Nogle tanker om rosévin

Jeg skal ærligt indrømme, at rosévin i mange år ikke har været noget, jeg har beskæftiget mig synderligt med – eller taget synderligt seriøst (med undtagelse af roséchampagne!).

Min sporadiske erfaring var, at de rosévine, jeg smagte, typisk var lidt simple – frugtige, men ofte i min mund med en lidt flad syrestruktur, der ikke gik særlig godt i spænd med deres image som terrassevine til at nyde i sommervarmen.

Nuvel, for et par år siden blev det jo trompeteret i diverse medier, at rosé var hot. Som vinimportør er man selvfølgelig nødt til at tage den slags – i hvert fald: lidt – alvorligt.

Derfor har undertegnede også haft mere fokus på og smagt mere rosé de sidste år. Og – jeg er (delvist) omvendt.

Jeg synes stadig, at langt størstedelen af den rosé, jeg smager, er temmelig kedelig – og ofte overprissat -, men der har i hvert fald en håndfuld flasker, som faktisk har været gode til fremragende – ikke blot målt med rosé-, men med generel vinstandard.

Man kan groft inddele rosévine i to: De frugtige og umiddelbare, der er de klassiske terrassevine, og de mere komplekse og ambitiøse, der gør krav på samme respekt som gode rød- og hvidvine.

M.h.t. første type skal jeg ærligt indrømme, at jeg stadig typisk foretrækker en liflig hvidvin – riesling, sauvignon blanc etc. Mit problem med denne type rosévin er, at jeg ofte synes, at de mangler syre. Og hvis formålet er at virke forfriskende, er en relativt højt syre et must i mine øjne.

Måske bunder problemet i, at de steder, hvor man drikker rosé (Provence f.eks.), ikke nødvendigvis er de bedst egnede til at lave rosé.

Men hvad skal der da til for at lave en god rosé?

Først skal man nok gøre sig klart, hvad en god rosévin er. Det er måske chauvinistisk, men jeg vil hævde, at man enten kan anskue rosé som en lys rødvin eller som en farvet hvidvin. Det er selvfølgelig afgørende for hvilke karakteristika, man ønsker i sin rosévin. Friskhed, liflighed og mineralitet er karakeristika, vi primært forbinder med hvidvin, mens fylde, kraft og dybde i højere grad er karakteristika, vi forbinder med rødvin (og det er selvfølgelig ikke sort/hvidt!).

For undertegnede er det mest interessant at betragte rosé som en farvet hvidvin – uden dermed at fornægte, at den er lavet på blå druer.

I praksis er min erfaring i hvert fald, at de mest interessante og seriøse roséer (og nu er vi så ved type to) er dem, der er dyrket steder, hvor man ellers er god til hvidvin – f.eks. det nordlige Bourgogne (området omkring Chablis), Jura, og de granitholdige jorde på den vestlige del af Korsika.

Problemet er selvfølgelig, at der ofte vil være plantet grønne druer på disse marker. Og da vinbønder i disse områder ofte vil kunne få mere for deres hvidvine end for deres rosévine, er der ikke nødvendigvis noget incitament for at plante blå druer.

Og det er måske derfor, jeg stadig synes, at der er langt mellem de virkelig interessante rosévin.