ret streng proces, hvor vi ikke lader følelserne løbe af med os.

De fleste producenter opdager vi på vinmesser. Vi foretrækker messer, der ikke er alt for store og som har et tema (f.eks. en region). Og gerne messer, der har en eller anden form for orden (mange messer er desværre håbløst kaotiske og har mere præg af alles kamp mod alle end af et egentligt forsøg på at skabe en god og indbringende oplevelse for indkøberne).

Før disse messer laver vi typisk research på de producenter, der er til stede (noget, der kan tage mange timer!). Selvom det selvfølgelig i sidste instans kommer an på smagen af vinen, kan man udlede meget af f.eks. hjemmesider – f.eks. om det virker til, at producenten er eksportegnet. Og selvfølgelig om producenten allerede importeres til Danmark.

Finder vi en producent, hvis vine vi bliver glade for – og hvor der er et godt forhold mellem pris og kvalitet -, beder vi om at få sendt prøver hjem. Vi køber aldrig vin hjem, som vi blot har smagt på en messe.

Når vinene er hjemkommet, lader vi dem stå et par uger (for at være sikre på, at de ikke er “transportsyge”) og smager dem så. Vi vil typisk være 3-4 smagere, men sjældne gange er det kun undertegnede, der smager.

Alle smagere giver vinen karakter efter Parkerskalaen og gennemsnittet udregnes. Opnår vinen ikke en vis karakter (som er afhængig af prisen), tager vi den aldrig hjem. Opnår alle eller de fleste af producentens vine den fornødne karakter, går vi videre med dem. Vine, der scorer fire eller flere point højere end minimumsscoren definerer vi som scoop – altså særligt gode vine til prisen. De er selvfølgelig ekstra interessante for os.

For de interesserede ser minimumscore sammenholdt med pris således ud:

Pris i kr.  Min. point  Scoop 
 <75 84 88
 76-100  85  89
 101-125  86  90
 126-150  87  91
 151-200  88  92
 201-250  89  93
 251-300  90  94
 301-350  91  95
 351-400  92  96
 401-500  93  97
 >500  94  98

Skulle nogen synes, at det er relativt lave minimumspoint, er det værd at have in mente, at når grupper smager vin, vil der altid være en tendens til, at gennemsnitsscoren – ikke mindst nær toppen – er lavere end, hvis det kun er én person, der bedømmer vinene.

Dertil skal lægges, at vi generelt er ret kritiske, når vi smager vine (en god egenskab, når man skal udvælge vin – ikke nødvendigvis, når man skal sælge den….).

Opnår størsteparten af en producents vine mindst minimumpoint – eller er mindst én vin et scoop -, går vi videre med dem, med mindre vi føler, at de ligger for tæt på noget, vi har i forvejen (men ikke er bedre).

Det er først på dette tidspunkt, at vi besøger producenten. Vi vil normalt besøge producenten, før vi vælger, om vi skal tage vinene hjem (for at se, hvordan de arbejder i mark og kældre – og i øvrigt finde ud af, om der er kemi i mellem os), men sjældne gange vælger vi at tage vine hjem, før vi har haft lejlighed til at besøge producenten. Det kan være fordi en topårgang er ved at være udsolgt, og vi i øvrigt har så stor tiltro til producenten, at vi ikke følger at det er nødvendigt at besøge dem først. Andre gange giver det simpelthen ikke logistisk mening af besøge dem i en overskuelig fremtid.

Dette er altså standardmåden, vi finder nye producenter og vine på – men der er selvfølgelig undtagelser. Måske smager vi en vin på en restaurant, som vi synes er spændende og kontakter efterfølgende producenten. Måske anbefaler en af vores nuværende producenter en kollega. Og selvfølgelig hænder det også, at vi læser om en producent, som vi finder så interessant, at vi opsøger dem alene på den baggrund.

Grundlæggende gælder det dog, at udvælgelsen af nye producenter og vine er en relativt lang proces, der selvfølgelig skal sikre, at vi ikke tager noget hjem, der viser sig at være fejlkøb.

Vi er dog ikke ufejlbarlige, så selvfølgelig sker det, at en vin viser sig ikke at leve op til forventningerne (ved f.eks. at udvikle sig uhensigtsmæssigt). Skulle en vin ved senere smagninger vise sig ikke at leve op til forventningerne og score mindre end minimumpoint, sætter vi den altid tilsvarende ned.

Bourgogne 2014

Jeg har på det seneste haft lejlighed til at smage lidt mere bredt i Bourgogne årgang 2014. Hermed kommer mine – måske lidt sene – erfaringer omkring årgangen.

De hvide

Klart bedre end de røde – og nok en tand bedre end efterfølgeren årgang 2015. De bedste har en vibrerende frugt og fin syre, som i hvert fald undertegnede er meget glad for.

De røde

En problematisk årgang – ikke mindst måske i Côte de Beaune. Råd synes at have været et stort problem – jeg vil hævde, at mindst 50% af alle vine, jeg har smagt, bar præg af råd i større eller mindre grad. Der er altså grund til at vælge med omhu. Côte de Nuits synes at have klaret sig væsentligt bedre. Generelt er det dog en årgang, man bør være varsom med.

Better know a district: Gaillac

Gaillac Rive Droite - argilo calcaire

Gaillac Rive Droite – argilo calcaire (kalkholdig ler) (c) Domaine du Moulin.

Gaillac er et af de mange små vindistrikter i Sydvestfrankrig, hvor man har sine helt egne traditioner og druesorter.

I modsætning til f.eks. Fronton, Cahors, Madiran og Marcillac er Gaillac ikke defineret ved én specifik druesort. Man har et par stykker, der er – om ikke 100% lokale, så i hvert fald halvlokale. På rødvinsområdet gælder det Braucol (også kaldet Fer Servadou og Mansois), Prunelard og Duras. Disse blandes dog som oftest med f.eks. Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah. På hvidvinsområdet har man bl.a. Mauzac, Ondenc og Loin de l’Oeil, samt mere internationalt kendte sorter som Sauvignon Blanc.

gaillacHeller ikke jordbundsforholdene er entydige: Faktisk har Gaillac to distinkte terroirs – adskilt af floden Tarn, der deler Gaillac i to. På den ene side af floden har man grus, mens man på den anden side har kalkholdig ler (“argilo-calcaire”).

Man laver da også (næsten) alle vintyper: Mousserende vin, tør hvidvin, sød hvidvin, rødvin – og sågar vin de voile; vin lavet på flor som i Xeres og Jura.

Af samme grund er det ikke en appellation, der er entydig i sit udtryk. Gaillac kan være mange ting – selvom det, de nok primært er kendt for, er en lidt rustik, garvesyrepræget rødvin.

Ikke desto mindre (eller netop derfor!) er Gaillac det ældste vinområde i Sydvestfrankrig – og har været opdyrket i mere end 2000 år. Det er altså et vindistrikt med år på bagen – men som alligevel stadig lidt er ved at finde sig selv.

Det er der dog også tegn på, at distriktet er ved at gøre – i hvert fald er der kommet rigtigt mange spændende vine fra Gaillac de seneste år – og heldigvis går tendensen mod i højere og højere grad at bruge sine egne, unikke druesorter.

***

Viniversa importerer vinene fra Domaine du Moulin.

Andre gode producenter:

  • Domaine Plageoles
  • Causse Marine
  • Domaine de Pialentou

Cos d’Estournel Vertikalsmagning

Cos d'Estournel-line up

En vininteresseret ven har for vane at invitere til Bordeaux-smagning på sin fødselsdag. Tidligere år har bl.a. budt på en vertikalsmagning af Gruaud Larose – i år var turen kommet til en anden 2. Cru Classé: Cos d’Estournel.

Cos d’Estournel er i mange år blevet regnet for toppen i St-Estephe – omend Château Montrose de seneste år har udfordret denne placering.

Vi smagte otte vine – seks flasker Cos d’Estournel og to flasker af andenvinen Pagodes de Cos. Vinene blev smagt helblindt – d.v.s. vi kendte hverken slottet eller årgangene.

At det var Bordeaux var der imidlertid ingen tvivl om, da første vin blev skænket.

Vinene, der blev smagt, deres placering og gennemsnitlige score på parkerskalaen (fra fire smagere) var følgende:

Cos d’Estournel

1973 (7. plads, 82 point)
1985 (8. plads, 82 point)
1988 (3. plads, 89 point)
1994 (2. plads, 90 point – magnumflaske)
1996 (1. plads, 91 point)
2000 (4. plads, 86 point)

Pagodes de Cos

2006 (5. plads, 86 point)
2010 (6 plads, 86 point)

Der er en række konklusioner at drage:

  • Generelt set var smagningen en lille skuffelse. Ikke, at der ikke var særdeles gode vine imellem, men der var ingen af os gæster, der gættede velrenommeret anden cru – generelt gik vores gæt på de mindre cru’er.
  • 1985’erne var hastigt på vej ned – hvad den ikke burde være. Flasken virkede også en smule tvivlsom – i modsætning til de andre flasker var der plastikfolio på. Kunne det være en fake?
  • 1973’erne var stadig drikkelig – faktisk havde jeg den personligt højere en 1985’erne. Hvilket igen skulle demonstrere Bordeauxs holdbarhed på dette niveau – selv i en mindre god årgang som 1973.
  • Ligesom ved Gruaud Larose-smagningen sidste år overraskede 1994’eren positivt. Det kan selvfølgelig have spillet ind, at der var tale om en magnumflaske, men det er oplagt en årgang, jeg vil kigge efter, hvis priserne er fornuftige.
  • Vi har det svært med de nyere årgange. Både 2000 i Cos og 2006 og 2010 i Pagodes (i mindre grad) var ikke specielt typisk bordeauxske med deres let marmeladeagtige stil. Om vinene med alderen bliver mere bordeauxske skal være usagt, men særligt årgang 2000 er stadig en årgang, undertegnede har svært ved at blive begejstret for.
  • Personligt fandt jeg, at mange af vinene havde et lidt brændt element, som jeg ikke var specielt begejstret for.

For denne smager skal det i øvrigt nævnes, at aftenens bedste vin kom før smagningen som en (blind) opvarmning – Haut-Brion 1991. På trods af den tvivlsomme årgang fremstod den med stor, stor klasse – ren, velopdragen og lige i skabet. Og 92 point værd.

Tak til Søren for den fornemme smagning.

Noget om serveringstemperatur

På vores hjemmeside forsøger vi at angive den optimale serveringstemperatur for alle vine i vores portefølje. Det er dog mere en retningslinje end den eneste sandhed om, hvilken temperatur, man bør servere de respektive vine ved.

Der er nemlig en række forhold, der kan være med til at bestemme, hvilken temperatur en vin bør serveres ved. Her er tre af dem (der kan sikkert findes flere):

Maden

Der kan være god mening i at medtænke hvilken mad, man vil servere til vinen, før man beslutter sig for, hvilken temperatur, den skal serveres ved. Den ideelle temperatur for f.eks. en rød Beaujolais er ikke den samme, når den serveres til andebryst, som når den serveres til torsk. Generelt kan man sige, at jo køligere, man serverer vinen, jo mere lette og forfinede retter kan man servere den til. Og faktisk kan vine, man normalt ville regne for for kraftige til en given ret, tit kunne overraske, hvis man køler dem ned. Det kunne f.eks. være portvin til and.

Vejret

Også vejret kan spille ind på, hvad der er den ideelle serveringstemperatur. Kort sagt: Jo varmere det er i vejret, jo køligere bør man servere vinen. I Sydfrankrig kan man sagtens finde på at servere relativt kraftige rødvine om sommeren – så bliver de blot kølet ned til 12 grader eller deromkring.

Vinens alder

Den ideelle serveringstemperatur er ikke den samme for en ung vin og samme vin i en ældre udgave. Der er undtagelser, men generelt vil jeg sige, at yngre vine bør serveres køligere end ældre – ikke mindst når vi taler rødvin. Primærfrugten kan ofte have godt af at blive kølet lidt ned, mens den større kompleksitet i ældre vine ofte fortjener lidt højere temperatur at udfolde sig ved.

Krise i Moselafdelingen af VdP

Vinmagasinet Falstaff kan i denne uge berette, at bølgerne er gået højt på seneste lokale Mosel VdP-møde. Udfaldet blev at de to bestyrelsesformænd Egon Müller (fra vingården af samme navn) og Nik Weis (fra St-Urbanshof) gik af sammen med bestyrelsesmedlem Claus Piedmont.

Grunden?

To af de tre vingårde, som bestyrelsen foreslog skulle optages i VdP Mosel blev ikke godkendt med de 2/3 flertal, som er nødvendigt for at blive medlem. Det drejede sig om Markus Molitor og vores egen Lubentiushof. Weingut Knebel fra Winninger var den tredje kandidat, som altså blev optaget.

Det er meget få uafhængige kritikere, der ville hævde, at alle de tre kandidateter ikke er berettiget til optagelse i VdP, når man kigger på kvaliteten af deres vine. Det er alle tre vingårde, der hører til blandt de allerbedste vingårde i Mosel – noget, man ikke nødvendigvis kan sige om alle medlemmerne af VdP Mosel.

VdP Mosel har – ligesom i øvrigt VdP Rheinhessen – ikke været specielt gode til at optage nye medlemmer, og der kan da også peges på en lang række andre moselproducenter, der med stor ret kunne optages i sammenslutningen (Immich-Batterieberg, Weiser-Künstler, Melsheimer, Martin Müllen, Günther Steinmetz, Clüsserath-Weiler, Franzen for blot at nævne nogle stykker).

Så ja, man forstår den skarpe reaktion fra de to formænd – VdP Mosel risikerer i sidste ende at gøre sig selv uvæsentlige.

Smagning af tør riesling fra Mosel

Moselsmagning

I forbindelse med ‘Riesling Week’ havde undertegnede arrangeret en smagning af tør Riesling fra Mosel.

Grunden til, at temaet faldt på netop dette, var, at jeg på det seneste er nået til  den konklusion, at Mosel ikke blot er bedst i Tyskland til vine med sødme, men faktisk også kandiderer til at tage prisen for deres tørre rieslingvine.

Det er ikke den konklusion, man kan drage, hvis man kigger i tyske vinguider, hvor det ofte er Rheinhessen, Nahe og Pfalz, der dominerer listerne. Men jeg har oplevet, at mange af de tørre riesling vine, jeg har fået, har besiddet en nerve og en kompleksitet, som jeg sjældent finder i andre vinregioner.

Ofte finder jeg simpelthen også de store tørre rieslingvine fra f.eks. Rheinhessen og Pfalz for alkoholske og tunge i udtrykket (der er undtagelser!).

Det var med andre ord en smagning, hvor min teori skulle be- eller afkræftes.

Følgende vine blev smagt:

  • Knebel Riesling Winninger Röttgen 2014 
  • Lubentiushof Riesling Gondorfer Gäns 2013 Alte Reben
  • Materne & Schmitt Riesling Lehmener Lay 2013
  • Heymann-Löwenstein Riesling Hatzenporter Kirchberg 2013 Grosses Gewächs
  • Immich-Batteriberg Riesling Enkircher Batterieberg 2010
  • Weiser-Künstler Riesling Enkircher Ellergrub 2013 Grosse Eule
  • Vollenweider Riesling Wolfer Goldgrube 2012
  • Willems-Willems Riesling Oberemmeler Altenberg 2011 “Unter der Kapelle”

Udover Lubentiushof, som jeg selv repræsenterer, havde jeg ikke smagt nogen af vinene før – men kendte alle producenter fra andre vine. Alle vine (med undtagelse måske af Heymann-Löwensteins) repræsenterer toppen af producenternes tørre rieslingvine.

Som man måske bemærker, var der ingen vine fra “S’et” – altså den del af Mosel fra Brauneberg til Erden, hvor mange af de største moselvine historisk set har rødder. Det var også en pointe ved smagningen – ikke blot for at sige, at der også laves stor moselvin uden for dette område, men i lige så høj grad fordi innovationen i Mosel i høj grad netop sker uden for S’et. Traben-Trarbach har i de seneste år f.eks. været et af de mest interessante områder i Mosel – og også Terrassenmosel viser i stigende grad, at der er her, de dygtige producenter holder til.

Smagning gav en række konklusioner:

  1. Ja, niveauet er utroligt højt i Mosel. Om man foretrækker disse vine frem for vinene fra f.eks. Rheinhessen eller Pfalz, må i sidste instans være et spørgsmål om personlig stil. For undertegnede var der i hvert fald 3-4 vine, som virkelig var interessante – men der var stor uenighed blandt smagerne om, hvad der var de bedste vine.
  2. Der var dog også vine, som jeg fandt for overgjorte. Vine, hvor man havde følelsen af, at vinmageren ville “give den hele armen” og derfor fik lavet vine, der var mere imponerende end egentlig gode.
  3. For en region, der er så homogen, som Mosel er m.h.t. jordbundsforhold, var der er stor diversitet i stil. Det skyldes dog nok i højere grad forskellige tilgange til, hvordan vinen blev lavet (de fleste af producenterne, der var repræsenteret ved smagningen er “non-interventionister”, men der er alligevel betydeligt spillerum i forhold til, hvad man gør – lagring på stål eller fad, maceration med skallerne etc.). Den umiddelbart frugtige og parfumerede stil, som mange sikkert forbinder med tysk riesling var faktisk kun repræsenteret af Weingut Knebel.

Morey St-Denis-smagning

morey st denis

Lørdag aften var den lille vinklub inviteret til Morey-St-Denis-smagning. Den stod på én village-morey, en Premier Cru og fire Grand Cru-vine.

Desværre havde den ene Grand Cru prop, så det endte med fem vine.

Morey St-Denis er næppe den mest kendte af kommunerne i Côte de Nuits – både naboerne Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny synes altid at have være mere kendte.

Jeg har nu altid synes, at kvaliteten har været høj her – og nogle af mine største Bourgogne-oplevelser har været med Morey St-Denis.

Det var imidlertid første gang, at undertegnede skulle smage fire (som så blev til tre) Grand Cru-Morey’er ved samme lejlighed.

Så hvordan gik det?

Ingen tvivl om, at niveauet var højt, men om det stod mål med priserne er en anden sag. Når man er oppe at give 1000,- pr. flaske, bør man også kunne forvente noget ypperligt. Det var – for de fleste vines vedkommende – gode til fremragende vine, men prisen på Bourgogne vil altid være et aberdabei.

Det smagte vine med deres gennemsnitlige score (på Parkerskalaen) var:

1. plads: Dominique Laurent Clos de la Roche Cuvée Vieilles Vignes “Intra-Muros” Grand Cru 2009 – 93 point Elegant, dyb, sødmefuld og kompleks. Det var dog en overraskelse, at vinen var fuldt udviklet og bør drikkes nu eller snart. Jeg har tidligere smagt Grand Cru’er fra Laurent, som ikke overbeviste mig, men denne var – til trods for den hurtige udvikling – absolut godkendt.

2. plads: Georges Lignier Clos St-Denis Grand Cru 2010 – 92 point En forvandlingskugle, der startede meget uren med en ubehagelig spildevandsaroma, men som med tid i glasset udviklede sig til en elegant og kompleks vin, der med sin frugtdrevne stil næsten kunne minde om en tysk spätburgunder.

3. plads: Hubert Lignier Premier Cru Clos Baulet 2013 – 92 point En lidt reserveret vin, der tydeligvis var for ung, men som viste stort potentiale. Ikke så umiddelbart charmerende som nogle af de andre vine, men stor vin – og godt klaret af en Premier Cru.

4. plads: Stephane Magnien Clos St-Denis Grand Cru 2012 – 90 point Let og behagelig vin, der dog i denne smagers mund manglede lidt substans for en Grand Cru og virkede en anelse simpel. Ikke en dårlig vin, men til 1000,- bør man kunne forvente mere.

5. plads: Ponsot Morey St-Denis Cuvée des Grives 2012 – 88 point En af mine yndlingsproducenter, hvis kommunevin i dette selskab blev slået af banen. En behagelig og charmerende vin med god kompleksitet. Prisen (700,-) er dog problematisk.

 

Savennières

Savennières er en af undertegnedes yndlingsvine – og har været det i mange år. Det er her i nærheden af Angers, at Chenin Blanc-druesorten opnår sit ultimative udtryk som tør vin. Har man ikke smagt vinen før, og vil danne sig et billede af, hvordan den smager, må man forestille sig en hypotetisk blanding af tør Rheingauriesling og Puligny-Montrachet. For kvaliteten er priserne stadig uhørt lave – og det er måske den mest undervurderede tørre hvidvin i verden (en opfattelse, som jeg i øvrigt deler med selveste Robert Parker).

Det er værd at citere Loireeksperten Jacqueline Friedrichs bog ”Guide to the Loire” (én af de bedste vinbøger, der er skrevet – ikke blot om Loire, men tout court). Om Savennières skriver hun:

Det er, tror jeg, det mest intellektuelle vin i verden. Når den er fuldt moden, er den åndeløst betagende. En majestætisk vin, der spreder sig over ganen som fløde og i glimt afslører et evigt skiftende landskab – en balle hø, en duft af kamille, en kurv med tørrede blomster, honning blandet med kvæde og abrikos eller fersken, en prikken af ​​citronskal, en klangfuld bølge af mineraler. Det er en spadseretur med Chenin langs stejle skiferskråninger – på samme tid reserveret og lyrisk, knastør, men kødfuld. Savennières kalder til udforskning og refleksion – og er ikke for de uindviede.

På trods af disse rosende ord – og dens høje ry blandt vinkendere -, har Savennières til dels været i krise. Meget sigende var blot ca. 80 hektar af de i alt ca. 300 hektar, som appellationen dækker, opdyrket, da Friedrich skrev sin bog i 1996.

Det har, sammen med meget andet, ændret sig siden. I dag er ca. 150 hektar opdyrket – for en stor dels vedkommende af bønder, som ellers holder til uden for Savennières, først og fremmest fra Coteaux du Layon på den anden side af Loire.

Der er også sket en delvis stilændring.

Savennières var oprindeligt en sød vin, men siden ca. 1950erne gik man over til at lave tør – ja, decideret stram vin. Det er denne vin, Friedrich beskriver. Det var vine, man ikke skulle røre, før de var ca. 15-20 år gamle – hvor de så til gengæld smagte storslået og næppe kunne overgås af nogen anden vin i verden.

At lave en vin, der ikke bør drikkes de første 15-20 år, er imidlertid ikke særligt rentabelt, og det er vel til dels det, der har været skyld i Savennières’ krise. Derfor har man også set flere og flere producenter, der har bevæget sig mod en mere let- og hurtigt tilgængelig stil. Flere og flere benytter sig således af malolaktisk gæring (der blødgør vinen og hæver pH-værdien) – og man ser også eksperimenter med ny eg.

Det giver vine, der er mere tilgængelige som unge – men det store, og endnu til dels ubesvarede, spørgsmål er, om de stadig har samme lagringspotentiale og opnår denne næsten magiske duft og smag, som den traditionelle Savennières udviklede.

Da disse eksperimenter stadig er ganske nye, er det stadig for tidligt at sige noget definitivt om.

Skulle dette have givet dig lyst til at smage på vinene fra Savennières, har vi sammensat en smagekasse med 2 x 3 vine fra vores to producenter Domaine de la Bergerie og Château d’Epiré.

Køb den her.

Smagenotater på Savennières finder du efter springet:

Continue Reading

Weinbörse Mainz 2015

 

mainz

Den forgangne weekend bød på en tur til Tyskland, hvor den årlige VdP-messe ”Weinbörse Mainz” løb af stablen. Det er en oplagt lejlighed til at få smagt den nye årgang og se, hvad der rør sig på den tyske vinscene p.t. hos verdens mest betydningsfulde vinorganisation.

Som man kan læse om i Vinbladet, bød dette års vinmesse bl.a. på æresbevisning til Jancis Robinson, der senere på messen kunne ses trækkende rundt på et rullebord – der havde en vis lighed med en rollator – med sin computer og smage vine.

På vinsiden mærkede man, at 2015 er en årgang, der kræver lidt mere tid – der var flere fadprøver end tidligere år.

Undertegnedes fornemmelse er, at det er en god til meget god årgang – men bedre, jo nordligere man kommer. I Pfalz og Baden er resultaterne mere mudrede. Til trods for, at der var hedebølge i løbet af sommeren, virker syreniveauet ret højt. Det virker generelt ikke til at være den mest terroirprægede årgang i det seneste år.

Ser man på generelle trends, er min fornemmelse stadig, at man på rødvinsfronten har lidt af en identitetskrise, hvor for meget fad og ekstraktion skaber tunge og lidt klodsede vine (der er selvfølgelig – og heldigvis – undtagelser).

På hvidvinsfronten er det stadig de tørre vine, der fokuseres på (”Der ist Süss” blev jeg flere gange advaret, når jeg bad om at smage en producents halvsøde og søde vine). Og nej, mange af de tyske vinproducenter har stadig ikke helt knækket koden for tør Riesling. Noget (men mindre end tidligere) er overalkoholisk, mens andet er overparfumeret og uden kompleksitet.

Alt i alt en messe, hvor indtrykket burde have været bedre – den gode årgang taget i betragtning.