Krise i Moselafdelingen af VdP

Vinmagasinet Falstaff kan i denne uge berette, at bølgerne er gået højt på seneste lokale Mosel VdP-møde. Udfaldet blev at de to bestyrelsesformænd Egon Müller (fra vingården af samme navn) og Nik Weis (fra St-Urbanshof) gik af sammen med bestyrelsesmedlem Claus Piedmont.

Grunden?

To af de tre vingårde, som bestyrelsen foreslog skulle optages i VdP Mosel blev ikke godkendt med de 2/3 flertal, som er nødvendigt for at blive medlem. Det drejede sig om Markus Molitor og vores egen Lubentiushof. Weingut Knebel fra Winninger var den tredje kandidat, som altså blev optaget.

Det er meget få uafhængige kritikere, der ville hævde, at alle de tre kandidateter ikke er berettiget til optagelse i VdP, når man kigger på kvaliteten af deres vine. Det er alle tre vingårde, der hører til blandt de allerbedste vingårde i Mosel – noget, man ikke nødvendigvis kan sige om alle medlemmerne af VdP Mosel.

VdP Mosel har – ligesom i øvrigt VdP Rheinhessen – ikke været specielt gode til at optage nye medlemmer, og der kan da også peges på en lang række andre moselproducenter, der med stor ret kunne optages i sammenslutningen (Immich-Batterieberg, Weiser-Künstler, Melsheimer, Martin Müllen, Günther Steinmetz, Clüsserath-Weiler, Franzen for blot at nævne nogle stykker).

Så ja, man forstår den skarpe reaktion fra de to formænd – VdP Mosel risikerer i sidste ende at gøre sig selv uvæsentlige.

Smagning af tør riesling fra Mosel

Moselsmagning

I forbindelse med ‘Riesling Week’ havde undertegnede arrangeret en smagning af tør Riesling fra Mosel.

Grunden til, at temaet faldt på netop dette, var, at jeg på det seneste er nået til  den konklusion, at Mosel ikke blot er bedst i Tyskland til vine med sødme, men faktisk også kandiderer til at tage prisen for deres tørre rieslingvine.

Det er ikke den konklusion, man kan drage, hvis man kigger i tyske vinguider, hvor det ofte er Rheinhessen, Nahe og Pfalz, der dominerer listerne. Men jeg har oplevet, at mange af de tørre riesling vine, jeg har fået, har besiddet en nerve og en kompleksitet, som jeg sjældent finder i andre vinregioner.

Ofte finder jeg simpelthen også de store tørre rieslingvine fra f.eks. Rheinhessen og Pfalz for alkoholske og tunge i udtrykket (der er undtagelser!).

Det var med andre ord en smagning, hvor min teori skulle be- eller afkræftes.

Følgende vine blev smagt:

  • Knebel Riesling Winninger Röttgen 2014 
  • Lubentiushof Riesling Gondorfer Gäns 2013 Alte Reben
  • Materne & Schmitt Riesling Lehmener Lay 2013
  • Heymann-Löwenstein Riesling Hatzenporter Kirchberg 2013 Grosses Gewächs
  • Immich-Batteriberg Riesling Enkircher Batterieberg 2010
  • Weiser-Künstler Riesling Enkircher Ellergrub 2013 Grosse Eule
  • Vollenweider Riesling Wolfer Goldgrube 2012
  • Willems-Willems Riesling Oberemmeler Altenberg 2011 “Unter der Kapelle”

Udover Lubentiushof, som jeg selv repræsenterer, havde jeg ikke smagt nogen af vinene før – men kendte alle producenter fra andre vine. Alle vine (med undtagelse måske af Heymann-Löwensteins) repræsenterer toppen af producenternes tørre rieslingvine.

Som man måske bemærker, var der ingen vine fra “S’et” – altså den del af Mosel fra Brauneberg til Erden, hvor mange af de største moselvine historisk set har rødder. Det var også en pointe ved smagningen – ikke blot for at sige, at der også laves stor moselvin uden for dette område, men i lige så høj grad fordi innovationen i Mosel i høj grad netop sker uden for S’et. Traben-Trarbach har i de seneste år f.eks. været et af de mest interessante områder i Mosel – og også Terrassenmosel viser i stigende grad, at der er her, de dygtige producenter holder til.

Smagning gav en række konklusioner:

  1. Ja, niveauet er utroligt højt i Mosel. Om man foretrækker disse vine frem for vinene fra f.eks. Rheinhessen eller Pfalz, må i sidste instans være et spørgsmål om personlig stil. For undertegnede var der i hvert fald 3-4 vine, som virkelig var interessante – men der var stor uenighed blandt smagerne om, hvad der var de bedste vine.
  2. Der var dog også vine, som jeg fandt for overgjorte. Vine, hvor man havde følelsen af, at vinmageren ville “give den hele armen” og derfor fik lavet vine, der var mere imponerende end egentlig gode.
  3. For en region, der er så homogen, som Mosel er m.h.t. jordbundsforhold, var der er stor diversitet i stil. Det skyldes dog nok i højere grad forskellige tilgange til, hvordan vinen blev lavet (de fleste af producenterne, der var repræsenteret ved smagningen er “non-interventionister”, men der er alligevel betydeligt spillerum i forhold til, hvad man gør – lagring på stål eller fad, maceration med skallerne etc.). Den umiddelbart frugtige og parfumerede stil, som mange sikkert forbinder med tysk riesling var faktisk kun repræsenteret af Weingut Knebel.

Noget om et S

Det er mange S’er i denne verden, men ét af dem, der står undertegnedes hjerte allermest nært, er det S, som Moselfloden danner med sine sving mellem landsbyerne Bernkastel og Erden i Mittelmosel.

Det er her, man finder nogle af Mosels, Tysklands og dermed verdens bedste vinmarker: Bernkasteler Doctor, Graacher Domprobst, Wehlener Sonnenuhr, Zeltinger Sonnenuhr og – ovre på Moselsflodens anden bred – Ürziger Würzgarten og Erdener Prälat er alle sammen marker af højeste klasse – og flere kunne med rette nævnes.

Det er her, den klassiske moselske Riesling er forfinet til sit ypperste. Vine med moderat alkohol og en vis mængde sødme, der altid er balanceret af syre. Og verden lækreste vin – og den mindst krævende af verdens store vine.

Det er variationer over et stort tema: Skifer. De imponerende stejle og betagende skifermarker, man finder her, giver vine, der synes at være som en geologisk jordbundsanalyse i destilleret form.

Første gang jeg besøgte denne del af Mosel (som var efter, at jeg for længst havde lært vinene fra området af kende), gik jeg en tur i markerne over Bernkastel. Det havde lige regnet, og da jeg indåndede luften, var min første tanke: Her dufter af Riesling!

Skal man definere disse vine med ét ord må det være: Lethed. Både lethed i alkohol, lethed af statur, men også dette at disse vine er så lette af nyde. Og måske ikke mindst den ynde og æteriskhed, som de besidder.

Kigger man på begrebsparret lethed/tyngde, har der – i hvert fald siden romantikken – være en tendens til at vurdere tyngde mere positivt end lethed. Tyngde er alvor og dybsindighed, mens lethed forbindes med det letbenede og overfladiske.

Det kan måske også pege på, hvorfor de klassiske moselvine ikke er mere populære, end de er. Fordi de er lette (også rent bogstaveligt) og i en vis forstand ligetil, bliver de set som overfladiske, som ”for lette”. Det sømmer sig simpelthen ikke for et alvorsfuldt, voksent menneske at nedlade sig til noget, der giver så umiddelbar nydelse. Nej, der skal helst være tyngde og garvesyre og et lille element af flagellanteri over det!

Dertil får jeg lyst til med en – desværre svært oversættelig – maxime af La Rochefoucauld at indvende, at ”La gravité est un mystère du corps inventé pour cacher les défauts de l’esprit”.

Letheden har sin plads – også den man finder i det klassiske moselvine.

Det er dog ikke til at komme uden om, at vinene fra Mosel har det svært i disse år. Til trods for, at kvaliteten er umiskendelig, er disse vine prissat langt under, hvad de burde være. Det er notorisk svære vinmarker at opdyrke, og i mange tilfælde kan det simpelthen ikke længere betale sig.

Derfor ser man det – for en vinelsker – bedrøvelige syn, at mange vinmarker simpelthen gror til. Det har heldigvis ikke ramt denne del af Mosel endnu, men længere oppe og nede af floden og i mange sidedale er udviklingen tydelig.

Heldigvis ser man også andre tendenser – og flere og flere etablerede og/eller idealistiske producenter opkøber mange af disse marker og redder dem (i Traben-Trarbach er en flok vinbønder direkte gået sammen om at opkøbe truede vinmarker i det, de selv har døbt “Bergrettung”-projektet).

Ikke desto mindre kan man som vinelsker næsten føle det som en forpligtelse at drikke disse vine for at støtte de pressede vinbønder.

Nogen sur pligt er det dog ikke! – eller højest i den bogstavelige forstand, at moselsk Riesling har en notorisk markant syre, som i kombinationen med sødme skaber denne særlige mundfornemmelse, som kun Riesling herfra kan bibringe. Det er som danser vinen på tungen og kildrer alle smagsreceptorer.

Og jeg skal ærligt indrømme, at Riesling-druesorten i min bog ikke bliver større end de klassiske vine fra Mittelmosel.

Se Viniversas vine fra Mittelmosel her.