Vin de soif

I Danmark gør vi os til af, at ingen andre sprog – efter sigende – har et ord, som dækker det samme, som vi mener, når vi siger “hygge”.

Man skal nok være temmelig arrogant eller nationalistisk indrettet for at tænke, at det samme ikke også gør sig gældende den anden vej – altså at der er ord eller begreber på andre sprog, som vi ikke har et tilsvarende ord eller begreb for på dansk.

Et eksempel på dette kunne være det franske begreb “vin de soif”.

“Vin de soif” er betegnelsen for en særlig type vin. På engelsk taler man om “quaffers”. I Tyskland har de – mig bekendt – ikke et ord for det. Til gengæld taler de om, at en vin kan have “Trinkfluss”, hvilket i min ordbog dækker over lidt det samme.

Det tætteste, vi kommer på begrebet “vin de soif” på dansk, er nok “bællevin”, men det er et ord med en vis grad af negative konnotationer.

Det gør sig ikke i samme grad gældende for begrebet “vin de soif”. Ordret oversat betyder det noget i retning af en “tørstslukker”. Men en “vin de soif” er meget mere end det.

Der er typisk tale om en let rødvin med moderat alkohol, som kan og bør nydes afkølet. Det er en vin, som mere appellerer til hjertet end til hjernen. Det er så langt, man overhovedet kan komme fra en meditationsvin (med mindre det, man mediterer over, er noget andet end vinen). Tænk venner på terrassen en varm sommerdag.

Det er en betegnelse, man ofte ser brugt om naturvin – særligt af den læskende og saftige type – og typisk også betyder en vin uden fadpræg. Og det er underforstået, at det er vin, man ikke bliver træt af at drikke – det er ikke en vin, som “mætter”.

Forfatter: viniverset

Vinimportør med speciale i vin fra mindre kendte områder i Tyskland, Frankrig og Italien.

Skriv et svar