5 fordomme om Beaujolais

1) Beaujolais er en let rødvin

Ja, det kan det være, men der findes også Beaujolais i både hvide og rosé-udgaver. Og for den sags skyld også ganske kraftige røde Beaujolaiser.

2) Beaujolais gærer ved en særlig metode kaldet Maceration Carbonique

Det er en metode, hvor druerne gærer hele i en kuldioxid-holdig atmosfære, hvilket giver en særlig frugtig vin uden megen garvesyre. Og igen: Ja, det gør den ofte, men det er ikke en regel.

3) Beaujolais kan ikke lagre

Igen: Ofte sandt, men langt fra altid. Det bedste Beaujolais lagrer ligeså godt som Bourgogne – en Moulin-à-Vent eller Morgon kan normalt fint klare op til 10 års lagring.

4) Beaujolais er en slags fattigmandsbourgogne

Dette er helt misvisende, da det er vidt forskellige vine. Bourgogne er typisk sart og elegant, Beaujolais er robust og frugtig. Ser man på jordbunden har Beaujolais faktisk mere til fælles med det nordlige Rhône – og en kraftig Beaujolais har da også i denne smagers mund mere til fælles med en let St-Joseph end med en Bourgogne.

5) Beaujolais er først og fremmest en terrassevin

Det er fint, hvis du nyder din Beaujolais på terrassen, men Beaujolais er også verden mest alsidige rødvin til mad (også her adskiller den sig fra Bourgogne). Vil du gerne drikke rødvin til din røgede makrel? – snup en Beaujolais. Kraftige simreretter, hvor du tror, du skal have en kraftig monstervin fra det sydlige Rhône eller Languedoc? – Beaujolais vil ofte virke bedre.

5 forskelle på tysk Spätburgunder og rød Bourgogne

Spätburgunder er det tyske navn for druesorten Pinot Noir, der primært er kendt fra dens hjemstavn Bourgogne. Her giver den elegante og komplekse vine, der hører blandt mange vinnørders favoritter, men som de seneste år er nået op i et prisleje, hvor selv garvede vinnørder snor sig ved at skulle punge ud.

Det med det elegante og komplekse går også igen i de tyske Spätburgundere – til dels også det med prisen -, men der er alligevel en række vigtige forskelle. De fem vigtigste er i undertegnedes bog følgende:

  1. Tysk Spätburgunder er typisk langt mere frugtig end Bourgogne. Faktisk kan de minde mere om Pinot Noir-vine fra f.eks. New Zealand end om Bourgogne. Der er ofte en sødme i frugten (der ikke – eller sjældent – skyldes at der er restsødme i vinen, men har noget at gøre med den sene høst).
  2. Tysk Spätburgunder lagrer bedre end Bourgogne. Faktisk har jeg kun én gang i mit liv smagt en tysk Spätburgunder, der havde udviklet tertiære aromaer. Den var 25 år gammel – og i øvrigt en basis-Spätburgunder. Man vinificerer anderledes i dag, men langt de fleste tyske Spätburgundere vil kunne klare lagring minimum 10 år.
  3. Tysk Spätburgunder udvikler sig også anderledes end Bourgogne. Hvor rød Bourgognes udvikling typisk forløber gennem nogle bølgetoppe og bølgedale, så det kan være svært at finde ud af, hvornår man skal drikke dem, er tysk Spätburgunders udvikling langt mere lineær. De smager typisk ret beset godt fra de er kommet på flaske til de er lagt i graven.
  4. Der er p.t. en glæde i Tyskland ved nye fade, som i denne smagers mund lidt har fået overtaget på andre smagsparametres bekostning. Hvor man i Bourgogne i det store hele forstår at docere fadpræget, kan man ofte møde tyske Spätburgundere med overstyret fadpræg. Det siger sig selv, at Viniversa styrer uden om disse vine.
  5. Grundet forskellen i frugtstrukturen, som noteret ovenfor, er rød Bourgogne i høj grad madvine, hvor tysk Spätburgunder i lige så høj grad kan nydes uden mad.

Selvom tysk Spätburgunder er steget i pris de seneste år – og ikke al udvikling i denne smagers mund har været positiv -, er det stadig en af de bedste leverandører af Pinot Noir-vine, når man ser på pris i forhold til kvalitet – når man blot holder sig for øje, at det ikke er Bourgogne og ikke smager af Bourgogne.

Better know a district: Fronton

Med “Better know a district” forsøger vi at sætte fokus på u- og underkendte vinområder, der efter vores opfattelse fortjener større opmærksomhed.

Et af de områder, der kom som en åbenbaring for undertegnede på et tidspunkt, hvor jeg ellers langt fra var grøn i vinens verden, var det lille område Fronton i Sydvestfrankrig.

Fronton, der tidligere hed Côtes du Frontonnais, er et mindre område på ca. 2400 hektar ca. 20 kilometer nord for Toulouse.

Når man ser på områdets geologiske og geografiske karakteristika er der ikke noget særligt ved det – det er ikke ulig f.eks. Entre-deux-Mers i Bordeaux og domineres af en jordbund præget af forskellige former for grus, sand og ler.

Det, der er særligt ved Fronton, er druesorten Négrette, som i det store hele kun findes her (ud over en lille smule i det vestligste Loire og i naboområdet Gaillac).

Négrette er ulig nogen anden druesort – og i særdeleshed ganske forskellig fra de fleste andre druesorter i Sydvestfrankrig. Hvor man i Sydvestfrankrig først og fremmest er kendt for kraftige og lidt rustikke vine (som Malbecvinene i Cahors og Tannatvinene i Madiran), er vinene lavet på Négrette kendetegnet ved en fantastisk, elegant aroma og en relativt let stil.

Jeg har hørt druesorten sammenlignet med Gamay, Dolcetto, Barbera eller Mencia – men ingen af disse sammenligninger får for alvor defineret, hvad Négrette er for en størrelse. Den må simpelthen smages.

Det kan synes så meget mere forbavsende, at det først blev tilladt i 2008 at lave rene Négrette-vine inden for AOC-reglerne. Ellers plejede man at blande med andre druesorter som Syrah, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc.
Det gør man i høj grad stadig, men mange producenter er også begyndt at lave rene Négrette-vine, der giver mulighed for at smage druesorten i sit klareste udtryk.

Det er dog vigtigt at pointere, at det langt fra er alle producenter, der formår at få de ovenfor beskrevne kvaliteter i Négrette frem i deres vine. Alt for mange producenters vine er stadig støvede og rustikke i deres udtryk.

Viniversas producent, Domaine Le Roc, er en af dem, der forstår at få Négrettes særlige aroma frem i deres vine.

Familiens Ribes fra Domaine Le Roc

Se Viniversas udvalgt af vine fra Domaine Le Roc her.

Surt opstød om søde vine

Nej, det handler ikke om, at undertegnede ikke kan lide søde vine – intet kunne være længere fra sandheden. Jeg holder af vellavede vine i alle sødmegrader fra det tørre over det halvtørre og halvsøde til det søde. Sødme eller mangel på samme er ikke en kvalitetsindikator i vin, men blot et spørgsmål om i hvilke situationer, den kan bruges.

Nej, hvad det handler om er en særlig automatreaktion eller attitude, jeg ofte møder, når jeg er ude at lave vinsmagninger og lignende: Sætningen ”Jeg kan ikke lide søde vine” – ofte proklameret, som om det var en form for adelsmærke.

Og ja, der findes sikkert mennesker, der ikke kan lide søde vine – ligesom man sikkert kan finde mennesker, der ikke kan lide solskin eller kærlighed. Men hos langt de fleste mennesker opfatter jeg det som en facade – et fænomen ikke ulig, når unge mennesker anlægger sig tungsind og weltschmerz for at fremstå mere voksne (lykkeligt uvidende om, at det netop er dette, der får dem til at fremstå pubertære…).

Jeg har et vist belæg for denne påstand, for jeg har ved selvsyn oplevet, hvordan ingen vil købe en halvsød eller sød vin indtil de smager den (og jeg har talt med andre vinimportører, der også kender til fænomenet). Det bliver så ofte efterfulgt af sætningen: ”Jeg kan normalt ikke lide søde vine, men denne her smager fantastisk”. Og så sælger man ellers restlageret af en vin, der ikke har rykket sig flere år…

Man kunne måske tro, at denne attitude var et særligt skandinavisk fænomen; et udtryk for protestantisk afkalds-moral, hvor afkaldet på lyst i sig selv synes at være blevet lystbetonet – ja, nærmest er blevet lystoplevelsen selv.
Jeg har imidlertid stødt på lignende attituder i både Frankrig og Tyskland (hvor vine med en eller anden form for sødme ellers har været en overvældende tradition).

Særligt i Tyskland synes det at have slået igennem i en grad, så det er lige før, at det i dag kan være svært at finde en halvsød Riesling – der ret beset er Tysklands raison d’être som vinland og Rieslings raison d’être som druesort -, det være sig i Danmark eller Tyskland.

Særligt synes halvsøde vine at have det svært. Det kan der måske være en god grund til. De er – i hvert fald på papiret – ikke så oplagte madvine som de sødere eller tørre vine, når man ser bort fra klassikerne asiatisk mad og foie gras-terrine.

Til det er der dog et par ting at sige. For det første er det sur-søde i dag langt fra kun at finde i det asiatiske køkken – f.eks. har rigtigt mange toprestauranter i Europa i dag inkorporeret det sur-søde som en delvis erstatning for fedme og tunge saucer.

For det andet er det måske værd at bemærke, at f.eks. en tysk auslese typisk vil ligge tæt på cola, når man ser på syre/sødme-værdierne. Så hvis man kan drikke cola til det salte køkken (og det ses jo i stor stil), så kan det næppe være udelukket at drikke halvsøde vine til.

De halvsøde vines største raison d’être er dog, som jeg ser det, at blive drukket uden mad. En frisk, halvsød vin vil typisk gøre sig rigtigt godt efter et måltid. Efter en række mere eller mindre tunge rødvine er der noget utroligt opløftende ved et glas halvsød, frisk hvidvin (Jeg husker en ’vinsmagningsmiddag’, hvor der blev smagt et større antal store Bordeauxvine – af den type, der i dag ville koste dig en børneopsparing eller to – og hvor middagen blev sluttet af med en – på papiret – blot hæderlig tysk Spätlese. Resultatet: Alle var enige om, at Spätlesen var aftenens bedste vin).

Der er altså ingen undskyldning for ikke at drikke søde og halvsøde vine – des mindre fordi de, når man kigger pris/kvalitet, er nogle af de bedste køb i vinverden i dag. Så se at kom i gang!

Årgang 2015, Tyskland og klimaforandring

Det tyske onlinemagasin weinkenner.de kan berette, at det er besluttet, at man i 2015 må tilsætte syre til årgangens vine i Tyskland.

Det er mildest talt utraditionelt at en sådan tilladelse gives en masse i Tyskland. Det er typisk en fremgangsmåde, man kender fra lande som Australien, der har et væsentligt varmere klima.

I Tyskland er de snarere det modsatte – behovet for at reducere syre -, der har været nødvendigt (f.eks. i årgang 2010). Man har da også oplevet ekstreme temperaturer i Tyskland i år – visse stedet helt oppe omkring 40 grader.

Hvad, det kommer til at betyde for årgangen, er stadig for tidligt at sige – sikkert er det, at de tyske producenter skal til at tænke på en helt ny måde, når det skal vinificere vinene fra årgang 2015.

9 ting du skal vide om Muscadet

1) Muscadet er den klassiske vin til fisk og skaldyr – og du går næsten aldrig fejl med denne kombination (undtagelsen er kolde fiske- eller skaldyrsretter, hvor andre vine kan virke bedre).

2) Den dyrkes i et geografisk begrænset område omkring Nantes ved Loireflodens munding. Mest kendt er området omkring de to floder Sèvre og Maine, der har givet navn til en særlig appellation: Muscadet Sévre et Maine.

3) Muscadet er navnet på vinen; druesorten bag hedder Melon de Bourgogne.

4) Melon de Bourgogne har ikke den store druekarakter, men er desto bedre til at formidle terroir og jordbundsforhold. Det vil for Muscadets vedkommende sige forskellige forvitringer af granit – gnejs, ortognejs, amfibolit, gabbro, serpentinit etc.

5) Muscadet er altid tør – oftest knastør. Den har intet med Muscat at gøre, som typisk er en sød vin.

6) Muscadet hører til blandt de tørre vine – de være sig røde eller hvide – der lagrer bedst overhovedet. Undertegnede smagte for nylig en årgang 1982, der var i fin form. En god Muscadet når sit højdepunkt efter 8-10 år, men kan typisk ligge længere.

7) I de seneste år har man for at styrke kvaliteten indført en slags kommuneappellationer kaldet Cru Communaux. Der stilles større krav til disse vine med hensyn til lagring, høstudbytte m.m.

8) Det meste Muscadet lagrer på bundfaldet – kaldet sur lie. Det giver mere krop og kompleksitet til vinene, men kan også give en lidt ’pruttet’ gærlugt, der dog typisk forsvinder med lidt iltning. Står der ’sur lie’ på etiketten, har vinen lagret mellem 6 og 14 måneder på bundfaldet. Da ovennævnte Cru Communaux-vine lagrer længere tid ’sur lie’ (typisk 20 måneder eller mere), står der ikke ’sur lie’ på etiketten.

9) Der findes næppe nogle vine, der giver tilsvarende kompleksitet og lagringsevne til så lave priser som Muscadet. Det er det perfekte, billige alternativ til f.eks. Chablis.

Se Viniversas Muscadetvine her.

Et par andre importører af gode Muscadetvine:

Atomwine
Rosforth & Rosforth

Tysk Pinot Noir

Havde man spurgt mig for fem år side, ville jeg have hævdet, at Tyskland leverede verdens bedste forhold mellem pris og kvalitet, når det gælder pinot noir (eller spätburgunder, som det ofte hedder på de kanter). Og at de bedste tyske spätburgundere kunne måle sig med de bedste pinot noir-vine i verden.

Desværre er jeg ikke sikker på, at jeg stadig kan hævde det samme. Tyskerne har et særligt talent for at sabotere sig selv (tænk bare på trockentyranniet, der har gjort det af med en lang række af verdens potentielt bedste halvsøde rieslingvine).

Med pinot noir har vi de seneste år set en bevægelse i retning af mere ambitiøse og “seriøse” vine. Forbilledet er bourgogne, og man forsøger at lave vine i bourgognestil. Det har i praksis betydet længere maceration med skallerne og – ikke mindst – langt mere brug af nye barriquefade.

Men tysk spätburgunders særlige kvalitet har i min bog været dens umiddelbare charme og tilgængelighed. Det plejede at være brillante og lyse vine, men i dag er de blevet langt mere mørke og utilgængelige.

Hvor tysk spätburgunder tidligere havde den fordel frem for Bourgogne, at den smagte godt fra dag ét og til sin dødsdag (i modsætning til rød bourgogne, der ofte går igennem faser, hvor de er lukkede og utilgængelige), er de ofte i dag svære at gå til som unge med en udtalt garvesyre, der ellers sjældent klæder pinot noir.

Bevares, der findes stadig fremragende tysk spätburgunder, men særligt den overdrevne brug af ny eg synes at have spredt sig til størstedelen af de velrenommerede producenter.

Det er muligt at egetræet på nogle af disse vine med årene bliver integreret, og vinene vil fremstå harmoniske – men jeg har stadig svært ved at se, hvad godt den overdrevne brug af barrique gør.

Man kan håbe på, at det er en fase – ligesom tilfældet var det med Barolo i halvfemserne, hvor der blev lavet en lang række udrikkelige ‘egetræsmonstre’, men indtil dette sker, må min anbefaling af tysk spätburgunder desværre ske med forbehold.

Og der er da heldigvis stadig tyske Spätburgundere, der formår at ramme den rigtige balance mellem frugt og fad. Det siger sig selv, at vi hos Viniversa kun tager denne type hjem.

En liste over Viniversas tyske Pinot Noir-vine kan du finde her.

Viognier – vinverdens sexbombe

Viognier har sin oprindelse i det nordlige Rhône i området Condrieu samt i miniappellation Château Grillet. Vinene herfra blev i løbet af 1990’erne ganske trendy – hvilket resulterede i, at flere vinbønder i andre regioner og lande forsøgte sig med Viognier. Ikke mindst i Languedoc blev druesorten populær.

Det er dog en druesort der – ligesom Pinot Noir – langt fra uproblematisk kan dyrkes andre steder. Condrieus og Château Grillets granitholdige skråninger giver nogle særlige betingelser for at dyrke Viognier; er de ikke til stede, kan resultaterne være ganske uheldige.

Det skyldes Viogniers specifikke karakter.

Viognier balancerer altid på en knivsæg – med en evigt tilstedeværende risiko for at blive for meget. Den besidder en overdådig duft med præg af fersken, abrikos og hvide blomster, kombineret med relativt høj alkohol og lav syre.

Har man ikke den nødvendige mineralitet kan vinene derfor meget hurtigt blive for meget; kamme over. Og på sin vis skal de – næsten – kamme over. Harmoni er ikke en væsentlig faktor; det er ikke en vin for dem, der søger balance over alt andet. Den går ud af en tangent; lader hånt om den gyldne middelvej. Den beslaglægger dine sanser, betvinger dig. Den er af samme grund polariserende – som trøfler eller foie gras kan være polariserende – fordi nogle finder den for meget.

 

Selv i druesortens hjemegn er det langt fra altid, at producenterne rammer den rette balance. Gør de det, har man imidlertid at gøre med en af vinverdens mest spændende vine – hvad priserne da også indikerer.

God Condrieu er således aldrig billig – men som sagt: Det bedste eksemplarer er alle pengene værd, og overgås ikke af Viognier fra nogen andre steder i verden.

Der findes dog prisvenlige alternativer. Jeg vil hævde, at man skal søge alternativerne – ikke mod syd, men mod nord. Manglen på syre er Viogniers akilleshæl, og det afhjælper man ikke ved at tage sydpå. Derimod har undertegnede smagt spændende Viogniervine fra Tyskland og – i særdeleshed – Beaujolais.

At netop Beaujolais er egnet til Viognier kan synes ganske oplagt qua, at det kun ligger ganske få 100 kilometer nord for Condrieu – og i øvrigt har noget af den samme granitholdige jordbund som Condrieu.

Og nej, de besidder ikke Condrieus overdådighed, men er lidt mere tilbageholdende, lidt mindre ’sexede’, men ikke desto mindre ganske spændende vine.

Viognier hører til en af de relativt få store druesorter, der ikke har ry for at lagre specielt godt. Typiske skal de drikkes inden for 4-5 år – eller lidt længere for de bedste årganges vedkommende. Med til denne historie hører dog, at vinene fra Château Grillet har ry for at kunne udvikle sig i op til 15 år eller mere. Med alderen vil det dog under alle omstændigheder miste noget af deres umiddelbare overdådighed og anslå mere komplekse, men også mere tilbagelænede toner – i det bedste udgaver bl.a. en udpræget duft af hvide trøfler.

Det er en vin, det kan være svært at sætte mad til – men prøv den til f.eks. kyllingetagine med abrikoser. Og så er det i øvrigt verdens bedste vin til oste, hvis mineraliteten er i behold. Særligt hvidskimmel og ikke for kraftige rødkitoste egner den sig fortrinligt til.

Viniversas vine på Viognier kan du se her.

Hvad er verdens bedste grønne druesort?

De fleste vinkendere vil nok svare enten Chardonnay eller Riesling på ovennævnte spørgsmål. Der er imidlertid i undertegnedes bog en tredje druesort, der kan gøre disse to rangen stridig: Chenin Blanc.

Chenin Blanc har langt fra samme udbredelse som de to ovennævnte druesorter – udover i sit fødested Loire dyrkes den kun i større omfang i Sydafrika samt i en vis udstrækning i Sydvestfrankrig. Og selv i sin hjemegn overskygges den – i hvert fald i udlandet – af Sauvignon Blanc og Muscadet (Melon de Bourgogne) i kendisfaktor.

Hvad der er grunden til denne mangel på anerkendelse, vil jeg forsøge at give et svar på nedenfor, men først vil vi se på, hvad det er, der kendetegner Chenin Blanc som druesort (og I dette ligger allerede en del af svaret).

At de fleste nok vil pege på enten Chardonnay eller Riesling, hvis de får spørgsmålet fra titlen på dette indlæg, kan virke interessant – al den stund, at de to druesorter nærmest kan betragtes som modsætninger. Få druesorter kan siges at være længere fra hinanden end netop Chardonnay og Riesling.

Chenin Blanc kan ses som en median mellem de to – og har træk til fælles både med Chardonnay og med Riesling. Det kan derfor være interessant at se på, hvor Chardonnay og Riesling adskiller sig fra hinanden – og hvor Chenin Blanc placerer sig på denne akse. Lad os derfor se på dette på fem parametre:

1. Sødmegrad
Hvor Riesling egner sig (næsten) lige godt til tørre og søde vine, er Chardonnay klart bedst til de tørre vine – og sød Chardonnay er mere en kuriøsitet end noget andet.
Her placerer Chenin Blanc sig klart på Rieslingsiden: Den er i lige høj grad egnet til tørre og søde vine. Der er så det nota bene, at Chenin Blanc – i denne smagers mund – er bedre end Riesling til de tørre vine. Var Riesling kun kendt for sine tørre vine, er det ikke sikkert, at den ville have samme status, som den har i dag – var Chenin Blanc kun kendt for de tørre vine, ville det stadig være en af verdens mest spændende druesorter. 

2. Udvikling
Både Chardonnay og Riesling kan potentielt have lang lagringsevne – men deres udvikling er forskellig. Hvor Chardonnay udvikler sig lineært (fra ung til moden), udvikler Riesling sig i stadier. Chardonnay vil således gennemgå en kontinuerlig udvikling fra ung til moden, mens Riesling udvikler sig i spring igennem en række stadier, der er kendetegnet ved at være væsensforskellige fra hinanden. Det første stadie er kendetegnet ved primært frugt og også klar mineralitet. I anden stadie bliver Riesling mere ekstrem i sit udtryk, men til tider også mere entydig (Det er her, at det berømte Rieslingpetroleum viser sig). I tredje stadie opnår Riesling så sin egentlige modenhed, hvilket betyder, at det mere ekstreme udtryk viger for større kompleksitet (og petroleumsnuanerne forsvinder).
Denne udvikling i stadier gør også, at det er en smagssag, på hvilket udviklingsstadie, man foretrækker at drikke Riesling – man kan argumentere for, at Riesling kan give lige så stor fornøjelse, når den er ung, som når den er gammel, mens det er svært at argumentere for at drikke stor Chardonnay ung.
Her placerer Chenin Blanc sig klart på Rieslingsiden i forhold til udviklingen i stadier. Ligesom Riesling gennemgår Chenin Blanc tre klare stadier, der er meget tilsvarende Riesling – d.v.s. et ungt, primærfrugtigt stadie, efterfulgt af et ekstremt stadie (her kan selv tør Chenin Blanc virke sød med nuancer af honning, lindete, karamel, lim m.m.). I sidste stadie får Chenin Blanc en ny friskhed og kommer igen til at virke tørrere. I dette stadie findes der ingen konkurrenter til Chenin Blanc i kompleksitet og æterisk uudgrundelighed. Dermed har den også træk tilfælles med Chardonnay i og med, at det entydigt er i dette tredje stadie, at Chenin Blanc viser sig storhed.
Og så skal det tilføjes, at Chenin Blanc lagrer mindst ligeså godt som både Chardonnay og Riesling.

3. Fadlagring 
Chardonnay har – i hvert fald potentielt – godt af fadlagring på mere eller mindre nye fade, mens Riesling sjældent har det. Bevares, der eksperimenteres med barriquelagring af Riesling, men det må kategoriseres som samme type kuriøsitet som sød Chardonnay.
Her er vi tættest på Riesling. Chenin Blanc kan klare fadlagring på mere eller mindre ny eg, men det er ikke traditionen – og jeg mangler stadig at få et eksemplar, der virkelig overbeviser mig (uden at det kan betegnes som kuriøsteter på linje med fadlagret Riesling).

4. Alkohol
Hvor Chardonnay kan klare rimelig høj alkohol uden at blive alkoholsk og uharmonisk, er høj alkohol anatema for Riesling.
Her er vi klart i Chardonnaylejren – og jeg vil hævde, at Chenin Blanc klarer høj alkohol endnu bedre end Chardonnay. En Chenin Blanc kan klare 14,5% alkohol og stadig være harmonisk – noget som er svært selv for Chardonnay.

5. Kvalitet
Riesling producerer en lang række hæderlige til gode vine, hvorimod Chardonnay ret beset kun producerer sublime eller ligegyldige vine. En Chardonnays eneste raison d’être er – indrømmet: flot sagt –  at være storslået, mens en Riesling sagtens “bare” kan være god. Skal du have en god vin til 150,- til fredag aften, så vælg en Riesling – har du flere penge end Gud og skal have en flaske, der får englene til at synge, sjælen til at vride sig og voksne mænd til at græde, så vælg en Chardonnay.
Her falder Chenin Blanc snarest i Chardonnaylejren. Middelgod Chenin Blanc har ikke den samme basale nydelsesfaktor som Riesling – til gengæld er sublim Chenin Blanc sublim på samme måde som Chardonnay kan være sublim.

Voilà: Fem parametre, hvor Chenin Blanc er placeret i forhold til Riesling og Chardonnay. Det giver selvfølgelig på ingen måde et udtømmende billede af Chenin Blanc – og det ville selvfølgelig heller ikke være en af verdens bedste druesorter, hvis den ikke – lige Riesling og Chardonnay – var påvirket af klima, jordbundsforhold, vinifikation o.s.v.

Skal man så forsøge at svare på, hvorfor Chenin Blanc ikke har opnået den berømmelse, den fortjener, skal svaret nok søges under punkt 2 ovenfor. Chenin Blanc er så afgjort en ‘acquired taste’, når den befinder sig i sit andet stadie – og samtidig har de færreste smagt Chenin Blanc i sit tredje stadie (der, for de bedste søde såvel som tørre Chenin Blanc-vines vedkommende, typisk indtræffer efter 15-20 år).

Dertil kan man lægge, at søde – og ikke mindst halvsøde vine – ikke nyder den store bevågenhed – uagtet deres kvaliteter i øvrigt -, og at de bedste tørre Chenin Blanc vine kommer fra relativt små områder og altså ikke findes i specielt store mængder.

***

Du kan finde en oversigt over Vinversas vine på Chenin Blanc her.

Gode Chenin Blanc-vine fås også – i skrivende stund – hos bl.a. Loire-eksperten Rosforth & Rosforth (her er vi ofte i den mere naturvinsprægede ende af spektret), L’Esprit du Vin , Theis Vine og Niche Vin.