Mit problem med Grosses Gewächs-Riesling

Et udvalg af de GG-Rieslinge, som har fundet vej til Viniversas portefølje gennem årene.

Ja, jeg har et problem med Riesling Grosses Gewächs-vine – et problem, som er blevet klarere og klarere for mig igennem den seneste årrække, og som er blevet forstærket gennem smagninger af disse vine.

Først lige en forklaring: Grosses Gewächs er en betegnelse, som er blevet indført af den private VdP-sammenslutning (VdP står for Verein deutscher Prädikatsweingüter).

VdP tæller lidt over 200 af Tysklands bedste producenter (få fortjener muligvis ikke at være med i sammenslutningen, hvis man kigger på kvaliteten af deres vine – og mange, som i dag står udenfor, kunne ud fra samme parameter være medlemmer).

Det er en utrolig magtfuld organisation, som på mange måder er toneangivende for udviklingen inden for tysk vin.

De indførte for i en bestræbelse på at efterligne f.eks. Bourgogne Grand Cru.

Den dækker således tørre vine med begrænset høstudbytte fra særligt udvalgte marker (kaldet Grosse Lage), som lagres ekstra tid og først kan frigives i september året af høsten (for de hvide vine).

Forskellige druesorter kan bruges til Grosses Gewächs-vine (inden for hver region er det defineret, hvilke druesorter kan bruges i GG-vinene). Mest udbredt er Riesling og Spätburgunder, men også f.eks. Silvaner, Weissburgunder, Grauburgunder, Chardonnay og Lemberger kan sine steder bruges til GG-vinene.

Her skal det specifikt dreje sig om GG-vinene på Riesling, som om nogle har været med til at tegne de tyske vinscene de sidste 10-15 år.

Det er altså – i hvert fald på overfladen – en succeshistorie. Ikke blot har GG-vinene tegnet tysk vin de seneste 10-15 år, de har også nået et prisniveau, som tidligere var uhørt for tør Riesling (det meste GG-Riesling ligger i dag fra kr. 300,- og opefter).

Mange producenter uden for VdP har således også efterlignet GG-vinene og laver således vine efter samme principper. I den grad, hvor disse vine ligner GG-Rieslingvinene fra VdP, er de en del af “mit problem”.

Så hvad er mit problem?

Lad mig først og fremmest sige, at jeg mener, at Riesling opnår sit højeste potentiale med en eller anden form for restsødme – typisk i de klassiske prädikater Kabinett, Spätlese og Auslese.

Riesling på Feinherb-niveau (d.v.s. lige og den tekniske grænse for, hvornår Riesling er tør), er næsten uddød i Tyskland, men giver ofte bedre vine end de helt tørre udgaver (Ikke mindst i Mosel).

Det betyder ikke, at der ikke kan være plads til tør Riesling, men jeg har aldrig smagt en GG-Riesling (og jeg har smagt langt de fleste…), som kunne måle sig med de bedste Spätleser eller Ausleser – eller for den sags skyld gode feinherbe Mosel-Rieslinge.

Der er dog, som nævnt, absolut en plads til tør Riesling. Ikke mindst mener jeg, at de i prislejet omkring de 100-150,- kr. leverer nogle af de mest tilfredsstillende hvidvine i dag.

Det er vine med en liflig charme og friskhed, som det er svært at modstå. Det er ikke hyperkomplekse vine, men de leverer det, de skal – hvilket vil sige friskhed, lethed og (relativt) lav alkohol.

Alle disse tre aspekter mister man ofte på GG-niveauet.

De lavere høstudbytter og den længere lagring giver mere koncentrerede og komplekse vine, som ikke besidder den umiddelbare lethed og charme, som de billigere vine har.

Spørgsmålet er så, om det, de vinder, opvejer det, de mister.

I langt de fleste tilfælde vil jeg sige: Nej.

Ja, de opnår en større kompleksitet, men jeg vil hævde, at man I det prisleje, som GG-Riesling er nået op i, kan få mere komplekse vine, hvis man kigger mod f.eks. Chenin Blanc-vinene fra Loire – eller sågar hvid Bourgogne.

Hvad GG-Rieslingvinene IKKE opnår er større lagringsevne. Faktisk vil jeg hævde, at mange GG-Rieslingvine lagrer dårligere end billigere Rieslingvine fra de samme producenter.

Specielt antager mange GG-Rieslingvine den udviklede petroleumsnote allerede et par år efter høsten – ja, nogle gange har de allerede denne tone ved frigivelsen.

Der er selvfølgelig dem, der elsker Riesling for netop denne tone, men for dem af os, der ser petroleumsnoter som et lidt vulgært pubertetstræk, er det et problem (jeg har i øvrigt aldrig mødt en tysk producent, som var glad for petroleumsnoten i Riesling, lige så lidt som Loireproducenter holder af, når deres Chenin Blanc-vine har den famøse “Chenasse”-tone).

Det er da også de færreste GG-Rieslinge, som har godt af mere end 10 års lagring – i modsætning til både de bedste loireske Chenin Blanc-vine og top-burgundisk Chardonnay. Jeg vil således også som udgangspunkt anbefale, at man drikker GG-Riesling, når de er unge.

Jeg savner også letheden i GG-vinene. Bevares, det er i dag sjældent at se tysk GG-Riesling med 14% alkohol, som man kunne se det for 5-10 år siden, men stadig har vinene en tyngde, som jeg ikke nødvendigvis synes klæder Riesling.

Betyder det, at GG-kategorien ikke har gjort noget godt for tysk vin?

Nej, vil jeg hævde. Kategorien har absolut sin berettigelse og har hævet niveauet meget – blot ikke for Riesling.

Der, hvor den har haft sin berettigelse, er med Silvaner og Weissburgunder GG. Og dette i en grad, så disse vine i min optik er de bedste tørre hvidvine, som produceres i Tyskland i dag.

Spätburgunder GG finder jeg – i lighed med Riesling – problematisk. Ofte smager GG-Spätburgundervine efter 7-8 år ikke specielt meget anderledes end samme producents billigere Spätburgundervine – og som unge er de ofte dominerede af fadpræg. Dertil er prisen ofte på et niveau, hvor man kan få bedre alternativer i New Zealand, USA eller – ja! – Bourgogne. Så igen vil jeg anbefale, at man kigger efter de billigere udgaver – Orts- eller gutswein.

Alt dette lyder måske unuanceret. Og ja, selvfølgelig findes der undtagelser – GG-Rieslinge, som faktisk leverer. Det er imidlertid vine, som jeg finder mere imponerende end egentlig charmerende.

Og kigger jeg på mit eget vinforbrug kommer der næsten aldrig GG-Riesling på bordet – hvilket vel også er meget sigende for en vinimportør med GG-Riesling i porteføljen…

Vil du læse en lignende – men langt mere udførlig og akademisk – kritik af Grosses Gewächs, kan du se denne artikel af David Schildknecht.

Skriv et svar