Whiskyen, pigen og Paris

Vi har over de seneste måneder udvidet vores udvalg af spiritus – og skotsk single malt whisky i særdeleshed.

Min egen historie med skotsk single malt starter i Paris i 1993. Og har man sagt Paris er det klart, at der selvfølgelig også var en smuk, ung kvinde involveret. 

Den unge kvinde, Monica, arbejdede på sin fars bar, som min rejsefælle og jeg tilfældigt landede på den første aften i Paris. Vi var de eneste gæster, så der var rig lejlighed til at snakke med hende det meste af aftenen. Og selvfølgelig måtte vi vende tilbage alle efterfølgende aftener, vi var i byernes by. 

Desværre var baren ikke altid så mennesketom som den første aften, så vi kunne ikke lægge beslag på hele Monicas tid og opmærksomhed – og visse aftener havde de en skotsk bartender, som vi så måtte tage til takke med. 

Det var ham, som udbredte sig om det, på det tidspunkt, relativt ukendte – og nye – fænomen Skotsk Single Malt Whisky – d.v.s. malt whisky fra et enkelt destilleri (til forskel fra de blendede whiskyer som både den gang og i dag, i hvert fald kommercielt, dominerer markedet). 

Særligt én whisky mente han, at jeg skulle prøve – den 16 års Lagavulin -, som jeg efterfølgende troligt købte i lufthavnen på ved hjem. 

Pigen fik ingen af os, men det blev alligevel starten på et langvarigt kærlighedsforhold.

Kærligheden til single malt skotsk whisky. 

Og man må sige, at jeg sprang ud på dybt vand. Lagavulin hører til blandt de røgede og tørvede Islay-whiskyer, som af mange bliver regnet for de mest udfordrende single malt whiskyer (men måske også dem, der med deres bombastiske rock’n’roll-attitude er lettest at forstå?). 

Det blev en årrække min go-to single malt whisky – og jeg husker bl.a., at jeg kunne få en flaske med “gratis” i en engelsk vinhandler, hvis jeg købte en flaske champagne. Den tid er vist forbi!

Single malt skotsk whisky blev nemlig ganske populært med deraf følgende prisstigninger i årene efter. Samtidig blev whiskymarkedet mere interessant for investorer – og den skotske whiskyindustri, som i forvejen var domineret af en række store spillere, domineres i dag nærmest fuldstændig af en række enorme multinationale selskaber. 

For en fattig romantiker som undertegnede gav det lidt skår i kærligheden – og i en årrække var mit forhold til skotsk single malt på vågeblus. 

Da vi besluttede at udvide spiritusudvalget, måtte jeg derfor til en vis grad genopdage det skotske whiskymarked på ny. 

Hvad jeg hurtigt fandt ud af var, at der er sket ganske meget siden da. Ja, markedet er stadig domineret af en række store, multinationale selskaber, som nok tænker mere på penge end kvalitet, men der var også en anden bevægelse – og flere mindre whiskyproducenter med nye tanker og ideer havde set dagens lys. 

Metoderne havde også ændret sig. Koldfiltrering og tilsætning af karamel er således i dag noget, man stort set kun ser hos de store kommercielle mærker. Man tapper også typisk ved en lidt højere alkoholprocent (typisk 46%), hvis man da ikke simpelthen tapper ved ‘Cask Strength’ (altså fuld fadstyrke). 

Jeg er ikke nødvendigvis lige så begejstret for anvendelsen af diverse smagsgivende fadtyper – sherry, portvin, sauternes, rødvinsfade etc. Jo, det kan absolut give whiskyen positive karakteristika, men til tider føler jeg også, at lidt af whiskyens sjæl går tabt. 

Og ja, priserne er blevet ganske høje, så det gælder om at vælge med omhu – hvilket vi selvfølgelig har gjort! 

Jeg er stadig glad for de røgede Islay-whiskyer, men har i højere og højere grad også fået øje for ikke-røgede – eller svagt røgede – whiskyer fra andre dele af Skotland. Det afspejler vores nuværende udvalg.