Champagnes sorte får

I mangt en artikel om champagne, som i disse dage bliver trykt, starter skribenten med at begræde, at champagne oftest kun drikkes kl. 24 til kransekagen, som – må vi forstå – gør champagnen en bjørnetjeneste, fordi det er så dårligt et match.

Herefter udbreder skribenten sig typisk om ved hvilke lejligheder, man ellers bør drikke champagne – med en løftet pegefinger om, at vi danskere simpelthen drikker for lidt champagne.

Undertegnede kan ikke være uenig i det sidste, men hvad det første gælder, er det en sandhed med en væsentlig modifikation.

For jo, megen champagne går ikke specielt godt til kransekagen, men der er jo faktisk én type, der ikke er så skidt et valg: Demi-Sec-champagnen (i modsætning til stille sød vin, er det ikke absolut nødvendigt, at champagnen er sødere end den dessert, den skal ledsage).

Så hvorfor skriver skribenterne ikke eller sjældent dette?

Svaret ligger selvfølgelig i, at Demi-Sec-champagnerne er champagnes sorte får, som parnasset kun kan rynke på næsen af.

Ja, i dag er man faktisk begyndt at se lidt skævt selv til Brut-champagnerne, med deres – typisk – 6-10 gram restsukker. Det skal helst være Extra-Brut – eller bedre Brut Nature (det ligger i navnet!).

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg altid bliver lidt mistroisk, når dogmerne kommer i spil – specielt når det giver sig udslag i en protestantisk foragt for sødme. Jeg kan ikke lade være at tænke, at det er udtryk for en pubertær tro på, at man fremstår mere ”voksen”, hvis man tager afstand fra alt, der lugter af umiddelbar nydelse og hedonisme (Nietzsche bemærkede rigtigt, at Schopenhauers pessimistiske og tungsindige filosofiske hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung netop kun kunne skrives af en ung mand).

I forhold til champagne er det selvfølgelig også en interessant pointe, at champagne tidligere var væsentlig mere sød end den er i dag. Hvad der i dag bliver opfattet som utilgiveligt sødt, er jo faktisk officielt rubriceret som halvtørt (demi sec).

I Champagnes storhedstid for 150 år siden, var der forskelle på, hvor sødt de forskellige markeder ville have deres champagne (zarens hof havde den sødeste tand), men generelt galt det, at man drak champagne sødere – til tider væsentligt sødere -, end man gør i dag.

Og det er i øvrigt en sjov krølle på historien, at champagneeksperten Richard Juhlin, der ikke har mange positive ord at sige om sød champagne, faktisk roser en enkelt sød champagne i værket 2000 Champagnes – vel at mærke den, der formodentlig er den sødeste af alle de champagner, han bedømmer i dette værk: Heidsieck & Co. Gout American Champagne fra 1907, som efter næsten hundrede år blev bjærget fra et skib, der forliste på vej til det russiske hof.

Vejen væk fra datidens søde champagner til vore dages forkærlighed for endda særdeles tørre champagner har været lang og er, vil jeg hævde, ikke blot et spørgsmål om en ændret smag, men også om en kamp internt i Champagne.

Når man ser på de producenter, der i dag går i brechen for extra-brut-champagne, stammer mange af dem fra Aube i det sydlige Champagne (der faktisk oprindelig ikke var en del af Champagne AOC’en). Her er klima og jordbundstype anderledes end i det centrale Champagne – og nok mere egnet til tørrere champagner (noget tilsvarende gør sig gældende i Tyskland, hvor de tidligere lavt rangerede områder Rheinhessen og Pfalz med bevægelsen mod tørrere Riesling-vine vandt større anseelse og i dag af mange regnes for de bedste eksponenter for tør Riesling i hele Tyskland).

Champagneproducenterne i Aube kan altså have en interesse i af promovere extra-brut-champagne som det eneste rigtige, qua at de har bedre vilkår for at lave denne type champagne end man har i det centrale Champagne.

Om det reelt forholder sig sådan, skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige, man tanken er nærliggende.

Alt dette siger selvfølgelig ikke noget om kvaliteten af Demi-Sec-champagne – og undertegnede skal da være den første til at indrømme, at det nok er de færreste champagneproducenter, der bruger deres bedste druer til de søde champagner. Men derfra til at have en forudindtaget holdning om, at demi-sec-champagne per se er inferiør, er, efter undertegnedes begreber, unuanceret og dogmatisk.

Og så i øvrigt godt nytår!

Skriv et svar