Savennières

Savennières er en af undertegnedes yndlingsvine – og har været det i mange år. Det er her i nærheden af Angers, at Chenin Blanc-druesorten opnår sit ultimative udtryk som tør vin. Har man ikke smagt vinen før, og vil danne sig et billede af, hvordan den smager, må man forestille sig en hypotetisk blanding af tør Rheingauriesling og Puligny-Montrachet. For kvaliteten er priserne stadig uhørt lave – og det er måske den mest undervurderede tørre hvidvin i verden (en opfattelse, som jeg i øvrigt deler med selveste Robert Parker).

Det er værd at citere Loireeksperten Jacqueline Friedrichs bog ”Guide to the Loire” (én af de bedste vinbøger, der er skrevet – ikke blot om Loire, men tout court). Om Savennières skriver hun:

Det er, tror jeg, det mest intellektuelle vin i verden. Når den er fuldt moden, er den åndeløst betagende. En majestætisk vin, der spreder sig over ganen som fløde og i glimt afslører et evigt skiftende landskab – en balle hø, en duft af kamille, en kurv med tørrede blomster, honning blandet med kvæde og abrikos eller fersken, en prikken af ​​citronskal, en klangfuld bølge af mineraler. Det er en spadseretur med Chenin langs stejle skiferskråninger – på samme tid reserveret og lyrisk, knastør, men kødfuld. Savennières kalder til udforskning og refleksion – og er ikke for de uindviede.

På trods af disse rosende ord – og dens høje ry blandt vinkendere -, har Savennières til dels været i krise. Meget sigende var blot ca. 80 hektar af de i alt ca. 300 hektar, som appellationen dækker, opdyrket, da Friedrich skrev sin bog i 1996.

Det har, sammen med meget andet, ændret sig siden. I dag er ca. 150 hektar opdyrket – for en stor dels vedkommende af bønder, som ellers holder til uden for Savennières, først og fremmest fra Coteaux du Layon på den anden side af Loire.

Der er også sket en delvis stilændring.

Savennières var oprindeligt en sød vin, men siden ca. 1950erne gik man over til at lave tør – ja, decideret stram vin. Det er denne vin, Friedrich beskriver. Det var vine, man ikke skulle røre, før de var ca. 15-20 år gamle – hvor de så til gengæld smagte storslået og næppe kunne overgås af nogen anden vin i verden.

At lave en vin, der ikke bør drikkes de første 15-20 år, er imidlertid ikke særligt rentabelt, og det er vel til dels det, der har været skyld i Savennières’ krise. Derfor har man også set flere og flere producenter, der har bevæget sig mod en mere let- og hurtigt tilgængelig stil. Flere og flere benytter sig således af malolaktisk gæring (der blødgør vinen og hæver pH-værdien) – og man ser også eksperimenter med ny eg.

Det giver vine, der er mere tilgængelige som unge – men det store, og endnu til dels ubesvarede, spørgsmål er, om de stadig har samme lagringspotentiale og opnår denne næsten magiske duft og smag, som den traditionelle Savennières udviklede.

Da disse eksperimenter stadig er ganske nye, er det stadig for tidligt at sige noget definitivt om.

Skulle dette have givet dig lyst til at smage på vinene fra Savennières, har vi sammensat en smagekasse med 2 x 3 vine fra vores to producenter Domaine de la Bergerie og Château d’Epiré.

Køb den her.

Smagenotater på Savennières finder du efter springet:

Læs videre “Savennières”

Weinbörse Mainz 2015

 

mainz

Den forgangne weekend bød på en tur til Tyskland, hvor den årlige VdP-messe ”Weinbörse Mainz” løb af stablen. Det er en oplagt lejlighed til at få smagt den nye årgang og se, hvad der rør sig på den tyske vinscene p.t. hos verdens mest betydningsfulde vinorganisation.

Som man kan læse om i Vinbladet, bød dette års vinmesse bl.a. på æresbevisning til Jancis Robinson, der senere på messen kunne ses trækkende rundt på et rullebord – der havde en vis lighed med en rollator – med sin computer og smage vine.

På vinsiden mærkede man, at 2015 er en årgang, der kræver lidt mere tid – der var flere fadprøver end tidligere år.

Undertegnedes fornemmelse er, at det er en god til meget god årgang – men bedre, jo nordligere man kommer. I Pfalz og Baden er resultaterne mere mudrede. Til trods for, at der var hedebølge i løbet af sommeren, virker syreniveauet ret højt. Det virker generelt ikke til at være den mest terroirprægede årgang i det seneste år.

Ser man på generelle trends, er min fornemmelse stadig, at man på rødvinsfronten har lidt af en identitetskrise, hvor for meget fad og ekstraktion skaber tunge og lidt klodsede vine (der er selvfølgelig – og heldigvis – undtagelser).

På hvidvinsfronten er det stadig de tørre vine, der fokuseres på (”Der ist Süss” blev jeg flere gange advaret, når jeg bad om at smage en producents halvsøde og søde vine). Og nej, mange af de tyske vinproducenter har stadig ikke helt knækket koden for tør Riesling. Noget (men mindre end tidligere) er overalkoholisk, mens andet er overparfumeret og uden kompleksitet.

Alt i alt en messe, hvor indtrykket burde have været bedre – den gode årgang taget i betragtning.

Nogle tanker om rosévin

Jeg skal ærligt indrømme, at rosévin i mange år ikke har været noget, jeg har beskæftiget mig synderligt med – eller taget synderligt seriøst (med undtagelse af roséchampagne!).

Min sporadiske erfaring var, at de rosévine, jeg smagte, typisk var lidt simple – frugtige, men ofte i min mund med en lidt flad syrestruktur, der ikke gik særlig godt i spænd med deres image som terrassevine til at nyde i sommervarmen.

Nuvel, for et par år siden blev det jo trompeteret i diverse medier, at rosé var hot. Som vinimportør er man selvfølgelig nødt til at tage den slags – i hvert fald: lidt – alvorligt.

Derfor har undertegnede også haft mere fokus på og smagt mere rosé de sidste år. Og – jeg er (delvist) omvendt.

Jeg synes stadig, at langt størstedelen af den rosé, jeg smager, er temmelig kedelig – og ofte overprissat -, men der har i hvert fald en håndfuld flasker, som faktisk har været gode til fremragende – ikke blot målt med rosé-, men med generel vinstandard.

Man kan groft inddele rosévine i to: De frugtige og umiddelbare, der er de klassiske terrassevine, og de mere komplekse og ambitiøse, der gør krav på samme respekt som gode rød- og hvidvine.

M.h.t. første type skal jeg ærligt indrømme, at jeg stadig typisk foretrækker en liflig hvidvin – riesling, sauvignon blanc etc. Mit problem med denne type rosévin er, at jeg ofte synes, at de mangler syre. Og hvis formålet er at virke forfriskende, er en relativt højt syre et must i mine øjne.

Måske bunder problemet i, at de steder, hvor man drikker rosé (Provence f.eks.), ikke nødvendigvis er de bedst egnede til at lave rosé.

Men hvad skal der da til for at lave en god rosé?

Først skal man nok gøre sig klart, hvad en god rosévin er. Det er måske chauvinistisk, men jeg vil hævde, at man enten kan anskue rosé som en lys rødvin eller som en farvet hvidvin. Det er selvfølgelig afgørende for hvilke karakteristika, man ønsker i sin rosévin. Friskhed, liflighed og mineralitet er karakeristika, vi primært forbinder med hvidvin, mens fylde, kraft og dybde i højere grad er karakteristika, vi forbinder med rødvin (og det er selvfølgelig ikke sort/hvidt!).

For undertegnede er det mest interessant at betragte rosé som en farvet hvidvin – uden dermed at fornægte, at den er lavet på blå druer.

I praksis er min erfaring i hvert fald, at de mest interessante og seriøse roséer (og nu er vi så ved type to) er dem, der er dyrket steder, hvor man ellers er god til hvidvin – f.eks. det nordlige Bourgogne (området omkring Chablis), Jura, og de granitholdige jorde på den vestlige del af Korsika.

Problemet er selvfølgelig, at der ofte vil være plantet grønne druer på disse marker. Og da vinbønder i disse områder ofte vil kunne få mere for deres hvidvine end for deres rosévine, er der ikke nødvendigvis noget incitament for at plante blå druer.

Og det er måske derfor, jeg stadig synes, at der er langt mellem de virkelig interessante rosévin.