Italiensk vin er for de fleste lig italiensk rødvin. Mousserende vin, hvidvin, rosé og dessertvin fra Italien får ikke den store opmærksomhed. Der er for så vidt ikke noget mærkeligt i, at varme områder som (det meste af) Italien har fokus på rødvin – qua at denne vintype typisk klarer sig bedre i varme klimaer (undtagelser er selvfølgelig hedvin, som om muligt klarer varmen endnu bedre).
På den anden side lægger varmt vejr jo op til mousserende vin, hvidvin og rosé på forbrugersiden, så det kan ikke undre, at italienske vinmager også har en interesse i den retning. Parentetisk bemærket er Italien måske også det land, hvor der er størst forskel på, hvad lokalbefolkningen drikker, og hvad vinøse turister interesserer sig for.
Det er ikke fordi, at Italien ikke har haft en form for kommerciel succes med i hvert fald hvidvin og mousserende vin. I 1980’erne var Soave og Frascati det, mange drak – og i dag er der en vis Pinot Grigio og Prosecco-bølge. Når det handler om kvalitet har Italien imidlertid haft sværere ved at etablere sig på disse fronter.
Og ja, klimaet er ikke så umiddelbart velegnet til hvidvin, rosé og mousserende vin som f.eks. Tyskland og Frankrig, men på den anden side har områder som f.eks. Californien vist, at man også kan lave kvalitetshvidvin i varme klimaer.
Og der findes altså også spændende vine i disse kategorier i Italien.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg endnu ikke har fået hverken den mousserende vin eller rosé, der får mig til at sværge til disse vintyper i deres italienske udgaver. På det mousserende område vil jeg hævde, at det er de billigere typer – som Prosecco eller Asti Spumante -, som er mest interessante, mens de vine, som forsøger at nærme sig Champagne (Franciacorta m.fl.) ikke formår at retfærdiggøre deres priser.
Men hvad med italiensk hvidvin?
Her vil jeg faktisk hævde, at Italien har noget at byde på. Og som med deres rødvine er det i min bog klart de lokale druesorter, som er mest interessante.
Garganega, Verdicchio, Vermentino, Arneis m.fl. giver faktisk vine, som ikke blot smager godt, men som også bidrager med noget unikt på den internationale vinscene.
Det kræver selvfølgelig, at de parres med seriøse vinproducenter, som tager både druesorterne og vinproduktionen alvorligt. Sker det, får man vine, der ikke skal konkurrere med hverken Frankrig eller Tyskland, netop fordi de giver vine med et andet udtryk og egenart.
Generelt er friskhed mantraet i italienske hvidvine. Det skyldes ikke blot klimaet, men også den mad, vinene typisk parres med. Chardonnay-fede hvidvine er således en sjældenhed i Italien (selv de hvidvine, som rent faktisk er lavet på Chardonnay er typiske lette og frugtige).
Fadlagring af hvidvin findes absolut, men igen er det ikke normen. Til gengæld arbejder flere og flere italienske vinmagere med bærmekontakt og batonnage for at give ekstra kompleksitet og mundfornemmelse til deres vine. Disse vine hører typisk til blandt de mest spændende italienske hvidvine.
Prismæssigt vil jeg hævde, at det typisk er i niveauet omkring 150-200 kroner, at man får de mest interessante vine, når man sammenholder pris og kvalitet.
I det billige leje kan de italienske vine simpelthen ikke måle sig med f.eks. de tyske, når man ser på kvalitet, og over 200,- kan kvaliteten ofte ikke følge med.
I smørhullet fra 150-200,- findes der imidlertid egensindige hvidvine med stor personlighed og kompleksitet, som absolut bør tages alvorligt af alle vininteresserede.