Ahrdalen i Tyskland er lidt af en vinøs kuriøsitet. Det er den nordligste vinregion i det tidligere Vesttyskland, men alligevel er fokus langt overvejende rødvin (ca. 90% af produktionen). Og – værd at tilføje – de bedste vine herfra hører til blandt de bedste rødvine i hele Tyskland.
Spätburgunder – a.k.a. Pinot Noir – er, fristes man til at sige: selvfølgelig, stjernen her, men der opnås også gode resultater med Frühburgunder (Pinot Madeleine) – og for den sags skyld også både Dornfelder og Portugieser.
Når vinene er bedst har de en nærmest magisk kombination af ynde og overdådighed – som at se en elefant balancere på et krystalglas.
Skiferjordbunden gør dem unikke i Pinot Noir-sammenhæng, når man ser bort fra Mosel, Saar og Ruwer – hvor stor Pinot Noir dog stadig mere er undtagelsen end reglen (og hvor de bedste Pinot Noir-vine ikke kommer fra skifer).
Man kan groft inddele Ahr i to dele: Det øvre Ahr (nær flodens udspring) og det nedre Ahr (ved udløbet til Rhinen). Førstnævnte har en større skiferandel og giver mere elegante vine, mens sidstnævnte har en mere rig jordbund, som giver fyldigere vine. Hvad man foretrækker, er i sidste ende en smagssag (vores smag går mod førstnævnte…).
Med under 600 hektar er Ahr en af Tysklands mindste vinregioner – og langt mindre end den anden vigtige rødvinsregion: Baden. Så meget mere interessant er det, at da undertegnede arrangerede en smagning af tysk Spätburgunder sammen med en række andre vinimportører og vinjournalister, hvor alle blev bedt om at tage deres bedste vine med, var der langt flere Ahrvine på bordet end Badenvine.
Det skal ikke tages som udtryk for, at Badenvinene er dårlige – så langt fra. De er blot mere generiske i deres Pinot Noir-udtryk. De er pålidelige, hvor Ahrvinene er vin uden sikkerhedsnet.
Det gør også, at der er et element af hasard ved at købe Ahrvine. Det er “hit-or-miss”. Vil man mindske risikoen for at få dårlig vin, kan man imidlertid starte med at fravælge de billigste vine (som ikke er så billige, når vi taler Ahr): Ahrvin har én raison d’être: At være storslået. Søger man god vin i mellemprislejet gør man derfor klogt i at kigge til Baden, Pfalz eller Rheinhessen i stedet. Her er simpelthen mere kvalitet for pengene i dette prisleje.
Når Ahrvine for alvor spiller er de imidlertid unikke – ikke blot i Tyskland, men i hele vinverdenen. Ingen anden vin kan for alvor sammenlignes med Ahrvinene, når de er bedst.
Næppe var beskeden om, at Weingut Hofmanns Weissburgunder Eselpfad var kåret til Tysklands bedste Weissburgunder ved Mundus Vini Nordic-konkurrencen, indløbet, før der kom besked om, at endnu et af vores tyske vinhuse var blevet præmieret i Tyskland.
Denne gang er det Weingut Georg Gustav Huff, som i Tysklands førende vintidsskrift, Vinum, er blevet kåret som “Riesling Champion 2019” foran en lang række af Tysklands førende vinhuse.
Weingut Georg Gustav Huff (der er – i hvert fald – tre Huff-familier, som laver vin, så fornavnene er nødvendige) ligger i den lille landsby Schwabsburg, som er en forstad til Nierstein – Rheinhessens uden tvivl vigtigste vinby.
Dette – vigtigheden – skyldes ikke mindst den knold med rød sandsten kaldet “Roter Hang”, som findes lige nord for byen (og som strækker sig helt til Schwabsburg). De syd- og østvendte vinmarker på denne knold giver Rheinhessens bedste vine – og marker som f.eks. Hipping og Pettenthal har været kendt for deres kvalitet i flere århundreder.
Da vi i første omgang tog vinene fra Weingut Georg Gustav Huff hjem, var det ikke mindst p.g.a. det fantastiske forhold mellem pris og kvalitet. Vi er imidlertid mere og mere blevet overbevist om, at Huff simpelthen er den bedste producent i Nierstein-Schwabsburg – også når man kigger på kvalitet alene.
Det skulle den nylige pris vidne om.
De er ikke så kendte som vinene fra Kühling-Gillot eller så udfordrende som vinene fra Kai Schätzel, men kvaliteten er bare umådelig høj uanset årgang – og så er det vine, som lagrer bedre end de fleste af konkurrenternes – Jeg har hørt en producent fra Nierstein sige, at det var et karakteristika for vinene fra Roter Hang, at de antager den ældede petroleumstone allerede efter et års tid. Det oplever man imidlertid ikke med vinene fra Weingut Georg Gustav Huff, som selv efter 3-4 år stadig smager ungt.
Og så er det jo i øvrigt ikke kun med riesling, at de excellerer – også deres rødvine er fremragende, ligesom deres øvrige hvidvine også er en messe værd.
Og nej, man kommer altså heller ikke udenom priserne: Huffs vine ligger prismæssigt op til 50% under de fleste af konkurrenternes i Nierstein-Schwabsburg.
Kort sagt: Det er vine med et uhørt godt forhold mellem pris-kvalitet, som alle elskere af tysk vin burde stifte bekendtskab med.
Nej. For nu at give et hurtigt svar på spørgsmålet i titlen på denne blogartikel. Sekt er ikke et alternativ til champagne, for Sekt er et produkt i egen ret, der har nogle helt andre kvaliteter end dem, champagne stiller til skue.
Generelt er sekt mere frugtig end champagne (hvormed ikke menes: Mere sød). Da de bedste tyske producenter ofte bruger Riesling (eller andre aromatiske druesorter) til deres sekt, ønsker de at bevare druekarakteren. Derfor finder man også sjældent udpræget autolysekarakter i tysk sekt (duften af brød, hø, gær etc., som kendetegner megen champagne).
Hvor andre vigtige typer mousserende vin – Cava, Franciacorta, engelsk mousserende vin – klart synes at have champagne som pejlemærke, gør dette sig således sjældent gældende for de tyske sektproducenter. Hvilket jeg vil hævde er sekts force.
Tyskland har en lang historie med mousserende vin – og er i dag den største konsument i verden af den perlende drik.
Champagne har da også meget at takke tyskerne for – ikke kun eksporttallene. Heidsieck, Bollinger, Deutz, Mumm og Krug er således alle grundlagt af tyskere.
Sekt kan både lavet v.h.a. klassiske flaskegæring og ved Methode Charmat (gæring på tryktank). Det er ikke tilladt at tilsætte kulsyre – om end flere større sektproducenter er blevet beskyldt for netop dette.
Og generelt må man vel sige, at sekt – ligesom anden tysk vin – til dels lider under, at der findes en række store producenter, som ikke har kvalitet for øje.
De bedste udgaver er generelt dem, som er lavet v.h.a. klassisk flaskegæring. Og dem vidner om denne metodes overlegenhed – eller blot er et udtryk for, at denne dyrere metode anvendes til den bedste basisvin, skal i denne sammenhæng være usagt.
Mange tyske producenter får deres sekt lavet hos deciderede sektproducenter (og leverer altså blot druematerialet eller vin claire), og der findes da også et par vigtige (fra et kvalitetsperspektiv) producenter, som er specialiserede i sekt – bl.a. Solter i Rheingau og Raumland i Rheinhessen.
Det kan dog på denne smager til tider virke som om, at de er for fokuserede på at efterligne champagne, fremfor at lave tysk sekt. Det giver – som i de ovennævnte efterligninger – sjældent vine, som har samme kvalitet som det bedste champagne. Til gengæld er prisen ofte tæt på.
Og så er vi tilbage ved Sektens raison d’être: Netop IKKE at være et alternativ til champagne, men at være en vintype i egen ret. Det er de bedste Sekt. Det er charmerende, ligefremme, mousserende vine, som ikke prætenderer overvældende kompleksitet, men til gengæld leverer tonsvis af umiddelbar drikkeglæde.
Og det er i vores optik også værd at slå et slag for!
Weissburgunder er det tyske navn for Pinot Blanc, så det er ikke som sådan en tysk druesort, men her skal det handle om de resultater, druesorten opnår i Tyskland – hvor den hører til blandt de mest undervurderede druesorter efter vores ydmyge mening.
Der er mange andre undervurderede tyske druesorter, men Weissburgunder er i vores optik den druesort, som er mest undervurderet i Tyskland selv.
De resultater, man i dag opnår med druesorten i Baden, Pfalz og Rheinhessen, kan måle sig med de bedste hvidvine på verdensplan.
Det er en druesort, som reagerer godt på fadlagring – også eventuelt på nye fade -, samtidig med at den bevarer en grundlæggende elegance, som man godt kan savne i f.eks. Grauburgunder – a.k.a. Pinot Gris -, som ikke mindst i Baden ofte kan give tunge og uharmoniske vine.
Vi er således heller ikke tvivl om, at Weissburgunder giver Badens bedste vine – uanset farve.
Det er i vor optik de hvidvine, som kommer tættest på hvid Bourgogne i stil (endda tættere en Chardonnay, som er begyndt at blive populær i Tyskland). De bedste tyske Weissburgunder-vine giver således denne smager mindelser til Puligny-Montrachet eller Meursault med deres elegante stil.
Deres lagringsevner er generelt på linje med Silvaner og tør Riesling – det vil sige de bedste eksemplarer klarer snildt 10-15 års lagring – muligvis mere.
I modsætning til Riesling, som ‘Grosses Gewächs’-behandlingen (lave høstudbytter m.m.) ikke gør noget godt, viser Weissburgunder for alvor sit værd i Grosses Gewächs-udgaverne (eller tilsvarende udgaver fra ikke-VdP-medlemmer).
Og nej, de har ikke samme umiddelbare charme, som Riesling kan have i det lidt mere friske segment – til gengæld har de en kompleksitet og balance, som det er svært ikke at blive forført af.
Betegnelsen ‘Feinherb’ bruges i Tyskland om halvtørre vine – fordi ‘Halbtrocken’ har fået en dårlig klang hos forbrugerne. Og det er da også en vinkategori, som det er svært at sælge i Tyskland, som de seneste mange år har sværget til de tørre vine.
Tørt bliver opfattet som autentisk, som ‘nøgent’ og umanipuleret, mens det halvtørre bliver set som leflen for forbrugeren, som åbenbart ikke er ‘moden’ nok til at drikke tør vin.
Dette til trods for, at ikke mindst Riesling kan have godt af en smule sødme til at opveje syren – og i øvrigt til at sikre lagringsevner. Det gælder ikke mindst Riesling fra f.eks. Mosel, Saar, Ruwer og Mittelrhein.
Det er vine, hvor en restsødme umiddelbart over det ’tilladte’ for tørre vine ikke nødvendigvis får vinen til at smage sød, men blot ‘harmonisk tør’, man mange vinproducenter i Mosel foretrækker at kalde det.
Lige så vigtigt er det måske at påpege, at Riesling, som overlades til sig selv, ofte vil ende med en restsødme over det tilladte for tørre vine. Det betyder, at vinmagere for at få tørre rieslingvine ofte er nødt til at tilsætte kulturgær, så vinen kan gære ud (eller næsten ud).
Som sådan kan man sagtens hævde, som i overskriften, at Feinherb er den mest ‘autentiske’ kategori for rieslingvine.
I Viniversa er vi skeptiske over for begrebet ‘autencitet’, men der er altså ingen grund til at afskrive Feinherb som ‘uautentisk’.
I februar i år deltog jeg i en stor Spätburgundersmagning med en række andre branchefolk samt et par vinbloggere.
Smagningen kom i stand på baggrund af en tilsvarende (lidt skuffende) smagning af Frühburgunder, som gav anledning til at undersøge, om Spätburgunder ville klare sig bedre.
Der var tale om en åben smagning, hvor hver smager tog et par vine med (med den underforståede aftale, at der var tale om Spätburgundere fra øverste hylde).
Der var på forhånd lidt snak om hvilke vine, vi hver især tog med, så smagningen var ikke “dobbeltblind”. Der blev også gjort et vist forsøg på at få spredning i feltet, men som det fremgår af det følgende, var der et klart favoritområde blandt de deltagende smagere.
Som nedenstående liste bevidner, var der generelt tale om nogle af Tyskland mest feterede producenter og vine – og typisk var der tale om en af producentens bedste vine, hvis ikke simpelthen den bedste / dyreste – hvilket for VdP producenternes vedkommende normalt ville sige deres Grosses Gewächs-vine.
Og her må jeg så personligt indrømme, at jeg har lidt samme forhold til tysk Spätburgunder, som jeg har til tør tysk Riesling: Jeg føler ikke, at man nødvendigvis får specielt meget ekstra ved at gå op i pris – og er derfor også lidt skeptisk over for hele GG-fænomenet.
Faktisk synes jeg tit, at jeg oplever, at en producents Spätburgundere på niveauerne lavere end GG (eller tilsvarende for ikke VdP-producenter) ikke nødvendigvis står meget tilbage for GG’erne.
Generelt må det dog siges, at niveauet til denne smagning var ganske højt (til trods for de noget konservative pointtal) – om end man i visse tilfælde kan spørge, om kvaliteten retfærdiggør prisen – top tysk Spätburgunder er ikke længere billig.
I alt deltog 18 vine. Man kan pege på, at vi manglede et par af “de store kanoner” (i min bog måske først og fremmest Huber), men alt i alt var det meget tæt på at være den etablerede top af tysk Spätburgunder + et par jokere (som i et par tilfælde klarede sig forbavsende godt).
Før vi går til resultatet af smagningen her et par personlige konklusioner:
Baden (der indrømmet måske var lidt underrepræsenteret) stod relativt svagt i smagningen – med Dr. Hegers voldsomt dyre Häusleboden som bedste vin på en niendeplads.
Rheinhessen stod på den anden side stærkt med hhv. en anden- og en fjerdeplads til de to deltagende vine. Ikke mindst med prisen in mente må det siges at være en ganske flot præstation (og vi er i Viniversa selvfølgelig glade for, at “vores” Huff Rosenberg kom ind på en flot andenplads).
Der er stor begejstring for vinene fra Ahr blandt deltagerne – hvad antallet af deltagende vine skulle røbe. Flere havde også Kriechel på en 1. plads ved Frühburgundersmagningen (inklusiv undertegnede), og den løb altså også med førstepladsen her. “Vores” Deutzerhof tog flot revanche med en 3. plads efter en lidt skuffende forestilling i Frühburgundersmagningen, mens Stoddens bundplacering må siges at være en overraskelse.
Jeg havde personligt højere forventninger til Molitor, som jeg tidligere har været glad for, men her skuffende den altså lidt. Moselvinene skilte sig klart ud ved deres lettere stil.
De to ældre flasker (Heger 2007 og Adeneuer 2006) var ganske udviklede, hvilket demonstrerer for mig, at Spätburgunder på GG niveau ikke nødvendigvis lagrer bedre end Spätburgundere på lavere niveauer (jeg har drukket 10 år gamle udgaver af Hegers negociant-spätburgunder Vitus, som var mindst ligeså levende som Hegers GG).
Og så til placeringerne (pointene i parentes er et gennemsnit blandt de 8 smagere på Parkerskalaen):
1. Kriechel Sonnenberg R 2015 (Ahr) – 91,88 point 2. Huff Rosenberg Alte Reben 2015 (Rheinhessen) – 91,25 point 3. Deutzerhof Mönchberg GG 2012 (Ahr) – 90,75 point 4. Wasem Sonnenhang 2016 (Rheinhessen) 90,38 point 5/6. Knipser Mandelpfad 2012 (Pfalz) – 90,25 point 5/6. Maibachfarm Silberberg 2015 (Ahr) – 90,25 point 7. Fürst Schlossberg GG 2014 (Franken) 89,75 point 8. Thanisch 2015 (Mosel) – 89,5 point 9. Dr. Heger Häusleboden GG 2015 (Baden) 89,38 point 10/11. Kaufmann 2015 (Rheingau) 89,25 point 10/11. Dautel Forstberg 2014 (Württemberg) – 89,25 point 12. Molitor Brauneberger Mandelgraben ** 2015 (Mosel) – 89 point 13. Adeneuer Neuenahrer Sonnenberg 2006 (Ahr) – 88,5 point 14/16. Adeneuer Rosenthal GG 2015 (Ahr) – 87,75 point 14/16. Bercher Bürkheimer Feuerberg 2014 (Baden) – 87,75 point 14/16. Schloss Proschwitz 2011 (Sachsen) – 87,75 point 17. Dr. Heger Ihringer Winklerberg GG 2007 (Baden) – 87,5 point 18. Jean Stodden Alte Reben 2015 (Ahr) – 87,25 point
Du finder en oversigt over Viniversas Spätburgundervine her.
Et udvalg af de GG-Rieslinge, som har fundet vej til Viniversas portefølje gennem årene.
Ja, jeg har et problem med Riesling Grosses Gewächs-vine – et problem, som er blevet klarere og klarere for mig igennem den seneste årrække, og som er blevet forstærket gennem smagninger af disse vine.
Først lige en forklaring: Grosses Gewächs er en betegnelse, som er blevet indført af den private VdP-sammenslutning (VdP står for Verein deutscher Prädikatsweingüter).
VdP tæller lidt over 200 af Tysklands bedste producenter (få fortjener muligvis ikke at være med i sammenslutningen, hvis man kigger på kvaliteten af deres vine – og mange, som i dag står udenfor, kunne ud fra samme parameter være medlemmer).
Det er en utrolig magtfuld organisation, som på mange måder er toneangivende for udviklingen inden for tysk vin.
De indførte Grosses Gewächs-kategorien i en bestræbelse på at efterligne f.eks. Bourgogne Grand Cru.
Den dækker således tørre vine med begrænset høstudbytte fra særligt udvalgte marker (kaldet Grosse Lage), som lagres ekstra tid og først kan frigives i september året af høsten (for de hvide vine).
Forskellige druesorter kan bruges til Grosses Gewächs-vine (inden for hver region er det defineret hvilke druesorter, som kan bruges i GG-vinene). Mest udbredt er Riesling og Spätburgunder, men også f.eks. Silvaner, Weissburgunder, Grauburgunder, Chardonnay og Lemberger kan sine steder bruges til GG-vinene.
Her skal det specifikt dreje sig om GG-vinene på Riesling, som om nogle har været med til at tegne de tyske vinscene de sidste 10-15 år.
Det er altså – i hvert fald på overfladen – en succeshistorie. Ikke blot har GG-vinene tegnet tysk vin de seneste 10-15 år, de har også nået et prisniveau, som tidligere var uhørt for tør Riesling (det meste GG-Riesling ligger i dag fra kr. 300,- og opefter).
Mange producenter uden for VdP har således også efterlignet GG-vinene og laver vine efter samme principper. I den grad, hvor disse vine ligner GG-Rieslingvinene fra VdP, er de en del af “mit problem”.
Så hvad er mit problem?
Lad mig først og fremmest sige, at jeg mener, at Riesling opnår sit højeste potentiale med en eller anden form for restsødme – typisk i de klassiske prädikater Kabinett, Spätlese og Auslese.
Riesling på Feinherb-niveau (d.v.s. lige og den tekniske grænse for, hvornår Riesling er tør), er næsten uddød i Tyskland, men giver ofte bedre vine end de helt tørre udgaver (Ikke mindst i Mosel). Spontangæres Riesling vil den i øvrigt ofte ende sin gæring på Feinherb-niveau – og ofte er vinmagere nødt til at tilsætte kulturgær, for at få vinen til at gære ud.
Det betyder ikke, at der ikke kan være plads til tør Riesling, men jeg har aldrig smagt en GG-Riesling (og jeg har smagt langt de fleste…), som kunne måle sig med de bedste Spätleser eller Ausleser – eller for den sags skyld gode feinherbe Mosel-Rieslinge.
Der er dog, som nævnt, absolut en plads til tør Riesling. Ikke mindst mener jeg, at de i prislejet omkring de 100-150,- kr. leverer nogle af de mest tilfredsstillende hvidvine i dag.
Det er vine med en liflig charme og friskhed, som det er svært at modstå. Det er ikke hyperkomplekse vine, men de leverer det, de skal – hvilket vil sige friskhed, lethed og (relativt) lav alkohol.
Alle disse tre aspekter mister man ofte på GG-niveauet.
De lavere høstudbytter og den længere lagring giver mere koncentrerede og komplekse vine, som ikke besidder den umiddelbare lethed og charme, som de billigere vine har.
Spørgsmålet er så, om det, de vinder, opvejer det, de mister.
I langt de fleste tilfælde vil jeg sige: Nej.
Ja, de opnår en større kompleksitet, men jeg vil hævde, at man I det prisleje, som GG-Riesling er nået op i, kan få mere komplekse vine, hvis man kigger mod f.eks. Chenin Blanc-vinene fra Loire – eller sågar hvid Bourgogne.
Hvad GG-Rieslingvinene IKKE opnår er større lagringsevne. Faktisk vil jeg hævde, at mange GG-Rieslingvine lagrer dårligere end billigere Rieslingvine fra de samme producenter.
Specielt antager mange GG-Rieslingvine den udviklede petroleumsnote allerede et par år efter høsten – ja, nogle gange har de allerede denne tone ved frigivelsen.
Der er selvfølgelig dem, der elsker Riesling for netop denne tone, men for dem af os, der ser petroleumsnoter som et lidt vulgært pubertetstræk, er det et problem (jeg har i øvrigt aldrig mødt en tysk producent, som var glad for petroleumsnoten i Riesling, lige så lidt som Loireproducenter holder af, når deres Chenin Blanc-vine har den famøse “Chenasse”-tone).
Det er da også de færreste GG-Rieslinge, som har godt af mere end 10 års lagring – i modsætning til både de bedste loireske Chenin Blanc-vine og top-burgundisk Chardonnay. Jeg vil således også som udgangspunkt anbefale, at man drikker GG-Riesling, når de er unge.
Jeg savner også letheden i GG-vinene. Bevares, det er i dag sjældent at se tysk GG-Riesling med 14% alkohol, som man kunne se det for 5-10 år siden, men stadig har vinene en tyngde, som jeg ikke nødvendigvis synes klæder Riesling.
Betyder det, at GG-kategorien ikke har gjort noget godt for tysk vin?
Nej, vil jeg hævde. Kategorien har absolut sin berettigelse og har hævet niveauet meget – blot ikke for Riesling.
Der, hvor den har haft sin berettigelse, er med Silvaner og Weissburgunder GG. Og dette i en grad, så disse vine i min optik er de bedste tørre hvidvine, som produceres i Tyskland i dag.
Spätburgunder GG finder jeg – i lighed med Riesling – problematisk. Ofte smager GG-Spätburgundervine efter 7-8 år ikke specielt meget anderledes end samme producents billigere Spätburgundervine – og som unge er de ofte dominerede af fadpræg. Dertil er prisen ofte på et niveau, hvor man kan få bedre alternativer i New Zealand, USA eller – ja! – Bourgogne. Så igen vil jeg anbefale, at man kigger efter de billigere udgaver – Orts- eller gutswein.
Alt dette lyder måske unuanceret. Og ja, selvfølgelig findes der undtagelser – GG-Rieslinge, som faktisk leverer. Det er imidlertid vine, som jeg finder mere imponerende end egentlig charmerende.
Og kigger jeg på mit eget vinforbrug kommer der næsten aldrig GG-Riesling på bordet – hvilket vel også er meget sigende for en vinimportør med GG-Riesling i porteføljen…
Vil du læse en lignende – men langt mere udførlig og akademisk – kritik af Grosses Gewächs, kan du se denne artikel af David Schildknecht.
Vinmagasinet Falstaff kan i denne uge berette, at bølgerne er gået højt på seneste lokale Mosel VdP-møde. Udfaldet blev at de to bestyrelsesformænd Egon Müller (fra vingården af samme navn) og Nik Weis (fra St-Urbanshof) gik af sammen med bestyrelsesmedlem Claus Piedmont.
Grunden?
To af de tre vingårde, som bestyrelsen foreslog skulle optages i VdP Mosel blev ikke godkendt med de 2/3 flertal, som er nødvendigt for at blive medlem. Det drejede sig om Markus Molitor og vores egen Lubentiushof. Weingut Knebel fra Winninger var den tredje kandidat, som altså blev optaget.
Det er meget få uafhængige kritikere, der ville hævde, at alle de tre kandidateter ikke er berettiget til optagelse i VdP, når man kigger på kvaliteten af deres vine. Det er alle tre vingårde, der hører til blandt de allerbedste vingårde i Mosel – noget, man ikke nødvendigvis kan sige om alle medlemmerne af VdP Mosel.
VdP Mosel har – ligesom i øvrigt VdP Rheinhessen – ikke været specielt gode til at optage nye medlemmer, og der kan da også peges på en lang række andre moselproducenter, der med stor ret kunne optages i sammenslutningen (Immich-Batterieberg, Weiser-Künstler, Melsheimer, Martin Müllen, Günther Steinmetz, Clüsserath-Weiler, Franzen for blot at nævne nogle stykker).
Så ja, man forstår den skarpe reaktion fra de to formænd – VdP Mosel risikerer i sidste ende at gøre sig selv uvæsentlige.
I forbindelse med ‘Riesling Week’ havde undertegnede arrangeret en smagning af tør Riesling fra Mosel.
Grunden til, at temaet faldt på netop dette, var, at jeg på det seneste er nået til den konklusion, at Mosel ikke blot er bedst i Tyskland til vine med sødme, men faktisk også kandiderer til at tage prisen for deres tørre rieslingvine.
Det er ikke den konklusion, man kan drage, hvis man kigger i tyske vinguider, hvor det ofte er Rheinhessen, Nahe og Pfalz, der dominerer listerne. Men jeg har oplevet, at mange af de tørre riesling vine, jeg har fået, har besiddet en nerve og en kompleksitet, som jeg sjældent finder i andre vinregioner.
Ofte finder jeg simpelthen også de store tørre rieslingvine fra f.eks. Rheinhessen og Pfalz for alkoholske og tunge i udtrykket (der er undtagelser!).
Det var med andre ord en smagning, hvor min teori skulle be- eller afkræftes.
Følgende vine blev smagt:
Knebel Riesling Winninger Röttgen 2014
Lubentiushof Riesling Gondorfer Gäns 2013 Alte Reben
Willems-Willems Riesling Oberemmeler Altenberg 2011 “Unter der Kapelle”
Udover Lubentiushof, som jeg selv repræsenterer, havde jeg ikke smagt nogen af vinene før – men kendte alle producenter fra andre vine. Alle vine (med undtagelse måske af Heymann-Löwensteins) repræsenterer toppen af producenternes tørre rieslingvine.
Som man måske bemærker, var der ingen vine fra “S’et” – altså den del af Mosel fra Brauneberg til Erden, hvor mange af de største moselvine historisk set har rødder. Det var også en pointe ved smagningen – ikke blot for at sige, at der også laves stor moselvin uden for dette område, men i lige så høj grad fordi innovationen i Mosel i høj grad netop sker uden for S’et. Traben-Trarbach har i de seneste år f.eks. været et af de mest interessante områder i Mosel – og også Terrassenmosel viser i stigende grad, at der er her, de dygtige producenter holder til.
Smagning gav en række konklusioner:
Ja, niveauet er utroligt højt i Mosel. Om man foretrækker disse vine frem for vinene fra f.eks. Rheinhessen eller Pfalz, må i sidste instans være et spørgsmål om personlig stil. For undertegnede var der i hvert fald 3-4 vine, som virkelig var interessante – men der var stor uenighed blandt smagerne om, hvad der var de bedste vine.
Der var dog også vine, som jeg fandt for overgjorte. Vine, hvor man havde følelsen af, at vinmageren ville “give den hele armen” og derfor fik lavet vine, der var mere imponerende end egentlig gode.
For en region, der er så homogen, som Mosel er m.h.t. jordbundsforhold, var der er stor diversitet i stil. Det skyldes dog nok i højere grad forskellige tilgange til, hvordan vinen blev lavet (de fleste af producenterne, der var repræsenteret ved smagningen er “non-interventionister”, men der er alligevel betydeligt spillerum i forhold til, hvad man gør – lagring på stål eller fad, maceration med skallerne etc.). Den umiddelbart frugtige og parfumerede stil, som mange sikkert forbinder med tysk riesling var faktisk kun repræsenteret af Weingut Knebel.
Den forgangne weekend bød på en tur til Tyskland, hvor den årlige VdP-messe ”Weinbörse Mainz” løb af stablen. Det er en oplagt lejlighed til at få smagt den nye årgang og se, hvad der rør sig på den tyske vinscene p.t. hos verdens mest betydningsfulde vinorganisation.
Som man kan læse om i Vinbladet, bød dette års vinmesse bl.a. på æresbevisning til Jancis Robinson, der senere på messen kunne ses trækkende rundt på et rullebord – der havde en vis lighed med en rollator – med sin computer og smage vine.
På vinsiden mærkede man, at 2015 er en årgang, der kræver lidt mere tid – der var flere fadprøver end tidligere år.
Undertegnedes fornemmelse er, at det er en god til meget god årgang – men bedre, jo nordligere man kommer. I Pfalz og Baden er resultaterne mere mudrede. Til trods for, at der var hedebølge i løbet af sommeren, virker syreniveauet ret højt. Det virker generelt ikke til at være den mest terroirprægede årgang i det seneste år.
Ser man på generelle trends, er min fornemmelse stadig, at man på rødvinsfronten har lidt af en identitetskrise, hvor for meget fad og ekstraktion skaber tunge og lidt klodsede vine (der er selvfølgelig – og heldigvis – undtagelser).
På hvidvinsfronten er det stadig de tørre vine, der fokuseres på (”Der ist Süss” blev jeg flere gange advaret, når jeg bad om at smage en producents halvsøde og søde vine). Og nej, mange af de tyske vinproducenter har stadig ikke helt knækket koden for tør Riesling. Noget (men mindre end tidligere) er overalkoholisk, mens andet er overparfumeret og uden kompleksitet.
Alt i alt en messe, hvor indtrykket burde have været bedre – den gode årgang taget i betragtning.
