Silvaner – en underkendt druesort

Silvaner (eller sylvaner som den kaldes i Alsace) er i vores bog en af Tysklands vigtigste grønne druesorter – og særligt i det tørre segment kan den give nogle af Tysklands største hvidvine. 

Igennem mange år kæmpede druesorten imidlertid med et dårligt ry – her er f.eks. hvad Robert Parker skriver om den i 1995: 

“This unimpressive grape accounts for 10% of Germany’s vineyards and rarely results in anything interesting. Most Sylvaners either have a nasty vegetal streak to them or are simply dull and flat.”

Parker’s Wine Buyer’s Guide 5th Edition, p. 1068.

Og ja, for år tilbage kunne man ofte finde en muskat-agtig tone i mange silvanervine – noget jeg ikke har stødt på i mange år efterhånden. Dette skyldes formodentlig, at man i dag høster senere og opnår mere modne druer. 

Der er således næppe nogen druesort i Tyskland, som har set samme eksplosion i kvalitet de seneste år som netop silvaner. Det er da også værd at bemærke, at det nok (sammen med Weissburgunder) er den druesort, som bedst håndterer ‘Grosses Gewächs’-behandlingen – d.v.s. lave høstudbytter, lagring på mere eller mindre nye fade etc. 

Da jeg for nogle år tilbage holdt en silvaner-smagning med mit sædvanlige smagepanel opnåede vinene den højeste gennemsnitsscore nogensinde i smagepanelets historie. 

Stilistisk kan vinene i det øvre segment minde om stor hvid bourgogne – samme bredde i smagen og kombination af syre og frugt, mens de billigere silvanere er ligefremme og frugtige vine, som er gode madledsagere. 

I forhold til burgundersorterne – pinot blanc, pinot gris og chardonnay -, som ofte i Tyskland kan blive lidt tutti frutti-agtige i deres umedierede frugtighed, bevarer silvaner altid en mineralsk kerne.

Silvaners uofficielle hovedstad er Franken-regionen, hvor man længe har haft tradition for – og fokus på – silvaner. Jordbunden i de bedste marker her er keuper eller muschelkalk – begge jordbundstyper, som egner sig særdeles godt til tørre vine (fordi de sænker syreniveauet i druerne, men samtidig bibringer mineralitet). 

Der findes dog også andre regioner i Tyskland, som producerer glimrende silvaner-vine. Ikke mindst i det nordlige Rheinhessen er druesorten ganske udbredt (og man har en særlig klon – ofte benævnt grüner silvaner -, som man benytter her). Og faktisk er mange marker i det nordlige Rheinhessen præget af den samme muschelkalk, som man finder i Franken. Priserne ligger desuden noget lavere end i Franken, så de er gode alternativ for den prisbevidste bruger.

Også i Baden har jeg smagt op til flere interessante silvaner-vine – priserne ligger dog her i nærheden af Franken.

Elbling – Mosels ukendte druesort

De fleste vinelskere forbinder Mosel med rieslingvine fra stejle skiferskråninger – typisk med mere eller mindre sødme.

Bevæger vi os op af floden syd for Trier – der hvor den udgør grænsen mellem Tyskland og Luxembourg bliver jordbunden imidlertid en anden. Væk er skiferen og istedet træder det, som på tysk hedder muschelkalk – fossilholdig kalksten. 

Det betyder også, at riesling mister sin dominans og erstattes af primært burgunderdruesorterne – pinot blanc, pinot gris, auxerrois, chardonnay og pinot noir. 

Det er imidlertid en anden druesort, vi – med vores hang til vinøse fodnoter – finder mest interessant: Den lokale elbling. 

Det er en druesort, som tidligere var ganske udbredt i Tyskland, men som i dag primært findes her i ‘Obermosel’ (både på den tyske og luxembourgske bred).

 Som druesort kan elbling minde om melon de bourgogne, som kendes fra Muscadet. Som sidstnævnte kendetegnes den ved ikke at have særlige druekarakteristika, men til gengæld være utroligt god til at formidle terroir (det vil her i Obermosel først og fremmest sige mineralitet). 

Det er ikke en primadonna som riesling eller gewürztraminer, hvilket til gengæld gør den til en fremragende madvin. 

Og så er den – takket være dens relativt høje syre og neutrale smag – faktisk også meget velegnet til mousserende vin.

Det er vine, som de lokale vinbønder anbefaler, at man drikker unge – men jeg har en snigende mistanke om, at de bedste – i lighed med muscadet – holder væsentligt længere end man tror.