For nylig var vi samlet i den lille vinklub for at vurdere temaet orangevin. Det er ikke noget, jeg har systematisk erfaring med – forstået på den måde, at det er første gang, jeg deltager i en egentlig smagning af vintypen.
Jeg er dog blevet eksponeret til orangevin en del gange – både i professionelle sammenhæng og som privatperson på diverse restauranter. Men altid har det været en enkelt eller to flasker og ikke et samlet felt.
Orangevin bliver ofte forbundet med både amfora og naturvin, selvom kategorien ikke nødvendigvis er noget med disse at gøre. At der findes mange orangevin, som er lagret på amfora og/eller er “naturvin”, er så en anden sag…
Helt simpelt er en orangevin en vin på grønne druesorter, som er lavet som om det var en rødvin (eller rosé). D.v.s. at mosten får lov et ligge med skaller og kvas en vis tid, som kan variere alt efter producentens lyst.
Der er ikke tale om en beskyttet kategori – og derfor er det i sidste instans op til producenten (eller sælgeren) om han/hun vil kalde vinen orangevin.
At lade skaller og kvas macerere i en kortere periode er der ikke noget nyt i – og mange “traditionelle” producenter har benyttet sig af metoden uden i øvrigt at gøre noget væsen ud af det.
Og man kan eller bør kalde dette for orangevin, er som sagt et spørgsmål om temperament – men gav lejlighed til lidt diskussion ved smagningen, da én af smagerne havde medbragt en vin (Meierers Riesling WTF) med kun kort tids maceration på skaller og kvas. Om den reelt faldt ind under kategorien orangevin, kan diskuteres.
Generelt må det siges, at der var relativt stor forskel på vinene – nogle var klart mere “orange” end andre.
Tyskland fyldte ganske meget i smagningen – halvdelen af vinene var fra Tyskland – hvilket næppe er repræsentativt for orangevinsmarkedet p.t., selvom det er en kategori, som er i voldsom vækst også her.
Der var generelt de vine, som var “skamløst orange”, som klarere sig bedst – altså de vine, som klart var noget andet end konventionel hvidvin.
Dyreste vin kostede lige på den anden side af 300,- – og det er således oplagt at konkludere, at vi manglede toppen af orangevin p.t. Smagningen havde dog ikke som sådan til formål at finde de bedste orangevine på markedet, men skulle blot give et indblik i denne kategori.
Interessant nok notere jeg mig, at flere af vinene duftede af grappa/marc – hvilket det selvfølgelig kunne være oplagt af forbinde med kvas-macerationen. Om det rent faktisk er årsagen, skal jeg dog ikke kunne sige.
Mundfornemmelsen var for mange vines vedkommende ganske anderledes end hvidvin – hvilket også var forventeligt. At mange synes at have lav syre var måske mere overraskende (men med naturvinsethos kan det måske forklares med, at mange vine har gennemgået malolaktisk gæring).
Selvom mange københavnske restauranter i den nynordiske kategori er glade for orangevin, er jeg lidt usikker på deres madegnethed – særligt måske til det mad, de fleste giver sig i kast med derhjemme. Men det må blive temaet for en ny smagning…
Vinene, som blev smagt med gennemsnitscore og mine korte kommentarer følger her:
Meierer Riesling WTF 2015 Mosel – 85 point
Den kontroversielle vin i og med at den kun har kort tids maceration med kvas og skaller. Det var da også den mest traditionelle vin – og i denne sammenhæng derfor måske også lidt undervurderet.
2 Naturkinder Heimat Silvaner 2013 Tyskland (Franken) – 88 point
Igen en tysk vin, men her med mere orange- og naturvinspræg. Min første note er dog, at den må være tysk, så visse traditionelle træk har den alligevel haft. Syren virker ganske moderat. Min personlige favorit.
Taronja Vin de France 2017 – 88 point
Endnu en vin med klare naturvinstendenser henad æblejuice. Starter ganske floralt og citruspræget, men efterhånden tager mere sprittede toner over – og jeg har både noteret grappa og underberg. Men ikke nogen dårlig vin.
Huff Pinot Gris Réserve 2017 Rheinhessen – 85 point
En fadprøve, som familien Huff havde sendt med min seneste bestilling. Som med Meierer en relativt konventionel vin, der – måske af samme grund – faldt lidt igennem i smagningen. Pinot Gris har lyserødt skin – og vinen havde da også et klart lyserødt skær.
Rossidi Nikolaevo Vineyard Gewürztraminer 2018 Bulgarien – 89 point
Smagningens samlede vinder. Klare florale toner – og jeg har noteret mig rosenvand, som måske er et svagt hint om druesorten. Ligesom med andre af smagningens vine var denne også præget af en vis marc/grappa-agtig duft. Legendariske Steven Spurrier har udtalt, at det var denne vin, der første gang overbeviste ham om orangevinens kvaliteter, så 1. pladsen er måske ikke så overraskende endda.
Gérard Villet Cépage Chardonnay Cuvée Orange 2014 Arbois – 85 point
En lidt kedelig vin, som i hvert fald i denne sammenhæng ikke imponerede voldsomt. Den synes af være lidt mere afdæmpet i sit orangevinspræg end andre af smagningens vine.
Som pointene vidner om, var vi ikke helt oppe i skyerne over disse vine. Der var uden tvivl gode vine imellem, men kategorien orangevin har ikke med denne smagning vist mig sin ubetingede eksistensberettigelse.
