Noget om modne vine

Langt de fleste vine er i dag lavet til at blive drukket unge. Det betyder ikke, at nogle af dem ikke kan holde sig – til tider helt op til 10 år eller mere. Men at holde er ikke nødvendigvis det samme som at modnes.

Når vi taler om, at vin modnes, mener vi, at de med tid opnår (positive) kvaliteter, som de ikke havde som unge. Det betyder også, at der “sker noget” med vinen, som ikke bare kan ekstrapoleres fra den unge vin (med mindre man har stor erfaring).

Grafisk kan det illustreres således, hvor den lyserøde graf viser vin, som ikke modnes, mens den lyseblå graf viser vine, som kan modnes:

Som grafen viser, kan vine, som er lagringsværdige (d.v.s. kan modnes), ofte have en periode, hvor de kvalitativt faktisk går nedad, før de får en ny opblomstring.

Dette kalder jeg vinenes teenageår – og som teenagere kan de forholde sig på to måder: Enten kan de lukke ned og blive inadvendte, eller de kan ‘gå ud af en tangent’ og bliver lettere ‘hysteriske’ (i disse tilfælde kan én duftnote f.eks. blive meget dominerende).

Bordeaux er normalt et eksempel på første type, mens chenin blanc og riesling er eksempler på anden type.

Smager man en vin i teenage-stadiet kan man ofte have en tendens til at tænke, at den måske er ved at blive for gammel og skal drikkes – og mange vine, som egentlig havde mange år i sig endnu, er sikkert blevet drukket på den konto.

I de mest interessante tilfælde kan vinen faktisk virke yngre med alder – det kan f.eks. gælde (nogle) hvide bourgogner, røde bordeaux og – måske ikke mindst – chenin blanc-vine (særligt Savennières).

Det er det, som for mange vinnørder gør vin særligt attraktivt – og det er synd, at mange vininteresserede aldrig får den oplevelse.

Hvor lang tid, det tager, før en vin modnes, er forskelligt fra vin til vin. Det er dog sjældent mindre end 5-8 år (og kan i visse tilfælde være det dobbelte eller længere).

Hvor lang tid det tager er i denne sammenhæng mindre vigtig (og kan ikke som sådan tages som en kvalitetsparameter), det vigtige er den kvalitative forandring i vinen.

Morey St-Denis-smagning

morey st denis

Lørdag aften var den lille vinklub inviteret til Morey-St-Denis-smagning. Den stod på én village-morey, en Premier Cru og fire Grand Cru-vine.

Desværre havde den ene Grand Cru prop, så det endte med fem vine.

Morey St-Denis er næppe den mest kendte af kommunerne i Côte de Nuits – både naboerne Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny synes altid at have være mere kendte.

Jeg har nu altid synes, at kvaliteten har været høj her – og nogle af mine største Bourgogne-oplevelser har været med Morey St-Denis.

Det var imidlertid første gang, at undertegnede skulle smage fire (som så blev til tre) Grand Cru-Morey’er ved samme lejlighed.

Så hvordan gik det?

Ingen tvivl om, at niveauet var højt, men om det stod mål med priserne er en anden sag. Når man er oppe at give 1000,- pr. flaske, bør man også kunne forvente noget ypperligt. Det var – for de fleste vines vedkommende – gode til fremragende vine, men prisen på Bourgogne vil altid være et aberdabei.

Det smagte vine med deres gennemsnitlige score (på Parkerskalaen) var:

1. plads: Dominique Laurent Clos de la Roche Cuvée Vieilles Vignes “Intra-Muros” Grand Cru 2009 – 93 point Elegant, dyb, sødmefuld og kompleks. Det var dog en overraskelse, at vinen var fuldt udviklet og bør drikkes nu eller snart. Jeg har tidligere smagt Grand Cru’er fra Laurent, som ikke overbeviste mig, men denne var – til trods for den hurtige udvikling – absolut godkendt.

2. plads: Georges Lignier Clos St-Denis Grand Cru 2010 – 92 point En forvandlingskugle, der startede meget uren med en ubehagelig spildevandsaroma, men som med tid i glasset udviklede sig til en elegant og kompleks vin, der med sin frugtdrevne stil næsten kunne minde om en tysk spätburgunder.

3. plads: Hubert Lignier Premier Cru Clos Baulet 2013 – 92 point En lidt reserveret vin, der tydeligvis var for ung, men som viste stort potentiale. Ikke så umiddelbart charmerende som nogle af de andre vine, men stor vin – og godt klaret af en Premier Cru.

4. plads: Stephane Magnien Clos St-Denis Grand Cru 2012 – 90 point Let og behagelig vin, der dog i denne smagers mund manglede lidt substans for en Grand Cru og virkede en anelse simpel. Ikke en dårlig vin, men til 1000,- bør man kunne forvente mere.

5. plads: Ponsot Morey St-Denis Cuvée des Grives 2012 – 88 point En af mine yndlingsproducenter, hvis kommunevin i dette selskab blev slået af banen. En behagelig og charmerende vin med god kompleksitet. Prisen (700,-) er dog problematisk.

 

Bourgogne på godt og ondt

Udsigten fra toppen af Chevalier-Montrachet. Marken, hvor den hvide bil holder er Le Montrachet.
Udsigten fra toppen af Chevalier-Montrachet. Marken, hvor den hvide bil holder, er Le Montrachet.

Undertegnede er netop hjemvendt fra en kort tur til Bourgogne (nærmere bestemt i Côte de Beaune). Skulle nogen være i tvivl, er det et uendeligt fascinerende vinområde.

Bourgogne er om noget stedet, der har gjort terroir til en kunstform – altså dette, at vinens smag er afhængig af, hvor den er dyrket. Det får man for alvor blik for, når man står i vinmarkerne og kan se, at to marker, der laver vidt forskellig vin, faktisk kan ligge klods op af hinanden.

I Bourgogne hører maden og vinen uløseligt sammen – og der er også noget ganske særligt ved at sidde på en god restaurant og kunne se ud på den vinmark, hvorfra vinen, man har i glasset, stammer.

Og Bourgogne har heldigvis et væld af gode restauranter – inklusiv flere med Michelinstjerner.

De positive restaurantoplevelser på denne tur var:

  • Le Montrachet (1-stjernet i Puligny-Montrachet med et fantastisk vinkort, god ambiance og ditto mad. Klart 1-stjernet niveau).
  • Ermitage de Corton (Hotelrestaurant ikke langt fra Corton-bakken. Fin mad og god ambiance).

Den store skuffelse var (3-stjernede) Lameloise, der ikke levede op til sine tre stjerner.

Det var selvfølgelig vinen, der var centrum for turen. Og for én, der ikke har fulgt specielt meget med i Bourgogne de seneste år (der har heldigvis været lidt i kælderen) er der én deprimerende ting: Priserne.

Da undertegnede startede sin vinøse karriere, fik man nærmest Bourgogne forærende (ja, sådan en tid fandtes!) og selv for 10-15 år siden var det muligt at finde Bourgogne, der kunne kaldes gode køb. I dag er det imidlertid blevet sværere og sværere.

Og det er ikke kun toppen, der har fået et ordentligt prisløft – også simple kommunevine er nu oppe i et prisleje, der placerer dem i det øvre luksusleje.

Det rejser spørgsmålet, om man som importør overhovedet bør føre Bourgogne (i særdeleshed fra Côte d’Or), hvis man har fokus på forholdet mellem pris og kvalitet.

Kan man retfærdiggøre, at simple kommunevine efterhånden ofte koster på den anden side af 300,- (til tider et godt stykke på den anden side)? – og at det, der tidligere var de gode køb fra sidedalene som Savigny-lès-Beaune, Auxey-Duresses, Monthelie, St-Romaine og St-Aubin, efterhånden ligger på et stykke over 200,- for kommunevine – og endnu højere for premier cruer?

Det er selvfølgelig i sidste ende svært at sige, hvornår noget er prisen værd – i særdeleshed Bourgogne, der er så unikt et produkt. Så måske er det min egen arbitrære idé om, hvad Bourgogne skal koste, der er i spil.

Og under alle omstændigheder er det svært helt at afskrive Bourgogne – området og dets vine kan stadig noget, som ingen andre vine kan.

5 fordomme om Beaujolais

1) Beaujolais er en let rødvin

Ja, det kan det være, men der findes også Beaujolais i både hvide og rosé-udgaver. Og for den sags skyld også ganske kraftige røde Beaujolaiser.

2) Beaujolais gærer ved en særlig metode kaldet Maceration Carbonique

Det er en metode, hvor druerne gærer hele i en kuldioxid-holdig atmosfære, hvilket giver en særlig frugtig vin uden megen garvesyre. Og igen: Ja, det gør den ofte, men det er ikke en regel.

3) Beaujolais kan ikke lagre

Igen: Ofte sandt, men langt fra altid. Det bedste Beaujolais lagrer ligeså godt som Bourgogne – en Moulin-à-Vent eller Morgon kan normalt fint klare op til 10 års lagring.

4) Beaujolais er en slags fattigmandsbourgogne

Dette er helt misvisende, da det er vidt forskellige vine. Bourgogne er typisk sart og elegant, Beaujolais er robust og frugtig. Ser man på jordbunden har Beaujolais faktisk mere til fælles med det nordlige Rhône – og en kraftig Beaujolais har da også i denne smagers mund mere til fælles med en let St-Joseph end med en Bourgogne.

5) Beaujolais er først og fremmest en terrassevin

Det er fint, hvis du nyder din Beaujolais på terrassen, men Beaujolais er også verden mest alsidige rødvin til mad (også her adskiller den sig fra Bourgogne). Vil du gerne drikke rødvin til din røgede makrel? – snup en Beaujolais. Kraftige simreretter, hvor du tror, du skal have en kraftig monstervin fra det sydlige Rhône eller Languedoc? – Beaujolais vil ofte virke bedre.