Krise i Moselafdelingen af VdP

Vinmagasinet Falstaff kan i denne uge berette, at bølgerne er gået højt på seneste lokale Mosel VdP-møde. Udfaldet blev at de to bestyrelsesformænd Egon Müller (fra vingården af samme navn) og Nik Weis (fra St-Urbanshof) gik af sammen med bestyrelsesmedlem Claus Piedmont.

Grunden?

To af de tre vingårde, som bestyrelsen foreslog skulle optages i VdP Mosel blev ikke godkendt med de 2/3 flertal, som er nødvendigt for at blive medlem. Det drejede sig om Markus Molitor og vores egen Lubentiushof. Weingut Knebel fra Winninger var den tredje kandidat, som altså blev optaget.

Det er meget få uafhængige kritikere, der ville hævde, at alle de tre kandidateter ikke er berettiget til optagelse i VdP, når man kigger på kvaliteten af deres vine. Det er alle tre vingårde, der hører til blandt de allerbedste vingårde i Mosel – noget, man ikke nødvendigvis kan sige om alle medlemmerne af VdP Mosel.

VdP Mosel har – ligesom i øvrigt VdP Rheinhessen – ikke været specielt gode til at optage nye medlemmer, og der kan da også peges på en lang række andre moselproducenter, der med stor ret kunne optages i sammenslutningen (Immich-Batterieberg, Weiser-Künstler, Melsheimer, Martin Müllen, Günther Steinmetz, Clüsserath-Weiler, Franzen for blot at nævne nogle stykker).

Så ja, man forstår den skarpe reaktion fra de to formænd – VdP Mosel risikerer i sidste ende at gøre sig selv uvæsentlige.

Weinbörse Mainz 2015

 

mainz

Den forgangne weekend bød på en tur til Tyskland, hvor den årlige VdP-messe ”Weinbörse Mainz” løb af stablen. Det er en oplagt lejlighed til at få smagt den nye årgang og se, hvad der rør sig på den tyske vinscene p.t. hos verdens mest betydningsfulde vinorganisation.

Som man kan læse om i Vinbladet, bød dette års vinmesse bl.a. på æresbevisning til Jancis Robinson, der senere på messen kunne ses trækkende rundt på et rullebord – der havde en vis lighed med en rollator – med sin computer og smage vine.

På vinsiden mærkede man, at 2015 er en årgang, der kræver lidt mere tid – der var flere fadprøver end tidligere år.

Undertegnedes fornemmelse er, at det er en god til meget god årgang – men bedre, jo nordligere man kommer. I Pfalz og Baden er resultaterne mere mudrede. Til trods for, at der var hedebølge i løbet af sommeren, virker syreniveauet ret højt. Det virker generelt ikke til at være den mest terroirprægede årgang i det seneste år.

Ser man på generelle trends, er min fornemmelse stadig, at man på rødvinsfronten har lidt af en identitetskrise, hvor for meget fad og ekstraktion skaber tunge og lidt klodsede vine (der er selvfølgelig – og heldigvis – undtagelser).

På hvidvinsfronten er det stadig de tørre vine, der fokuseres på (”Der ist Süss” blev jeg flere gange advaret, når jeg bad om at smage en producents halvsøde og søde vine). Og nej, mange af de tyske vinproducenter har stadig ikke helt knækket koden for tør Riesling. Noget (men mindre end tidligere) er overalkoholisk, mens andet er overparfumeret og uden kompleksitet.

Alt i alt en messe, hvor indtrykket burde have været bedre – den gode årgang taget i betragtning.

Årgang 2015, Tyskland og klimaforandring

Det tyske onlinemagasin weinkenner.de kan berette, at det er besluttet, at man i 2015 må tilsætte syre til årgangens vine i Tyskland.

Det er mildest talt utraditionelt at en sådan tilladelse gives en masse i Tyskland. Det er typisk en fremgangsmåde, man kender fra lande som Australien, der har et væsentligt varmere klima.

I Tyskland er de snarere det modsatte – behovet for at reducere syre -, der har været nødvendigt (f.eks. i årgang 2010). Man har da også oplevet ekstreme temperaturer i Tyskland i år – visse stedet helt oppe omkring 40 grader.

Hvad, det kommer til at betyde for årgangen, er stadig for tidligt at sige – sikkert er det, at de tyske producenter skal til at tænke på en helt ny måde, når det skal vinificere vinene fra årgang 2015.