Ahr dér

Ahrdalen i Tyskland er lidt af en vinøs kuriøsitet. Det er den nordligste vinregion i det tidligere Vesttyskland, men alligevel er fokus langt overvejende rødvin (ca. 90% af produktionen). Og – værd at tilføje – de bedste vine herfra hører til blandt de bedste rødvine i hele Tyskland.

Spätburgunder – a.k.a. Pinot Noir – er, fristes man til at sige: selvfølgelig, stjernen her, men der opnås også gode resultater med Frühburgunder (Pinot Madeleine) – og for den sags skyld også både Dornfelder og Portugieser.

Når vinene er bedst har de en nærmest magisk kombination af ynde og overdådighed – som at se en elefant balancere på et krystalglas.

Skiferjordbunden gør dem unikke i Pinot Noir-sammenhæng, når man ser bort fra Mosel, Saar og Ruwer – hvor stor Pinot Noir dog stadig mere er undtagelsen end reglen (og hvor de bedste Pinot Noir-vine ikke kommer fra skifer).

Man kan groft inddele Ahr i to dele: Det øvre Ahr (nær flodens udspring) og det nedre Ahr (ved udløbet til Rhinen). Førstnævnte har en større skiferandel og giver mere elegante vine, mens sidstnævnte har en mere rig jordbund, som giver fyldigere vine. Hvad man foretrækker, er i sidste ende en smagssag (vores smag går mod førstnævnte…).

Med under 600 hektar er Ahr en af Tysklands mindste vinregioner – og langt mindre end den anden vigtige rødvinsregion: Baden. Så meget mere interessant er det, at da undertegnede arrangerede en smagning af tysk Spätburgunder sammen med en række andre vinimportører og vinjournalister, hvor alle blev bedt om at tage deres bedste vine med, var der langt flere Ahrvine på bordet end Badenvine.

Det skal ikke tages som udtryk for, at Badenvinene er dårlige – så langt fra. De er blot mere generiske i deres Pinot Noir-udtryk. De er pålidelige, hvor Ahrvinene er vin uden sikkerhedsnet.

Det gør også, at der er et element af hasard ved at købe Ahrvine. Det er “hit-or-miss”. Vil man mindske risikoen for at få dårlig vin, kan man imidlertid starte med at fravælge de billigste vine (som ikke er så billige, når vi taler Ahr): Ahrvin har én raison d’être: At være storslået. Søger man god vin i mellemprislejet gør man derfor klogt i at kigge til Baden, Pfalz eller Rheinhessen i stedet. Her er simpelthen mere kvalitet for pengene i dette prisleje.

Når Ahrvine for alvor spiller er de imidlertid unikke – ikke blot i Tyskland, men i hele vinverdenen. Ingen anden vin kan for alvor sammenlignes med Ahrvinene, når de er bedst.

Bierzo – Spaniens bedste vinområde, som kun vinnørder kender

Igennem de seneste 30-40 år er der dukket en række “nye” vinområder op i Spanien, som har vist, at de kan producere stor vin (“nye” i citationstegn fordi der er blevet produceret vin i disse områder i århundreder – blot har den sjældent været kendt udenfor regionen). Det gælder f.eks. Priorat, Toro, Ribera Sacra, Sierra de Gredo og Bierzo, som det skal handle om her.

Fælles for mange af disse områder er, at de har et lidt køligere klima – enten fordi de ligger ud mod vandet eller oppe i højderne.

Spanien er et af de lande, som er hårdest ramt af den globale opvarmning, og nogle af de klassiske spanske vinområder er begyndt at lide under varmen. Dette, kombineret med forbrugernes stigende interesse for mere elegante vine, har fået mange vinproducenter til at kigge mod køligere vinområder, som kunne give mere friske og elegante vine.

Her er Bierzo i det nordvestlige Spanien et godt bud.

Det skyldes dels det relativt kølige klima (mange vinmarker ligger ganske højt), dels den lokale Mencía-druesort, som er ansvarlig for området rødvin og rosé (der laves også en smule hvidvin primært på Godello).

Mencía betegnes til tider som “Spaniens Pinot Noir”. Sammenligningen halter, for deres smagsprofil er ganske forskellig (Syrah, som den tager sig ud i det nordlige Rhône, er nok en bedre sammenligning). Alligevel er det ikke helt skævt, for ligesom Pinot Noir vil Mencía ofte besidde en ynde og elegance, som gør vinene yderst charmerende.

Læg dertil en stor kompleksitet i de bedste eksemplarer, og du har forklaringen på, hvorfor Bierzo leverer nogle af Spaniens allerbedste rødvine.

Bierzo var tidligere domineret af små familievinbrug, der til tider ikke engang kommercialiserede deres vine. Det har også betydet, at man ikke har plantet nye vinstokke – og man kan derfor (ligesom i f.eks. Priorat) finde mange gamle vinstokke – hvilket er med til at øge kvaliteten.

De bedste Bierzo-vine er ikke længere billige – men ser man på pris kontra kvaliteten er priserne langt fra ublu. I de billigere segment kan man finde en række deciderede scoop.

Eneste anke, man kan have mod vinene, er, at de sjældent har den lange eftersmag, som man kan finde i de bedste vine fra f.eks. Ribera del Duero eller Rioja.

Alligevel vil jeg hævde, at Bierzo i dag leverer nogle af Spaniens absolut bedste vine – og stod valget mellem en ubeskrevet Rioja, Ribera del Duero eller Bierzo, ville jeg vælge sidstnævnte.

Korsikas vine – bedre end du tror! 1. del

For nogle år tilbage kårede det franske vintidsskrift La Revue du Vins de France Korsika som Frankrigs mest dynamiske vinregion på baggrund af en stor smagning af øens vine.

De kunne have tilføjet, at det måske også er Frankrigs mest undervurderede vinregion – ikke mindst uden for Frankrig.

Når man ser bort fra den fremsynede Kermit Lynch fra Berkeley har meget få større importører kaster sig over øen og dens vine.

Det er synd, for Korsika har vitterligt meget at byde på – og de bedste vine kan konkurrere med de bedste vine i Frankrig overhovedet.

Og nej, vi er selvfølgelig ikke objektive i denne sammenhæng, da vi importerer vinene fra Domaine Vaccelli (i vores bog en af øens fire bedste producenter), men generelt sker der utroligt meget på øen – og det i øvrigt inden for (næsten) alle vintyper. Kun når det kommer til mousserende vine, kan Korsika ikke konkurrere med de store.

Vejen mod kvalitet startede i Korsika i 1970erne, hvor organisationen Uva Corse satte sig for at bevare/redde de “oprindelige” korsikanske druesorter (i anførselstegn fordi alle druesorter på Korsika selvfølgelig på et eller andet tidspunkt er kommet fra fastlandet).

I perioden før det var en række druesorter blevet indført på øen, som snarere havde til formål at producere billig konsumvin end autentisk terroir-vin.

En af nøglepersonerne i denne kamp var Antoine Abbatucci, der plantede atten lokale, korsikanske druesorter for at sikre deres bevarelse. Domaine Comte Abbatucci hører i dag til blandt Korsikas bedste producenter (og sammen med Domaine Vaccelli den bedste producent i Ajaccio).

Men også de andre producenter i Uva Corse satte sig for at fokusere på de lokale druesorter.

På den baggrund at det selvfølgelig oplagt at starte en gennemgang af Korsikas vine med at se på de vigtigste druesorter – hvilket vi gør her i første del af vores artikel.

Korsikas druesorter

De blå druesorter

Blandt de blå druesorter er der særligt to, som er værd at fremhæve:

Nielluccio: I dag nok den vigtigste blå druesort på Korsika – ikke mindst i det østlige Korsika. Druesorten opnår sine bedste resultater i Patrimonio. Ved DNA-analyse har man fundet frem til, at den er identisk med Sangiovese – men de korsikanske Nielluccio-vine har deres helt egen karakter. Den nok bedste eksponent for varietale Nielluccio-vine er Domaine Antonin Arena.

Sciaccarellu: Identiske med den italienske druesort Mammolo, som bruges i mindre omfang som hjælpedruesort i Toscana. Opnår sine bedste resultater i det sydvestlige Korsika – ikke mindst i Ajaccio. Det er dog sjældent at se den som varietal vin – men Domaine Vaccellis toprødvine er alle rene Sciaccarellu-vine – og i vores optik de bedste repræsentanter for druesorten. Giver nærmest burgundisk-elegante vine. Bruges også en del til rosévine, der hører til blandt verdens absolut bedste (og i vores optik er bedre end naboerne fra Provence).

Grenache er den tredje vigtige blå druesort på Korsika – om end mange korsikanske kvalitetsproducenter forsøger at begrænse mængden, da den ikke opfattes som “autentisk” korsikansk. De korsikanske grenache-vine opnår dog også deres helt egen karakter takket være øens unikke jordbund.

De grønne druesorter

Blandt de grønne druesorter er der også to-tre hoveddruesorter, som er værd at fremhæve:

Vermentino: Klart den vigtigste grønne druesort på Korsika. Hvor de toskanske og sardiske udgaver ofte er friske og ligefremme vine, er de korsikanske udgaver langt mere seriøse – og ofte væsentligt fyldigere. Dyrkes over det meste af øen og giver således mulighed for at smage den fra Korsikas forskellige jordbundstyper.

Bianco Gentile: En anden vigtig hvid druesort, som ofte ses blandet med Vermentino, og som der bliver mere og mere fokus på – muligvis fordi den opfattes som mere autentisk korsikansk end Vermentino.

Muscat: Den allestedsnærværende parfumerede druesort findes også på Korsika, hvor den primært bruges til Vin-Doux-Naturel – altså hedvinstyper. Det er særligt nordspidsen af Korsika (Cap Corse), som er kendt for disse vine – men de kan findes over hele Korsika. Det bedste udgaver kan konkurrere med de bedste i verden.

Better know a district: Gaillac

Gaillac Rive Droite - argilo calcaire
Gaillac Rive Droite – argilo calcaire (kalkholdig ler) (c) Domaine du Moulin.

Gaillac er et af de mange små vindistrikter i Sydvestfrankrig, hvor man har sine helt egne traditioner og druesorter.

I modsætning til f.eks. Fronton, Cahors, Madiran og Marcillac er Gaillac ikke defineret ved én specifik druesort. Man har et par stykker, der er – om ikke 100% lokale, så i hvert fald halvlokale. På rødvinsområdet gælder det Braucol (også kaldet Fer Servadou og Mansois), Prunelard og Duras. Disse blandes dog som oftest med f.eks. Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah. På hvidvinsområdet har man bl.a. Mauzac, Ondenc og Loin de l’Oeil, samt mere internationalt kendte sorter som Sauvignon Blanc.

gaillacHeller ikke jordbundsforholdene er entydige: Faktisk har Gaillac to distinkte terroirs – adskilt af floden Tarn, der deler Gaillac i to. På den ene side af floden har man grus, mens man på den anden side har kalkholdig ler (“argilo-calcaire”).

Man laver da også (næsten) alle vintyper: Mousserende vin, tør hvidvin, sød hvidvin, rødvin – og sågar vin de voile; vin lavet på flor som i Xeres og Jura.

Af samme grund er det ikke en appellation, der er entydig i sit udtryk. Gaillac kan være mange ting – selvom det, de nok primært er kendt for, er en lidt rustik, garvesyrepræget rødvin.

Ikke desto mindre (eller netop derfor!) er Gaillac det ældste vinområde i Sydvestfrankrig – og har været opdyrket i mere end 2000 år. Det er altså et vindistrikt med år på bagen – men som alligevel stadig lidt er ved at finde sig selv.

Det er der dog også tegn på, at distriktet er ved at gøre – i hvert fald er der kommet rigtigt mange spændende vine fra Gaillac de seneste år – og heldigvis går tendensen mod i højere og højere grad at bruge sine egne, unikke druesorter.

***

Viniversa importerer vinene fra Domaine du Moulin.

Andre gode producenter:

  • Domaine Plageoles
  • Causse Marine
  • Domaine de Pialentou

Morey St-Denis-smagning

morey st denis

Lørdag aften var den lille vinklub inviteret til Morey-St-Denis-smagning. Den stod på én village-morey, en Premier Cru og fire Grand Cru-vine.

Desværre havde den ene Grand Cru prop, så det endte med fem vine.

Morey St-Denis er næppe den mest kendte af kommunerne i Côte de Nuits – både naboerne Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny synes altid at have være mere kendte.

Jeg har nu altid synes, at kvaliteten har været høj her – og nogle af mine største Bourgogne-oplevelser har været med Morey St-Denis.

Det var imidlertid første gang, at undertegnede skulle smage fire (som så blev til tre) Grand Cru-Morey’er ved samme lejlighed.

Så hvordan gik det?

Ingen tvivl om, at niveauet var højt, men om det stod mål med priserne er en anden sag. Når man er oppe at give 1000,- pr. flaske, bør man også kunne forvente noget ypperligt. Det var – for de fleste vines vedkommende – gode til fremragende vine, men prisen på Bourgogne vil altid være et aberdabei.

Det smagte vine med deres gennemsnitlige score (på Parkerskalaen) var:

1. plads: Dominique Laurent Clos de la Roche Cuvée Vieilles Vignes “Intra-Muros” Grand Cru 2009 – 93 point Elegant, dyb, sødmefuld og kompleks. Det var dog en overraskelse, at vinen var fuldt udviklet og bør drikkes nu eller snart. Jeg har tidligere smagt Grand Cru’er fra Laurent, som ikke overbeviste mig, men denne var – til trods for den hurtige udvikling – absolut godkendt.

2. plads: Georges Lignier Clos St-Denis Grand Cru 2010 – 92 point En forvandlingskugle, der startede meget uren med en ubehagelig spildevandsaroma, men som med tid i glasset udviklede sig til en elegant og kompleks vin, der med sin frugtdrevne stil næsten kunne minde om en tysk spätburgunder.

3. plads: Hubert Lignier Premier Cru Clos Baulet 2013 – 92 point En lidt reserveret vin, der tydeligvis var for ung, men som viste stort potentiale. Ikke så umiddelbart charmerende som nogle af de andre vine, men stor vin – og godt klaret af en Premier Cru.

4. plads: Stephane Magnien Clos St-Denis Grand Cru 2012 – 90 point Let og behagelig vin, der dog i denne smagers mund manglede lidt substans for en Grand Cru og virkede en anelse simpel. Ikke en dårlig vin, men til 1000,- bør man kunne forvente mere.

5. plads: Ponsot Morey St-Denis Cuvée des Grives 2012 – 88 point En af mine yndlingsproducenter, hvis kommunevin i dette selskab blev slået af banen. En behagelig og charmerende vin med god kompleksitet. Prisen (700,-) er dog problematisk.

 

Savennières

Savennières er en af undertegnedes yndlingsvine – og har været det i mange år. Det er her i nærheden af Angers, at Chenin Blanc-druesorten opnår sit ultimative udtryk som tør vin. Har man ikke smagt vinen før, og vil danne sig et billede af, hvordan den smager, må man forestille sig en hypotetisk blanding af tør Rheingauriesling og Puligny-Montrachet. For kvaliteten er priserne stadig uhørt lave – og det er måske den mest undervurderede tørre hvidvin i verden (en opfattelse, som jeg i øvrigt deler med selveste Robert Parker).

Det er værd at citere Loireeksperten Jacqueline Friedrichs bog ”Guide to the Loire” (én af de bedste vinbøger, der er skrevet – ikke blot om Loire, men tout court). Om Savennières skriver hun:

Det er, tror jeg, det mest intellektuelle vin i verden. Når den er fuldt moden, er den åndeløst betagende. En majestætisk vin, der spreder sig over ganen som fløde og i glimt afslører et evigt skiftende landskab – en balle hø, en duft af kamille, en kurv med tørrede blomster, honning blandet med kvæde og abrikos eller fersken, en prikken af ​​citronskal, en klangfuld bølge af mineraler. Det er en spadseretur med Chenin langs stejle skiferskråninger – på samme tid reserveret og lyrisk, knastør, men kødfuld. Savennières kalder til udforskning og refleksion – og er ikke for de uindviede.

På trods af disse rosende ord – og dens høje ry blandt vinkendere -, har Savennières til dels været i krise. Meget sigende var blot ca. 80 hektar af de i alt ca. 300 hektar, som appellationen dækker, opdyrket, da Friedrich skrev sin bog i 1996.

Det har, sammen med meget andet, ændret sig siden. I dag er ca. 150 hektar opdyrket – for en stor dels vedkommende af bønder, som ellers holder til uden for Savennières, først og fremmest fra Coteaux du Layon på den anden side af Loire.

Der er også sket en delvis stilændring.

Savennières var oprindeligt en sød vin, men siden ca. 1950erne gik man over til at lave tør – ja, decideret stram vin. Det er denne vin, Friedrich beskriver. Det var vine, man ikke skulle røre, før de var ca. 15-20 år gamle – hvor de så til gengæld smagte storslået og næppe kunne overgås af nogen anden vin i verden.

At lave en vin, der ikke bør drikkes de første 15-20 år, er imidlertid ikke særligt rentabelt, og det er vel til dels det, der har været skyld i Savennières’ krise. Derfor har man også set flere og flere producenter, der har bevæget sig mod en mere let- og hurtigt tilgængelig stil. Flere og flere benytter sig således af malolaktisk gæring (der blødgør vinen og hæver pH-værdien) – og man ser også eksperimenter med ny eg.

Det giver vine, der er mere tilgængelige som unge – men det store, og endnu til dels ubesvarede, spørgsmål er, om de stadig har samme lagringspotentiale og opnår denne næsten magiske duft og smag, som den traditionelle Savennières udviklede.

Da disse eksperimenter stadig er ganske nye, er det stadig for tidligt at sige noget definitivt om.

Skulle dette have givet dig lyst til at smage på vinene fra Savennières, har vi sammensat en smagekasse med 2 x 3 vine fra vores to producenter Domaine de la Bergerie og Château d’Epiré.

Køb den her.

Smagenotater på Savennières finder du efter springet:

Læs videre “Savennières”

Better know a district: Fronton

Med “Better know a district” forsøger vi at sætte fokus på u- og underkendte vinområder, der efter vores opfattelse fortjener større opmærksomhed.

Et af de områder, der kom som en åbenbaring for undertegnede på et tidspunkt, hvor jeg ellers langt fra var grøn i vinens verden, var det lille område Fronton i Sydvestfrankrig.

Fronton, der tidligere hed Côtes du Frontonnais, er et mindre område på ca. 2400 hektar ca. 20 kilometer nord for Toulouse.

Når man ser på områdets geologiske og geografiske karakteristika er der ikke noget særligt ved det – det er ikke ulig f.eks. Entre-deux-Mers i Bordeaux og domineres af en jordbund præget af forskellige former for grus, sand og ler.

Det, der er særligt ved Fronton, er druesorten Négrette, som i det store hele kun findes her (ud over en lille smule i det vestligste Loire og i naboområdet Gaillac).

Négrette er ulig nogen anden druesort – og i særdeleshed ganske forskellig fra de fleste andre druesorter i Sydvestfrankrig. Hvor man i Sydvestfrankrig først og fremmest er kendt for kraftige og lidt rustikke vine (som Malbecvinene i Cahors og Tannatvinene i Madiran), er vinene lavet på Négrette kendetegnet ved en fantastisk, elegant aroma og en relativt let stil.

Jeg har hørt druesorten sammenlignet med Gamay, Dolcetto, Barbera eller Mencia – men ingen af disse sammenligninger får for alvor defineret, hvad Négrette er for en størrelse. Den må simpelthen smages.

Det kan synes så meget mere forbavsende, at det først blev tilladt i 2008 at lave rene Négrette-vine inden for AOC-reglerne. Ellers plejede man at blande med andre druesorter som Syrah, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc.
Det gør man i høj grad stadig, men mange producenter er også begyndt at lave rene Négrette-vine, der giver mulighed for at smage druesorten i sit klareste udtryk.

Det er dog vigtigt at pointere, at det langt fra er alle producenter, der formår at få de ovenfor beskrevne kvaliteter i Négrette frem i deres vine. Alt for mange producenters vine er stadig støvede og rustikke i deres udtryk.

Viniversas producent, Domaine Le Roc, er en af dem, der forstår at få Négrettes særlige aroma frem i deres vine.

Familiens Ribes fra Domaine Le Roc

Se Viniversas udvalgt af vine fra Domaine Le Roc her.