Silvaner – en underkendt druesort

Silvaner (eller sylvaner som den kaldes i Alsace) er i vores bog en af Tysklands vigtigste grønne druesorter – og særligt i det tørre segment kan den give nogle af Tysklands største hvidvine. 

Igennem mange år kæmpede druesorten imidlertid med et dårligt ry – her er f.eks. hvad Robert Parker skriver om den i 1995: 

“This unimpressive grape accounts for 10% of Germany’s vineyards and rarely results in anything interesting. Most Sylvaners either have a nasty vegetal streak to them or are simply dull and flat.”

Parker’s Wine Buyer’s Guide 5th Edition, p. 1068.

Og ja, for år tilbage kunne man ofte finde en muskat-agtig tone i mange silvanervine – noget jeg ikke har stødt på i mange år efterhånden. Dette skyldes formodentlig, at man i dag høster senere og opnår mere modne druer. 

Der er således næppe nogen druesort i Tyskland, som har set samme eksplosion i kvalitet de seneste år som netop silvaner. Det er da også værd at bemærke, at det nok (sammen med Weissburgunder) er den druesort, som bedst håndterer ‘Grosses Gewächs’-behandlingen – d.v.s. lave høstudbytter, lagring på mere eller mindre nye fade etc. 

Da jeg for nogle år tilbage holdt en silvaner-smagning med mit sædvanlige smagepanel opnåede vinene den højeste gennemsnitsscore nogensinde i smagepanelets historie. 

Stilistisk kan vinene i det øvre segment minde om stor hvid bourgogne – samme bredde i smagen og kombination af syre og frugt, mens de billigere silvanere er ligefremme og frugtige vine, som er gode madledsagere. 

I forhold til burgundersorterne – pinot blanc, pinot gris og chardonnay -, som ofte i Tyskland kan blive lidt tutti frutti-agtige i deres umedierede frugtighed, bevarer silvaner altid en mineralsk kerne.

Silvaners uofficielle hovedstad er Franken-regionen, hvor man længe har haft tradition for – og fokus på – silvaner. Jordbunden i de bedste marker her er keuper eller muschelkalk – begge jordbundstyper, som egner sig særdeles godt til tørre vine (fordi de sænker syreniveauet i druerne, men samtidig bibringer mineralitet). 

Der findes dog også andre regioner i Tyskland, som producerer glimrende silvaner-vine. Ikke mindst i det nordlige Rheinhessen er druesorten ganske udbredt (og man har en særlig klon – ofte benævnt grüner silvaner -, som man benytter her). Og faktisk er mange marker i det nordlige Rheinhessen præget af den samme muschelkalk, som man finder i Franken. Priserne ligger desuden noget lavere end i Franken, så de er gode alternativ for den prisbevidste bruger.

Også i Baden har jeg smagt op til flere interessante silvaner-vine – priserne ligger dog her i nærheden af Franken.

Elbling – Mosels ukendte druesort

De fleste vinelskere forbinder Mosel med rieslingvine fra stejle skiferskråninger – typisk med mere eller mindre sødme.

Bevæger vi os op af floden syd for Trier – der hvor den udgør grænsen mellem Tyskland og Luxembourg bliver jordbunden imidlertid en anden. Væk er skiferen og istedet træder det, som på tysk hedder muschelkalk – fossilholdig kalksten. 

Det betyder også, at riesling mister sin dominans og erstattes af primært burgunderdruesorterne – pinot blanc, pinot gris, auxerrois, chardonnay og pinot noir. 

Det er imidlertid en anden druesort, vi – med vores hang til vinøse fodnoter – finder mest interessant: Den lokale elbling. 

Det er en druesort, som tidligere var ganske udbredt i Tyskland, men som i dag primært findes her i ‘Obermosel’ (både på den tyske og luxembourgske bred).

 Som druesort kan elbling minde om melon de bourgogne, som kendes fra Muscadet. Som sidstnævnte kendetegnes den ved ikke at have særlige druekarakteristika, men til gengæld være utroligt god til at formidle terroir (det vil her i Obermosel først og fremmest sige mineralitet). 

Det er ikke en primadonna som riesling eller gewürztraminer, hvilket til gengæld gør den til en fremragende madvin. 

Og så er den – takket være dens relativt høje syre og neutrale smag – faktisk også meget velegnet til mousserende vin.

Det er vine, som de lokale vinbønder anbefaler, at man drikker unge – men jeg har en snigende mistanke om, at de bedste – i lighed med muscadet – holder væsentligt længere end man tror.

Blot til lyst

‘Øl er til tørst, ikke til trøst’ hed det for år tilbage i et slogan fra De Danske Bryggerier. Og sikken dog egentlig et trist slogan. 

Vin er ret beset hverken til de første eller det andet, men mest af alt til lyst. Vin er til glæde og fornøjelse – selvom vinnørden måske til tider næsten kan glemme det. 

Men der er også, vil jeg hævde, en særlig vin, som ikke blot er til glæde, men som man – nærmest som en pavlovsk refleks – netop har lyst til, når man er glad i låget. 

Når solen skinner, de lette sommerkjoler præger gadebilledet, og al ting summer og pibler; når verden er åben og ny, er der én særlig vin, som synes at krystallisere glæden og lysten: Tysk riesling. 

Og ikke blot tysk riesling, men en særlig type tysk riesling: Den liflige, lette og ligefremme. Om den er tør eller har restsødme er mindre vigtigt. 

I de seneste tyve-tredive år er man i Tyskland blevet mere og mere optaget af at gøre riesling til en seriøs, tør hvidvin. Kvaliteten, har man måtte forstå, skulle matche de bedste franske hvidvine (og gerne også priserne…). Det skulle være vine, som kritikerne kunne falde i svime over. Vine som var komplekse, fyldige og alvorlige. Eller om man vil: teutoniske.

Trofaste læsere af denne blog vil vide, at jeg er ganske kritisk over for denne type tysk riesling. Ikke at de ikke kan være alt det – komplekse, seriøse etc. -, men om de rent faktisk giver mere glæde end nogle af deres billigere og mere ligefremme søskende, vil jeg stille mig mere tvivlende overfor. 

Og så er der jo også det, at man kan få hvidvine med krop og muskler i Grosses Gewächs-stilen mange steder fra, men hvor kan man ellers få disse lette, liflige og underfundige hvidvine, som riesling kan præstere, når den ikke prøver at være ‘seriøs’?

Og hvilken anden vintype passer bedre til den tid, vi er ved at gå i møde?

Ahr dér

Ahrdalen i Tyskland er lidt af en vinøs kuriøsitet. Det er den nordligste vinregion i det tidligere Vesttyskland, men alligevel er fokus langt overvejende rødvin (ca. 90% af produktionen). Og – værd at tilføje – de bedste vine herfra hører til blandt de bedste rødvine i hele Tyskland.

Spätburgunder – a.k.a. Pinot Noir – er, fristes man til at sige: selvfølgelig, stjernen her, men der opnås også gode resultater med Frühburgunder (Pinot Madeleine) – og for den sags skyld også både Dornfelder og Portugieser.

Når vinene er bedst har de en nærmest magisk kombination af ynde og overdådighed – som at se en elefant balancere på et krystalglas.

Skiferjordbunden gør dem unikke i Pinot Noir-sammenhæng, når man ser bort fra Mosel, Saar og Ruwer – hvor stor Pinot Noir dog stadig mere er undtagelsen end reglen (og hvor de bedste Pinot Noir-vine ikke kommer fra skifer).

Man kan groft inddele Ahr i to dele: Det øvre Ahr (nær flodens udspring) og det nedre Ahr (ved udløbet til Rhinen). Førstnævnte har en større skiferandel og giver mere elegante vine, mens sidstnævnte har en mere rig jordbund, som giver fyldigere vine. Hvad man foretrækker, er i sidste ende en smagssag (vores smag går mod førstnævnte…).

Med under 600 hektar er Ahr en af Tysklands mindste vinregioner – og langt mindre end den anden vigtige rødvinsregion: Baden. Så meget mere interessant er det, at da undertegnede arrangerede en smagning af tysk Spätburgunder sammen med en række andre vinimportører og vinjournalister, hvor alle blev bedt om at tage deres bedste vine med, var der langt flere Ahrvine på bordet end Badenvine.

Det skal ikke tages som udtryk for, at Badenvinene er dårlige – så langt fra. De er blot mere generiske i deres Pinot Noir-udtryk. De er pålidelige, hvor Ahrvinene er vin uden sikkerhedsnet.

Det gør også, at der er et element af hasard ved at købe Ahrvine. Det er “hit-or-miss”. Vil man mindske risikoen for at få dårlig vin, kan man imidlertid starte med at fravælge de billigste vine (som ikke er så billige, når vi taler Ahr): Ahrvin har én raison d’être: At være storslået. Søger man god vin i mellemprislejet gør man derfor klogt i at kigge til Baden, Pfalz eller Rheinhessen i stedet. Her er simpelthen mere kvalitet for pengene i dette prisleje.

Når Ahrvine for alvor spiller er de imidlertid unikke – ikke blot i Tyskland, men i hele vinverdenen. Ingen anden vin kan for alvor sammenlignes med Ahrvinene, når de er bedst.

Smagning af Jean Fauxs rødvine

Smagning af 5 årgange af Jean Fauxs Sainte-Radegonde og 2 årgange af Les Sources

I anledning af min fødselsdag havde jeg inviteret en mindre flok vinvenner til smagning. Temaet var – traditionen tro – hemmeligt, men der var tale om en vertikalsmagning af rødvine fra en relativt ny producent i Viniversas portefølje: Jean Faux.

Vi er i den mere ukendte del af Bordeaux – appellationen er den simple Bordeaux Supérieur, og vi er i “Entre-deux-Mer”-delen, nærmere bestemt syd for St-Emilion på den anden side af Dordognefloden.

Vingården, som er et reelt “château”, har dog været kendt for vinproduktion i hvert fald 800 år tilbage i tiden.

Det er Pascal Collotte, som tidligere arbejdede med at sælge vintønder, som i 2002 overtog slottet og er manden, som er ansvarlig for den kvalitet, man har opnået igennem de seneste år.

Man arbejder økologisk og er i gang med biodynamisk certificering. Stilen er moderne med fokus på moden frugt – uden af den rygrad og struktur, man forventer af Bordeaux, er gået tabt.

Det er primært Merlot, som definerer vinene, med ca. 20% Cabernet Franc tilsat.

Vingården er allerede blevet lidt af en kritikerdarling – og både deres røde og hvide vine høster store roser.

Jeg kendte selvfølgelig selv en række af vinene, men der var også et par stykker, som jeg ikke havde smagt – jeg havde bedt dem sende lidt ældre årgange med, så vi kunne vurdere lagringspotentiale m.m.

Mine forventninger var ganske høje – og blev til fulde indfriet. Den mest bordeauxentusiastiske i selskabet skød på priserne omkring 450-500 kroner pr. flaske – hvilket unægteligt er højere end vores udsalgspriser.

Generelt var niveauet højt over hele linjen – og mange af vinene lå meget tæt pointmæssigt. Som det ofte går til den slags smagninger var der heller ikke enighed om placeringerne – omend der også var enighed om nogle vine.

Mine egne placeringer (med point i parentes faldt således):

Sainte-Radegonde 2015 (92 p.)
Sainte-Radegonde 2014 (91 p.)
Les Sources 2016 (91 p.)
Sainte-Radegonde 2016 (90 p.)
Les Sources 2015 (88 p.)
Sainte-Radegonde 2010 (87 p.)
Sainte-Radegonde 2011 (86 p.)

Specielt 1.-4. pladsen lå for mig meget tæt – og skiftede pladser i løbet af smagningen.

Der var en række konklusioner af drage:

  • Ingen af vinene viste nogen alderstegn – og der skulle altså næppe være problemer i at lagre disse vine 15-20 år fra høsten – i hvert fald i de bedre årgange (muligvis kortere for “andenvinen” Les Sources).
  • Sainte-Radegonde 2015 var den mest “moderne” i stilen med høj alkohol og fylde, mens Sainte-Radegonde 2014 var den mest klassiske med mere traditionelle aromaer af grønne pebre. Hvad man foretrækker, må i sidste instans være et spørgsmål om stil.
  • Vi var to smagere, som havde “andenvinen” Les Sources over “førstevinen” Sainte-Radegonde i 2016-årgangen – hvilket man selvfølgelig kan finde interessant. De to vine lå dog overordnet set meget tæt pointmæssigt og var meget unge, så at konkludere, at man bare kan købe Les Sources, er måske lidt forhastet. Det er også værd at bemærke, at der er tale om vin fra to forskellige marker (Sainte-Radegonde fra syd-sydøst vendte skråninger, Les Sources fra et plateau), så teknisk set er der ikke tale om første- og andenvine.
  • Der var lidt diskussion om, hvorvidt 2011’eren havde en lille smule prop, hvilket kan have trukket vurderingen ned. Jeg har dog smagt årgangen tidligere og var heller ikke der synderligt begejstret.
  • Det er tydeligt, at kvaliteten er steget de seneste årgange. Selvfølgelig skulle 2015 og 2016 være gode årgange på papiret – men det gælder f.eks. også årgang 2010, som ikke var på samme niveau. Man kan selvfølgelig diskutere, om det kan skyldes, at de er på et uheldigt stadie i deres udvikling, men umiddelbart tror jeg ikke, at det har spillet ind.

Barolo i november

Alting har, som det hedder i Prædikernes Bog, sin tid – og november er for denne vinnyder tiden for barolo.

For begge – november og barolo – gælder det, at det kræver en vis grad af masochisme at værdsætte dem. For barolos vedkommende fordi vinene – særligt i deres ungdom – besidder en ganske markant garvesyre, som er langt fra det moderne ideal om bløde “pleaser”-vine. 

Hvis barolo havde en spindoktor (og det havde barolo til en vis grad i 1990’erne) ville den få at vide, at den nok skulle dæmpe de rå kanter en smule og blive lidt mere imødekommende.

Det skete for så vidt også – delvist -, men der er stadig masser af genstridighed tilbage. Og faktisk har barolo de sidste 10-15 år bevæget sig mere og mere tilbage til sit oprindelige jeg. 

Det er og bliver vine, som vil dig noget, kræver din opmærksomhed. Vi er milevidt fra vinøs muzak, og når man drikker barolo, kan man næsten have følelsen af, at det er vinen, som bedømmer dig – ikke omvendt. 

Barolo er ikke blot en vin blandt andre vine – barolo er noget særligt. Der er et element af død over barolo (nogle af de typiske duftassociationer er visne roser og læder), og måske netop derfor synes barolo (ligesom november!) at kalde på eftertanke. Det er et vinøst memento mori.

Meget bordeaux synes at ældes uden synderlige ydre tegn (denne smager har ved flere blindsmagninger gættet bordeauxvine 20+ år for unge); barolo er anderledes – her fornemmer man alderen, rynkerne, men samtidig må man imponeres af, at vinen stadig er i live. Barolo er en overlever. 

Og barolo skal jo i øvrigt ikke sammenlignes med bordeaux – bourgogne er den oplagte sammenligning, selvom barolo har så meget mere garvesyre. Det er vine, som appellerer til hjertet, snarere end hjernen. Og hvor garvesyren er en integreret del af bordeauxvine, synes den på sær vis ikke at være en essentiel del af barolo. Det er en slags pynt – et ydre element, som ikke rør kernen af, hvad barolo er. 

Og hvad er så kernen af, hvad barolo er? Tja, det har vi jo resten af livet til at finde ud af…

Weingut Georg Gustav Huff kåret som “Riesling Champion 2019” af Vinum

Næppe var beskeden om, at Weingut Hofmanns Weissburgunder Eselpfad var kåret til Tysklands bedste Weissburgunder ved Mundus Vini Nordic-konkurrencen, indløbet, før der kom besked om, at endnu et af vores tyske vinhuse var blevet præmieret i Tyskland.

Denne gang er det Weingut Georg Gustav Huff, som i Tysklands førende vintidsskrift, Vinum, er blevet kåret som “Riesling Champion 2019” foran en lang række af Tysklands førende vinhuse.

Weingut Georg Gustav Huff (der er – i hvert fald – tre Huff-familier, som laver vin, så fornavnene er nødvendige) ligger i den lille landsby Schwabsburg, som er en forstad til Nierstein – Rheinhessens uden tvivl vigtigste vinby.

Dette – vigtigheden – skyldes ikke mindst den knold med rød sandsten kaldet “Roter Hang”, som findes lige nord for byen (og som strækker sig helt til Schwabsburg). De syd- og østvendte vinmarker på denne knold giver Rheinhessens bedste vine – og marker som f.eks. Hipping og Pettenthal har været kendt for deres kvalitet i flere århundreder.

Da vi i første omgang tog vinene fra Weingut Georg Gustav Huff hjem, var det ikke mindst p.g.a. det fantastiske forhold mellem pris og kvalitet. Vi er imidlertid mere og mere blevet overbevist om, at Huff simpelthen er den bedste producent i Nierstein-Schwabsburg – også når man kigger på kvalitet alene.

Det skulle den nylige pris vidne om.

De er ikke så kendte som vinene fra Kühling-Gillot eller så udfordrende som vinene fra Kai Schätzel, men kvaliteten er bare umådelig høj uanset årgang – og så er det vine, som lagrer bedre end de fleste af konkurrenternes – Jeg har hørt en producent fra Nierstein sige, at det var et karakteristika for vinene fra Roter Hang, at de antager den ældede petroleumstone allerede efter et års tid. Det oplever man imidlertid ikke med vinene fra Weingut Georg Gustav Huff, som selv efter 3-4 år stadig smager ungt.

Og så er det jo i øvrigt ikke kun med riesling, at de excellerer – også deres rødvine er fremragende, ligesom deres øvrige hvidvine også er en messe værd.

Og nej, man kommer altså heller ikke udenom priserne: Huffs vine ligger prismæssigt op til 50% under de fleste af konkurrenternes i Nierstein-Schwabsburg.

Kort sagt: Det er vine med et uhørt godt forhold mellem pris-kvalitet, som alle elskere af tysk vin burde stifte bekendtskab med.

Weissburgunder – Tyskland oversete druesort

Weissburgunder er det tyske navn for Pinot Blanc, så det er ikke som sådan en tysk druesort, men her skal det handle om de resultater, druesorten opnår i Tyskland – hvor den hører til blandt de mest undervurderede druesorter efter vores ydmyge mening.

Der er mange andre undervurderede tyske druesorter, men Weissburgunder er i vores optik den druesort, som er mest undervurderet i Tyskland selv.

De resultater, man i dag opnår med druesorten i Baden, Pfalz og Rheinhessen, kan måle sig med de bedste hvidvine på verdensplan.

Det er en druesort, som reagerer godt på fadlagring – også eventuelt på nye fade -, samtidig med at den bevarer en grundlæggende elegance, som man godt kan savne i f.eks. Grauburgunder – a.k.a. Pinot Gris -, som ikke mindst i Baden ofte kan give tunge og uharmoniske vine.

Vi er således heller ikke tvivl om, at Weissburgunder giver Badens bedste vine – uanset farve.

Det er i vor optik de hvidvine, som kommer tættest på hvid Bourgogne i stil (endda tættere en Chardonnay, som er begyndt at blive populær i Tyskland). De bedste tyske Weissburgunder-vine giver således denne smager mindelser til Puligny-Montrachet eller Meursault med deres elegante stil.

Deres lagringsevner er generelt på linje med Silvaner og tør Riesling – det vil sige de bedste eksemplarer klarer snildt 10-15 års lagring – muligvis mere.

I modsætning til Riesling, som ‘Grosses Gewächs’-behandlingen (lave høstudbytter m.m.) ikke gør noget godt, viser Weissburgunder for alvor sit værd i Grosses Gewächs-udgaverne (eller tilsvarende udgaver fra ikke-VdP-medlemmer).

Og nej, de har ikke samme umiddelbare charme, som Riesling kan have i det lidt mere friske segment – til gengæld har de en kompleksitet og balance, som det er svært ikke at blive forført af.

Stor smagning af tysk Spätburgunder

Foto: @ Kim Lund Johansen

I februar i år deltog jeg i en stor Spätburgundersmagning med en række andre branchefolk samt et par vinbloggere.

Smagningen kom i stand på baggrund af en tilsvarende (lidt skuffende) smagning af Frühburgunder, som gav anledning til at undersøge, om Spätburgunder ville klare sig bedre.

Der var tale om en åben smagning, hvor hver smager tog et par vine med (med den underforståede aftale, at der var tale om Spätburgundere fra øverste hylde).

Der var på forhånd lidt snak om hvilke vine, vi hver især tog med, så smagningen var ikke “dobbeltblind”. Der blev også gjort et vist forsøg på at få spredning i feltet, men som det fremgår af det følgende, var der et klart favoritområde blandt de deltagende smagere.

Som nedenstående liste bevidner, var der generelt tale om nogle af Tyskland mest feterede producenter og vine – og typisk var der tale om en af producentens bedste vine, hvis ikke simpelthen den bedste / dyreste – hvilket for VdP producenternes vedkommende normalt ville sige deres Grosses Gewächs-vine.

Og her må jeg så personligt indrømme, at jeg har lidt samme forhold til tysk Spätburgunder, som jeg har til tør tysk Riesling: Jeg føler ikke, at man nødvendigvis får specielt meget ekstra ved at gå op i pris – og er derfor også lidt skeptisk over for hele GG-fænomenet.

Faktisk synes jeg tit, at jeg oplever, at en producents Spätburgundere på niveauerne lavere end GG (eller tilsvarende for ikke VdP-producenter) ikke nødvendigvis står meget tilbage for GG’erne.

Generelt må det dog siges, at niveauet til denne smagning var ganske højt (til trods for de noget konservative pointtal) – om end man i visse tilfælde kan spørge, om kvaliteten retfærdiggør prisen – top tysk Spätburgunder er ikke længere billig.

I alt deltog 18 vine. Man kan pege på, at vi manglede et par af “de store kanoner” (i min bog måske først og fremmest Huber), men alt i alt var det meget tæt på at være den etablerede top af tysk Spätburgunder + et par jokere (som i et par tilfælde klarede sig forbavsende godt).

Før vi går til resultatet af smagningen her et par personlige konklusioner:

  • Baden (der indrømmet måske var lidt underrepræsenteret) stod relativt svagt i smagningen – med Dr. Hegers voldsomt dyre Häusleboden som bedste vin på en niendeplads.
  • Rheinhessen stod på den anden side stærkt med hhv. en anden- og en fjerdeplads til de to deltagende vine. Ikke mindst med prisen in mente må det siges at være en ganske flot præstation (og vi er i Viniversa selvfølgelig glade for, at “vores” Huff Rosenberg kom ind på en flot andenplads).
  • Der er stor begejstring for vinene fra Ahr blandt deltagerne – hvad antallet af deltagende vine skulle røbe. Flere havde også Kriechel på en 1. plads ved Frühburgundersmagningen (inklusiv undertegnede), og den løb altså også med førstepladsen her. “Vores” Deutzerhof tog flot revanche med en 3. plads efter en lidt skuffende forestilling i Frühburgundersmagningen, mens Stoddens bundplacering må siges at være en overraskelse.
  • Jeg havde personligt højere forventninger til Molitor, som jeg tidligere har været glad for, men her skuffende den altså lidt. Moselvinene skilte sig klart ud ved deres lettere stil.
  • De to ældre flasker (Heger 2007 og Adeneuer 2006) var ganske udviklede, hvilket demonstrerer for mig, at Spätburgunder på GG niveau ikke nødvendigvis lagrer bedre end Spätburgundere på lavere niveauer (jeg har drukket 10 år gamle udgaver af Hegers negociant-spätburgunder Vitus, som var mindst ligeså levende som Hegers GG).

Og så til placeringerne (pointene i parentes er et gennemsnit blandt de 8 smagere på Parkerskalaen):

1. Kriechel Sonnenberg R 2015 (Ahr) – 91,88 point
2. Huff Rosenberg Alte Reben 2015 (Rheinhessen) – 91,25 point
3. Deutzerhof Mönchberg GG 2012 (Ahr) – 90,75 point
4. Wasem Sonnenhang 2016 (Rheinhessen) 90,38 point
5/6. Knipser Mandelpfad 2012 (Pfalz) – 90,25 point
5/6. Maibachfarm Silberberg 2015 (Ahr) – 90,25 point
7. Fürst Schlossberg GG 2014 (Franken) 89,75 point
8. Thanisch 2015 (Mosel) – 89,5 point
9. Dr. Heger Häusleboden GG 2015 (Baden) 89,38 point
10/11. Kaufmann 2015 (Rheingau) 89,25 point
10/11. Dautel Forstberg 2014 (Württemberg) – 89,25 point
12. Molitor Brauneberger Mandelgraben ** 2015 (Mosel) – 89 point
13. Adeneuer Neuenahrer Sonnenberg 2006 (Ahr) – 88,5 point
14/16. Adeneuer Rosenthal GG 2015 (Ahr) – 87,75 point
14/16. Bercher Bürkheimer Feuerberg 2014 (Baden) – 87,75 point
14/16. Schloss Proschwitz 2011 (Sachsen) – 87,75 point
17. Dr. Heger Ihringer Winklerberg GG 2007 (Baden) – 87,5 point
18. Jean Stodden Alte Reben 2015 (Ahr) – 87,25 point

Du finder en oversigt over Viniversas Spätburgundervine her.

Mit problem med Grosses Gewächs-Riesling

Et udvalg af de GG-Rieslinge, som har fundet vej til Viniversas portefølje gennem årene.

Ja, jeg har et problem med Riesling Grosses Gewächs-vine – et problem, som er blevet klarere og klarere for mig igennem den seneste årrække, og som er blevet forstærket gennem smagninger af disse vine.

Først lige en forklaring: Grosses Gewächs er en betegnelse, som er blevet indført af den private VdP-sammenslutning (VdP står for Verein deutscher Prädikatsweingüter).

VdP tæller lidt over 200 af Tysklands bedste producenter (få fortjener muligvis ikke at være med i sammenslutningen, hvis man kigger på kvaliteten af deres vine – og mange, som i dag står udenfor, kunne ud fra samme parameter være medlemmer).

Det er en utrolig magtfuld organisation, som på mange måder er toneangivende for udviklingen inden for tysk vin.

De indførte Grosses Gewächs-kategorien i en bestræbelse på at efterligne f.eks. Bourgogne Grand Cru.

Den dækker således tørre vine med begrænset høstudbytte fra særligt udvalgte marker (kaldet Grosse Lage), som lagres ekstra tid og først kan frigives i september året af høsten (for de hvide vine).

Forskellige druesorter kan bruges til Grosses Gewächs-vine (inden for hver region er det defineret hvilke druesorter, som kan bruges i GG-vinene). Mest udbredt er Riesling og Spätburgunder, men også f.eks. Silvaner, Weissburgunder, Grauburgunder, Chardonnay og Lemberger kan sine steder bruges til GG-vinene.

Her skal det specifikt dreje sig om GG-vinene på Riesling, som om nogle har været med til at tegne de tyske vinscene de sidste 10-15 år.

Det er altså – i hvert fald på overfladen – en succeshistorie. Ikke blot har GG-vinene tegnet tysk vin de seneste 10-15 år, de har også nået et prisniveau, som tidligere var uhørt for tør Riesling (det meste GG-Riesling ligger i dag fra kr. 300,- og opefter).

Mange producenter uden for VdP har således også efterlignet GG-vinene og laver vine efter samme principper. I den grad, hvor disse vine ligner GG-Rieslingvinene fra VdP, er de en del af “mit problem”.

Så hvad er mit problem?

Lad mig først og fremmest sige, at jeg mener, at Riesling opnår sit højeste potentiale med en eller anden form for restsødme – typisk i de klassiske prädikater Kabinett, Spätlese og Auslese.

Riesling på Feinherb-niveau (d.v.s. lige og den tekniske grænse for, hvornår Riesling er tør), er næsten uddød i Tyskland, men giver ofte bedre vine end de helt tørre udgaver (Ikke mindst i Mosel). Spontangæres Riesling vil den i øvrigt ofte ende sin gæring på Feinherb-niveau – og ofte er vinmagere nødt til at tilsætte kulturgær, for at få vinen til at gære ud.

Det betyder ikke, at der ikke kan være plads til tør Riesling, men jeg har aldrig smagt en GG-Riesling (og jeg har smagt langt de fleste…), som kunne måle sig med de bedste Spätleser eller Ausleser – eller for den sags skyld gode feinherbe Mosel-Rieslinge.

Der er dog, som nævnt, absolut en plads til tør Riesling. Ikke mindst mener jeg, at de i prislejet omkring de 100-150,- kr. leverer nogle af de mest tilfredsstillende hvidvine i dag.

Det er vine med en liflig charme og friskhed, som det er svært at modstå. Det er ikke hyperkomplekse vine, men de leverer det, de skal – hvilket vil sige friskhed, lethed og (relativt) lav alkohol.

Alle disse tre aspekter mister man ofte på GG-niveauet.

De lavere høstudbytter og den længere lagring giver mere koncentrerede og komplekse vine, som ikke besidder den umiddelbare lethed og charme, som de billigere vine har.

Spørgsmålet er så, om det, de vinder, opvejer det, de mister.

I langt de fleste tilfælde vil jeg sige: Nej.

Ja, de opnår en større kompleksitet, men jeg vil hævde, at man I det prisleje, som GG-Riesling er nået op i, kan få mere komplekse vine, hvis man kigger mod f.eks. Chenin Blanc-vinene fra Loire – eller sågar hvid Bourgogne.

Hvad GG-Rieslingvinene IKKE opnår er større lagringsevne. Faktisk vil jeg hævde, at mange GG-Rieslingvine lagrer dårligere end billigere Rieslingvine fra de samme producenter.

Specielt antager mange GG-Rieslingvine den udviklede petroleumsnote allerede et par år efter høsten – ja, nogle gange har de allerede denne tone ved frigivelsen.

Der er selvfølgelig dem, der elsker Riesling for netop denne tone, men for dem af os, der ser petroleumsnoter som et lidt vulgært pubertetstræk, er det et problem (jeg har i øvrigt aldrig mødt en tysk producent, som var glad for petroleumsnoten i Riesling, lige så lidt som Loireproducenter holder af, når deres Chenin Blanc-vine har den famøse “Chenasse”-tone).

Det er da også de færreste GG-Rieslinge, som har godt af mere end 10 års lagring – i modsætning til både de bedste loireske Chenin Blanc-vine og top-burgundisk Chardonnay. Jeg vil således også som udgangspunkt anbefale, at man drikker GG-Riesling, når de er unge.

Jeg savner også letheden i GG-vinene. Bevares, det er i dag sjældent at se tysk GG-Riesling med 14% alkohol, som man kunne se det for 5-10 år siden, men stadig har vinene en tyngde, som jeg ikke nødvendigvis synes klæder Riesling.

Betyder det, at GG-kategorien ikke har gjort noget godt for tysk vin?

Nej, vil jeg hævde. Kategorien har absolut sin berettigelse og har hævet niveauet meget – blot ikke for Riesling.

Der, hvor den har haft sin berettigelse, er med Silvaner og Weissburgunder GG. Og dette i en grad, så disse vine i min optik er de bedste tørre hvidvine, som produceres i Tyskland i dag.

Spätburgunder GG finder jeg – i lighed med Riesling – problematisk. Ofte smager GG-Spätburgundervine efter 7-8 år ikke specielt meget anderledes end samme producents billigere Spätburgundervine – og som unge er de ofte dominerede af fadpræg. Dertil er prisen ofte på et niveau, hvor man kan få bedre alternativer i New Zealand, USA eller – ja! – Bourgogne. Så igen vil jeg anbefale, at man kigger efter de billigere udgaver – Orts- eller gutswein.

Alt dette lyder måske unuanceret. Og ja, selvfølgelig findes der undtagelser – GG-Rieslinge, som faktisk leverer. Det er imidlertid vine, som jeg finder mere imponerende end egentlig charmerende.

Og kigger jeg på mit eget vinforbrug kommer der næsten aldrig GG-Riesling på bordet – hvilket vel også er meget sigende for en vinimportør med GG-Riesling i porteføljen…

Vil du læse en lignende – men langt mere udførlig og akademisk – kritik af Grosses Gewächs, kan du se denne artikel af David Schildknecht.