Robert Parker Jr. – en vurdering

De Parkerbøger, jeg i årenes løb har fået op under neglene.

Den 16. maj i år bekendtgjorde The Wine Advocate, at Robert Parker Jr. ikke længere ville bidrage til tidsskriftet.

Dermed er en æra sluttet – og det er måske derfor også på sin plads at vurdere Robert Parkers indflydelse gennem de godt 40 år, han har virket som vinkritiker.

Det er næppe en overdrivelse at sige, at indtrykket af Parker er ekstremt polariseret. Nogle forguder ham – flere (virker det til) afskyer ham.

Sandheden om manden skal nok findes et sted midt i mellem de to yderpunkter.

Selv kom jeg nok lidt anderledes ind på Parker end så mange andre – i og med at jeg læste ham, før jeg vidste, hvem han var. Det har været i midthalvfemserne, hvor jeg faldt over hans 1988 Guide på tilbud i en københavnsk boghandel.

Det er på mange måder stadig min favorit-parkerbog. Der er et – i positivt forstand – ungdommelig hovmod over bogen, som jeg kan savne i senere værker. Her ER faktisk vine, som får 55 point eller deromkring – og Parker er f.eks. ikke bange for at sige, at han foretrækker et hus’ basischampagne frem for deres prestigecuvée.

Og så var pointene i øvrigt stadig nede på jorden. 85 var rent faktisk en GOD score.

Det er også en bog, der vidner om, at Parker kunne tage fejl – Château Le Pin 1982 må f.eks. “nøjes med” 88 point. I den seneste af Parkers Bordeaux-bøger er den score ændret til 100. Immervæk lidt af en forskel på en 50-point-skala!

Og så er vi fremme ved én af de mest kontroversielle sider af Parker: pointene – og mere specifikt hans 100-point skala, som jo reelt er en 50 point skala.

Parker har selv forsvaret sin pointgivning med, at vin ikke er anderledes end andre fødevarer og derfor også kan bedømmes objektivt. Underforstået: Jeg skærer igennem den aura af romantik og mysticisme, som hersker omkring vin.

Kritikere vil selvfølgelig hævde, at Parker blot erstattede én romantik med en anden: fetichen omkring de “magiske” 100 point – og i det hele taget idéen om, at vin kan bedømmes meningsfyldt på en 50-point-skala.

Og Parker behandlede jo i øvrigt ikke vin som andre fødevarer: Hvor mange gange har man egentlig set f.eks. broccoli bedømt efter en 100-point skala?

Parkers trang til objektivitet (nogle vil sige: Pseudoobjektivitet) udsprang imidlertid ikke nødvendigvis af et behov for at afromantisere vin, men snarere af behovet for at gøre vinkritikken mindre korrupt.

For alle dem, som identificerer Robert Parker med en “vinverdens højrefløj” er det værd at huske på, at han var dybt inspireret af Ralph Nader – datidens svar på Bernie Sanders – og dennes position som “consumer advocate”.

Robert Parker ville kun være ansvarlig overfor forbrugerne – og kun tale forbrugernes sag.

Det mener jeg er en af de absolut positive ting ved Parker.

Hans hang til objektivitet fik ham også til at arbejde hårdere og mere metodisk end det fleste andre vinkritikere på den tid.

Vinkritikken havde indtil da mere være præget af historiefortællere og digtere snarere end af folk med en grundlæggende metodisk tilgang.

Den besad Parker.

Parker var den første vinskribent, jeg stødte på, som ikke blot vurderede en årgang i Bordeaux, men vurderede årgangen for de enkelte kommuner i Bordeaux.

Det kunne han, fordi han smagte mere og mere metodisk end alle andre.

Der er skrevet meget om antallet af vine, han smagte – jeg har læst tal omkring 200 pr. dag. Det er, vil jeg hævde, langt mindre imponerende, end mange vil gøre det til. Alternativt: Langt mindre arrogant. Man kan smage 200 vine på en dag – specielt når man smager relaterede vine (f.eks. fra samme region) – og give en kvalificeret bedømmelse.

Indrømmet, hans beskrivelser af de bedømte vine følger ofte et fast spor – med en række faste deskriptorer, som benyttes igen og igen. Det gør ikke hans vinbeskrivelser til det mest interessante at læse – og man får sjældent lyst til at købe en vin udelukkende p.g.a. en parkerbeskrivelse. Derfor er det også – på godt og ondt – blevet pointene, der har været de afgørende.

Og her er det så måske, at kan man se et “loop”, hvor vinkritikerne alligevel kommer til at stå i et afhængighedsforhold til – om ikke producenterne, så i hvert fald forhandlerne.

For der er næppe tvivl om, at en vinkritiker lever af omtale. Jo flere gange, Parkers ratings blev citeret, jo mere populær blev The Wine Advocate. Men i og med at forhandlerne sjældent skiltede med dårlige ratings var – og er – der også en tendens til, at den vinkritiker, som giver de højeste ratings bliver citeret mest – sålænge troværdigheden er nogenlunde intakt.

Hvilket måske kan være noget at forklaringen på, at ratings generelt er kravlet stødt opad de seneste 20-30 år.

Apologeter vil selvfølgelig hævde, at det skyldes, at den gennemsnitlige vinkvalitet er steget over årene. Men burde det ikke snarere resultere i, at kravene til, hvad der f.eks. skal til at få 85 point, blev skærpede?

Som allerede antydet synes tendensen også at være, at kun de gode vine efterhånden fandt vej til The Wine Advocates sider – men er det ikke også god forbrugerinformation at skrive om de dårlige vine?

Den største kritik af Parker har dog uden tvivl været ideen om, at hans smag gik i en bestemt retning – nærmere bestemt kraftige, bløde, fadlagrede rødvine.

Han har selv i høj grad modsat sig denne karakteristik – og blandt andet peget på de høje scorer, han har givet til f.eks. vinene fra Alsace. Alligevel er det sigende, at de områder, han valgte at beholde for sig selv, da han begyndte at ansætte andre smagere til at bedømme visse vinområder, alle faldt ind under denne karakteristik. En stiltiende accept af, at Champagne, Bourgogne, Loire og tysk vin måske ikke var hans force?

Undertegnede drikker sjældent det, mange forstår ved parkervine – og har man parkerpoints korrelation med høje priser in mente, skal man måske være glad for det.

Og der er vel ikke som sådan grund til at klandre Parker for, at hans smag går i en bestemt retning?

Kritikere har selvfølgelig hævdet, at Parkers indflydelse har gjort, at mange vinproducenter er begyndt at ændre deres vinifikationsstil for at please Parker – med en standardisering af vinverden til følge og måske en forandring af en regions vinstil.

Forklaringen tror jeg dog her i lige så høj grad skal findes i de mange nye vindrikkere, som er kommer til de seneste årtier. Vindrikning er blevet folkelig – og har som sådan også medført en “demokratisering” af vinens smag.

Når det i dag kan være svært at finde fransk vin i mange danske supermarkeder, mens argentinsk og chilensk vin fylder hyldemeter på hyldemeter, skyldes det næppe Parker, men nok snarere, at den bløde og afrundede karakter, som kendetegner disse vine, falder i manges smag.

Hvis man ikke deler denne smag, er der heldigvis stadig vine at få, som skiller sig ud fra denne stilistik. Smag er forskellig – og man skal ikke nødvendigvis se det som et problem.

Parkers svageste momenter er for mig da også, når han opførte sig som vindiktator – f.eks. den famøse strid med Jancis Robinson omkring Pavie 2003. Har beskyldte han basalt set Jancis Robinson for urent trav, fordi hun ikke delte Parkers begejstring for denne vin.

Jeg har ikke smagt Pavie i årgang 2003, så jeg kan ikke sige, hvem jeg ville være enig med (jeg hælder dog til Jancis Robinson…), men idéen om, at to i øvrigt kyndige vinjournalister ikke kan være uenige om en vins kvalitet, synes jeg ikke klæder Parker.

Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at Parker blev mere skinger med årene, men ovenstående hændelse vidner måske også om, at Parker og Parkers smag ikke længere var normdannende i 2000’erne – og at hans indflydelse var for nedadgående. Hans bastante holdning til naturvin kan vidne om det samme.

Hvis der altid har været en vis latent kritik af Parker og parkersmagen i Europa (som næppe kan sige sig fri for at være rodfæstet i det faktum, at Parker er amerikaner), så synes kritikken i 00’erne at have nået USAs forbrugere i form af en række film – eksplicit i Mondovino og implicit i Sideways, der gjorde det sofistikeret at drikke Pinot Noir og plebset at drikke Merlot.

Der er ingen tvivl og, at Parkers indflydelse i dette årtusinde stadig var – og er – stor, men ikke desto mindre er det svært ikke at føle, at tiden ikke længere var hans.

Parker var et korrektiv til vinjournalistikken på hans tid – med tiden blev der behov for et korrektiv til Parker selv. Den dag vil sikkert komme, hvor der igen bliver behov for de værdier, som Parker stod for i vinjournalistikken.

Skriv et svar