Bourgogne på godt og ondt

Udsigten fra toppen af Chevalier-Montrachet. Marken, hvor den hvide bil holder er Le Montrachet.
Udsigten fra toppen af Chevalier-Montrachet. Marken, hvor den hvide bil holder, er Le Montrachet.

Undertegnede er netop hjemvendt fra en kort tur til Bourgogne (nærmere bestemt i Côte de Beaune). Skulle nogen være i tvivl, er det et uendeligt fascinerende vinområde.

Bourgogne er om noget stedet, der har gjort terroir til en kunstform – altså dette, at vinens smag er afhængig af, hvor den er dyrket. Det får man for alvor blik for, når man står i vinmarkerne og kan se, at to marker, der laver vidt forskellig vin, faktisk kan ligge klods op af hinanden.

I Bourgogne hører maden og vinen uløseligt sammen – og der er også noget ganske særligt ved at sidde på en god restaurant og kunne se ud på den vinmark, hvorfra vinen, man har i glasset, stammer.

Og Bourgogne har heldigvis et væld af gode restauranter – inklusiv flere med Michelinstjerner.

De positive restaurantoplevelser på denne tur var:

  • Le Montrachet (1-stjernet i Puligny-Montrachet med et fantastisk vinkort, god ambiance og ditto mad. Klart 1-stjernet niveau).
  • Ermitage de Corton (Hotelrestaurant ikke langt fra Corton-bakken. Fin mad og god ambiance).

Den store skuffelse var (3-stjernede) Lameloise, der ikke levede op til sine tre stjerner.

Det var selvfølgelig vinen, der var centrum for turen. Og for én, der ikke har fulgt specielt meget med i Bourgogne de seneste år (der har heldigvis været lidt i kælderen) er der én deprimerende ting: Priserne.

Da undertegnede startede sin vinøse karriere, fik man nærmest Bourgogne forærende (ja, sådan en tid fandtes!) og selv for 10-15 år siden var det muligt at finde Bourgogne, der kunne kaldes gode køb. I dag er det imidlertid blevet sværere og sværere.

Og det er ikke kun toppen, der har fået et ordentligt prisløft – også simple kommunevine er nu oppe i et prisleje, der placerer dem i det øvre luksusleje.

Det rejser spørgsmålet, om man som importør overhovedet bør føre Bourgogne (i særdeleshed fra Côte d’Or), hvis man har fokus på forholdet mellem pris og kvalitet.

Kan man retfærdiggøre, at simple kommunevine efterhånden ofte koster på den anden side af 300,- (til tider et godt stykke på den anden side)? – og at det, der tidligere var de gode køb fra sidedalene som Savigny-lès-Beaune, Auxey-Duresses, Monthelie, St-Romaine og St-Aubin, efterhånden ligger på et stykke over 200,- for kommunevine – og endnu højere for premier cruer?

Det er selvfølgelig i sidste ende svært at sige, hvornår noget er prisen værd – i særdeleshed Bourgogne, der er så unikt et produkt. Så måske er det min egen arbitrære idé om, hvad Bourgogne skal koste, der er i spil.

Og under alle omstændigheder er det svært helt at afskrive Bourgogne – området og dets vine kan stadig noget, som ingen andre vine kan.

Fem grunde til at drikke sød vin

  1. Sød vin er i dag – specielt når det ikke er decideret dessertsøde vine – verdens bedste vinkøb, når man ser på pris/kvalitet.
  2. Alkoholen er ofte moderat, så du kan drikke mere uden at blive dum af det.
  3. Du viser, at du ikke har en pubertær fordom om, at det viser en særligt moden og udviklet smag at rynke på næsen af sød vin.
  4. Du behøver ikke at tænke længe over mad/vinsammensætning – søde vine kan oftest med fordel drikkes for sig selv.
  5. Sød vin kan holde sig længe efter åbning – så det er aldrig nødvendigt at kassere åbne flasker.