5 forskelle på tysk Spätburgunder og rød Bourgogne

Spätburgunder er det tyske navn for druesorten Pinot Noir, der primært er kendt fra dens hjemstavn Bourgogne. Her giver den elegante og komplekse vine, der hører blandt mange vinnørders favoritter, men som de seneste år er nået op i et prisleje, hvor selv garvede vinnørder snor sig ved at skulle punge ud.

Det med det elegante og komplekse går også igen i de tyske Spätburgundere – til dels også det med prisen -, men der er alligevel en række vigtige forskelle. De fem vigtigste er i undertegnedes bog følgende:

  1. Tysk Spätburgunder er typisk langt mere frugtig end Bourgogne. Faktisk kan de minde mere om Pinot Noir-vine fra f.eks. New Zealand end om Bourgogne. Der er ofte en sødme i frugten (der ikke – eller sjældent – skyldes at der er restsødme i vinen, men har noget at gøre med den sene høst).
  2. Tysk Spätburgunder lagrer bedre end Bourgogne. Faktisk har jeg kun én gang i mit liv smagt en tysk Spätburgunder, der havde udviklet tertiære aromaer. Den var 25 år gammel – og i øvrigt en basis-Spätburgunder. Man vinificerer anderledes i dag, men langt de fleste tyske Spätburgundere vil kunne klare lagring minimum 10 år.
  3. Tysk Spätburgunder udvikler sig også anderledes end Bourgogne. Hvor rød Bourgognes udvikling typisk forløber gennem nogle bølgetoppe og bølgedale, så det kan være svært at finde ud af, hvornår man skal drikke dem, er tysk Spätburgunders udvikling langt mere lineær. De smager typisk ret beset godt fra de er kommet på flaske til de er lagt i graven.
  4. Der er p.t. en glæde i Tyskland ved nye fade, som i denne smagers mund lidt har fået overtaget på andre smagsparametres bekostning. Hvor man i Bourgogne i det store hele forstår at docere fadpræget, kan man ofte møde tyske Spätburgundere med overstyret fadpræg. Det siger sig selv, at Viniversa styrer uden om disse vine.
  5. Grundet forskellen i frugtstrukturen, som noteret ovenfor, er rød Bourgogne i høj grad madvine, hvor tysk Spätburgunder i lige så høj grad kan nydes uden mad.

Selvom tysk Spätburgunder er steget i pris de seneste år – og ikke al udvikling i denne smagers mund har været positiv -, er det stadig en af de bedste leverandører af Pinot Noir-vine, når man ser på pris i forhold til kvalitet – når man blot holder sig for øje, at det ikke er Bourgogne og ikke smager af Bourgogne.

Better know a district: Fronton

Med “Better know a district” forsøger vi at sætte fokus på u- og underkendte vinområder, der efter vores opfattelse fortjener større opmærksomhed.

Et af de områder, der kom som en åbenbaring for undertegnede på et tidspunkt, hvor jeg ellers langt fra var grøn i vinens verden, var det lille område Fronton i Sydvestfrankrig.

Fronton, der tidligere hed Côtes du Frontonnais, er et mindre område på ca. 2400 hektar ca. 20 kilometer nord for Toulouse.

Når man ser på områdets geologiske og geografiske karakteristika er der ikke noget særligt ved det – det er ikke ulig f.eks. Entre-deux-Mers i Bordeaux og domineres af en jordbund præget af forskellige former for grus, sand og ler.

Det, der er særligt ved Fronton, er druesorten Négrette, som i det store hele kun findes her (ud over en lille smule i det vestligste Loire og i naboområdet Gaillac).

Négrette er ulig nogen anden druesort – og i særdeleshed ganske forskellig fra de fleste andre druesorter i Sydvestfrankrig. Hvor man i Sydvestfrankrig først og fremmest er kendt for kraftige og lidt rustikke vine (som Malbecvinene i Cahors og Tannatvinene i Madiran), er vinene lavet på Négrette kendetegnet ved en fantastisk, elegant aroma og en relativt let stil.

Jeg har hørt druesorten sammenlignet med Gamay, Dolcetto, Barbera eller Mencia – men ingen af disse sammenligninger får for alvor defineret, hvad Négrette er for en størrelse. Den må simpelthen smages.

Det kan synes så meget mere forbavsende, at det først blev tilladt i 2008 at lave rene Négrette-vine inden for AOC-reglerne. Ellers plejede man at blande med andre druesorter som Syrah, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc.
Det gør man i høj grad stadig, men mange producenter er også begyndt at lave rene Négrette-vine, der giver mulighed for at smage druesorten i sit klareste udtryk.

Det er dog vigtigt at pointere, at det langt fra er alle producenter, der formår at få de ovenfor beskrevne kvaliteter i Négrette frem i deres vine. Alt for mange producenters vine er stadig støvede og rustikke i deres udtryk.

Viniversas producent, Domaine Le Roc, er en af dem, der forstår at få Négrettes særlige aroma frem i deres vine.

Familiens Ribes fra Domaine Le Roc

Se Viniversas udvalgt af vine fra Domaine Le Roc her.