Surt opstød om søde vine

Nej, det handler ikke om, at undertegnede ikke kan lide søde vine – intet kunne være længere fra sandheden. Jeg holder af vellavede vine i alle sødmegrader fra det tørre over det halvtørre og halvsøde til det søde. Sødme eller mangel på samme er ikke en kvalitetsindikator i vin, men blot et spørgsmål om i hvilke situationer, den kan bruges.

Nej, hvad det handler om er en særlig automatreaktion eller attitude, jeg ofte møder, når jeg er ude at lave vinsmagninger og lignende: Sætningen ”Jeg kan ikke lide søde vine” – ofte proklameret, som om det var en form for adelsmærke.

Og ja, der findes sikkert mennesker, der ikke kan lide søde vine – ligesom man sikkert kan finde mennesker, der ikke kan lide solskin eller kærlighed. Men hos langt de fleste mennesker opfatter jeg det som en facade – et fænomen ikke ulig, når unge mennesker anlægger sig tungsind og weltschmerz for at fremstå mere voksne (lykkeligt uvidende om, at det netop er dette, der får dem til at fremstå pubertære…).

Jeg har et vist belæg for denne påstand, for jeg har ved selvsyn oplevet, hvordan ingen vil købe en halvsød eller sød vin indtil de smager den (og jeg har talt med andre vinimportører, der også kender til fænomenet). Det bliver så ofte efterfulgt af sætningen: ”Jeg kan normalt ikke lide søde vine, men denne her smager fantastisk”. Og så sælger man ellers restlageret af en vin, der ikke har rykket sig flere år…

Man kunne måske tro, at denne attitude var et særligt skandinavisk fænomen; et udtryk for protestantisk afkalds-moral, hvor afkaldet på lyst i sig selv synes at være blevet lystbetonet – ja, nærmest er blevet lystoplevelsen selv.
Jeg har imidlertid stødt på lignende attituder i både Frankrig og Tyskland (hvor vine med en eller anden form for sødme ellers har været en overvældende tradition).

Særligt i Tyskland synes det at have slået igennem i en grad, så det er lige før, at det i dag kan være svært at finde en halvsød Riesling – der ret beset er Tysklands raison d’être som vinland og Rieslings raison d’être som druesort -, det være sig i Danmark eller Tyskland.

Særligt synes halvsøde vine at have det svært. Det kan der måske være en god grund til. De er – i hvert fald på papiret – ikke så oplagte madvine som de sødere eller tørre vine, når man ser bort fra klassikerne asiatisk mad og foie gras-terrine.

Til det er der dog et par ting at sige. For det første er det sur-søde i dag langt fra kun at finde i det asiatiske køkken – f.eks. har rigtigt mange toprestauranter i Europa i dag inkorporeret det sur-søde som en delvis erstatning for fedme og tunge saucer.

For det andet er det måske værd at bemærke, at f.eks. en tysk auslese typisk vil ligge tæt på cola, når man ser på syre/sødme-værdierne. Så hvis man kan drikke cola til det salte køkken (og det ses jo i stor stil), så kan det næppe være udelukket at drikke halvsøde vine til.

De halvsøde vines største raison d’être er dog, som jeg ser det, at blive drukket uden mad. En frisk, halvsød vin vil typisk gøre sig rigtigt godt efter et måltid. Efter en række mere eller mindre tunge rødvine er der noget utroligt opløftende ved et glas halvsød, frisk hvidvin (Jeg husker en ’vinsmagningsmiddag’, hvor der blev smagt et større antal store Bordeauxvine – af den type, der i dag ville koste dig en børneopsparing eller to – og hvor middagen blev sluttet af med en – på papiret – blot hæderlig tysk Spätlese. Resultatet: Alle var enige om, at Spätlesen var aftenens bedste vin).

Der er altså ingen undskyldning for ikke at drikke søde og halvsøde vine – des mindre fordi de, når man kigger pris/kvalitet, er nogle af de bedste køb i vinverden i dag. Så se at kom i gang!

Årgang 2015, Tyskland og klimaforandring

Det tyske onlinemagasin weinkenner.de kan berette, at det er besluttet, at man i 2015 må tilsætte syre til årgangens vine i Tyskland.

Det er mildest talt utraditionelt at en sådan tilladelse gives en masse i Tyskland. Det er typisk en fremgangsmåde, man kender fra lande som Australien, der har et væsentligt varmere klima.

I Tyskland er de snarere det modsatte – behovet for at reducere syre -, der har været nødvendigt (f.eks. i årgang 2010). Man har da også oplevet ekstreme temperaturer i Tyskland i år – visse stedet helt oppe omkring 40 grader.

Hvad, det kommer til at betyde for årgangen, er stadig for tidligt at sige – sikkert er det, at de tyske producenter skal til at tænke på en helt ny måde, når det skal vinificere vinene fra årgang 2015.

9 ting du skal vide om Muscadet

1) Muscadet er den klassiske vin til fisk og skaldyr – og du går næsten aldrig fejl med denne kombination (undtagelsen er kolde fiske- eller skaldyrsretter, hvor andre vine kan virke bedre).

2) Den dyrkes i et geografisk begrænset område omkring Nantes ved Loireflodens munding. Mest kendt er området omkring de to floder Sèvre og Maine, der har givet navn til en særlig appellation: Muscadet Sévre et Maine.

3) Muscadet er navnet på vinen; druesorten bag hedder Melon de Bourgogne.

4) Melon de Bourgogne har ikke den store druekarakter, men er desto bedre til at formidle terroir og jordbundsforhold. Det vil for Muscadets vedkommende sige forskellige forvitringer af granit – gnejs, ortognejs, amfibolt, gabbro, serpentinit etc.

5) Muscadet er altid tør – oftest knastør. Den har intet med Muscat at gøre, som typisk er en sød vin.

6) Muscadet hører til blandt de tørre vine – de være sig røde eller hvide – der lagrer bedst overhovedet. Undertegnede smagte for nylig en årgang 1982, der var i fin form. En god Muscadet når sit højdepunkt efter 8-10 år, men kan typisk ligge længere.

7) I de seneste år har man for at styrke kvaliteten indført en slags kommuneappellationer kaldet Cru Communaux. Der stilles større krav til disse vine med hensyn til lagring, høstudbytte m.m.

8) Det meste Muscadet lagrer på bundfaldet – kaldet sur lie. Det giver mere krop og kompleksitet til vinene, men kan også give en lidt ’pruttet’ gærlugt, der dog typisk forsvinder med lidt iltning. Står der ’sur lie’ på etiketten, har vinen lagret mellem 6 og 14 måneder på bundfaldet. Da ovennævnte Cru Communaux-vine lagrer længere tid ’sur lie’ (typisk 20 måneder eller mere), står der ikke ’sur lie’ på etiketten.

9) Der findes næppe nogle vine, der giver tilsvarende kompleksitet og lagringsevne til så lave priser som Muscadet. Det er det perfekte, billige alternativ til f.eks. Chablis.

Se Viniversas Muscadetvine her.

Et par andre importører af gode Muscadetvine:

Atomwine
Rosforth & Rosforth