Weissburgunder – Tyskland oversete druesort

Weissburgunder er det tyske navn for Pinot Blanc, så det er ikke som sådan en tysk druesort, men her skal det handle om de resultater, druesorten opnår i Tyskland – hvor den hører til blandt de mest undervurderede druesorter efter vores ydmyge mening.

Der er mange andre undervurderede tyske druesorter, men Weissburgunder er i vores optik den druesort, som er mest undervurderet i Tyskland selv.

De resultater, man i dag opnår med druesorten i Baden, Pfalz og Rheinhessen, kan måle sig med de bedste hvidvine på verdensplan.

Det er en druesort, som reagerer godt på fadlagring – også eventuelt på nye fade -, samtidig med at den bevarer en grundlæggende elegance, som man godt kan savne i f.eks. Grauburgunder – a.k.a. Pinot Gris -, som ikke mindst i Baden ofte kan give tunge og uharmoniske vine.

Vi er således heller ikke tvivl om, at Weissburgunder giver Badens bedste vine – uanset farve.

Det er i vor optik de hvidvine, som kommer tættest på hvid Bourgogne i stil (endda tættere en Chardonnay, som er begyndt at blive populær i Tyskland). De bedste tyske Weissburgunder-vine giver således denne smager mindelser til Puligny-Montrachet eller Meursault med deres elegante stil.

Deres lagringsevner er generelt på linje med Silvaner og tør Riesling – det vil sige de bedste eksemplarer klarer snildt 10-15 års lagring – muligvis mere.

I modsætning til Riesling, som ‘Grosses Gewächs’-behandlingen (lave høstudbytter m.m.) ikke gør noget godt, viser Weissburgunder for alvor sit værd i Grosses Gewächs-udgaverne (eller tilsvarende udgaver fra ikke-VdP-medlemmer).

Og nej, de har ikke samme umiddelbare charme, som Riesling kan have i det lidt mere friske segment – til gengæld har de en kompleksitet og balance, som det er svært ikke at blive forført af.

Feinherb – den autentiske rieslingkategori

Betegnelsen ‘Feinherb’ bruges i Tyskland om halvtørre vine – fordi ‘Halbtrocken’ har fået en dårlig klang hos forbrugerne. Og det er da også en vinkategori, som det er svært at sælge i Tyskland, som de seneste mange år har sværget til de tørre vine.

Tørt bliver opfattet som autentisk, som ‘nøgent’ og umanipuleret, mens det halvtørre bliver set som leflen for forbrugeren, som åbenbart ikke er ‘moden’ nok til at drikke tør vin.

Dette til trods for, at ikke mindst Riesling kan have godt af en smule sødme til at opveje syren – og i øvrigt til at sikre lagringsevner. Det gælder ikke mindst Riesling fra f.eks. Mosel, Saar, Ruwer og Mittelrhein.

Det er vine, hvor en restsødme umiddelbart over det ’tilladte’ for tørre vine ikke nødvendigvis får vinen til at smage sød, men blot ‘harmonisk tør’, man mange vinproducenter i Mosel foretrækker at kalde det.

Lige så vigtigt er det måske at påpege, at Riesling, som overlades til sig selv, ofte vil ende med en restsødme over det tilladte for tørre vine. Det betyder, at vinmagere for at få tørre rieslingvine ofte er nødt til at tilsætte kulturgær, så vinen kan gære ud (eller næsten ud).

Som sådan kan man sagtens hævde, som i overskriften, at Feinherb er den mest ‘autentiske’ kategori for rieslingvine.

I Viniversa er vi skeptiske over for begrebet ‘autencitet’, men der er altså ingen grund til at afskrive Feinherb som ‘uautentisk’.

Italiensk hvidvin – også en messe værd

Italiensk vin er for de fleste lig italiensk rødvin. Mousserende vin, hvidvin, rosé og dessertvin fra Italien får ikke den store opmærksomhed. Der er for så vidt ikke noget mærkeligt i, at varme områder som (det meste af) Italien har fokus på rødvin – qua at denne vintype typisk klarer sig bedre i varme klimaer (undtagelser er selvfølgelig hedvin, som om muligt klarer varmen endnu bedre).

På den anden side lægger varmt vejr jo op til mousserende vin, hvidvin og rosé på forbrugersiden, så det kan ikke undre, at italienske vinmager også har en interesse i den retning. Parentetisk bemærket er Italien måske også det land, hvor der er størst forskel på, hvad lokalbefolkningen drikker, og hvad vinøse turister interesserer sig for.

Det er ikke fordi, at Italien ikke har haft en form for kommerciel succes med i hvert fald hvidvin og mousserende vin. I 1980’erne var Soave og Frascati det, mange drak – og i dag er der en vis Pinot Grigio og Prosecco-bølge. Når det handler om kvalitet har Italien imidlertid haft sværere ved at etablere sig på disse fronter.

Og ja, klimaet er ikke så umiddelbart velegnet til hvidvin, rosé og mousserende vin som f.eks. Tyskland og Frankrig, men på den anden side har områder som f.eks. Californien vist, at man også kan lave kvalitetshvidvin i varme klimaer.

Og der findes altså også spændende vine i disse kategorier i Italien.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg endnu ikke har fået hverken den mousserende vin eller rosé, der får mig til at sværge til disse vintyper i deres italienske udgaver. På det mousserende område vil jeg hævde, at det er de billigere typer – som Prosecco eller Asti Spumante -, som er mest interessante, mens de vine, som forsøger at nærme sig Champagne (Franciacorta m.fl.) ikke formår at retfærdiggøre deres priser.

Men hvad med italiensk hvidvin?

Her vil jeg faktisk hævde, at Italien har noget at byde på. Og som med deres rødvine er det i min bog klart de lokale druesorter, som er mest interessante.

Garganega, Verdicchio, Vermentino, Arneis m.fl. giver faktisk vine, som ikke blot smager godt, men som også bidrager med noget unikt på den internationale vinscene.

Det kræver selvfølgelig, at de parres med seriøse vinproducenter, som tager både druesorterne og vinproduktionen alvorligt. Sker det, får man vine, der ikke skal konkurrere med hverken Frankrig eller Tyskland, netop fordi de giver vine med et andet udtryk og egenart.

Generelt er friskhed mantraet i italienske hvidvine. Det skyldes ikke blot klimaet, men også den mad, vinene typisk parres med. Chardonnay-fede hvidvine er således en sjældenhed i Italien (selv de hvidvine, som rent faktisk er lavet på Chardonnay er typiske lette og frugtige).

Fadlagring af hvidvin findes absolut, men igen er det ikke normen. Til gengæld arbejder flere og flere italienske vinmagere med bærmekontakt og batonnage for at give ekstra kompleksitet og mundfornemmelse til deres vine. Disse vine hører typisk til blandt de mest spændende italienske hvidvine.

Prismæssigt vil jeg hævde, at det typisk er i niveauet omkring 150-200 kroner, at man får de mest interessante vine, når man sammenholder pris og kvalitet.

I det billige leje kan de italienske vine simpelthen ikke måle sig med f.eks. de tyske, når man ser på kvalitet, og over 200,- kan kvaliteten ofte ikke følge med.

I smørhullet fra 150-200,- findes der imidlertid egensindige hvidvine med stor personlighed og kompleksitet, som absolut bør tages alvorligt af alle vininteresserede.