Stor smagning af tysk Spätburgunder

Foto: @ Kim Lund Johansen

I februar i år deltog jeg i en stor Spätburgundersmagning med en række andre branchefolk samt et par vinbloggere.

Smagningen kom i stand på baggrund af en tilsvarende (lidt skuffende) smagning af Frühburgunder, som gav anledning til at undersøge, om Spätburgunder ville klare sig bedre.

Der var tale om en åben smagning, hvor hver smager tog et par vine med (med den underforståede aftale, at der var tale om Spätburgundere fra øverste hylde).

Der var på forhånd lidt snak om hvilke vine, vi hver især tog med, så smagningen var ikke “dobbeltblind”. Der blev også gjort et vist forsøg på at få spredning i feltet, men som det fremgår af det følgende, var der et klart favoritområde blandt de deltagende smagere.

Som nedenstående liste bevidner, var der generelt tale om nogle af Tyskland mest feterede producenter og vine – og typisk var der tale om en af producentens bedste vine, hvis ikke simpelthen den bedste / dyreste – hvilket for VdP producenternes vedkommende normalt ville sige deres Grosses Gewächs-vine.

Og her må jeg så personligt indrømme, at jeg har lidt samme forhold til tysk Spätburgunder, som jeg har til tør tysk Riesling: Jeg føler ikke, at man nødvendigvis får specielt meget ekstra ved at gå op i pris – og er derfor også lidt skeptisk over for hele GG-fænomenet.

Faktisk synes jeg tit, at jeg oplever, at en producents Spätburgundere på niveauerne lavere end GG (eller tilsvarende for ikke VdP-producenter) ikke nødvendigvis står meget tilbage for GG’erne.

Generelt må det dog siges, at niveauet til denne smagning var ganske højt (til trods for de noget konservative pointtal) – om end man i visse tilfælde kan spørge, om kvaliteten retfærdiggør prisen – top tysk Spätburgunder er ikke længere billig.

I alt deltog 18 vine. Man kan pege på, at vi manglede et par af “de store kanoner” (i min bog måske først og fremmest Huber), men alt i alt var det meget tæt på at være den etablerede top af tysk Spätburgunder + et par jokere (som i et par tilfælde klarede sig forbavsende godt).

Før vi går til resultatet af smagningen her et par personlige konklusioner:

  • Baden (der indrømmet måske var lidt underrepræsenteret) stod relativt svagt i smagningen – med Dr. Hegers voldsomt dyre Häusleboden som bedste vin på en niendeplads.
  • Rheinhessen stod på den anden side stærkt med hhv. en anden- og en fjerdeplads til de to deltagende vine. Ikke mindst med prisen in mente må det siges at være en ganske flot præstation (og vi er i Viniversa selvfølgelig glade for, at “vores” Huff Rosenberg kom ind på en flot andenplads).
  • Der er stor begejstring for vinene fra Ahr blandt deltagerne – hvad antallet af deltagende vine skulle røbe. Flere havde også Kriechel på en 1. plads ved Frühburgundersmagningen (inklusiv undertegnede), og den løb altså også med førstepladsen her. “Vores” Deutzerhof tog flot revanche med en 3. plads efter en lidt skuffende forestilling i Frühburgundersmagningen, mens Stoddens bundplacering må siges at være en overraskelse.
  • Jeg havde personligt højere forventninger til Molitor, som jeg tidligere har været glad for, men her skuffende den altså lidt. Moselvinene skilte sig klart ud ved deres lettere stil.
  • De to ældre flasker (Heger 2007 og Adeneuer 2006) var ganske udviklede, hvilket demonstrerer for mig, at Spätburgunder på GG niveau ikke nødvendigvis lagrer bedre end Spätburgundere på lavere niveauer (jeg har drukket 10 år gamle udgaver af Hegers negociant-spätburgunder Vitus, som var mindst ligeså levende som Hegers GG).

Og så til placeringerne (pointene i parentes er et gennemsnit blandt de 8 smagere på Parkerskalaen):

1. Kriechel Sonnenberg R 2015 (Ahr) – 91,88 point
2. Huff Rosenberg Alte Reben 2015 (Rheinhessen) – 91,25 point
3. Deutzerhof Mönchberg GG 2012 (Ahr) – 90,75 point
4. Wasem Sonnenhang 2016 (Rheinhessen) 90,38 point
5/6. Knipser Mandelpfad 2012 (Pfalz) – 90,25 point
5/6. Maibachfarm Silberberg 2015 (Ahr) – 90,25 point
7. Fürst Schlossberg GG 2014 (Franken) 89,75 point
8. Thanisch 2015 (Mosel) – 89,5 point
9. Dr. Heger Häusleboden GG 2015 (Baden) 89,38 point
10/11. Kaufmann 2015 (Rheingau) 89,25 point
10/11. Dautel Forstberg 2014 (Württemberg) – 89,25 point
12. Molitor Brauneberger Mandelgraben ** 2015 (Mosel) – 89 point
13. Adeneuer Neuenahrer Sonnenberg 2006 (Ahr) – 88,5 point
14/16. Adeneuer Rosenthal GG 2015 (Ahr) – 87,75 point
14/16. Bercher Bürkheimer Feuerberg 2014 (Baden) – 87,75 point
14/16. Schloss Proschwitz 2011 (Sachsen) – 87,75 point
17. Dr. Heger Ihringer Winklerberg GG 2007 (Baden) – 87,5 point
18. Jean Stodden Alte Reben 2015 (Ahr) – 87,25 point

Du finder en oversigt over Viniversas Spätburgundervine her.

Lille Sauternes/Barsac-smagning

SONY DSC
Resterne af vores Sauternes/Barsac-smagning…

I den forgangne uge mødtes vi tre herrer til en mini Sauternes/Barsac-smagning. Hver deltager havde to vine med, så det blev til seks vine i alt.

Ikke et voldsomt stort felt, men stadig nok til at danne sig et bredt indtryk af stil m.m.

Desværre var én af vinene fejlbehæftet, så vi endte med et felt på fem vine.

Vinene, vi smagte, med gennemsnitspoint og mine notater fremgår her:

Doisy-Daëne Barsac 2010 – 90 point

Skilte sig lidt ud fra resten af feltet ved at være ganske lys. Duften var også mindre botrytispræget med fersken og en relativ friskhed. Absolut et dejligt glas, men lidt svær at blive klog på i feltet.

Château Coutet Barsac 2005 – 88 point

En af mine egne favoritter – meget klassisk Barsac med masser af botrytis, stor fedme og lang eftersmag.

Château Suduiraut Sauternes 1986 – ikke bedømt

Var desværre fejlbehæftet og blev derfor ikke bedømt.

Rieussec Sauternes 2003 – 90 point

Skilte sig lidt ud med et næstet grønsagsagtigt præg. Absolut en af de mere komplekse og spændende vine, men måske ikke overdrevent klassisk Sauternes. Vi var dog alle glade for den, og den endte på en andenplads – kun overgået af…

Raymond-Lafon Sauternes 2010 – 93 point

En ganske klar vinder – ikke mindst p.g.a. en ekstra friskhed, som gav den lidt mere balance. Det var ikke den kraftigste eller mest botrytisprægede vin, men helt klart den mest harmoniske. Jeg besøgte slottet tilbage i 1998 – og dette var et glædeligt gensyn.

Château Climens 1er Cru Barsac 2004 – 87 point

En lidt skuffende vin, der havde lidt skæve aromaer og generelt savnede charme.

***

Smagningen bekræftede, at Sauternes/Barsac generelt er ganske homogene som områder. Stilistisk mindede vinene ganske meget om hinanden og kvalitetsforskellene handlede mest om balance og dybde.

Generelt klarede de to yngste vine sig godt – og man kan filosofere over, om f.eks. Château Climens var inde i en dump fase.

Det var selvfølgelig ærgerligt, at den potentielt eneste drikkemodne vin var fejlbehæftet.

Og så må det siges, at det var lidt af en prøvelse af smage – og efterfølgende drikke vinene. Den voldsomme sødme og koncentration gjorde det reelt umuligt at nyde mere end et enkelt glas.

Vi havde ellers forsøgt at tænke i madbaner og serverede forskellige snacks fra det salte køkken for at opveje sødmen – og også for at se, om det var muligt at lave gode vinmatch i det salte ende af spektret til disse vine.

Den del af smagningen gik godt – og både Baba Ganoush, bruschetta med tomatpesto og foie gras gik rigtig godt til vinene. Større problemer havde den røgede makrel og roquefort’en. Det sidste til trods for, at blåskimmelost ofte nævnes som et godt match til Sauternes. Konklusionen må være, at man i givet fald skal vælge en mindre fed og tørrede blåskimmelost som f.eks. stilton.

Alt i alt var der tale om en spændende smagning, men undertegnede må nok indrømme, at han foretrækker dessertvine med mere syre – som f.eks. tysk Beerenauslese eller Trockenbeerenauslese eller Coteaux du Layon eller Quart de Chaume fra Loire.

Cos d’Estournel Vertikalsmagning

Cos d'Estournel-line up

En vininteresseret ven har for vane at invitere til Bordeaux-smagning på sin fødselsdag. Tidligere år har bl.a. budt på en vertikalsmagning af Gruaud Larose – i år var turen kommet til en anden 2. Cru Classé: Cos d’Estournel.

Cos d’Estournel er i mange år blevet regnet for toppen i St-Estephe – omend Château Montrose de seneste år har udfordret denne placering.

Vi smagte otte vine – seks flasker Cos d’Estournel og to flasker af andenvinen Pagodes de Cos. Vinene blev smagt helblindt – d.v.s. vi kendte hverken slottet eller årgangene.

At det var Bordeaux var der imidlertid ingen tvivl om, da første vin blev skænket.

Vinene, der blev smagt, deres placering og gennemsnitlige score på parkerskalaen (fra fire smagere) var følgende:

Cos d’Estournel

1973 (7. plads, 82 point)
1985 (8. plads, 82 point)
1988 (3. plads, 89 point)
1994 (2. plads, 90 point – magnumflaske)
1996 (1. plads, 91 point)
2000 (4. plads, 86 point)

Pagodes de Cos

2006 (5. plads, 86 point)
2010 (6 plads, 86 point)

Der er en række konklusioner at drage:

  • Generelt set var smagningen en lille skuffelse. Ikke, at der ikke var særdeles gode vine imellem, men der var ingen af os gæster, der gættede velrenommeret anden cru – generelt gik vores gæt på de mindre cru’er.
  • 1985’erne var hastigt på vej ned – hvad den ikke burde være. Flasken virkede også en smule tvivlsom – i modsætning til de andre flasker var der plastikfolio på. Kunne det være en fake?
  • 1973’erne var stadig drikkelig – faktisk havde jeg den personligt højere en 1985’erne. Hvilket igen skulle demonstrere Bordeauxs holdbarhed på dette niveau – selv i en mindre god årgang som 1973.
  • Ligesom ved Gruaud Larose-smagningen sidste år overraskede 1994’eren positivt. Det kan selvfølgelig have spillet ind, at der var tale om en magnumflaske, men det er oplagt en årgang, jeg vil kigge efter, hvis priserne er fornuftige.
  • Vi har det svært med de nyere årgange. Både 2000 i Cos og 2006 og 2010 i Pagodes (i mindre grad) var ikke specielt typisk bordeauxske med deres let marmeladeagtige stil. Om vinene med alderen bliver mere bordeauxske skal være usagt, men særligt årgang 2000 er stadig en årgang, undertegnede har svært ved at blive begejstret for.
  • Personligt fandt jeg, at mange af vinene havde et lidt brændt element, som jeg ikke var specielt begejstret for.

For denne smager skal det i øvrigt nævnes, at aftenens bedste vin kom før smagningen som en (blind) opvarmning – Haut-Brion 1991. På trods af den tvivlsomme årgang fremstod den med stor, stor klasse – ren, velopdragen og lige i skabet. Og 92 point værd.

Tak til Søren for den fornemme smagning.

Smagning af tør riesling fra Mosel

Moselsmagning

I forbindelse med ‘Riesling Week’ havde undertegnede arrangeret en smagning af tør Riesling fra Mosel.

Grunden til, at temaet faldt på netop dette, var, at jeg på det seneste er nået til  den konklusion, at Mosel ikke blot er bedst i Tyskland til vine med sødme, men faktisk også kandiderer til at tage prisen for deres tørre rieslingvine.

Det er ikke den konklusion, man kan drage, hvis man kigger i tyske vinguider, hvor det ofte er Rheinhessen, Nahe og Pfalz, der dominerer listerne. Men jeg har oplevet, at mange af de tørre riesling vine, jeg har fået, har besiddet en nerve og en kompleksitet, som jeg sjældent finder i andre vinregioner.

Ofte finder jeg simpelthen også de store tørre rieslingvine fra f.eks. Rheinhessen og Pfalz for alkoholske og tunge i udtrykket (der er undtagelser!).

Det var med andre ord en smagning, hvor min teori skulle be- eller afkræftes.

Følgende vine blev smagt:

  • Knebel Riesling Winninger Röttgen 2014 
  • Lubentiushof Riesling Gondorfer Gäns 2013 Alte Reben
  • Materne & Schmitt Riesling Lehmener Lay 2013
  • Heymann-Löwenstein Riesling Hatzenporter Kirchberg 2013 Grosses Gewächs
  • Immich-Batteriberg Riesling Enkircher Batterieberg 2010
  • Weiser-Künstler Riesling Enkircher Ellergrub 2013 Grosse Eule
  • Vollenweider Riesling Wolfer Goldgrube 2012
  • Willems-Willems Riesling Oberemmeler Altenberg 2011 “Unter der Kapelle”

Udover Lubentiushof, som jeg selv repræsenterer, havde jeg ikke smagt nogen af vinene før – men kendte alle producenter fra andre vine. Alle vine (med undtagelse måske af Heymann-Löwensteins) repræsenterer toppen af producenternes tørre rieslingvine.

Som man måske bemærker, var der ingen vine fra “S’et” – altså den del af Mosel fra Brauneberg til Erden, hvor mange af de største moselvine historisk set har rødder. Det var også en pointe ved smagningen – ikke blot for at sige, at der også laves stor moselvin uden for dette område, men i lige så høj grad fordi innovationen i Mosel i høj grad netop sker uden for S’et. Traben-Trarbach har i de seneste år f.eks. været et af de mest interessante områder i Mosel – og også Terrassenmosel viser i stigende grad, at der er her, de dygtige producenter holder til.

Smagning gav en række konklusioner:

  1. Ja, niveauet er utroligt højt i Mosel. Om man foretrækker disse vine frem for vinene fra f.eks. Rheinhessen eller Pfalz, må i sidste instans være et spørgsmål om personlig stil. For undertegnede var der i hvert fald 3-4 vine, som virkelig var interessante – men der var stor uenighed blandt smagerne om, hvad der var de bedste vine.
  2. Der var dog også vine, som jeg fandt for overgjorte. Vine, hvor man havde følelsen af, at vinmageren ville “give den hele armen” og derfor fik lavet vine, der var mere imponerende end egentlig gode.
  3. For en region, der er så homogen, som Mosel er m.h.t. jordbundsforhold, var der er stor diversitet i stil. Det skyldes dog nok i højere grad forskellige tilgange til, hvordan vinen blev lavet (de fleste af producenterne, der var repræsenteret ved smagningen er “non-interventionister”, men der er alligevel betydeligt spillerum i forhold til, hvad man gør – lagring på stål eller fad, maceration med skallerne etc.). Den umiddelbart frugtige og parfumerede stil, som mange sikkert forbinder med tysk riesling var faktisk kun repræsenteret af Weingut Knebel.

Morey St-Denis-smagning

morey st denis

Lørdag aften var den lille vinklub inviteret til Morey-St-Denis-smagning. Den stod på én village-morey, en Premier Cru og fire Grand Cru-vine.

Desværre havde den ene Grand Cru prop, så det endte med fem vine.

Morey St-Denis er næppe den mest kendte af kommunerne i Côte de Nuits – både naboerne Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny synes altid at have være mere kendte.

Jeg har nu altid synes, at kvaliteten har været høj her – og nogle af mine største Bourgogne-oplevelser har været med Morey St-Denis.

Det var imidlertid første gang, at undertegnede skulle smage fire (som så blev til tre) Grand Cru-Morey’er ved samme lejlighed.

Så hvordan gik det?

Ingen tvivl om, at niveauet var højt, men om det stod mål med priserne er en anden sag. Når man er oppe at give 1000,- pr. flaske, bør man også kunne forvente noget ypperligt. Det var – for de fleste vines vedkommende – gode til fremragende vine, men prisen på Bourgogne vil altid være et aberdabei.

Det smagte vine med deres gennemsnitlige score (på Parkerskalaen) var:

1. plads: Dominique Laurent Clos de la Roche Cuvée Vieilles Vignes “Intra-Muros” Grand Cru 2009 – 93 point Elegant, dyb, sødmefuld og kompleks. Det var dog en overraskelse, at vinen var fuldt udviklet og bør drikkes nu eller snart. Jeg har tidligere smagt Grand Cru’er fra Laurent, som ikke overbeviste mig, men denne var – til trods for den hurtige udvikling – absolut godkendt.

2. plads: Georges Lignier Clos St-Denis Grand Cru 2010 – 92 point En forvandlingskugle, der startede meget uren med en ubehagelig spildevandsaroma, men som med tid i glasset udviklede sig til en elegant og kompleks vin, der med sin frugtdrevne stil næsten kunne minde om en tysk spätburgunder.

3. plads: Hubert Lignier Premier Cru Clos Baulet 2013 – 92 point En lidt reserveret vin, der tydeligvis var for ung, men som viste stort potentiale. Ikke så umiddelbart charmerende som nogle af de andre vine, men stor vin – og godt klaret af en Premier Cru.

4. plads: Stephane Magnien Clos St-Denis Grand Cru 2012 – 90 point Let og behagelig vin, der dog i denne smagers mund manglede lidt substans for en Grand Cru og virkede en anelse simpel. Ikke en dårlig vin, men til 1000,- bør man kunne forvente mere.

5. plads: Ponsot Morey St-Denis Cuvée des Grives 2012 – 88 point En af mine yndlingsproducenter, hvis kommunevin i dette selskab blev slået af banen. En behagelig og charmerende vin med god kompleksitet. Prisen (700,-) er dog problematisk.

 

Gruaud Larose vertikalsmagning

En vininteresseret kammerat har en faible for Bordeaux – hvilket heldigvis kommer undertegnede til gode ved særlige lejligheder. Blandt andet har han for vane at arrangere en exorbitant fødselsdagssmagning med Bordeauxtema.

Der har været en del ‘Bordeaux-bashing’ de seneste år, og jeg skal da også indrømme, at det er relativ sjældent disse år, at jeg drikker Bordeaux. Kvaliteten af de bedste vine fejler dog ikke noget – hvad også denne smagning vidnede om.

Det blev smagt ni vine – fire Gruaud-Larose og fem flasker af deres andenvin Sarget de Gruaud-Larose.

Gruaud-Larose har altid været et lidt specielt tilfælde i Bordeaux. Som anden cru skulle den i princippet høre til toppen af Bordeaux venstre bred – hvad den da også gør ifølge de fleste kritikere.

Gruaud-Larose skiller sig imidlertid ud fra denne gruppe ved at ligge relativt langt inde i landet, hvilket betyder en mere rig og lerholdig jord end hos de fleste andre 1. og 2. Cru Classé-vine, der dyrkes på mere grusholdig jord.

Det giver – i princippet i hvert fald – en vin med lidt mindre elegance, men måske til gengæld med en større stabilitet.

Personligt har det i hvert fald altid været en vin, jeg har regnet for meget stabil, men ikke nødvendigvis regner blandt de allermest interessante Bordeauxvine.

Det bekræftede denne smagning på mange måder. Der er ingen tvivl om hverken stabiliteten eller holdbarheden. Faktisk viste specielt de fire førstevine uhyre højt niveau og ensartethed. Der var dog ingen af vinene, der 100% blæste mig væk – men ingen tvivl om, at det er stor vin; blot ikke magisk.

Vinene, der blev smagt, deres placering og gennemsnitlige score på Parkerskalaen (fra fire smagere) var følgende:

Gruaud-Larose:

1982 (1. plads, 92 point)
1988 (3. plads, 90 point)
1990 (6. plads, 87 point)
1996 (2. plads, 91 point)

Sarget de Gruaud-Larose:

1994 (5. plads, 88 point)
1996 (7. plads, 86 point)
2000 (9. plads, 82 point)
2001 (4. plads, 89 point)
2005 (8. plads, 85 point)

Der er i hvert fald en håndfuld konklusioner at drage:

  • Førstevinene viste i det store hele deres værd og ideen om at drikke andenvin i store årgange og førstevin i små årgange kan næppe helt bekræftes.
  • Stabiliteten er uhyre høj – hvad en på papiret lavt vurderet årgang som 1994 vidner om.
  • Holdbarheden fejler ikke noget. Det er min erfaring, at de fleste Cru Classéer under 2. Cru niveau i årgang 1982 for længst er begyndt at fade.
  • Årgang 1990 er en svag skuffelse – noget jeg har oplevet flere gange med denne årgang, som i bagklogskabens lys måske var lidt overvurderet, da den kom frem. Der findes dog også highlights (Palmer 1990 smagt for et lille år siden var fremragende).
  • Årgang 2001 virker på denne (og andre smagninger) som klart undervurderet – og smager p.t. bedre end årgang 2000.
  • Og så er det i øvrigt interessant, at andenvinen klarere sig bedst i de på papiret ringeste årgang (1994 og 2001). Det er svært at give en forklaring på dette (nogle vil måske hævde, at det er fordi 2000 og 2005 ikke er drikkeklare – men begge vine fremstod nu som fejlbehæftede).

Tak til Søren for den fornemme smagning!