Robert Parker Jr. – en vurdering

De Parkerbøger, jeg i årenes løb har fået op under neglene.

Den 16. maj i år bekendtgjorde The Wine Advocate, at Robert Parker Jr. ikke længere ville bidrage til tidsskriftet.

Dermed er en æra sluttet – og det er måske derfor også på sin plads at vurdere Robert Parkers indflydelse gennem de godt 40 år, han har virket som vinkritiker.

Det er næppe en overdrivelse at sige, at indtrykket af Parker er ekstremt polariseret. Nogle forguder ham – flere (virker det til) afskyer ham.

Sandheden om manden skal nok findes et sted midt i mellem de to yderpunkter.

Selv kom jeg nok lidt anderledes ind på Parker end så mange andre – i og med at jeg læste ham, før jeg vidste, hvem han var. Det har været i midthalvfemserne, hvor jeg faldt over hans 1988 Guide på tilbud i en københavnsk boghandel.

Det er på mange måder stadig min favorit-parkerbog. Der er et – i positivt forstand – ungdommelig hovmod over bogen, som jeg kan savne i senere værker. Her ER faktisk vine, som får 55 point eller deromkring – og Parker er f.eks. ikke bange for at sige, at han foretrækker et hus’ basischampagne frem for deres prestigecuvée.

Og så var pointene i øvrigt stadig nede på jorden. 85 var rent faktisk en GOD score.

Det er også en bog, der vidner om, at Parker kunne tage fejl – Château Le Pin 1982 må f.eks. “nøjes med” 88 point. I den seneste af Parkers Bordeaux-bøger er den score ændret til 100. Immervæk lidt af en forskel på en 50-point-skala!

Og så er vi fremme ved én af de mest kontroversielle sider af Parker: pointene – og mere specifikt hans 100-point skala, som jo reelt er en 50 point skala.

Parker har selv forsvaret sin pointgivning med, at vin ikke er anderledes end andre fødevarer og derfor også kan bedømmes objektivt. Underforstået: Jeg skærer igennem den aura af romantik og mysticisme, som hersker omkring vin.

Kritikere vil selvfølgelig hævde, at Parker blot erstattede én romantik med en anden: fetichen omkring de “magiske” 100 point – og i det hele taget idéen om, at vin kan bedømmes meningsfyldt på en 50-point-skala.

Og Parker behandlede jo i øvrigt ikke vin som andre fødevarer: Hvor mange gange har man egentlig set f.eks. broccoli bedømt efter en 100-point skala?

Parkers trang til objektivitet (nogle vil sige: Pseudoobjektivitet) udsprang imidlertid ikke nødvendigvis af et behov for at afromantisere vin, men snarere af behovet for at gøre vinkritikken mindre korrupt.

For alle dem, som identificerer Robert Parker med en “vinverdens højrefløj” er det værd at huske på, at han var dybt inspireret af Ralph Nader – datidens svar på Bernie Sanders – og dennes position som “consumer advocate”.

Robert Parker ville kun være ansvarlig overfor forbrugerne – og kun tale forbrugernes sag.

Det mener jeg er en af de absolut positive ting ved Parker.

Hans hang til objektivitet fik ham også til at arbejde hårdere og mere metodisk end det fleste andre vinkritikere på den tid.

Vinkritikken havde indtil da mere være præget af historiefortællere og digtere snarere end af folk med en grundlæggende metodisk tilgang.

Den besad Parker.

Parker var den første vinskribent, jeg stødte på, som ikke blot vurderede en årgang i Bordeaux, men vurderede årgangen for de enkelte kommuner i Bordeaux.

Det kunne han, fordi han smagte mere og mere metodisk end alle andre.

Der er skrevet meget om antallet af vine, han smagte – jeg har læst tal omkring 200 pr. dag. Det er, vil jeg hævde, langt mindre imponerende, end mange vil gøre det til. Alternativt: Langt mindre arrogant. Man kan smage 200 vine på en dag – specielt når man smager relaterede vine (f.eks. fra samme region) – og give en kvalificeret bedømmelse.

Indrømmet, hans beskrivelser af de bedømte vine følger ofte et fast spor – med en række faste deskriptorer, som benyttes igen og igen. Det gør ikke hans vinbeskrivelser til det mest interessante at læse – og man får sjældent lyst til at købe en vin udelukkende p.g.a. en parkerbeskrivelse. Derfor er det også – på godt og ondt – blevet pointene, der har været de afgørende.

Og her er det så måske, at kan man se et “loop”, hvor vinkritikerne alligevel kommer til at stå i et afhængighedsforhold til – om ikke producenterne, så i hvert fald forhandlerne.

For der er næppe tvivl om, at en vinkritiker lever af omtale. Jo flere gange, Parkers ratings blev citeret, jo mere populær blev The Wine Advocate. Men i og med at forhandlerne sjældent skiltede med dårlige ratings var – og er – der også en tendens til, at den vinkritiker, som giver de højeste ratings bliver citeret mest – sålænge troværdigheden er nogenlunde intakt.

Hvilket måske kan være noget at forklaringen på, at ratings generelt er kravlet stødt opad de seneste 20-30 år.

Apologeter vil selvfølgelig hævde, at det skyldes, at den gennemsnitlige vinkvalitet er steget over årene. Men burde det ikke snarere resultere i, at kravene til, hvad der f.eks. skal til at få 85 point, blev skærpede?

Som allerede antydet synes tendensen også at være, at kun de gode vine efterhånden fandt vej til The Wine Advocates sider – men er det ikke også god forbrugerinformation at skrive om de dårlige vine?

Den største kritik af Parker har dog uden tvivl været ideen om, at hans smag gik i en bestemt retning – nærmere bestemt kraftige, bløde, fadlagrede rødvine.

Han har selv i høj grad modsat sig denne karakteristik – og blandt andet peget på de høje scorer, han har givet til f.eks. vinene fra Alsace. Alligevel er det sigende, at de områder, han valgte at beholde for sig selv, da han begyndte at ansætte andre smagere til at bedømme visse vinområder, alle faldt ind under denne karakteristik. En stiltiende accept af, at Champagne, Bourgogne, Loire og tysk vin måske ikke var hans force?

Undertegnede drikker sjældent det, mange forstår ved parkervine – og har man parkerpoints korrelation med høje priser in mente, skal man måske være glad for det.

Og der er vel ikke som sådan grund til at klandre Parker for, at hans smag går i en bestemt retning?

Kritikere har selvfølgelig hævdet, at Parkers indflydelse har gjort, at mange vinproducenter er begyndt at ændre deres vinifikationsstil for at please Parker – med en standardisering af vinverden til følge og måske en forandring af en regions vinstil.

Forklaringen tror jeg dog her i lige så høj grad skal findes i de mange nye vindrikkere, som er kommer til de seneste årtier. Vindrikning er blevet folkelig – og har som sådan også medført en “demokratisering” af vinens smag.

Når det i dag kan være svært at finde fransk vin i mange danske supermarkeder, mens argentinsk og chilensk vin fylder hyldemeter på hyldemeter, skyldes det næppe Parker, men nok snarere, at den bløde og afrundede karakter, som kendetegner disse vine, falder i manges smag.

Hvis man ikke deler denne smag, er der heldigvis stadig vine at få, som skiller sig ud fra denne stilistik. Smag er forskellig – og man skal ikke nødvendigvis se det som et problem.

Parkers svageste momenter er for mig da også, når han opførte sig som vindiktator – f.eks. den famøse strid med Jancis Robinson omkring Pavie 2003. Har beskyldte han basalt set Jancis Robinson for urent trav, fordi hun ikke delte Parkers begejstring for denne vin.

Jeg har ikke smagt Pavie i årgang 2003, så jeg kan ikke sige, hvem jeg ville være enig med (jeg hælder dog til Jancis Robinson…), men idéen om, at to i øvrigt kyndige vinjournalister ikke kan være uenige om en vins kvalitet, synes jeg ikke klæder Parker.

Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at Parker blev mere skinger med årene, men ovenstående hændelse vidner måske også om, at Parker og Parkers smag ikke længere var normdannende i 2000’erne – og at hans indflydelse var for nedadgående. Hans bastante holdning til naturvin kan vidne om det samme.

Hvis der altid har været en vis latent kritik af Parker og parkersmagen i Europa (som næppe kan sige sig fri for at være rodfæstet i det faktum, at Parker er amerikaner), så synes kritikken i 00’erne at have nået USAs forbrugere i form af en række film – eksplicit i Mondovino og implicit i Sideways, der gjorde det sofistikeret at drikke Pinot Noir og plebset at drikke Merlot.

Der er ingen tvivl og, at Parkers indflydelse i dette årtusinde stadig var – og er – stor, men ikke desto mindre er det svært ikke at føle, at tiden ikke længere var hans.

Parker var et korrektiv til vinjournalistikken på hans tid – med tiden blev der behov for et korrektiv til Parker selv. Den dag vil sikkert komme, hvor der igen bliver behov for de værdier, som Parker stod for i vinjournalistikken.

Sådan udvælger vi nye vine

Jeg bliver tit spurgt, hvordan vi finder og udvælger nye vine/producenter til porteføljen. Mange har en lidt romantisk idé om, at vi rejser rundt i vinområderne og dumper ind til mere eller mindre tilfældige producenter, som vi så falder for.

Det foregår imidlertid noget mere ordnet end som så. Ja, der er en vis “romantik” forbundet med valget af producenter (vi vil helst samarbejde med producenter, hvor vi føler, at der er en god kemi i mellem os), men ultimativt er der tale om en ret streng proces, hvor vi ikke lader følelserne løbe af med os.

De fleste producenter opdager vi på vinmesser. Vi foretrækker messer, der ikke er alt for store og som har et tema (f.eks. en region). Og gerne messer, der har en eller anden form for orden (mange messer er desværre håbløst kaotiske og har mere præg af alles kamp mod alle end af et egentligt forsøg på at skabe en god og indbringende oplevelse for indkøberne).

Før disse messer laver vi typisk research på de producenter, der er til stede (noget, der kan tage mange timer!). Selvom det selvfølgelig i sidste instans kommer an på smagen af vinen, kan man udlede meget af f.eks. hjemmesider – f.eks. om det virker til, at producenten er eksportegnet. Og selvfølgelig om producenten allerede importeres til Danmark.

Finder vi en producent, hvis vine vi bliver glade for – og hvor der er et godt forhold mellem pris og kvalitet -, beder vi om at få sendt prøver hjem. Vi køber aldrig vin hjem, som vi blot har smagt på en messe.

Når vinene er hjemkommet, lader vi dem stå et par uger (for at være sikre på, at de ikke er “transportsyge”) og smager dem så. Vi vil typisk være 3-4 smagere, men sjældne gange er det kun undertegnede, der smager.

Alle smagere giver vinen karakter efter Parkerskalaen og gennemsnittet udregnes. Opnår vinen ikke en vis karakter (som er afhængig af prisen), tager vi den aldrig hjem. Opnår alle eller de fleste af producentens vine den fornødne karakter, går vi videre med dem. Vine, der scorer fire eller flere point højere end minimumsscoren definerer vi som scoop – altså særligt gode vine til prisen. De er selvfølgelig ekstra interessante for os.

For de interesserede ser minimumscore sammenholdt med pris således ud:

Pris i kr.  Min. point  Scoop 
 <75 84 88
 76-100  85  89
 101-125  86  90
 126-150  87  91
 151-200  88  92
 201-250  89  93
 251-300  90  94
 301-350  91  95
 351-400  92  96
 401-500  93  97
 >500  94  98

Skulle nogen synes, at det er relativt lave minimumspoint, er det værd at have in mente, at når grupper smager vin, vil der altid være en tendens til, at gennemsnitsscoren – ikke mindst nær toppen – er lavere end, hvis det kun er én person, der bedømmer vinene.

Dertil skal lægges, at vi generelt er ret kritiske, når vi smager vine (en god egenskab, når man skal udvælge vin – ikke nødvendigvis, når man skal sælge den….).

Opnår størsteparten af en producents vine mindst minimumpoint – eller er mindst én vin et scoop -, går vi videre med dem, med mindre vi føler, at de ligger for tæt på noget, vi har i forvejen (men ikke er bedre).

Det er først på dette tidspunkt, at vi besøger producenten. Vi vil normalt besøge producenten, før vi vælger, om vi skal tage vinene hjem (for at se, hvordan de arbejder i mark og kældre – og i øvrigt finde ud af, om der er kemi i mellem os), men sjældne gange vælger vi at tage vine hjem, før vi har haft lejlighed til at besøge producenten. Det kan være fordi en topårgang er ved at være udsolgt, og vi i øvrigt har så stor tiltro til producenten, at vi ikke følger at det er nødvendigt at besøge dem først. Andre gange giver det simpelthen ikke logistisk mening af besøge dem i en overskuelig fremtid.

Dette er altså standardmåden, vi finder nye producenter og vine på – men der er selvfølgelig undtagelser. Måske smager vi en vin på en restaurant, som vi synes er spændende og kontakter efterfølgende producenten. Måske anbefaler en af vores nuværende producenter en kollega. Og selvfølgelig hænder det også, at vi læser om en producent, som vi finder så interessant, at vi opsøger dem alene på den baggrund.

Grundlæggende gælder det dog, at udvælgelsen af nye producenter og vine er en relativt lang proces, der selvfølgelig skal sikre, at vi ikke tager noget hjem, der viser sig at være fejlkøb.

Vi er dog ikke ufejlbarlige, så selvfølgelig sker det, at en vin viser sig ikke at leve op til forventningerne (ved f.eks. at udvikle sig uhensigtsmæssigt). Skulle en vin ved senere smagninger vise sig ikke at leve op til forventningerne og score mindre end minimumpoint, sætter vi den altid tilsvarende ned.