Barolo i november

Alting har, som det hedder i Prædikernes Bog, sin tid – og november er for denne vinnyder tiden for barolo.

For begge – november og barolo – gælder det, at det kræver en vis grad af masochisme at værdsætte dem. For barolos vedkommende fordi vinene – særligt i deres ungdom – besidder en ganske markant garvesyre, som er langt fra det moderne ideal om bløde “pleaser”-vine. 

Hvis barolo havde en spindoktor (og det havde barolo til en vis grad i 1990’erne) ville den få at vide, at den nok skulle dæmpe de rå kanter en smule og blive lidt mere imødekommende.

Det skete for så vidt også – delvist -, men der er stadig masser af genstridighed tilbage. Og faktisk har barolo de sidste 10-15 år bevæget sig mere og mere tilbage til sit oprindelige jeg. 

Det er og bliver vine, som vil dig noget, kræver din opmærksomhed. Vi er milevidt fra vinøs muzak, og når man drikker barolo, kan man næsten have følelsen af, at det er vinen, som bedømmer dig – ikke omvendt. 

Barolo er ikke blot en vin blandt andre vine – barolo er noget særligt. Der er et element af død over barolo (nogle af de typiske duftassociationer er visne roser og læder), og måske netop derfor synes barolo (ligesom november!) at kalde på eftertanke. Det er et vinøst memento mori.

Meget bordeaux synes at ældes uden synderlige ydre tegn (denne smager har ved flere blindsmagninger gættet bordeauxvine 20+ år for unge); barolo er anderledes – her fornemmer man alderen, rynkerne, men samtidig må man imponeres af, at vinen stadig er i live. Barolo er en overlever. 

Og barolo skal jo i øvrigt ikke sammenlignes med bordeaux – bourgogne er den oplagte sammenligning, selvom barolo har så meget mere garvesyre. Det er vine, som appellerer til hjertet, snarere end hjernen. Og hvor garvesyren er en integreret del af bordeauxvine, synes den på sær vis ikke at være en essentiel del af barolo. Det er en slags pynt – et ydre element, som ikke rør kernen af, hvad barolo er. 

Og hvad er så kernen af, hvad barolo er? Tja, det har vi jo resten af livet til at finde ud af…

Weingut Georg Gustav Huff kåret som “Riesling Champion 2019” af Vinum

Næppe var beskeden om, at Weingut Hofmanns Weissburgunder Eselpfad var kåret til Tysklands bedste Weissburgunder ved Mundus Vini Nordic-konkurrencen, indløbet, før der kom besked om, at endnu et af vores tyske vinhuse var blevet præmieret i Tyskland.

Denne gang er det Weingut Georg Gustav Huff, som i Tysklands førende vintidsskrift, Vinum, er blevet kåret som “Riesling Champion 2019” foran en lang række af Tysklands førende vinhuse.

Weingut Georg Gustav Huff (der er – i hvert fald – tre Huff-familier, som laver vin, så fornavnene er nødvendige) ligger i den lille landsby Schwabsburg, som er en forstad til Nierstein – Rheinhessens uden tvivl vigtigste vinby.

Dette – vigtigheden – skyldes ikke mindst den knold med rød sandsten kaldet “Roter Hang”, som findes lige nord for byen (og som strækker sig helt til Schwabsburg). De syd- og østvendte vinmarker på denne knold giver Rheinhessens bedste vine – og marker som f.eks. Hipping og Pettenthal har været kendt for deres kvalitet i flere århundreder.

Da vi i første omgang tog vinene fra Weingut Georg Gustav Huff hjem, var det ikke mindst p.g.a. det fantastiske forhold mellem pris og kvalitet. Vi er imidlertid mere og mere blevet overbevist om, at Huff simpelthen er den bedste producent i Nierstein-Schwabsburg – også når man kigger på kvalitet alene.

Det skulle den nylige pris vidne om.

De er ikke så kendte som vinene fra Kühling-Gillot eller så udfordrende som vinene fra Kai Schätzel, men kvaliteten er bare umådelig høj uanset årgang – og så er det vine, som lagrer bedre end de fleste af konkurrenternes – Jeg har hørt en producent fra Nierstein sige, at det var et karakteristika for vinene fra Roter Hang, at de antager den ældede petroleumstone allerede efter et års tid. Det oplever man imidlertid ikke med vinene fra Weingut Georg Gustav Huff, som selv efter 3-4 år stadig smager ungt.

Og så er det jo i øvrigt ikke kun med riesling, at de excellerer – også deres rødvine er fremragende, ligesom deres øvrige hvidvine også er en messe værd.

Og nej, man kommer altså heller ikke udenom priserne: Huffs vine ligger prismæssigt op til 50% under de fleste af konkurrenternes i Nierstein-Schwabsburg.

Kort sagt: Det er vine med et uhørt godt forhold mellem pris-kvalitet, som alle elskere af tysk vin burde stifte bekendtskab med.

Weissburgunder – Tyskland oversete druesort

Weissburgunder er det tyske navn for Pinot Blanc, så det er ikke som sådan en tysk druesort, men her skal det handle om de resultater, druesorten opnår i Tyskland – hvor den hører til blandt de mest undervurderede druesorter efter vores ydmyge mening.

Der er mange andre undervurderede tyske druesorter, men Weissburgunder er i vores optik den druesort, som er mest undervurderet i Tyskland selv.

De resultater, man i dag opnår med druesorten i Baden, Pfalz og Rheinhessen, kan måle sig med de bedste hvidvine på verdensplan.

Det er en druesort, som reagerer godt på fadlagring – også eventuelt på nye fade -, samtidig med at den bevarer en grundlæggende elegance, som man godt kan savne i f.eks. Grauburgunder – a.k.a. Pinot Gris -, som ikke mindst i Baden ofte kan give tunge og uharmoniske vine.

Vi er således heller ikke tvivl om, at Weissburgunder giver Badens bedste vine – uanset farve.

Det er i vor optik de hvidvine, som kommer tættest på hvid Bourgogne i stil (endda tættere en Chardonnay, som er begyndt at blive populær i Tyskland). De bedste tyske Weissburgunder-vine giver således denne smager mindelser til Puligny-Montrachet eller Meursault med deres elegante stil.

Deres lagringsevner er generelt på linje med Silvaner og tør Riesling – det vil sige de bedste eksemplarer klarer snildt 10-15 års lagring – muligvis mere.

I modsætning til Riesling, som ‘Grosses Gewächs’-behandlingen (lave høstudbytter m.m.) ikke gør noget godt, viser Weissburgunder for alvor sit værd i Grosses Gewächs-udgaverne (eller tilsvarende udgaver fra ikke-VdP-medlemmer).

Og nej, de har ikke samme umiddelbare charme, som Riesling kan have i det lidt mere friske segment – til gengæld har de en kompleksitet og balance, som det er svært ikke at blive forført af.

Stor smagning af tysk Spätburgunder

Foto: @ Kim Lund Johansen

I februar i år deltog jeg i en stor Spätburgundersmagning med en række andre branchefolk samt et par vinbloggere.

Smagningen kom i stand på baggrund af en tilsvarende (lidt skuffende) smagning af Frühburgunder, som gav anledning til at undersøge, om Spätburgunder ville klare sig bedre.

Der var tale om en åben smagning, hvor hver smager tog et par vine med (med den underforståede aftale, at der var tale om Spätburgundere fra øverste hylde).

Der var på forhånd lidt snak om hvilke vine, vi hver især tog med, så smagningen var ikke “dobbeltblind”. Der blev også gjort et vist forsøg på at få spredning i feltet, men som det fremgår af det følgende, var der et klart favoritområde blandt de deltagende smagere.

Som nedenstående liste bevidner, var der generelt tale om nogle af Tyskland mest feterede producenter og vine – og typisk var der tale om en af producentens bedste vine, hvis ikke simpelthen den bedste / dyreste – hvilket for VdP producenternes vedkommende normalt ville sige deres Grosses Gewächs-vine.

Og her må jeg så personligt indrømme, at jeg har lidt samme forhold til tysk Spätburgunder, som jeg har til tør tysk Riesling: Jeg føler ikke, at man nødvendigvis får specielt meget ekstra ved at gå op i pris – og er derfor også lidt skeptisk over for hele GG-fænomenet.

Faktisk synes jeg tit, at jeg oplever, at en producents Spätburgundere på niveauerne lavere end GG (eller tilsvarende for ikke VdP-producenter) ikke nødvendigvis står meget tilbage for GG’erne.

Generelt må det dog siges, at niveauet til denne smagning var ganske højt (til trods for de noget konservative pointtal) – om end man i visse tilfælde kan spørge, om kvaliteten retfærdiggør prisen – top tysk Spätburgunder er ikke længere billig.

I alt deltog 18 vine. Man kan pege på, at vi manglede et par af “de store kanoner” (i min bog måske først og fremmest Huber), men alt i alt var det meget tæt på at være den etablerede top af tysk Spätburgunder + et par jokere (som i et par tilfælde klarede sig forbavsende godt).

Før vi går til resultatet af smagningen her et par personlige konklusioner:

  • Baden (der indrømmet måske var lidt underrepræsenteret) stod relativt svagt i smagningen – med Dr. Hegers voldsomt dyre Häusleboden som bedste vin på en niendeplads.
  • Rheinhessen stod på den anden side stærkt med hhv. en anden- og en fjerdeplads til de to deltagende vine. Ikke mindst med prisen in mente må det siges at være en ganske flot præstation (og vi er i Viniversa selvfølgelig glade for, at “vores” Huff Rosenberg kom ind på en flot andenplads).
  • Der er stor begejstring for vinene fra Ahr blandt deltagerne – hvad antallet af deltagende vine skulle røbe. Flere havde også Kriechel på en 1. plads ved Frühburgundersmagningen (inklusiv undertegnede), og den løb altså også med førstepladsen her. “Vores” Deutzerhof tog flot revanche med en 3. plads efter en lidt skuffende forestilling i Frühburgundersmagningen, mens Stoddens bundplacering må siges at være en overraskelse.
  • Jeg havde personligt højere forventninger til Molitor, som jeg tidligere har været glad for, men her skuffende den altså lidt. Moselvinene skilte sig klart ud ved deres lettere stil.
  • De to ældre flasker (Heger 2007 og Adeneuer 2006) var ganske udviklede, hvilket demonstrerer for mig, at Spätburgunder på GG niveau ikke nødvendigvis lagrer bedre end Spätburgundere på lavere niveauer (jeg har drukket 10 år gamle udgaver af Hegers negociant-spätburgunder Vitus, som var mindst ligeså levende som Hegers GG).

Og så til placeringerne (pointene i parentes er et gennemsnit blandt de 8 smagere på Parkerskalaen):

1. Kriechel Sonnenberg R 2015 (Ahr) – 91,88 point
2. Huff Rosenberg Alte Reben 2015 (Rheinhessen) – 91,25 point
3. Deutzerhof Mönchberg GG 2012 (Ahr) – 90,75 point
4. Wasem Sonnenhang 2016 (Rheinhessen) 90,38 point
5/6. Knipser Mandelpfad 2012 (Pfalz) – 90,25 point
5/6. Maibachfarm Silberberg 2015 (Ahr) – 90,25 point
7. Fürst Schlossberg GG 2014 (Franken) 89,75 point
8. Thanisch 2015 (Mosel) – 89,5 point
9. Dr. Heger Häusleboden GG 2015 (Baden) 89,38 point
10/11. Kaufmann 2015 (Rheingau) 89,25 point
10/11. Dautel Forstberg 2014 (Württemberg) – 89,25 point
12. Molitor Brauneberger Mandelgraben ** 2015 (Mosel) – 89 point
13. Adeneuer Neuenahrer Sonnenberg 2006 (Ahr) – 88,5 point
14/16. Adeneuer Rosenthal GG 2015 (Ahr) – 87,75 point
14/16. Bercher Bürkheimer Feuerberg 2014 (Baden) – 87,75 point
14/16. Schloss Proschwitz 2011 (Sachsen) – 87,75 point
17. Dr. Heger Ihringer Winklerberg GG 2007 (Baden) – 87,5 point
18. Jean Stodden Alte Reben 2015 (Ahr) – 87,25 point

Du finder en oversigt over Viniversas Spätburgundervine her.

Mit problem med Grosses Gewächs-Riesling

Et udvalg af de GG-Rieslinge, som har fundet vej til Viniversas portefølje gennem årene.

Ja, jeg har et problem med Riesling Grosses Gewächs-vine – et problem, som er blevet klarere og klarere for mig igennem den seneste årrække, og som er blevet forstærket gennem smagninger af disse vine.

Først lige en forklaring: Grosses Gewächs er en betegnelse, som er blevet indført af den private VdP-sammenslutning (VdP står for Verein deutscher Prädikatsweingüter).

VdP tæller lidt over 200 af Tysklands bedste producenter (få fortjener muligvis ikke at være med i sammenslutningen, hvis man kigger på kvaliteten af deres vine – og mange, som i dag står udenfor, kunne ud fra samme parameter være medlemmer).

Det er en utrolig magtfuld organisation, som på mange måder er toneangivende for udviklingen inden for tysk vin.

De indførte Grosses Gewächs-kategorien i en bestræbelse på at efterligne f.eks. Bourgogne Grand Cru.

Den dækker således tørre vine med begrænset høstudbytte fra særligt udvalgte marker (kaldet Grosse Lage), som lagres ekstra tid og først kan frigives i september året af høsten (for de hvide vine).

Forskellige druesorter kan bruges til Grosses Gewächs-vine (inden for hver region er det defineret hvilke druesorter, som kan bruges i GG-vinene). Mest udbredt er Riesling og Spätburgunder, men også f.eks. Silvaner, Weissburgunder, Grauburgunder, Chardonnay og Lemberger kan sine steder bruges til GG-vinene.

Her skal det specifikt dreje sig om GG-vinene på Riesling, som om nogle har været med til at tegne de tyske vinscene de sidste 10-15 år.

Det er altså – i hvert fald på overfladen – en succeshistorie. Ikke blot har GG-vinene tegnet tysk vin de seneste 10-15 år, de har også nået et prisniveau, som tidligere var uhørt for tør Riesling (det meste GG-Riesling ligger i dag fra kr. 300,- og opefter).

Mange producenter uden for VdP har således også efterlignet GG-vinene og laver vine efter samme principper. I den grad, hvor disse vine ligner GG-Rieslingvinene fra VdP, er de en del af “mit problem”.

Så hvad er mit problem?

Lad mig først og fremmest sige, at jeg mener, at Riesling opnår sit højeste potentiale med en eller anden form for restsødme – typisk i de klassiske prädikater Kabinett, Spätlese og Auslese.

Riesling på Feinherb-niveau (d.v.s. lige og den tekniske grænse for, hvornår Riesling er tør), er næsten uddød i Tyskland, men giver ofte bedre vine end de helt tørre udgaver (Ikke mindst i Mosel). Spontangæres Riesling vil den i øvrigt ofte ende sin gæring på Feinherb-niveau – og ofte er vinmagere nødt til at tilsætte kulturgær, for at få vinen til at gære ud.

Det betyder ikke, at der ikke kan være plads til tør Riesling, men jeg har aldrig smagt en GG-Riesling (og jeg har smagt langt de fleste…), som kunne måle sig med de bedste Spätleser eller Ausleser – eller for den sags skyld gode feinherbe Mosel-Rieslinge.

Der er dog, som nævnt, absolut en plads til tør Riesling. Ikke mindst mener jeg, at de i prislejet omkring de 100-150,- kr. leverer nogle af de mest tilfredsstillende hvidvine i dag.

Det er vine med en liflig charme og friskhed, som det er svært at modstå. Det er ikke hyperkomplekse vine, men de leverer det, de skal – hvilket vil sige friskhed, lethed og (relativt) lav alkohol.

Alle disse tre aspekter mister man ofte på GG-niveauet.

De lavere høstudbytter og den længere lagring giver mere koncentrerede og komplekse vine, som ikke besidder den umiddelbare lethed og charme, som de billigere vine har.

Spørgsmålet er så, om det, de vinder, opvejer det, de mister.

I langt de fleste tilfælde vil jeg sige: Nej.

Ja, de opnår en større kompleksitet, men jeg vil hævde, at man I det prisleje, som GG-Riesling er nået op i, kan få mere komplekse vine, hvis man kigger mod f.eks. Chenin Blanc-vinene fra Loire – eller sågar hvid Bourgogne.

Hvad GG-Rieslingvinene IKKE opnår er større lagringsevne. Faktisk vil jeg hævde, at mange GG-Rieslingvine lagrer dårligere end billigere Rieslingvine fra de samme producenter.

Specielt antager mange GG-Rieslingvine den udviklede petroleumsnote allerede et par år efter høsten – ja, nogle gange har de allerede denne tone ved frigivelsen.

Der er selvfølgelig dem, der elsker Riesling for netop denne tone, men for dem af os, der ser petroleumsnoter som et lidt vulgært pubertetstræk, er det et problem (jeg har i øvrigt aldrig mødt en tysk producent, som var glad for petroleumsnoten i Riesling, lige så lidt som Loireproducenter holder af, når deres Chenin Blanc-vine har den famøse “Chenasse”-tone).

Det er da også de færreste GG-Rieslinge, som har godt af mere end 10 års lagring – i modsætning til både de bedste loireske Chenin Blanc-vine og top-burgundisk Chardonnay. Jeg vil således også som udgangspunkt anbefale, at man drikker GG-Riesling, når de er unge.

Jeg savner også letheden i GG-vinene. Bevares, det er i dag sjældent at se tysk GG-Riesling med 14% alkohol, som man kunne se det for 5-10 år siden, men stadig har vinene en tyngde, som jeg ikke nødvendigvis synes klæder Riesling.

Betyder det, at GG-kategorien ikke har gjort noget godt for tysk vin?

Nej, vil jeg hævde. Kategorien har absolut sin berettigelse og har hævet niveauet meget – blot ikke for Riesling.

Der, hvor den har haft sin berettigelse, er med Silvaner og Weissburgunder GG. Og dette i en grad, så disse vine i min optik er de bedste tørre hvidvine, som produceres i Tyskland i dag.

Spätburgunder GG finder jeg – i lighed med Riesling – problematisk. Ofte smager GG-Spätburgundervine efter 7-8 år ikke specielt meget anderledes end samme producents billigere Spätburgundervine – og som unge er de ofte dominerede af fadpræg. Dertil er prisen ofte på et niveau, hvor man kan få bedre alternativer i New Zealand, USA eller – ja! – Bourgogne. Så igen vil jeg anbefale, at man kigger efter de billigere udgaver – Orts- eller gutswein.

Alt dette lyder måske unuanceret. Og ja, selvfølgelig findes der undtagelser – GG-Rieslinge, som faktisk leverer. Det er imidlertid vine, som jeg finder mere imponerende end egentlig charmerende.

Og kigger jeg på mit eget vinforbrug kommer der næsten aldrig GG-Riesling på bordet – hvilket vel også er meget sigende for en vinimportør med GG-Riesling i porteføljen…

Vil du læse en lignende – men langt mere udførlig og akademisk – kritik af Grosses Gewächs, kan du se denne artikel af David Schildknecht.

Korsikas vine – bedre end du tror! 1. del

For nogle år tilbage kårede det franske vintidsskrift La Revue du Vins de France Korsika som Frankrigs mest dynamiske vinregion på baggrund af en stor smagning af øens vine.

De kunne have tilføjet, at det måske også er Frankrigs mest undervurderede vinregion – ikke mindst uden for Frankrig.

Når man ser bort fra den fremsynede Kermit Lynch fra Berkeley har meget få større importører kaster sig over øen og dens vine.

Det er synd, for Korsika har vitterligt meget at byde på – og de bedste vine kan konkurrere med de bedste vine i Frankrig overhovedet.

Og nej, vi er selvfølgelig ikke objektive i denne sammenhæng, da vi importerer vinene fra Domaine Vaccelli (i vores bog en af øens fire bedste producenter), men generelt sker der utroligt meget på øen – og det i øvrigt inden for (næsten) alle vintyper. Kun når det kommer til mousserende vine, kan Korsika ikke konkurrere med de store.

Vejen mod kvalitet startede i Korsika i 1970erne, hvor organisationen Uva Corse satte sig for at bevare/redde de “oprindelige” korsikanske druesorter (i anførselstegn fordi alle druesorter på Korsika selvfølgelig på et eller andet tidspunkt er kommet fra fastlandet).

I perioden før det var en række druesorter blevet indført på øen, som snarere havde til formål at producere billig konsumvin end autentisk terroir-vin.

En af nøglepersonerne i denne kamp var Antoine Abbatucci, der plantede atten lokale, korsikanske druesorter for at sikre deres bevarelse. Domaine Comte Abbatucci hører i dag til blandt Korsikas bedste producenter (og sammen med Domaine Vaccelli den bedste producent i Ajaccio).

Men også de andre producenter i Uva Corse satte sig for at fokusere på de lokale druesorter.

På den baggrund at det selvfølgelig oplagt at starte en gennemgang af Korsikas vine med at se på de vigtigste druesorter – hvilket vi gør her i første del af vores artikel.

Korsikas druesorter

De blå druesorter

Blandt de blå druesorter er der særligt to, som er værd at fremhæve:

Nielluccio: I dag nok den vigtigste blå druesort på Korsika – ikke mindst i det østlige Korsika. Druesorten opnår sine bedste resultater i Patrimonio. Ved DNA-analyse har man fundet frem til, at den er identisk med Sangiovese – men de korsikanske Nielluccio-vine har deres helt egen karakter. Den nok bedste eksponent for varietale Nielluccio-vine er Domaine Antonin Arena.

Sciaccarellu: Identiske med den italienske druesort Mammolo, som bruges i mindre omfang som hjælpedruesort i Toscana. Opnår sine bedste resultater i det sydvestlige Korsika – ikke mindst i Ajaccio. Det er dog sjældent at se den som varietal vin – men Domaine Vaccellis toprødvine er alle rene Sciaccarellu-vine – og i vores optik de bedste repræsentanter for druesorten. Giver nærmest burgundisk-elegante vine. Bruges også en del til rosévine, der hører til blandt verdens absolut bedste (og i vores optik er bedre end naboerne fra Provence).

Grenache er den tredje vigtige blå druesort på Korsika – om end mange korsikanske kvalitetsproducenter forsøger at begrænse mængden, da den ikke opfattes som “autentisk” korsikansk. De korsikanske grenache-vine opnår dog også deres helt egen karakter takket være øens unikke jordbund.

De grønne druesorter

Blandt de grønne druesorter er der også to-tre hoveddruesorter, som er værd at fremhæve:

Vermentino: Klart den vigtigste grønne druesort på Korsika. Hvor de toskanske og sardiske udgaver ofte er friske og ligefremme vine, er de korsikanske udgaver langt mere seriøse – og ofte væsentligt fyldigere. Dyrkes over det meste af øen og giver således mulighed for at smage den fra Korsikas forskellige jordbundstyper.

Bianco Gentile: En anden vigtig hvid druesort, som ofte ses blandet med Vermentino, og som der bliver mere og mere fokus på – muligvis fordi den opfattes som mere autentisk korsikansk end Vermentino.

Muscat: Den allestedsnærværende parfumerede druesort findes også på Korsika, hvor den primært bruges til Vin-Doux-Naturel – altså hedvinstyper. Det er særligt nordspidsen af Korsika (Cap Corse), som er kendt for disse vine – men de kan findes over hele Korsika. Det bedste udgaver kan konkurrere med de bedste i verden.

Smagning af tør riesling fra Mosel

Moselsmagning

I forbindelse med ‘Riesling Week’ havde undertegnede arrangeret en smagning af tør Riesling fra Mosel.

Grunden til, at temaet faldt på netop dette, var, at jeg på det seneste er nået til  den konklusion, at Mosel ikke blot er bedst i Tyskland til vine med sødme, men faktisk også kandiderer til at tage prisen for deres tørre rieslingvine.

Det er ikke den konklusion, man kan drage, hvis man kigger i tyske vinguider, hvor det ofte er Rheinhessen, Nahe og Pfalz, der dominerer listerne. Men jeg har oplevet, at mange af de tørre riesling vine, jeg har fået, har besiddet en nerve og en kompleksitet, som jeg sjældent finder i andre vinregioner.

Ofte finder jeg simpelthen også de store tørre rieslingvine fra f.eks. Rheinhessen og Pfalz for alkoholske og tunge i udtrykket (der er undtagelser!).

Det var med andre ord en smagning, hvor min teori skulle be- eller afkræftes.

Følgende vine blev smagt:

  • Knebel Riesling Winninger Röttgen 2014 
  • Lubentiushof Riesling Gondorfer Gäns 2013 Alte Reben
  • Materne & Schmitt Riesling Lehmener Lay 2013
  • Heymann-Löwenstein Riesling Hatzenporter Kirchberg 2013 Grosses Gewächs
  • Immich-Batteriberg Riesling Enkircher Batterieberg 2010
  • Weiser-Künstler Riesling Enkircher Ellergrub 2013 Grosse Eule
  • Vollenweider Riesling Wolfer Goldgrube 2012
  • Willems-Willems Riesling Oberemmeler Altenberg 2011 “Unter der Kapelle”

Udover Lubentiushof, som jeg selv repræsenterer, havde jeg ikke smagt nogen af vinene før – men kendte alle producenter fra andre vine. Alle vine (med undtagelse måske af Heymann-Löwensteins) repræsenterer toppen af producenternes tørre rieslingvine.

Som man måske bemærker, var der ingen vine fra “S’et” – altså den del af Mosel fra Brauneberg til Erden, hvor mange af de største moselvine historisk set har rødder. Det var også en pointe ved smagningen – ikke blot for at sige, at der også laves stor moselvin uden for dette område, men i lige så høj grad fordi innovationen i Mosel i høj grad netop sker uden for S’et. Traben-Trarbach har i de seneste år f.eks. været et af de mest interessante områder i Mosel – og også Terrassenmosel viser i stigende grad, at der er her, de dygtige producenter holder til.

Smagning gav en række konklusioner:

  1. Ja, niveauet er utroligt højt i Mosel. Om man foretrækker disse vine frem for vinene fra f.eks. Rheinhessen eller Pfalz, må i sidste instans være et spørgsmål om personlig stil. For undertegnede var der i hvert fald 3-4 vine, som virkelig var interessante – men der var stor uenighed blandt smagerne om, hvad der var de bedste vine.
  2. Der var dog også vine, som jeg fandt for overgjorte. Vine, hvor man havde følelsen af, at vinmageren ville “give den hele armen” og derfor fik lavet vine, der var mere imponerende end egentlig gode.
  3. For en region, der er så homogen, som Mosel er m.h.t. jordbundsforhold, var der er stor diversitet i stil. Det skyldes dog nok i højere grad forskellige tilgange til, hvordan vinen blev lavet (de fleste af producenterne, der var repræsenteret ved smagningen er “non-interventionister”, men der er alligevel betydeligt spillerum i forhold til, hvad man gør – lagring på stål eller fad, maceration med skallerne etc.). Den umiddelbart frugtige og parfumerede stil, som mange sikkert forbinder med tysk riesling var faktisk kun repræsenteret af Weingut Knebel.

Morey St-Denis-smagning

morey st denis

Lørdag aften var den lille vinklub inviteret til Morey-St-Denis-smagning. Den stod på én village-morey, en Premier Cru og fire Grand Cru-vine.

Desværre havde den ene Grand Cru prop, så det endte med fem vine.

Morey St-Denis er næppe den mest kendte af kommunerne i Côte de Nuits – både naboerne Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny synes altid at have være mere kendte.

Jeg har nu altid synes, at kvaliteten har været høj her – og nogle af mine største Bourgogne-oplevelser har været med Morey St-Denis.

Det var imidlertid første gang, at undertegnede skulle smage fire (som så blev til tre) Grand Cru-Morey’er ved samme lejlighed.

Så hvordan gik det?

Ingen tvivl om, at niveauet var højt, men om det stod mål med priserne er en anden sag. Når man er oppe at give 1000,- pr. flaske, bør man også kunne forvente noget ypperligt. Det var – for de fleste vines vedkommende – gode til fremragende vine, men prisen på Bourgogne vil altid være et aberdabei.

Det smagte vine med deres gennemsnitlige score (på Parkerskalaen) var:

1. plads: Dominique Laurent Clos de la Roche Cuvée Vieilles Vignes “Intra-Muros” Grand Cru 2009 – 93 point Elegant, dyb, sødmefuld og kompleks. Det var dog en overraskelse, at vinen var fuldt udviklet og bør drikkes nu eller snart. Jeg har tidligere smagt Grand Cru’er fra Laurent, som ikke overbeviste mig, men denne var – til trods for den hurtige udvikling – absolut godkendt.

2. plads: Georges Lignier Clos St-Denis Grand Cru 2010 – 92 point En forvandlingskugle, der startede meget uren med en ubehagelig spildevandsaroma, men som med tid i glasset udviklede sig til en elegant og kompleks vin, der med sin frugtdrevne stil næsten kunne minde om en tysk spätburgunder.

3. plads: Hubert Lignier Premier Cru Clos Baulet 2013 – 92 point En lidt reserveret vin, der tydeligvis var for ung, men som viste stort potentiale. Ikke så umiddelbart charmerende som nogle af de andre vine, men stor vin – og godt klaret af en Premier Cru.

4. plads: Stephane Magnien Clos St-Denis Grand Cru 2012 – 90 point Let og behagelig vin, der dog i denne smagers mund manglede lidt substans for en Grand Cru og virkede en anelse simpel. Ikke en dårlig vin, men til 1000,- bør man kunne forvente mere.

5. plads: Ponsot Morey St-Denis Cuvée des Grives 2012 – 88 point En af mine yndlingsproducenter, hvis kommunevin i dette selskab blev slået af banen. En behagelig og charmerende vin med god kompleksitet. Prisen (700,-) er dog problematisk.

 

Savennières

Savennières er en af undertegnedes yndlingsvine – og har været det i mange år. Det er her i nærheden af Angers, at Chenin Blanc-druesorten opnår sit ultimative udtryk som tør vin. Har man ikke smagt vinen før, og vil danne sig et billede af, hvordan den smager, må man forestille sig en hypotetisk blanding af tør Rheingauriesling og Puligny-Montrachet. For kvaliteten er priserne stadig uhørt lave – og det er måske den mest undervurderede tørre hvidvin i verden (en opfattelse, som jeg i øvrigt deler med selveste Robert Parker).

Det er værd at citere Loireeksperten Jacqueline Friedrichs bog ”Guide to the Loire” (én af de bedste vinbøger, der er skrevet – ikke blot om Loire, men tout court). Om Savennières skriver hun:

Det er, tror jeg, det mest intellektuelle vin i verden. Når den er fuldt moden, er den åndeløst betagende. En majestætisk vin, der spreder sig over ganen som fløde og i glimt afslører et evigt skiftende landskab – en balle hø, en duft af kamille, en kurv med tørrede blomster, honning blandet med kvæde og abrikos eller fersken, en prikken af ​​citronskal, en klangfuld bølge af mineraler. Det er en spadseretur med Chenin langs stejle skiferskråninger – på samme tid reserveret og lyrisk, knastør, men kødfuld. Savennières kalder til udforskning og refleksion – og er ikke for de uindviede.

På trods af disse rosende ord – og dens høje ry blandt vinkendere -, har Savennières til dels været i krise. Meget sigende var blot ca. 80 hektar af de i alt ca. 300 hektar, som appellationen dækker, opdyrket, da Friedrich skrev sin bog i 1996.

Det har, sammen med meget andet, ændret sig siden. I dag er ca. 150 hektar opdyrket – for en stor dels vedkommende af bønder, som ellers holder til uden for Savennières, først og fremmest fra Coteaux du Layon på den anden side af Loire.

Der er også sket en delvis stilændring.

Savennières var oprindeligt en sød vin, men siden ca. 1950erne gik man over til at lave tør – ja, decideret stram vin. Det er denne vin, Friedrich beskriver. Det var vine, man ikke skulle røre, før de var ca. 15-20 år gamle – hvor de så til gengæld smagte storslået og næppe kunne overgås af nogen anden vin i verden.

At lave en vin, der ikke bør drikkes de første 15-20 år, er imidlertid ikke særligt rentabelt, og det er vel til dels det, der har været skyld i Savennières’ krise. Derfor har man også set flere og flere producenter, der har bevæget sig mod en mere let- og hurtigt tilgængelig stil. Flere og flere benytter sig således af malolaktisk gæring (der blødgør vinen og hæver pH-værdien) – og man ser også eksperimenter med ny eg.

Det giver vine, der er mere tilgængelige som unge – men det store, og endnu til dels ubesvarede, spørgsmål er, om de stadig har samme lagringspotentiale og opnår denne næsten magiske duft og smag, som den traditionelle Savennières udviklede.

Da disse eksperimenter stadig er ganske nye, er det stadig for tidligt at sige noget definitivt om.

Skulle dette have givet dig lyst til at smage på vinene fra Savennières, har vi sammensat en smagekasse med 2 x 3 vine fra vores to producenter Domaine de la Bergerie og Château d’Epiré.

Køb den her.

Smagenotater på Savennières finder du efter springet:

Læs videre “Savennières”

Weinbörse Mainz 2015

 

mainz

Den forgangne weekend bød på en tur til Tyskland, hvor den årlige VdP-messe ”Weinbörse Mainz” løb af stablen. Det er en oplagt lejlighed til at få smagt den nye årgang og se, hvad der rør sig på den tyske vinscene p.t. hos verdens mest betydningsfulde vinorganisation.

Som man kan læse om i Vinbladet, bød dette års vinmesse bl.a. på æresbevisning til Jancis Robinson, der senere på messen kunne ses trækkende rundt på et rullebord – der havde en vis lighed med en rollator – med sin computer og smage vine.

På vinsiden mærkede man, at 2015 er en årgang, der kræver lidt mere tid – der var flere fadprøver end tidligere år.

Undertegnedes fornemmelse er, at det er en god til meget god årgang – men bedre, jo nordligere man kommer. I Pfalz og Baden er resultaterne mere mudrede. Til trods for, at der var hedebølge i løbet af sommeren, virker syreniveauet ret højt. Det virker generelt ikke til at være den mest terroirprægede årgang i det seneste år.

Ser man på generelle trends, er min fornemmelse stadig, at man på rødvinsfronten har lidt af en identitetskrise, hvor for meget fad og ekstraktion skaber tunge og lidt klodsede vine (der er selvfølgelig – og heldigvis – undtagelser).

På hvidvinsfronten er det stadig de tørre vine, der fokuseres på (”Der ist Süss” blev jeg flere gange advaret, når jeg bad om at smage en producents halvsøde og søde vine). Og nej, mange af de tyske vinproducenter har stadig ikke helt knækket koden for tør Riesling. Noget (men mindre end tidligere) er overalkoholisk, mens andet er overparfumeret og uden kompleksitet.

Alt i alt en messe, hvor indtrykket burde have været bedre – den gode årgang taget i betragtning.