Vin og asparges

Vin og asparges har ry for at være et svært match. Hvorfor er egentlig svært at sige – der findes mange vine, som går udmærket til asparges, så det må hidhøre fra en tid, hvor de eneste vine, man havde til rådighed var bourgogne og bordeaux – som vitterligt sjældent går godt til asparges.

Som med alle vin- og madmatch, afhænger vinvalget af en række faktorer – tilberedningen af aspargesene, om det er grønne eller hvide, tilbehøret m.m.

Alligevel mener jeg, at det er muligt at sige noget generelt om vinmatchet til asparges.

Spargel, Spargel, Spargel…

Kigger man på tyskerne, som vel nok er verdens største asparges-entusiaster (de tre måneder deres aspargessæson varer, opererer stort set alle tyske restauranter med et særligt “Spargelkarte” med asparges i alskens serveringer, og på markederne kan man se boder med bogstavelig talt tonsvis af asparges), så har de en klar holdning til, hvad der er “Spargelwein”.

Det er særligt to druesorter, der nævnes: Weissburgunder og Silvaner.

Fælles for dem er, at de er relativt neutrale i deres duft- og smagsprofil (i forhold til f.eks. riesling). Samtidig er de kendetegnet ved en relativt moderat syre.

Særligt silvaner er desuden kendetegnet ved en relativt “salt” smag, der ofte går mere i retning af grønsager end af frugt og bær – en egenskab den i øvrigt har tilfælles med en anden god aspargesdruesort i min bog: Grüner Veltliner.

Det er her også værd at bemærke, at det er de ikke-fadlagrede udgaver, der peges på – så snart vinen bliver fadlagret (ikke mindst barrique-lagret), bliver dens anvendelighed med asparges mærkbart mindre.

Rosé kan have nogle at de samme egenskaber som de ovenfor nævnte vine, og kan også være gode match sammen med asparges (og visse rosévine kan decideret dufte af asparges).

Med de nævnte vine er vi indenfor de gode til meget gode match med asparges, men jeg vil hævde, at de fleste tørre eller halvtørre hvid- og rosévine, som ikke er fadlagrede, kan være hæderligt match – og næppe vil smage decideret grimt sammen med asparges.

Serverer man asparges med fede, cremede saucer – f.eks. hollandaise, kan man typiske finde vine med større duft- og smagsprofil – f.eks. riesling, der kan noget særligt med æggeblommebaserede saucer.

Et par bud på aspargesretter og tilsvarende vinmatch

Nedenfor har vi sammensat nogle bud på aspargesretter og tilhørende vinmatch – med link til Viniversas specifikke bud på vine til retten.

Grillede grønne asparges med parmesan, hasselnødder og purløgsmayonnaise

Grille grønne asparges med parmesan, hasselnødder og purløgsmayonnaise

Grillede grønne asparges med parmesan, hasselnødder og purløgsmayonnaise

En ret, hvor de grønne asparges træder klart frem i deres smagsprofil og blot understøttes af de andre elementer. Derfor er det også de klassiske vine der skal på bordet – hvidvine som Silvaner eller Grünner Veltliner eller evt. en tør eller halvtør rosé.

Se Viniversas bud på vine til retten samt opskriften her

Hvide asparges med grapehollandaise

Hvide asparges med grapehollandaise

Hvide asparges med grapehollandaise

Smagsprofilsmæssigt en hel anden ret en den foregående. Både grape og hollandaise bringer nogle andre vine i spil – i denne smagers bog først og fremmest riesling – endnu gerne med lidt restsødme. F.eks. en tysk riesling feinberb. Silvaner og Grüner Veltliner, samt visse roséer vil dog også stadig fungere fint.

Se Viniversas bud på vine til retten samt opskrift her

Cremet aspargessuppe

Cremet aspargessuppe

Cremet aspargessuppe

Denne ret er lige så meget taget med for at vise, hvad man kan bruge aspargesresterne til, efter man f.eks. har lavet én af de foregående retter. Både de trevlede ender og kogevandet kan nemlig bruges til at lave en ganske velsmagende suppe blot ved tilsætning af fløde.

Både grønne og hvide asparges kan bruges (eller for den sags skyld en blanding).

Vinmæssigt er retten relativt nem – så længe man benytter hvidvin eller rosé, som passer med de ovenstående kriterier, skulle man være rimelig sikker på et i hvert fald hæderligt match.

Se Viniversas bud på vine på retten samt opskrift her.

Findes der rødvin uden garvesyre?

Det hænder, at man som vinhandler får spørgsmålet, om der findes rødvin uden garvesyre.

Det korte og simple svar er: Nej.

Der findes ikke rødvin uden garvesyre, men der er stadig stor forskel på, hvor meget garvesyre forskellige rødvine indeholder.

Hvilke rødvine, der indeholder henholdsvis meget og lidt garvesyre, kan du læse mere om længere nede i artiklen, men først skal vi se lidt på, hvad garvesyre egentlig er – og hvorfor spørgsmålet omkring indholdet af garvesyre i rødvin måske i virkeligheden ikke er så vigtigt.

Hvad er garvesyre?

Garvesyre er en af de vigtige byggeklodser i vin. Den stammer typisk fra drueskallerne, stilkene, kernerne og evt. fra egefadene, som vinen er blevet lagret på, og er det, som giver den lidt astringerende fornemmelse i munden, som man får, når man drikker rødvin.

Man kan dog ikke slutte direkte fra følelsen af astringens til hvor meget garvesyre, der er i en given rødvin. Garvesyre er nemlig ikke bare garvesyre. Eller rettere, der er forskel på, hvor moden garvesyren er – og moden garvesyre vil typisk ikke smage så astringerende som mindre moden garvesyre.

Derfor kan vine, der umiddelbart ikke smager voldsomt astringerende som f.eks. oversøisk Cabernet Sauvignon eller Malbec, faktisk godt have et højt indhold at garvesyre.

Er garvesyre nødvendig i rødvin?

Hvis garvesyren er ansvarlig for den astringerende smag i rødvin (i praksis garver den faktisk huden i munden en smule), bør man så ikke så vidt muligt undgå den som vinmager?

Der kan der være mindst to grunde til, at man ikke bør. For det første er garvesyren med til at konservere vinen. Og da vine udvikler kompleksitet med alderen, vil man typisk gerne have holdbare vine.

Det er dog vigtigt at pointere, at garvesyre ikke er det eneste parameter for holdbarheden af en vin – og også rødvine med lav garvesyre kan være ganske holdbare.

Ikke desto mindre kan det være et vigtigt element i lagringspotentialet.

For det anden må man se garvesyre lidt ligesom dissonanser i musik. Dissonanser er måske ikke i sig selv “kønne”, men er alligevel med til at give “krydderi” til musikken – og de fleste, som går op i musik, vil finde musik helt uden dissonanser fad og kedelig. På samme måde med garvesyre: Vin helt uden garvesyre (eller andre “pikante” elementer), ville smage kedeligt og fadt.

Der skal selvfølgelig stadig være balance i tingene – vin med for megen garvesyre og uden den tilstrækkelige frugt til at underbygge den vil heller ikke være interessant.

Garvesyre og hovedpine

Når spørgsmålet omkring eksistensen af rødvin uden garvesyre bliver rejst med en vis hyppighed, skyldes det imidlertid ikke blot, at nogle mennesker ikke bryder sig om smagen af garvesyre, men også at relativt mange har en fornemmelse af, at de ikke kan tåle garvesyre.

Den hovedpine, som nogle mennesker får, når de drikker visse typer rødvin (og nej, vi taler ikke om tømmermænd), er således ofte blevet forbundet med garvesyren i rødvin.

Det giver umiddelbart mening, da de samme mennesker ikke observerer de samme symptomer i hvidvin (som typisk indeholder væsentligt mindre garvesyre end rødvin).

Forskningen er imidlertid relativt skeptisk over for garvesyre som synderen i denne forbindelse.

Der synes således ikke at være de samme reaktioner med andre fødevarer, der også indeholder megen garvesyre (f.eks. te).

Derfor er forskerne også begyndt at kigge på andre ingredienser i rødvinen for at finde forklaringen på den hovedpine, som visse mennesker oplever – f.eks. histamin, som der også er væsentlig mere af i rødvin end i hvidvin.

Sandheden er imidlertid, at der endnu ikke findes nogen sikker forklaring på, hvorfor visse mennesker får hovedpine af visse typer rødvin.

At garvesyren i rødvin formodentlig ikke er synderen, betyder imidlertid ikke, at vine med et højt indhold af garvesyre ikke kan være mere problematiske for dem, der har tendenser til at få hovedpine af rødvin, end rødvine med mindre indhold af garvesyre.

Der er nemlig en række typiske karakteristika for rødvine med megen garvesyre, som ikke i sig selv har noget med garvesyren som sådan at gøre. F:eks. er garvesyrerige rødvine ofte mørkere i farven og har tykkere skaller end rødvine med mindre indhold af garvesyre.

Ikke dermed sagt, at disse faktorer nødvendigvis kan være årsagen til den famøse hovedpine – det er blot nævnt for at sige, at vine med højt indhold af garvesyre ofte har andre fællesnævnere.

Hvilket rødvine har lavt indhold af garvesyre?

Skal man finde rødvine med lavt indhold af garvesyre, kan man med fordel gå efter druesorten. Der er nemlig stor forskel på, hvor meget garvesyre de forskellige druesorter indeholder.

Det er ikke det eneste parameter – f.eks. spiller vinifikation, årgang, dyrkningssted m.m. også ind. Alt andet lige vil rødvin på f.eks. pinot noir-druesorten dog have mindre garvesyre end f.eks. rødvin på cabernet sauvignon.

Skal man have rødvin med lav garvesyre kan man gå efter følgende druesorter:

Pinot Noir

Pinot Noir er druesorten bag bl.a. rød bourgogne (hvor druesorten sjældent vil fremgå af etiketten), men findes også fra f.eks. Tyskland, New Zealand, Chile og USA.

Gamay

Gamay er druesorten bag beaujolais (hvor den også sjældent nævnes på etiketten), men findes også i f.eks. visse Loirevine.

Grenache

Grenache er en anden druesort med relativt lavt indhold af garvesyre. I modsætning til de to foregående druesorter kan den imidlertid give ganske kraftige vine.

Barbera og Dolcetto

Barbera er en italiensk druesort, som benyttes i Piemonte. Den har typiske relativt lav garvesyre. Det samme gælder Dolcetto, som også benyttes hyppigt i Piemonte. Deres navn fremgår typisk af etiketten.

Dette er nogle af de mest udbredte druesorter som typisk giver vine med lav garvesyre – men der findes selvfølgelig man andre. Som allerede nævnt har rødvin, der er lyse i farven sjældent megen garvesyre – men der findes dog nogle undtagelser.

Se Viniversas udvalg af rødvine med lavt indhold af garvesyre her.

Druesorter, som typisk giver vine med højt indhold af garvesyre

Nedenfor har vi samlet nogle druesorter, man typisk skal undgå, hvis man ikke vil have rødvin med et højt indhold af garvesyre.

Cabernet Sauvignon

Hoveddruesorten i Bordeaux og en af de mest udbredte druesorter i verden har et ganske højt indhold af garvesyre.

Nebbiolo

Druesorten bag bl.a. Barolo og Barbaresco har ligeledes et højt indhold af garvesyre. Det er i øvrigt en af de druesorter, der kan give relativt lyse rødvine, så det er en af undtagelserne fra regler om, at lyse rødvine har lavt indhold af garvesyre.

Sagrantino

En anden italiensk druesort, som ikke er så udbredt, men som har et notorisk højt indhold af garvesyre. Druesorten fremgår typisk af etiketten.

Malbec og Tannat

Malbec er blevet en slags nationaldruesort i Argentina, men stammer egentlig fra Cahors i Sydvestfrankrig. Som mange andre druesorter i Sydvestfrankrig har den et højt indhold af garvesyre. I Argentina vil druesorten typisk fremgå af etiketten.

Tannat, som også stammer fra Sydvestfrankrig har et notorisk højt indhold af garvesyre (navnet menes at referere til det franske ord for garvesyre – Tannin).

Sådan udvælger vi nye vine

Jeg bliver tit spurgt, hvordan vi finder og udvælger nye vine/producenter til porteføljen. Mange har en lidt romantisk idé om, at vi rejser rundt i vinområderne og dumper ind til mere eller mindre tilfældige producenter, som vi så falder for.

Det foregår imidlertid noget mere ordnet end som så. Ja, der er en vis “romantik” forbundet med valget af producenter (vi vil helst samarbejde med producenter, hvor vi føler, at der er en god kemi i mellem os), men ultimativt er der tale om en ret streng proces, hvor vi ikke lader følelserne løbe af med os.

De fleste producenter opdager vi på vinmesser. Vi foretrækker messer, der ikke er alt for store og som har et tema (f.eks. en region). Og gerne messer, der har en eller anden form for orden (mange messer er desværre håbløst kaotiske og har mere præg af alles kamp mod alle end af et egentligt forsøg på at skabe en god og indbringende oplevelse for indkøberne).

Før disse messer laver vi typisk research på de producenter, der er til stede (noget, der kan tage mange timer!). Selvom det selvfølgelig i sidste instans kommer an på smagen af vinen, kan man udlede meget af f.eks. hjemmesider – f.eks. om det virker til, at producenten er eksportegnet. Og selvfølgelig om producenten allerede importeres til Danmark.

Finder vi en producent, hvis vine vi bliver glade for – og hvor der er et godt forhold mellem pris og kvalitet -, beder vi om at få sendt prøver hjem. Vi køber aldrig vin hjem, som vi blot har smagt på en messe.

Når vinene er hjemkommet, lader vi dem stå et par uger (for at være sikre på, at de ikke er “transportsyge”) og smager dem så. Vi vil typisk være 3-4 smagere, men sjældne gange er det kun undertegnede, der smager.

Alle smagere giver vinen karakter efter Parkerskalaen og gennemsnittet udregnes. Opnår vinen ikke en vis karakter (som er afhængig af prisen), tager vi den aldrig hjem. Opnår alle eller de fleste af producentens vine den fornødne karakter, går vi videre med dem. Vine, der scorer fire eller flere point højere end minimumsscoren definerer vi som scoop – altså særligt gode vine til prisen. De er selvfølgelig ekstra interessante for os.

For de interesserede ser minimumscore sammenholdt med pris således ud:

Pris i kr.  Min. point  Scoop 
 <75 84 88
 76-100  85  89
 101-125  86  90
 126-150  87  91
 151-200  88  92
 201-250  89  93
 251-300  90  94
 301-350  91  95
 351-400  92  96
 401-500  93  97
 >500  94  98

Skulle nogen synes, at det er relativt lave minimumspoint, er det værd at have in mente, at når grupper smager vin, vil der altid være en tendens til, at gennemsnitsscoren – ikke mindst nær toppen – er lavere end, hvis det kun er én person, der bedømmer vinene.

Dertil skal lægges, at vi generelt er ret kritiske, når vi smager vine (en god egenskab, når man skal udvælge vin – ikke nødvendigvis, når man skal sælge den….).

Opnår størsteparten af en producents vine mindst minimumpoint – eller er mindst én vin et scoop -, går vi videre med dem, med mindre vi føler, at de ligger for tæt på noget, vi har i forvejen (men ikke er bedre).

Det er først på dette tidspunkt, at vi besøger producenten. Vi vil normalt besøge producenten, før vi vælger, om vi skal tage vinene hjem (for at se, hvordan de arbejder i mark og kældre – og i øvrigt finde ud af, om der er kemi i mellem os), men sjældne gange vælger vi at tage vine hjem, før vi har haft lejlighed til at besøge producenten. Det kan være fordi en topårgang er ved at være udsolgt, og vi i øvrigt har så stor tiltro til producenten, at vi ikke følger at det er nødvendigt at besøge dem først. Andre gange giver det simpelthen ikke logistisk mening af besøge dem i en overskuelig fremtid.

Dette er altså standardmåden, vi finder nye producenter og vine på – men der er selvfølgelig undtagelser. Måske smager vi en vin på en restaurant, som vi synes er spændende og kontakter efterfølgende producenten. Måske anbefaler en af vores nuværende producenter en kollega. Og selvfølgelig hænder det også, at vi læser om en producent, som vi finder så interessant, at vi opsøger dem alene på den baggrund.

Grundlæggende gælder det dog, at udvælgelsen af nye producenter og vine er en relativt lang proces, der selvfølgelig skal sikre, at vi ikke tager noget hjem, der viser sig at være fejlkøb.

Vi er dog ikke ufejlbarlige, så selvfølgelig sker det, at en vin viser sig ikke at leve op til forventningerne (ved f.eks. at udvikle sig uhensigtsmæssigt). Skulle en vin ved senere smagninger vise sig ikke at leve op til forventningerne og score mindre end minimumpoint, sætter vi den altid tilsvarende ned.

Bourgogne 2014

Jeg har på det seneste haft lejlighed til at smage lidt mere bredt i Bourgogne årgang 2014. Hermed kommer mine – måske lidt sene – erfaringer omkring årgangen.

De hvide

Klart bedre end de røde – og nok en tand bedre end efterfølgeren årgang 2015. De bedste har en vibrerende frugt og fin syre, som i hvert fald undertegnede er meget glad for.

De røde

En problematisk årgang – ikke mindst måske i Côte de Beaune. Råd synes at have været et stort problem – jeg vil hævde, at mindst 50% af alle vine, jeg har smagt, bar præg af råd i større eller mindre grad. Der er altså grund til at vælge med omhu. Côte de Nuits synes at have klaret sig væsentligt bedre. Generelt er det dog en årgang, man bør være varsom med.

Better know a district: Gaillac

Gaillac Rive Droite - argilo calcaire

Gaillac Rive Droite – argilo calcaire (kalkholdig ler) (c) Domaine du Moulin.

Gaillac er et af de mange små vindistrikter i Sydvestfrankrig, hvor man har sine helt egne traditioner og druesorter.

I modsætning til f.eks. Fronton, Cahors, Madiran og Marcillac er Gaillac ikke defineret ved én specifik druesort. Man har et par stykker, der er – om ikke 100% lokale, så i hvert fald halvlokale. På rødvinsområdet gælder det Braucol (også kaldet Fer Servadou og Mansois), Prunelard og Duras. Disse blandes dog som oftest med f.eks. Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah. På hvidvinsområdet har man bl.a. Mauzac, Ondenc og Loin de l’Oeil, samt mere internationalt kendte sorter som Sauvignon Blanc.

gaillacHeller ikke jordbundsforholdene er entydige: Faktisk har Gaillac to distinkte terroirs – adskilt af floden Tarn, der deler Gaillac i to. På den ene side af floden har man grus, mens man på den anden side har kalkholdig ler (“argilo-calcaire”).

Man laver da også (næsten) alle vintyper: Mousserende vin, tør hvidvin, sød hvidvin, rødvin – og sågar vin de voile; vin lavet på flor som i Xeres og Jura.

Af samme grund er det ikke en appellation, der er entydig i sit udtryk. Gaillac kan være mange ting – selvom det, de nok primært er kendt for, er en lidt rustik, garvesyrepræget rødvin.

Ikke desto mindre (eller netop derfor!) er Gaillac det ældste vinområde i Sydvestfrankrig – og har været opdyrket i mere end 2000 år. Det er altså et vindistrikt med år på bagen – men som alligevel stadig lidt er ved at finde sig selv.

Det er der dog også tegn på, at distriktet er ved at gøre – i hvert fald er der kommet rigtigt mange spændende vine fra Gaillac de seneste år – og heldigvis går tendensen mod i højere og højere grad at bruge sine egne, unikke druesorter.

***

Viniversa importerer vinene fra Domaine du Moulin.

Andre gode producenter:

  • Domaine Plageoles
  • Causse Marine
  • Domaine de Pialentou

Cos d’Estournel Vertikalsmagning

Cos d'Estournel-line up

En vininteresseret ven har for vane at invitere til Bordeaux-smagning på sin fødselsdag. Tidligere år har bl.a. budt på en vertikalsmagning af Gruaud Larose – i år var turen kommet til en anden 2. Cru Classé: Cos d’Estournel.

Cos d’Estournel er i mange år blevet regnet for toppen i St-Estephe – omend Château Montrose de seneste år har udfordret denne placering.

Vi smagte otte vine – seks flasker Cos d’Estournel og to flasker af andenvinen Pagodes de Cos. Vinene blev smagt helblindt – d.v.s. vi kendte hverken slottet eller årgangene.

At det var Bordeaux var der imidlertid ingen tvivl om, da første vin blev skænket.

Vinene, der blev smagt, deres placering og gennemsnitlige score på parkerskalaen (fra fire smagere) var følgende:

Cos d’Estournel

1973 (7. plads, 82 point)
1985 (8. plads, 82 point)
1988 (3. plads, 89 point)
1994 (2. plads, 90 point – magnumflaske)
1996 (1. plads, 91 point)
2000 (4. plads, 86 point)

Pagodes de Cos

2006 (5. plads, 86 point)
2010 (6 plads, 86 point)

Der er en række konklusioner at drage:

  • Generelt set var smagningen en lille skuffelse. Ikke, at der ikke var særdeles gode vine imellem, men der var ingen af os gæster, der gættede velrenommeret anden cru – generelt gik vores gæt på de mindre cru’er.
  • 1985’erne var hastigt på vej ned – hvad den ikke burde være. Flasken virkede også en smule tvivlsom – i modsætning til de andre flasker var der plastikfolio på. Kunne det være en fake?
  • 1973’erne var stadig drikkelig – faktisk havde jeg den personligt højere en 1985’erne. Hvilket igen skulle demonstrere Bordeauxs holdbarhed på dette niveau – selv i en mindre god årgang som 1973.
  • Ligesom ved Gruaud Larose-smagningen sidste år overraskede 1994’eren positivt. Det kan selvfølgelig have spillet ind, at der var tale om en magnumflaske, men det er oplagt en årgang, jeg vil kigge efter, hvis priserne er fornuftige.
  • Vi har det svært med de nyere årgange. Både 2000 i Cos og 2006 og 2010 i Pagodes (i mindre grad) var ikke specielt typisk bordeauxske med deres let marmeladeagtige stil. Om vinene med alderen bliver mere bordeauxske skal være usagt, men særligt årgang 2000 er stadig en årgang, undertegnede har svært ved at blive begejstret for.
  • Personligt fandt jeg, at mange af vinene havde et lidt brændt element, som jeg ikke var specielt begejstret for.

For denne smager skal det i øvrigt nævnes, at aftenens bedste vin kom før smagningen som en (blind) opvarmning – Haut-Brion 1991. På trods af den tvivlsomme årgang fremstod den med stor, stor klasse – ren, velopdragen og lige i skabet. Og 92 point værd.

Tak til Søren for den fornemme smagning.

Noget om serveringstemperatur

På vores hjemmeside forsøger vi at angive den optimale serveringstemperatur for alle vine i vores portefølje. Det er dog mere en retningslinje end den eneste sandhed om, hvilken temperatur, man bør servere de respektive vine ved.

Der er nemlig en række forhold, der kan være med til at bestemme, hvilken temperatur en vin bør serveres ved. Her er tre af dem (der kan sikkert findes flere):

Maden

Der kan være god mening i at medtænke hvilken mad, man vil servere til vinen, før man beslutter sig for, hvilken temperatur, den skal serveres ved. Den ideelle temperatur for f.eks. en rød Beaujolais er ikke den samme, når den serveres til andebryst, som når den serveres til torsk. Generelt kan man sige, at jo køligere, man serverer vinen, jo mere lette og forfinede retter kan man servere den til. Og faktisk kan vine, man normalt ville regne for for kraftige til en given ret, tit kunne overraske, hvis man køler dem ned. Det kunne f.eks. være portvin til and.

Vejret

Også vejret kan spille ind på, hvad der er den ideelle serveringstemperatur. Kort sagt: Jo varmere det er i vejret, jo køligere bør man servere vinen. I Sydfrankrig kan man sagtens finde på at servere relativt kraftige rødvine om sommeren – så bliver de blot kølet ned til 12 grader eller deromkring.

Vinens alder

Den ideelle serveringstemperatur er ikke den samme for en ung vin og samme vin i en ældre udgave. Der er undtagelser, men generelt vil jeg sige, at yngre vine bør serveres køligere end ældre – ikke mindst når vi taler rødvin. Primærfrugten kan ofte have godt af at blive kølet lidt ned, mens den større kompleksitet i ældre vine ofte fortjener lidt højere temperatur at udfolde sig ved.

Krise i Moselafdelingen af VdP

Vinmagasinet Falstaff kan i denne uge berette, at bølgerne er gået højt på seneste lokale Mosel VdP-møde. Udfaldet blev at de to bestyrelsesformænd Egon Müller (fra vingården af samme navn) og Nik Weis (fra St-Urbanshof) gik af sammen med bestyrelsesmedlem Claus Piedmont.

Grunden?

To af de tre vingårde, som bestyrelsen foreslog skulle optages i VdP Mosel blev ikke godkendt med de 2/3 flertal, som er nødvendigt for at blive medlem. Det drejede sig om Markus Molitor og vores egen Lubentiushof. Weingut Knebel fra Winninger var den tredje kandidat, som altså blev optaget.

Det er meget få uafhængige kritikere, der ville hævde, at alle de tre kandidateter ikke er berettiget til optagelse i VdP, når man kigger på kvaliteten af deres vine. Det er alle tre vingårde, der hører til blandt de allerbedste vingårde i Mosel – noget, man ikke nødvendigvis kan sige om alle medlemmerne af VdP Mosel.

VdP Mosel har – ligesom i øvrigt VdP Rheinhessen – ikke været specielt gode til at optage nye medlemmer, og der kan da også peges på en lang række andre moselproducenter, der med stor ret kunne optages i sammenslutningen (Immich-Batterieberg, Weiser-Künstler, Melsheimer, Martin Müllen, Günther Steinmetz, Clüsserath-Weiler, Franzen for blot at nævne nogle stykker).

Så ja, man forstår den skarpe reaktion fra de to formænd – VdP Mosel risikerer i sidste ende at gøre sig selv uvæsentlige.

Smagning af tør riesling fra Mosel

Moselsmagning

I forbindelse med ‘Riesling Week’ havde undertegnede arrangeret en smagning af tør Riesling fra Mosel.

Grunden til, at temaet faldt på netop dette, var, at jeg på det seneste er nået til  den konklusion, at Mosel ikke blot er bedst i Tyskland til vine med sødme, men faktisk også kandiderer til at tage prisen for deres tørre rieslingvine.

Det er ikke den konklusion, man kan drage, hvis man kigger i tyske vinguider, hvor det ofte er Rheinhessen, Nahe og Pfalz, der dominerer listerne. Men jeg har oplevet, at mange af de tørre riesling vine, jeg har fået, har besiddet en nerve og en kompleksitet, som jeg sjældent finder i andre vinregioner.

Ofte finder jeg simpelthen også de store tørre rieslingvine fra f.eks. Rheinhessen og Pfalz for alkoholske og tunge i udtrykket (der er undtagelser!).

Det var med andre ord en smagning, hvor min teori skulle be- eller afkræftes.

Følgende vine blev smagt:

  • Knebel Riesling Winninger Röttgen 2014 
  • Lubentiushof Riesling Gondorfer Gäns 2013 Alte Reben
  • Materne & Schmitt Riesling Lehmener Lay 2013
  • Heymann-Löwenstein Riesling Hatzenporter Kirchberg 2013 Grosses Gewächs
  • Immich-Batteriberg Riesling Enkircher Batterieberg 2010
  • Weiser-Künstler Riesling Enkircher Ellergrub 2013 Grosse Eule
  • Vollenweider Riesling Wolfer Goldgrube 2012
  • Willems-Willems Riesling Oberemmeler Altenberg 2011 “Unter der Kapelle”

Udover Lubentiushof, som jeg selv repræsenterer, havde jeg ikke smagt nogen af vinene før – men kendte alle producenter fra andre vine. Alle vine (med undtagelse måske af Heymann-Löwensteins) repræsenterer toppen af producenternes tørre rieslingvine.

Som man måske bemærker, var der ingen vine fra “S’et” – altså den del af Mosel fra Brauneberg til Erden, hvor mange af de største moselvine historisk set har rødder. Det var også en pointe ved smagningen – ikke blot for at sige, at der også laves stor moselvin uden for dette område, men i lige så høj grad fordi innovationen i Mosel i høj grad netop sker uden for S’et. Traben-Trarbach har i de seneste år f.eks. været et af de mest interessante områder i Mosel – og også Terrassenmosel viser i stigende grad, at der er her, de dygtige producenter holder til.

Smagning gav en række konklusioner:

  1. Ja, niveauet er utroligt højt i Mosel. Om man foretrækker disse vine frem for vinene fra f.eks. Rheinhessen eller Pfalz, må i sidste instans være et spørgsmål om personlig stil. For undertegnede var der i hvert fald 3-4 vine, som virkelig var interessante – men der var stor uenighed blandt smagerne om, hvad der var de bedste vine.
  2. Der var dog også vine, som jeg fandt for overgjorte. Vine, hvor man havde følelsen af, at vinmageren ville “give den hele armen” og derfor fik lavet vine, der var mere imponerende end egentlig gode.
  3. For en region, der er så homogen, som Mosel er m.h.t. jordbundsforhold, var der er stor diversitet i stil. Det skyldes dog nok i højere grad forskellige tilgange til, hvordan vinen blev lavet (de fleste af producenterne, der var repræsenteret ved smagningen er “non-interventionister”, men der er alligevel betydeligt spillerum i forhold til, hvad man gør – lagring på stål eller fad, maceration med skallerne etc.). Den umiddelbart frugtige og parfumerede stil, som mange sikkert forbinder med tysk riesling var faktisk kun repræsenteret af Weingut Knebel.

Morey St-Denis-smagning

morey st denis

Lørdag aften var den lille vinklub inviteret til Morey-St-Denis-smagning. Den stod på én village-morey, en Premier Cru og fire Grand Cru-vine.

Desværre havde den ene Grand Cru prop, så det endte med fem vine.

Morey St-Denis er næppe den mest kendte af kommunerne i Côte de Nuits – både naboerne Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny synes altid at have være mere kendte.

Jeg har nu altid synes, at kvaliteten har været høj her – og nogle af mine største Bourgogne-oplevelser har været med Morey St-Denis.

Det var imidlertid første gang, at undertegnede skulle smage fire (som så blev til tre) Grand Cru-Morey’er ved samme lejlighed.

Så hvordan gik det?

Ingen tvivl om, at niveauet var højt, men om det stod mål med priserne er en anden sag. Når man er oppe at give 1000,- pr. flaske, bør man også kunne forvente noget ypperligt. Det var – for de fleste vines vedkommende – gode til fremragende vine, men prisen på Bourgogne vil altid være et aberdabei.

Det smagte vine med deres gennemsnitlige score (på Parkerskalaen) var:

1. plads: Dominique Laurent Clos de la Roche Cuvée Vieilles Vignes “Intra-Muros” Grand Cru 2009 – 93 point Elegant, dyb, sødmefuld og kompleks. Det var dog en overraskelse, at vinen var fuldt udviklet og bør drikkes nu eller snart. Jeg har tidligere smagt Grand Cru’er fra Laurent, som ikke overbeviste mig, men denne var – til trods for den hurtige udvikling – absolut godkendt.

2. plads: Georges Lignier Clos St-Denis Grand Cru 2010 – 92 point En forvandlingskugle, der startede meget uren med en ubehagelig spildevandsaroma, men som med tid i glasset udviklede sig til en elegant og kompleks vin, der med sin frugtdrevne stil næsten kunne minde om en tysk spätburgunder.

3. plads: Hubert Lignier Premier Cru Clos Baulet 2013 – 92 point En lidt reserveret vin, der tydeligvis var for ung, men som viste stort potentiale. Ikke så umiddelbart charmerende som nogle af de andre vine, men stor vin – og godt klaret af en Premier Cru.

4. plads: Stephane Magnien Clos St-Denis Grand Cru 2012 – 90 point Let og behagelig vin, der dog i denne smagers mund manglede lidt substans for en Grand Cru og virkede en anelse simpel. Ikke en dårlig vin, men til 1000,- bør man kunne forvente mere.

5. plads: Ponsot Morey St-Denis Cuvée des Grives 2012 – 88 point En af mine yndlingsproducenter, hvis kommunevin i dette selskab blev slået af banen. En behagelig og charmerende vin med god kompleksitet. Prisen (700,-) er dog problematisk.