Bierzo – Spaniens bedste vinområde, som kun vinnørder kender

Igennem de seneste 30-40 år er der dukket en række “nye” vinområder op i Spanien, som har vist, at de kan producere stor vin (“nye” i citationstegn fordi der er blevet produceret vin i disse områder i århundreder – blot har den sjældent været kendt udenfor regionen). Det gælder f.eks. Priorat, Toro, Ribera Sacra, Sierra de Gredo og Bierzo, som det skal handle om her.

Fælles for mange af disse områder er, at de har et lidt køligere klima – enten fordi de ligger ud mod vandet eller oppe i højderne.

Spanien er et af de lande, som er hårdest ramt af den globale opvarmning, og nogle af de klassiske spanske vinområder er begyndt at lide under varmen. Dette, kombineret med forbrugernes stigende interesse for mere elegante vine, har fået mange vinproducenter til at kigge mod køligere vinområder, som kunne give mere friske og elegante vine.

Her er Bierzo i det nordvestlige Spanien et godt bud.

Det skyldes dels det relativt kølige klima (mange vinmarker ligger ganske højt), dels den lokale Mencía-druesort, som er ansvarlig for området rødvin og rosé (der laves også en smule hvidvin primært på Godello).

Mencía betegnes til tider som “Spaniens Pinot Noir”. Sammenligningen halter, for deres smagsprofil er ganske forskellig (Syrah, som den tager sig ud i det nordlige Rhône, er nok en bedre sammenligning). Alligevel er det ikke helt skævt, for ligesom Pinot Noir vil Mencía ofte besidde en ynde og elegance, som gør vinene yderst charmerende.

Læg dertil en stor kompleksitet i de bedste eksemplarer, og du har forklaringen på, hvorfor Bierzo leverer nogle af Spaniens allerbedste rødvine.

Bierzo var tidligere domineret af små familievinbrug, der til tider ikke engang kommercialiserede deres vine. Det har også betydet, at man ikke har plantet nye vinstokke – og man kan derfor (ligesom i f.eks. Priorat) finde mange gamle vinstokke – hvilket er med til at øge kvaliteten.

De bedste Bierzo-vine er ikke længere billige – men ser man på pris kontra kvaliteten er priserne langt fra ublu. I de billigere segment kan man finde en række deciderede scoop.

Eneste anke, man kan have mod vinene, er, at de sjældent har den lange eftersmag, som man kan finde i de bedste vine fra f.eks. Ribera del Duero eller Rioja.

Alligevel vil jeg hævde, at Bierzo i dag leverer nogle af Spaniens absolut bedste vine – og stod valget mellem en ubeskrevet Rioja, Ribera del Duero eller Bierzo, ville jeg vælge sidstnævnte.

Sekt – et alternativ til champagne?

Nej. For nu at give et hurtigt svar på spørgsmålet i titlen på denne blogartikel. Sekt er ikke et alternativ til champagne, for Sekt er et produkt i egen ret, der har nogle helt andre kvaliteter end dem, champagne stiller til skue.

Generelt er sekt mere frugtig end champagne (hvormed ikke menes: Mere sød). Da de bedste tyske producenter ofte bruger Riesling (eller andre aromatiske druesorter) til deres sekt, ønsker de at bevare druekarakteren. Derfor finder man også sjældent udpræget autolysekarakter i tysk sekt (duften af brød, hø, gær etc., som kendetegner megen champagne).

Hvor andre vigtige typer mousserende vin – Cava, Franciacorta, engelsk mousserende vin – klart synes at have champagne som pejlemærke, gør dette sig således sjældent gældende for de tyske sektproducenter. Hvilket jeg vil hævde er sekts force.

Tyskland har en lang historie med mousserende vin – og er i dag den største konsument i verden af den perlende drik.

Champagne har da også meget at takke tyskerne for – ikke kun eksporttallene. Heidsieck, Bollinger, Deutz, Mumm og Krug er således alle grundlagt af tyskere.

Sekt kan både lavet v.h.a. klassiske flaskegæring og ved Methode Charmat (gæring på tryktank). Det er ikke tilladt at tilsætte kulsyre – om end flere større sektproducenter er blevet beskyldt for netop dette.

Og generelt må man vel sige, at sekt – ligesom anden tysk vin – til dels lider under, at der findes en række store producenter, som ikke har kvalitet for øje.

De bedste udgaver er generelt dem, som er lavet v.h.a. klassisk flaskegæring. Og dem vidner om denne metodes overlegenhed – eller blot er et udtryk for, at denne dyrere metode anvendes til den bedste basisvin, skal i denne sammenhæng være usagt.

Mange tyske producenter får deres sekt lavet hos deciderede sektproducenter (og leverer altså blot druematerialet eller vin claire), og der findes da også et par vigtige (fra et kvalitetsperspektiv) producenter, som er specialiserede i sekt – bl.a. Solter i Rheingau og Raumland i Rheinhessen.

Det kan dog på denne smager til tider virke som om, at de er for fokuserede på at efterligne champagne, fremfor at lave tysk sekt. Det giver – som i de ovennævnte efterligninger – sjældent vine, som har samme kvalitet som det bedste champagne. Til gengæld er prisen ofte tæt på.

Og så er vi tilbage ved Sektens raison d’être: Netop IKKE at være et alternativ til champagne, men at være en vintype i egen ret. Det er de bedste Sekt. Det er charmerende, ligefremme, mousserende vine, som ikke prætenderer overvældende kompleksitet, men til gengæld leverer tonsvis af umiddelbar drikkeglæde.

Og det er i vores optik også værd at slå et slag for!

Weissburgunder – Tyskland oversete druesort

Weissburgunder er det tyske navn for Pinot Blanc, så det er ikke som sådan en tysk druesort, men her skal det handle om de resultater, druesorten opnår i Tyskland – hvor den hører til blandt de mest undervurderede druesorter efter vores ydmyge mening.

Der er mange andre undervurderede tyske druesorter, men Weissburgunder er i vores optik den druesort, som er mest undervurderet i Tyskland selv.

De resultater, man i dag opnår med druesorten i Baden, Pfalz og Rheinhessen, kan måle sig med de bedste hvidvine på verdensplan.

Det er en druesort, som reagerer godt på fadlagring – også eventuelt på nye fade -, samtidig med at den bevarer en grundlæggende elegance, som man godt kan savne i f.eks. Grauburgunder – a.k.a. Pinot Gris -, som ikke mindst i Baden ofte kan give tunge og uharmoniske vine.

Vi er således heller ikke tvivl om, at Weissburgunder giver Badens bedste vine – uanset farve.

Det er i vor optik de hvidvine, som kommer tættest på hvid Bourgogne i stil (endda tættere en Chardonnay, som er begyndt at blive populær i Tyskland). De bedste tyske Weissburgunder-vine giver således denne smager mindelser til Puligny-Montrachet eller Meursault med deres elegante stil.

Deres lagringsevner er generelt på linje med Silvaner og tør Riesling – det vil sige de bedste eksemplarer klarer snildt 10-15 års lagring – muligvis mere.

I modsætning til Riesling, som ‘Grosses Gewächs’-behandlingen (lave høstudbytter m.m.) ikke gør noget godt, viser Weissburgunder for alvor sit værd i Grosses Gewächs-udgaverne (eller tilsvarende udgaver fra ikke-VdP-medlemmer).

Og nej, de har ikke samme umiddelbare charme, som Riesling kan have i det lidt mere friske segment – til gengæld har de en kompleksitet og balance, som det er svært ikke at blive forført af.