Frankrig – Side 2 – Viniverset

Champagnes sorte får

I mangt en artikel om champagne, som i disse dage bliver trykt, starter skribenten med at begræde, at champagne oftest kun drikkes kl. 24 til kransekagen, som – må vi forstå – gør champagnen en bjørnetjeneste, fordi det er så dårligt et match.

Herefter udbreder skribenten sig typisk om ved hvilke lejligheder, man ellers bør drikke champagne – med en løftet pegefinger om, at vi danskere simpelthen drikker for lidt champagne.

Undertegnede kan ikke være uenig i det sidste, men hvad det første gælder, er det en sandhed med en væsentlig modifikation.

For jo, megen champagne går ikke specielt godt til kransekagen, men der er jo faktisk én type, der ikke er så skidt et valg: Demi-Sec-champagnen (i modsætning til stille sød vin, er det ikke absolut nødvendigt, at champagnen er sødere end den dessert, den skal ledsage).

Så hvorfor skriver skribenterne ikke eller sjældent dette?

Svaret ligger selvfølgelig i, at Demi-Sec-champagnerne er champagnes sorte får, som parnasset kun kan rynke på næsen af.

Ja, i dag er man faktisk begyndt at se lidt skævt selv til Brut-champagnerne, med deres – typisk – 6-10 gram restsukker. Det skal helst være Extra-Brut – eller bedre Brut Nature (det ligger i navnet!).

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg altid bliver lidt mistroisk, når dogmerne kommer i spil – specielt når det giver sig udslag i en protestantisk foragt for sødme. Jeg kan ikke lade være at tænke, at det er udtryk for en pubertær tro på, at man fremstår mere ”voksen”, hvis man tager afstand fra alt, der lugter af umiddelbar nydelse og hedonisme (Nietzsche bemærkede rigtigt, at Schopenhauers pessimistiske og tungsindige filosofiske hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung netop kun kunne skrives af en ung mand).

I forhold til champagne er det selvfølgelig også en interessant pointe, at champagne tidligere var væsentlig mere sød end den er i dag. Hvad der i dag bliver opfattet som utilgiveligt sødt, er jo faktisk officielt rubriceret som halvtørt (demi sec).

I Champagnes storhedstid for 150 år siden, var der forskelle på, hvor sødt de forskellige markeder ville have deres champagne (zarens hof havde den sødeste tand), men generelt galt det, at man drak champagne sødere – til tider væsentligt sødere -, end man gør i dag.

Og det er i øvrigt en sjov krølle på historien, at champagneeksperten Richard Juhlin, der ikke har mange positive ord at sige om sød champagne, faktisk roser en enkelt sød champagne i værket 2000 Champagnes – vel at mærke den, der formodentlig er den sødeste af alle de champagner, han bedømmer i dette værk: Heidsieck & Co. Gout American Champagne fra 1907, som efter næsten hundrede år blev bjærget fra et skib, der forliste på vej til det russiske hof.

Vejen væk fra datidens søde champagner til vore dages forkærlighed for endda særdeles tørre champagner har været lang og er, vil jeg hævde, ikke blot et spørgsmål om en ændret smag, men også om en kamp internt i Champagne.

Når man ser på de producenter, der i dag går i brechen for extra-brut-champagne, stammer mange af dem fra Aube i det sydlige Champagne (der faktisk oprindelig ikke var en del af Champagne AOC’en). Her er klima og jordbundstype anderledes end i det centrale Champagne – og nok mere egnet til tørrere champagner (noget tilsvarende gør sig gældende i Tyskland, hvor de tidligere lavt rangerede områder Rheinhessen og Pfalz med bevægelsen mod tørrere Riesling-vine vandt større anseelse og i dag af mange regnes for de bedste eksponenter for tør Riesling i hele Tyskland).

Champagneproducenterne i Aube kan altså have en interesse i af promovere extra-brut-champagne som det eneste rigtige, qua at de har bedre vilkår for at lave denne type champagne end man har i det centrale Champagne.

Om det reelt forholder sig sådan, skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige, man tanken er nærliggende.

Alt dette siger selvfølgelig ikke noget om kvaliteten af Demi-Sec-champagne – og undertegnede skal da være den første til at indrømme, at det nok er de færreste champagneproducenter, der bruger deres bedste druer til de søde champagner. Men derfra til at have en forudindtaget holdning om, at demi-sec-champagne per se er inferiør, er, efter undertegnedes begreber, unuanceret og dogmatisk.

Og så i øvrigt godt nytår!

Vinen til julemaden

I denne tid bugner diverse aviser og tidsskrifter med råd til hvilken vin, man skal drikke til julemaden. Det skal selvfølgelig heller ikke mangle her fra Viniverset, hvor vi er gået ”videnskabeligt” til værks og for et par uger siden lavede hele den klassiske julemenu (and + flæskesteg) og smagte den til en lang række vine, som vi havde et kvalificeret bud på ville gå til.

Og lad os sige det med det samme: Vi er ikke enige med størstedelen af vore kollegaer.

Før vi røber, hvad vi anbefaler til julemiddagen, først et par generelle ord om det at anbefale vine til mad.

For det første: At sætte vin til mad er en af de sværeste discipliner inden for vinens verden. Selvom undertegnede har arbejdet mange år som sommelier, kan jeg stadig blive overrasket over mad/vinkombinationer.

Vi taler for en ordens skyld her ikke om ”ok” match – d.v.s. match, hvor man blot forsøger at tilstræbe, at mad og vin ikke kommer i decideret karambolage -, men om ægte mad/vinmatch, d.v.s. der hvor vinene faktisk passer til hinanden – og måske endda danner en symbiose, hvor sammenhængen er større en enkeltdelene.

Sidstnævnte oplever jeg ganske sjældent – selv i gode og fornemme restauranter er det uhyre sjældent, at man bliver præsenteret for den slags oplevelser.

For det andet: Der er uhyre mange faktorer, der spiller ind, når man skal matche mad og vin. Hvilken garniture serveres til maden? Hvordan er den tilberedt? Er vinen lagret på ståltank eller fad? Er den høstet sent eller tidligt? Bruges der kultiveret gær eller naturgær? Er vinen gæret ud eller besidder den en grad af restsødme?

Alle disse faktorer gør generiske vin/madmatch stort set ubrugelige.

For nylig var jeg til en smagning, hvor opgaven var at finde den perfekte vin til forskellige østers. Alle østers blev serveret på samme måde (klassisk med rødløgsvinaigrette og citron), men kom fra forskellige områder og var opdrættet på forskellig måde.

Ingen vine matchede alle seks typer østers – og ideelt set burde man mindst have fire forskellige vine til en tallerken med seks forskellige østers. Og det er i øvrigt uden at se på forskellen, hvis man spiser dem uden noget, med citron eller med rødløgsvinaigrette.

En praktisk guide til vin/mad-match vil imidlertid ikke kunne tage højde for alt dette (og så er vi slet ikke kommet ind på, hvad årstiderne betyder for smagen af østers…).

Det gør det også svært at anbefale vin til julemaden. Lige præcis julemaden har dog den fordel, at det er en så traditionel en spise – de fleste serverer den på stort set samme måde. Største forskel er i valget af kød (and, gås, flæskesteg, kalkun).

Når der handler om julemaden er det imidlertid garnituren, der er vigtigst – og man kan derfor mere eller mindre vælge at sætte parentes om kødet til trods for, at man i normale sammenhænge sjældent ville servere samme vin til f.eks. and og flæskesteg.

Hvilken vin skal man altså vælge til julemaden?

I vores smagning nåede vi frem til følgende retningslinjer:

Vinen skal være relativt kraftig
Den skal have en pænt høj alkoholprocent (13% +)
Den skal være frugtig og relativt ligetil i sit udtryk (ikke at forveksle med simpel!)
Den skal besidde en vis, men ikke overdreven, sødme

Det sidste var faktisk det, der kom mest bag på os – ikke det, at vinen skal være sød, men hvor lidt sød den egentlig behøver at være for stadig at fungere. I praksis viste det sig, at 6-9 gram restsukker faktisk var nok til at balancere alle de sødlige elementer i julemaden (de brunede kartofler, rødkål, sylteelementerne).

Og hvilke vine rammer så bedst de ovenstående kriterier? Vores top tre så således ud:

1. Plads:
De vine, der virkede bedst var klart tørre tyske rieslingvine – helst fra lidt varmere områder med rigere jordbund (Rheinhessen, Pfalz, Baden). Selvom en tysk vin kaldes ”trocken” – altså tør – har den typisk netop de 6-7 gram restsukker, der er nødvendige for at skabe balance til maden. Det betyder også, at f.eks. klasssiske Moselvine ikke fungerer (som jeg ellers har set anbefalet). De har for lav alkohol og for meget sødme.

2. Plads:
Et andet bud, der også matcher julemaden udmærket (om end ikke så godt som den tyske riesling), er relativt kraftig Brut Champagne fra mindre terroirs og gerne Pinot-domineret. Kravet om, at der helst skal være en kraftig champagne, kunne måske forlede nogle til at vælge en årgangschampagne – men disse har typisk noget mindre dosage (og dermed restsukker) end ikke-årgangschampagner, som derfor er at foretrække.

3. Plads:
Skal man gå i den anden grøft er afkølet portvin også en mulighed. Vælg f.eks. en Late Bottled Vintage (LBV). Portvin er danskernes favoritdrik til risalamanden – men det er altså også en mulighed til den salte del af måltider (om det nu også er bedste valg til risalamanden vender vi tilbage til i en senere post…).
Man skal nok være lidt garvet for at sætte portvin til hovedretten juleaften – og det bliver nok heller ikke valget i undertegnedes lille hjem -, men ser man kun på mad/vinmatchet fungerer det altså.

Voilà – det er vores tre bud på vinen til (den salte del af) julemaden.

Og så har vi slet ikke nævnt Amarone eller Châteauneuf-du-Pape, der ellers er hyppige gengangere i diverse klummer om vinen til julemaden.

Begge muligheder kan fungere – men her gælder det (specielt for Châteauneuf-du-Papes vedkommende), at der er så mange forskellige stilarter, at man faktisk skal ned på enkeltproducentniveau (og evt. også cuvée og årgang) for at kunne sige med sikkerhed, at vinen vil matche julemaden.

Det meste rødvin vil dog komme til at smage surt og metallisk – og det er nok denne faktor, der har skabt billedet af, at det er svært at sætte vin til julemaden.

Men det er det altså ikke – men skal blot glemme ortodoksien og turde tænke i andre baner.

Se Viniversas bud på vine til julemaden her.

Gruaud Larose vertikalsmagning

En vininteresseret kammerat har en faible for Bordeaux – hvilket heldigvis kommer undertegnede til gode ved særlige lejligheder. Blandt andet har han for vane at arrangere en exorbitant fødselsdagssmagning med Bordeauxtema.

Der har været en del ‘Bordeaux-bashing’ de seneste år, og jeg skal da også indrømme, at det er relativ sjældent disse år, at jeg drikker Bordeaux. Kvaliteten af de bedste vine fejler dog ikke noget – hvad også denne smagning vidnede om.

Det blev smagt ni vine – fire Gruaud-Larose og fem flasker af deres andenvin Sarget de Gruaud-Larose.

Gruaud-Larose har altid været et lidt specielt tilfælde i Bordeaux. Som anden cru skulle den i princippet høre til toppen af Bordeaux venstre bred – hvad den da også gør ifølge de fleste kritikere.

Gruaud-Larose skiller sig imidlertid ud fra denne gruppe ved at ligge relativt langt inde i landet, hvilket betyder en mere rig og lerholdig jord end hos de fleste andre 1. og 2. Cru Classé-vine, der dyrkes på mere grusholdig jord.

Det giver – i princippet i hvert fald – en vin med lidt mindre elegance, men måske til gengæld med en større stabilitet.

Personligt har det i hvert fald altid været en vin, jeg har regnet for meget stabil, men ikke nødvendigvis regner blandt de allermest interessante Bordeauxvine.

Det bekræftede denne smagning på mange måder. Der er ingen tvivl om hverken stabiliteten eller holdbarheden. Faktisk viste specielt de fire førstevine uhyre højt niveau og ensartethed. Der var dog ingen af vinene, der 100% blæste mig væk – men ingen tvivl om, at det er stor vin; blot ikke magisk.

Vinene, der blev smagt, deres placering og gennemsnitlige score på Parkerskalaen (fra fire smagere) var følgende:

Gruaud-Larose:

1982 (1. plads, 92 point)
1988 (3. plads, 90 point)
1990 (6. plads, 87 point)
1996 (2. plads, 91 point)

Sarget de Gruaud-Larose:

1994 (5. plads, 88 point)
1996 (7. plads, 86 point)
2000 (9. plads, 82 point)
2001 (4. plads, 89 point)
2005 (8. plads, 85 point)

Der er i hvert fald en håndfuld konklusioner at drage:

Førstevinene viste i det store hele deres værd og ideen om at drikke andenvin i store årgange og førstevin i små årgange kan næppe helt bekræftes.
Stabiliteten er uhyre høj – hvad en på papiret lavt vurderet årgang som 1994 vidner om.
Holdbarheden fejler ikke noget. Det er min erfaring, at de fleste Cru Classéer under 2. Cru niveau i årgang 1982 for længst er begyndt at fade.
Årgang 1990 er en svag skuffelse – noget jeg har oplevet flere gange med denne årgang, som i bagklogskabens lys måske var lidt overvurderet, da den kom frem. Der findes dog også highlights (Palmer 1990 smagt for et lille år siden var fremragende).
Årgang 2001 virker på denne (og andre smagninger) som klart undervurderet – og smager p.t. bedre end årgang 2000.
Og så er det i øvrigt interessant, at andenvinen klarere sig bedst i de på papiret ringeste årgang (1994 og 2001). Det er svært at give en forklaring på dette (nogle vil måske hævde, at det er fordi 2000 og 2005 ikke er drikkeklare – men begge vine fremstod nu som fejlbehæftede).

Tak til Søren for den fornemme smagning!

5 fordomme om Beaujolais

1) Beaujolais er en let rødvin

Ja, det kan det være, men der findes også Beaujolais i både hvide og rosé-udgaver. Og for den sags skyld også ganske kraftige røde Beaujolaiser.

2) Beaujolais gærer ved en særlig metode kaldet Maceration Carbonique

Det er en metode, hvor druerne gærer hele i en kuldioxid-holdig atmosfære, hvilket giver en særlig frugtig vin uden megen garvesyre. Og igen: Ja, det gør den ofte, men det er ikke en regel.

3) Beaujolais kan ikke lagre

Igen: Ofte sandt, men langt fra altid. Det bedste Beaujolais lagrer ligeså godt som Bourgogne – en Moulin-à-Vent eller Morgon kan normalt fint klare op til 10 års lagring.

4) Beaujolais er en slags fattigmandsbourgogne

Dette er helt misvisende, da det er vidt forskellige vine. Bourgogne er typisk sart og elegant, Beaujolais er robust og frugtig. Ser man på jordbunden har Beaujolais faktisk mere til fælles med det nordlige Rhône – og en kraftig Beaujolais har da også i denne smagers mund mere til fælles med en let St-Joseph end med en Bourgogne.

5) Beaujolais er først og fremmest en terrassevin

Det er fint, hvis du nyder din Beaujolais på terrassen, men Beaujolais er også verden mest alsidige rødvin til mad (også her adskiller den sig fra Bourgogne). Vil du gerne drikke rødvin til din røgede makrel? – snup en Beaujolais. Kraftige simreretter, hvor du tror, du skal have en kraftig monstervin fra det sydlige Rhône eller Languedoc? – Beaujolais vil ofte virke bedre.

Better know a district: Fronton

Med “Better know a district” forsøger vi at sætte fokus på u- og underkendte vinområder, der efter vores opfattelse fortjener større opmærksomhed.

Et af de områder, der kom som en åbenbaring for undertegnede på et tidspunkt, hvor jeg ellers langt fra var grøn i vinens verden, var det lille område Fronton i Sydvestfrankrig.

Fronton, der tidligere hed Côtes du Frontonnais, er et mindre område på ca. 2400 hektar ca. 20 kilometer nord for Toulouse.

Når man ser på områdets geologiske og geografiske karakteristika er der ikke noget særligt ved det – det er ikke ulig f.eks. Entre-deux-Mers i Bordeaux og domineres af en jordbund præget af forskellige former for grus, sand og ler.

Det, der er særligt ved Fronton, er druesorten Négrette, som i det store hele kun findes her (ud over en lille smule i det vestligste Loire og i naboområdet Gaillac).

Négrette er ulig nogen anden druesort – og i særdeleshed ganske forskellig fra de fleste andre druesorter i Sydvestfrankrig. Hvor man i Sydvestfrankrig først og fremmest er kendt for kraftige og lidt rustikke vine (som Malbecvinene i Cahors og Tannatvinene i Madiran), er vinene lavet på Négrette kendetegnet ved en fantastisk, elegant aroma og en relativt let stil.

Jeg har hørt druesorten sammenlignet med Gamay, Dolcetto, Barbera eller Mencia – men ingen af disse sammenligninger får for alvor defineret, hvad Négrette er for en størrelse. Den må simpelthen smages.

Det kan synes så meget mere forbavsende, at det først blev tilladt i 2008 at lave rene Négrette-vine inden for AOC-reglerne. Ellers plejede man at blande med andre druesorter som Syrah, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc.
Det gør man i høj grad stadig, men mange producenter er også begyndt at lave rene Négrette-vine, der giver mulighed for at smage druesorten i sit klareste udtryk.

Det er dog vigtigt at pointere, at det langt fra er alle producenter, der formår at få de ovenfor beskrevne kvaliteter i Négrette frem i deres vine. Alt for mange producenters vine er stadig støvede og rustikke i deres udtryk.

Viniversas producent, Domaine Le Roc, er en af dem, der forstår at få Négrettes særlige aroma frem i deres vine.

Familiens Ribes fra Domaine Le Roc

Se Viniversas udvalgt af vine fra Domaine Le Roc her.

9 ting du skal vide om Muscadet

1) Muscadet er den klassiske vin til fisk og skaldyr – og du går næsten aldrig fejl med denne kombination (undtagelsen er kolde fiske- eller skaldyrsretter, hvor andre vine kan virke bedre).

2) Den dyrkes i et geografisk begrænset område omkring Nantes ved Loireflodens munding. Mest kendt er området omkring de to floder Sèvre og Maine, der har givet navn til en særlig appellation: Muscadet Sévre et Maine.

3) Muscadet er navnet på vinen; druesorten bag hedder Melon de Bourgogne.

4) Melon de Bourgogne har ikke den store druekarakter, men er desto bedre til at formidle terroir og jordbundsforhold. Det vil for Muscadets vedkommende sige forskellige forvitringer af granit – gnejs, ortognejs, amfibolit, gabbro, serpentinit etc.

5) Muscadet er altid tør – oftest knastør. Den har intet med Muscat at gøre, som typisk er en sød vin.

6) Muscadet hører til blandt de tørre vine – de være sig røde eller hvide – der lagrer bedst overhovedet. Undertegnede smagte for nylig en årgang 1982, der var i fin form. En god Muscadet når sit højdepunkt efter 8-10 år, men kan typisk ligge længere.

7) I de seneste år har man for at styrke kvaliteten indført en slags kommuneappellationer kaldet Cru Communaux. Der stilles større krav til disse vine med hensyn til lagring, høstudbytte m.m.

8) Det meste Muscadet lagrer på bundfaldet – kaldet sur lie. Det giver mere krop og kompleksitet til vinene, men kan også give en lidt ’pruttet’ gærlugt, der dog typisk forsvinder med lidt iltning. Står der ’sur lie’ på etiketten, har vinen lagret mellem 6 og 14 måneder på bundfaldet. Da ovennævnte Cru Communaux-vine lagrer længere tid ’sur lie’ (typisk 20 måneder eller mere), står der ikke ’sur lie’ på etiketten.

9) Der findes næppe nogle vine, der giver tilsvarende kompleksitet og lagringsevne til så lave priser som Muscadet. Det er det perfekte, billige alternativ til f.eks. Chablis.

Se Viniversas Muscadetvine her.

Et par andre importører af gode Muscadetvine:

Atomwine
Rosforth & Rosforth

Viognier – vinverdens sexbombe

Viognier har sin oprindelse i det nordlige Rhône i området Condrieu samt i miniappellation Château Grillet. Vinene herfra blev i løbet af 1990’erne ganske trendy – hvilket resulterede i, at flere vinbønder i andre regioner og lande forsøgte sig med Viognier. Ikke mindst i Languedoc blev druesorten populær.

Det er dog en druesort der – ligesom Pinot Noir – langt fra uproblematisk kan dyrkes andre steder. Condrieus og Château Grillets granitholdige skråninger giver nogle særlige betingelser for at dyrke Viognier; er de ikke til stede, kan resultaterne være ganske uheldige.

Det skyldes Viogniers specifikke karakter.

Viognier balancerer altid på en knivsæg – med en evigt tilstedeværende risiko for at blive for meget. Den besidder en overdådig duft med præg af fersken, abrikos og hvide blomster, kombineret med relativt høj alkohol og lav syre.

Har man ikke den nødvendige mineralitet kan vinene derfor meget hurtigt blive for meget; kamme over. Og på sin vis skal de – næsten – kamme over. Harmoni er ikke en væsentlig faktor; det er ikke en vin for dem, der søger balance over alt andet. Den går ud af en tangent; lader hånt om den gyldne middelvej. Den beslaglægger dine sanser, betvinger dig. Den er af samme grund polariserende – som trøfler eller foie gras kan være polariserende – fordi nogle finder den for meget.

Selv i druesortens hjemegn er det langt fra altid, at producenterne rammer den rette balance. Gør de det, har man imidlertid at gøre med en af vinverdens mest spændende vine – hvad priserne da også indikerer.

God Condrieu er således aldrig billig – men som sagt: Det bedste eksemplarer er alle pengene værd, og overgås ikke af Viognier fra nogen andre steder i verden.

Der findes dog prisvenlige alternativer. Jeg vil hævde, at man skal søge alternativerne – ikke mod syd, men mod nord. Manglen på syre er Viogniers akilleshæl, og det afhjælper man ikke ved at tage sydpå. Derimod har undertegnede smagt spændende Viogniervine fra Tyskland og – i særdeleshed – Beaujolais.

At netop Beaujolais er egnet til Viognier kan synes ganske oplagt qua, at det kun ligger ganske få 100 kilometer nord for Condrieu – og i øvrigt har noget af den samme granitholdige jordbund som Condrieu.

Og nej, de besidder ikke Condrieus overdådighed, men er lidt mere tilbageholdende, lidt mindre ’sexede’, men ikke desto mindre ganske spændende vine.

Viognier hører til en af de relativt få store druesorter, der ikke har ry for at lagre specielt godt. Typiske skal de drikkes inden for 4-5 år – eller lidt længere for de bedste årganges vedkommende. Med til denne historie hører dog, at vinene fra Château Grillet har ry for at kunne udvikle sig i op til 15 år eller mere. Med alderen vil det dog under alle omstændigheder miste noget af deres umiddelbare overdådighed og anslå mere komplekse, men også mere tilbagelænede toner – i det bedste udgaver bl.a. en udpræget duft af hvide trøfler.

Det er en vin, det kan være svært at sætte mad til – men prøv den til f.eks. kyllingetagine med abrikoser. Og så er det i øvrigt verdens bedste vin til oste, hvis mineraliteten er i behold. Særligt hvidskimmel og ikke for kraftige rødkitoste egner den sig fortrinligt til.

Viniversas vine på Viognier kan du se her.

Hvad er verdens bedste grønne druesort?

De fleste vinkendere vil nok svare enten Chardonnay eller Riesling på ovennævnte spørgsmål. Der er imidlertid i undertegnedes bog en tredje druesort, der kan gøre disse to rangen stridig: Chenin Blanc.

Chenin Blanc har langt fra samme udbredelse som de to ovennævnte druesorter – udover i sit fødested Loire dyrkes den kun i større omfang i Sydafrika samt i en vis udstrækning i Sydvestfrankrig. Og selv i sin hjemegn overskygges den – i hvert fald i udlandet – af Sauvignon Blanc og Muscadet (Melon de Bourgogne) i kendisfaktor.

Hvad der er grunden til denne mangel på anerkendelse, vil jeg forsøge at give et svar på nedenfor, men først vil vi se på, hvad det er, der kendetegner Chenin Blanc som druesort (og I dette ligger allerede en del af svaret).

At de fleste nok vil pege på enten Chardonnay eller Riesling, hvis de får spørgsmålet fra titlen på dette indlæg, kan virke interessant – al den stund, at de to druesorter nærmest kan betragtes som modsætninger. Få druesorter kan siges at være længere fra hinanden end netop Chardonnay og Riesling.

Chenin Blanc kan ses som en median mellem de to – og har træk til fælles både med Chardonnay og med Riesling. Det kan derfor være interessant at se på, hvor Chardonnay og Riesling adskiller sig fra hinanden – og hvor Chenin Blanc placerer sig på denne akse. Lad os derfor se på dette på fem parametre:

1. Sødmegrad
Hvor Riesling egner sig (næsten) lige godt til tørre og søde vine, er Chardonnay klart bedst til de tørre vine – og sød Chardonnay er mere en kuriøsitet end noget andet.
Her placerer Chenin Blanc sig klart på Rieslingsiden: Den er i lige høj grad egnet til tørre og søde vine. Der er så det nota bene, at Chenin Blanc – i denne smagers mund – er bedre end Riesling til de tørre vine. Var Riesling kun kendt for sine tørre vine, er det ikke sikkert, at den ville have samme status, som den har i dag – var Chenin Blanc kun kendt for de tørre vine, ville det stadig være en af verdens mest spændende druesorter.

2. Udvikling
Både Chardonnay og Riesling kan potentielt have lang lagringsevne – men deres udvikling er forskellig. Hvor Chardonnay udvikler sig lineært (fra ung til moden), udvikler Riesling sig i stadier. Chardonnay vil således gennemgå en kontinuerlig udvikling fra ung til moden, mens Riesling udvikler sig i spring igennem en række stadier, der er kendetegnet ved at være væsensforskellige fra hinanden. Det første stadie er kendetegnet ved primært frugt og også klar mineralitet. I anden stadie bliver Riesling mere ekstrem i sit udtryk, men til tider også mere entydig (Det er her, at det berømte Rieslingpetroleum viser sig). I tredje stadie opnår Riesling så sin egentlige modenhed, hvilket betyder, at det mere ekstreme udtryk viger for større kompleksitet (og petroleumsnuanerne forsvinder).
Denne udvikling i stadier gør også, at det er en smagssag, på hvilket udviklingsstadie, man foretrækker at drikke Riesling – man kan argumentere for, at Riesling kan give lige så stor fornøjelse, når den er ung, som når den er gammel, mens det er svært at argumentere for at drikke stor Chardonnay ung.
Her placerer Chenin Blanc sig klart på Rieslingsiden i forhold til udviklingen i stadier. Ligesom Riesling gennemgår Chenin Blanc tre klare stadier, der er meget tilsvarende Riesling – d.v.s. et ungt, primærfrugtigt stadie, efterfulgt af et ekstremt stadie (her kan selv tør Chenin Blanc virke sød med nuancer af honning, lindete, karamel, lim m.m.). I sidste stadie får Chenin Blanc en ny friskhed og kommer igen til at virke tørrere. I dette stadie findes der ingen konkurrenter til Chenin Blanc i kompleksitet og æterisk uudgrundelighed. Dermed har den også træk tilfælles med Chardonnay i og med, at det entydigt er i dette tredje stadie, at Chenin Blanc viser sig storhed.
Og så skal det tilføjes, at Chenin Blanc lagrer mindst ligeså godt som både Chardonnay og Riesling.

3. Fadlagring
Chardonnay har – i hvert fald potentielt – godt af fadlagring på mere eller mindre nye fade, mens Riesling sjældent har det. Bevares, der eksperimenteres med barriquelagring af Riesling, men det må kategoriseres som samme type kuriøsitet som sød Chardonnay.
Her er vi tættest på Riesling. Chenin Blanc kan klare fadlagring på mere eller mindre ny eg, men det er ikke traditionen – og jeg mangler stadig at få et eksemplar, der virkelig overbeviser mig (uden at det kan betegnes som kuriøsteter på linje med fadlagret Riesling).

4. Alkohol
Hvor Chardonnay kan klare rimelig høj alkohol uden at blive alkoholsk og uharmonisk, er høj alkohol anatema for Riesling.
Her er vi klart i Chardonnaylejren – og jeg vil hævde, at Chenin Blanc klarer høj alkohol endnu bedre end Chardonnay. En Chenin Blanc kan klare 14,5% alkohol og stadig være harmonisk – noget som er svært selv for Chardonnay.

5. Kvalitet
Riesling producerer en lang række hæderlige til gode vine, hvorimod Chardonnay ret beset kun producerer sublime eller ligegyldige vine. En Chardonnays eneste raison d’être er – indrømmet: flot sagt – at være storslået, mens en Riesling sagtens “bare” kan være god. Skal du have en god vin til 150,- til fredag aften, så vælg en Riesling – har du flere penge end Gud og skal have en flaske, der får englene til at synge, sjælen til at vride sig og voksne mænd til at græde, så vælg en Chardonnay.
Her falder Chenin Blanc snarest i Chardonnaylejren. Middelgod Chenin Blanc har ikke den samme basale nydelsesfaktor som Riesling – til gengæld er sublim Chenin Blanc sublim på samme måde som Chardonnay kan være sublim.

Voilà: Fem parametre, hvor Chenin Blanc er placeret i forhold til Riesling og Chardonnay. Det giver selvfølgelig på ingen måde et udtømmende billede af Chenin Blanc – og det ville selvfølgelig heller ikke være en af verdens bedste druesorter, hvis den ikke – lige Riesling og Chardonnay – var påvirket af klima, jordbundsforhold, vinifikation o.s.v.

Skal man så forsøge at svare på, hvorfor Chenin Blanc ikke har opnået den berømmelse, den fortjener, skal svaret nok søges under punkt 2 ovenfor. Chenin Blanc er så afgjort en ‘acquired taste’, når den befinder sig i sit andet stadie – og samtidig har de færreste smagt Chenin Blanc i sit tredje stadie (der, for de bedste søde såvel som tørre Chenin Blanc-vines vedkommende, typisk indtræffer efter 15-20 år).

Dertil kan man lægge, at søde – og ikke mindst halvsøde vine – ikke nyder den store bevågenhed – uagtet deres kvaliteter i øvrigt -, og at de bedste tørre Chenin Blanc vine kommer fra relativt små områder og altså ikke findes i specielt store mængder.

***

Du kan finde en oversigt over Vinversas vine på Chenin Blanc her.

Gode Chenin Blanc-vine fås også – i skrivende stund – hos bl.a. Loire-eksperten Rosforth & Rosforth (her er vi ofte i den mere naturvinsprægede ende af spektret), L’Esprit du Vin , Theis Vine og Niche Vin.