Champagnes sorte får

I mangt en artikel om champagne, som i disse dage bliver trykt, starter skribenten med at begræde, at champagne oftest kun drikkes kl. 24 til kransekagen, som – må vi forstå – gør champagnen en bjørnetjeneste, fordi det er så dårligt et match.

Herefter udbreder skribenten sig typisk om ved hvilke lejligheder, man ellers bør drikke champagne – med en løftet pegefinger om, at vi danskere simpelthen drikker for lidt champagne.

Undertegnede kan ikke være uenig i det sidste, men hvad det første gælder, er det en sandhed med en væsentlig modifikation.

For jo, megen champagne går ikke specielt godt til kransekagen, men der er jo faktisk én type, der ikke er så skidt et valg: Demi-Sec-champagnen (i modsætning til stille sød vin, er det ikke absolut nødvendigt, at champagnen er sødere end den dessert, den skal ledsage).

Så hvorfor skriver skribenterne ikke eller sjældent dette?

Svaret ligger selvfølgelig i, at Demi-Sec-champagnerne er champagnes sorte får, som parnasset kun kan rynke på næsen af.

Ja, i dag er man faktisk begyndt at se lidt skævt selv til Brut-champagnerne, med deres – typisk – 6-10 gram restsukker. Det skal helst være Extra-Brut – eller bedre Brut Nature (det ligger i navnet!).

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg altid bliver lidt mistroisk, når dogmerne kommer i spil – specielt når det giver sig udslag i en protestantisk foragt for sødme. Jeg kan ikke lade være at tænke, at det er udtryk for en pubertær tro på, at man fremstår mere ”voksen”, hvis man tager afstand fra alt, der lugter af umiddelbar nydelse og hedonisme (Nietzsche bemærkede rigtigt, at Schopenhauers pessimistiske og tungsindige filosofiske hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung netop kun kunne skrives af en ung mand).

I forhold til champagne er det selvfølgelig også en interessant pointe, at champagne tidligere var væsentlig mere sød end den er i dag. Hvad der i dag bliver opfattet som utilgiveligt sødt, er jo faktisk officielt rubriceret som halvtørt (demi sec).

I Champagnes storhedstid for 150 år siden, var der forskelle på, hvor sødt de forskellige markeder ville have deres champagne (zarens hof havde den sødeste tand), men generelt galt det, at man drak champagne sødere – til tider væsentligt sødere -, end man gør i dag.

Og det er i øvrigt en sjov krølle på historien, at champagneeksperten Richard Juhlin, der ikke har mange positive ord at sige om sød champagne, faktisk roser en enkelt sød champagne i værket 2000 Champagnes – vel at mærke den, der formodentlig er den sødeste af alle de champagner, han bedømmer i dette værk: Heidsieck & Co. Gout American Champagne fra 1907, som efter næsten hundrede år blev bjærget fra et skib, der forliste på vej til det russiske hof.

Vejen væk fra datidens søde champagner til vore dages forkærlighed for endda særdeles tørre champagner har været lang og er, vil jeg hævde, ikke blot et spørgsmål om en ændret smag, men også om en kamp internt i Champagne.

Når man ser på de producenter, der i dag går i brechen for extra-brut-champagne, stammer mange af dem fra Aube i det sydlige Champagne (der faktisk oprindelig ikke var en del af Champagne AOC’en). Her er klima og jordbundstype anderledes end i det centrale Champagne – og nok mere egnet til tørrere champagner (noget tilsvarende gør sig gældende i Tyskland, hvor de tidligere lavt rangerede områder Rheinhessen og Pfalz med bevægelsen mod tørrere Riesling-vine vandt større anseelse og i dag af mange regnes for de bedste eksponenter for tør Riesling i hele Tyskland).

Champagneproducenterne i Aube kan altså have en interesse i af promovere extra-brut-champagne som det eneste rigtige, qua at de har bedre vilkår for at lave denne type champagne end man har i det centrale Champagne.

Om det reelt forholder sig sådan, skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige, man tanken er nærliggende.

Alt dette siger selvfølgelig ikke noget om kvaliteten af Demi-Sec-champagne – og undertegnede skal da være den første til at indrømme, at det nok er de færreste champagneproducenter, der bruger deres bedste druer til de søde champagner. Men derfra til at have en forudindtaget holdning om, at demi-sec-champagne per se er inferiør, er, efter undertegnedes begreber, unuanceret og dogmatisk.

Og så i øvrigt godt nytår!

Vinen til risalamanden

Efter at have taget et kig på vinen til den salte del af julemaden, er der nu blevet tid til at se på vinen til risalamanden. Som tilfældet var med vinen til den salte julemad, har vi grebet det empirisk an og smagt risalamanden med en lang række søde vine.

Resultatet er, tør vi godt allerede sige nu, mindre kontroversielt end smagningen af vine til den salte julemad. For jo, portvin er et oplagt valg (hvilket i øvrigt gør portvin til den bedste kandidat for dem, der kun vil drikke én vin gennem hele julemiddagen. Start så med at køle portvinen ned og lad den langsomt bliver varmere henimod risalamanden).

Det betyder dog ikke, at man bare ukritisk kan pille en portvin ned fra hylden hos vinhandleren eller i supermarkedet. For det er ikke al portvin, der er lige velegnet.

Der findes nemlig også portvin, der ikke er sød nok til at klare risalamande og kirsebærsauce.

En tommelfingerregel for hedvin siger, at jo billigere hedvinen er, jo sødere er den (eller føles den). Det gælder også for portvin. Hvilket vi sige, at man bør vælge en relativt billig portvin (f.eks. en LBV). Colheita og (ægte) Tawny er generelt mindre gode valg, selvom de i højere grad end LBV og Vintage kan have en mandelkomponent i duft og smag, der umiddelbart kunne tænkes at gå godt til risalamande og kirsebærsauce.

Dette er selvfølgelig brede generaliseringer og som altid, når det handler om at parre mad med vin, kan der være forskel mellem flasker og den måde, man tilbereder maden på.

Foretrækker man en dessertvin uden så megen alkohol, skal man passe på ikke at vælge en dessertvin med for megen sødme – 100-120 gram restsødme synes optimalt (men det afhænger selvfølgelig også af elementer som syre m.m.). Kan man finde en sød rødvin vil den typisk passe bedst til smagselementerne (vi prøvede f.eks. en sød rød Aleatico fra Puglia, som gik udmærket til).

For nogle år siden kunne man se kirsebærvinen fra Frederiksdal anbefalet til risalamanden. Det giver selvfølgelig på overfladen god mening, men virker ikke i praksis: Vinen fra Frederiksdal har al for høj syre til at kunne gå med risalamande (dette skrevet med det in mente, at jeg ikke har prøvet deres kirsebærlikør til risalamanden – den fås dog, mig bekendt, heller ikke i almindelig handel).

Summa Summarum: Portvin til risalamande er én af de traditioner, der faktisk giver mening. Men server den for guds skyld i hvidvinsglas og ikke i de fingerbøl, der nogle gange giver sig ud for at være portvinsglas!

Vinen til julemaden

I denne tid bugner diverse aviser og tidsskrifter med råd til hvilken vin, man skal drikke til julemaden. Det skal selvfølgelig heller ikke mangle her fra Viniverset, hvor vi er gået ”videnskabeligt” til værks og for et par uger siden lavede hele den klassiske julemenu (and + flæskesteg) og smagte den til en lang række vine, som vi havde et kvalificeret bud på ville gå til.

Og lad os sige det med det samme: Vi er ikke enige med størstedelen af vore kollegaer.

Før vi røber, hvad vi anbefaler til julemiddagen, først et par generelle ord om det at anbefale vine til mad.

For det første: At sætte vin til mad er en af de sværeste discipliner inden for vinens verden. Selvom undertegnede har arbejdet mange år som sommelier, kan jeg stadig blive overrasket over mad/vinkombinationer.

Vi taler for en ordens skyld her ikke om ”ok” match – d.v.s. match, hvor man blot forsøger at tilstræbe, at mad og vin ikke kommer i decideret karambolage -, men om ægte mad/vinmatch, d.v.s. der hvor vinene faktisk passer til hinanden – og måske endda danner en symbiose, hvor sammenhængen er større en enkeltdelene.

Sidstnævnte oplever jeg ganske sjældent – selv i gode og fornemme restauranter er det uhyre sjældent, at man bliver præsenteret for den slags oplevelser.

For det andet: Der er uhyre mange faktorer, der spiller ind, når man skal matche mad og vin. Hvilken garniture serveres til maden? Hvordan er den tilberedt? Er vinen lagret på ståltank eller fad? Er den høstet sent eller tidligt? Bruges der kultiveret gær eller naturgær? Er vinen gæret ud eller besidder den en grad af restsødme?

Alle disse faktorer gør generiske vin/madmatch stort set ubrugelige.

For nylig var jeg til en smagning, hvor opgaven var at finde den perfekte vin til forskellige østers. Alle østers blev serveret på samme måde (klassisk med rødløgsvinaigrette og citron), men kom fra forskellige områder og var opdrættet på forskellig måde.

Ingen vine matchede alle seks typer østers – og ideelt set burde man mindst have fire forskellige vine til en tallerken med seks forskellige østers. Og det er i øvrigt uden at se på forskellen, hvis man spiser dem uden noget, med citron eller med rødløgsvinaigrette.

En praktisk guide til vin/mad-match vil imidlertid ikke kunne tage højde for alt dette (og så er vi slet ikke kommet ind på, hvad årstiderne betyder for smagen af østers…).

Det gør det også svært at anbefale vin til julemaden. Lige præcis julemaden har dog den fordel, at det er en så traditionel en spise – de fleste serverer den på stort set samme måde. Største forskel er i valget af kød (and, gås, flæskesteg, kalkun).

Når der handler om julemaden er det imidlertid garnituren, der er vigtigst – og man kan derfor mere eller mindre vælge at sætte parentes om kødet til trods for, at man i normale sammenhænge sjældent ville servere samme vin til f.eks. and og flæskesteg.

Hvilken vin skal man altså vælge til julemaden?

I vores smagning nåede vi frem til følgende retningslinjer:

  1. Vinen skal være relativt kraftig
  2. Den skal have en pænt høj alkoholprocent (13% +)
  3. Den skal være frugtig og relativt ligetil i sit udtryk (ikke at forveksle med simpel!)
  4. Den skal besidde en vis, men ikke overdreven, sødme

Det sidste var faktisk det, der kom mest bag på os – ikke det, at vinen skal være sød, men hvor lidt sød den egentlig behøver at være for stadig at fungere. I praksis viste det sig, at 6-9 gram restsukker faktisk var nok til at balancere alle de sødlige elementer i julemaden (de brunede kartofler, rødkål, sylteelementerne).

Og hvilke vine rammer så bedst de ovenstående kriterier? Vores top tre så således ud:

1. Plads: 
De vine, der virkede bedst var klart tørre tyske rieslingvine – helst fra lidt varmere områder med rigere jordbund (Rheinhessen, Pfalz, Baden). Selvom en tysk vin kaldes ”trocken” – altså tør – har den typisk netop de 6-7 gram restsukker, der er nødvendige for at skabe balance til maden. Det betyder også, at f.eks. klasssiske Moselvine ikke fungerer (som jeg ellers har set anbefalet). De har for lav alkohol og for meget sødme.

2. Plads:
Et andet bud, der også matcher julemaden udmærket (om end ikke så godt som den tyske riesling), er relativt kraftig Brut Champagne fra mindre terroirs og gerne Pinot-domineret. Kravet om, at der helst skal være en kraftig champagne, kunne måske forlede nogle til at vælge en årgangschampagne – men disse har typisk noget mindre dosage (og dermed restsukker) end ikke-årgangschampagner, som derfor er at foretrække.

3. Plads:
Skal man gå i den anden grøft er afkølet portvin også en mulighed. Vælg f.eks. en Late Bottled Vintage (LBV). Portvin er danskernes favoritdrik til risalamanden – men det er altså også en mulighed til den salte del af måltider (om det nu også er bedste valg til risalamanden vender vi tilbage til i en senere post…).
Man skal nok være lidt garvet for at sætte portvin til hovedretten juleaften – og det bliver nok heller ikke valget i undertegnedes lille hjem -, men ser man kun på mad/vinmatchet fungerer det altså.

Voilà – det er vores tre bud på vinen til (den salte del af) julemaden.

Og så har vi slet ikke nævnt Amarone eller Châteauneuf-du-Pape, der ellers er hyppige gengangere i diverse klummer om vinen til julemaden.

Begge muligheder kan fungere – men her gælder det (specielt for Châteauneuf-du-Papes vedkommende), at der er så mange forskellige stilarter, at man faktisk skal ned på enkeltproducentniveau (og evt. også cuvée og årgang) for at kunne sige med sikkerhed, at vinen vil matche julemaden.

Det meste rødvin vil dog komme til at smage surt og metallisk – og det er nok denne faktor, der har skabt billedet af, at det er svært at sætte vin til julemaden.

Men det er det altså ikke – men skal blot glemme ortodoksien og turde tænke i andre baner.

Se Viniversas bud på vine til julemaden her.

Gruaud Larose vertikalsmagning

En vininteresseret kammerat har en faible for Bordeaux – hvilket heldigvis kommer undertegnede til gode ved særlige lejligheder. Blandt andet har han for vane at arrangere en exorbitant fødselsdagssmagning med Bordeauxtema.

Der har været en del ‘Bordeaux-bashing’ de seneste år, og jeg skal da også indrømme, at det er relativ sjældent disse år, at jeg drikker Bordeaux. Kvaliteten af de bedste vine fejler dog ikke noget – hvad også denne smagning vidnede om.

Det blev smagt ni vine – fire Gruaud-Larose og fem flasker af deres andenvin Sarget de Gruaud-Larose.

Gruaud-Larose har altid været et lidt specielt tilfælde i Bordeaux. Som anden cru skulle den i princippet høre til toppen af Bordeaux venstre bred – hvad den da også gør ifølge de fleste kritikere.

Gruaud-Larose skiller sig imidlertid ud fra denne gruppe ved at ligge relativt langt inde i landet, hvilket betyder en mere rig og lerholdig jord end hos de fleste andre 1. og 2. Cru Classé-vine, der dyrkes på mere grusholdig jord.

Det giver – i princippet i hvert fald – en vin med lidt mindre elegance, men måske til gengæld med en større stabilitet.

Personligt har det i hvert fald altid været en vin, jeg har regnet for meget stabil, men ikke nødvendigvis regner blandt de allermest interessante Bordeauxvine.

Det bekræftede denne smagning på mange måder. Der er ingen tvivl om hverken stabiliteten eller holdbarheden. Faktisk viste specielt de fire førstevine uhyre højt niveau og ensartethed. Der var dog ingen af vinene, der 100% blæste mig væk – men ingen tvivl om, at det er stor vin; blot ikke magisk.

Vinene, der blev smagt, deres placering og gennemsnitlige score på Parkerskalaen (fra fire smagere) var følgende:

Gruaud-Larose:

1982 (1. plads, 92 point)
1988 (3. plads, 90 point)
1990 (6. plads, 87 point)
1996 (2. plads, 91 point)

Sarget de Gruaud-Larose:

1994 (5. plads, 88 point)
1996 (7. plads, 86 point)
2000 (9. plads, 82 point)
2001 (4. plads, 89 point)
2005 (8. plads, 85 point)

Der er i hvert fald en håndfuld konklusioner at drage:

  • Førstevinene viste i det store hele deres værd og ideen om at drikke andenvin i store årgange og førstevin i små årgange kan næppe helt bekræftes.
  • Stabiliteten er uhyre høj – hvad en på papiret lavt vurderet årgang som 1994 vidner om.
  • Holdbarheden fejler ikke noget. Det er min erfaring, at de fleste Cru Classéer under 2. Cru niveau i årgang 1982 for længst er begyndt at fade.
  • Årgang 1990 er en svag skuffelse – noget jeg har oplevet flere gange med denne årgang, som i bagklogskabens lys måske var lidt overvurderet, da den kom frem. Der findes dog også highlights (Palmer 1990 smagt for et lille år siden var fremragende).
  • Årgang 2001 virker på denne (og andre smagninger) som klart undervurderet – og smager p.t. bedre end årgang 2000.
  • Og så er det i øvrigt interessant, at andenvinen klarere sig bedst i de på papiret ringeste årgang (1994 og 2001). Det er svært at give en forklaring på dette (nogle vil måske hævde, at det er fordi 2000 og 2005 ikke er drikkeklare – men begge vine fremstod nu som fejlbehæftede).

Tak til Søren for den fornemme smagning!

5 fordomme om Beaujolais

1) Beaujolais er en let rødvin

Ja, det kan det være, men der findes også Beaujolais i både hvide og rosé-udgaver. Og for den sags skyld også ganske kraftige røde Beaujolaiser.

2) Beaujolais gærer ved en særlig metode kaldet Maceration Carbonique

Det er en metode, hvor druerne gærer hele i en kuldioxid-holdig atmosfære, hvilket giver en særlig frugtig vin uden megen garvesyre. Og igen: Ja, det gør den ofte, men det er ikke en regel.

3) Beaujolais kan ikke lagre

Igen: Ofte sandt, men langt fra altid. Det bedste Beaujolais lagrer ligeså godt som Bourgogne – en Moulin-à-Vent eller Morgon kan normalt fint klare op til 10 års lagring.

4) Beaujolais er en slags fattigmandsbourgogne

Dette er helt misvisende, da det er vidt forskellige vine. Bourgogne er typisk sart og elegant, Beaujolais er robust og frugtig. Ser man på jordbunden har Beaujolais faktisk mere til fælles med det nordlige Rhône – og en kraftig Beaujolais har da også i denne smagers mund mere til fælles med en let St-Joseph end med en Bourgogne.

5) Beaujolais er først og fremmest en terrassevin

Det er fint, hvis du nyder din Beaujolais på terrassen, men Beaujolais er også verden mest alsidige rødvin til mad (også her adskiller den sig fra Bourgogne). Vil du gerne drikke rødvin til din røgede makrel? – snup en Beaujolais. Kraftige simreretter, hvor du tror, du skal have en kraftig monstervin fra det sydlige Rhône eller Languedoc? – Beaujolais vil ofte virke bedre.

5 forskelle på tysk Spätburgunder og rød Bourgogne

Spätburgunder er det tyske navn for druesorten Pinot Noir, der primært er kendt fra dens hjemstavn Bourgogne. Her giver den elegante og komplekse vine, der hører blandt mange vinnørders favoritter, men som de seneste år er nået op i et prisleje, hvor selv garvede vinnørder snor sig ved at skulle punge ud.

Det med det elegante og komplekse går også igen i de tyske Spätburgundere – til dels også det med prisen -, men der er alligevel en række vigtige forskelle. De fem vigtigste er i undertegnedes bog følgende:

  1. Tysk Spätburgunder er typisk langt mere frugtig end Bourgogne. Faktisk kan de minde mere om Pinot Noir-vine fra f.eks. New Zealand end om Bourgogne. Der er ofte en sødme i frugten (der ikke – eller sjældent – skyldes at der er restsødme i vinen, men har noget at gøre med den sene høst).
  2. Tysk Spätburgunder lagrer bedre end Bourgogne. Faktisk har jeg kun én gang i mit liv smagt en tysk Spätburgunder, der havde udviklet tertiære aromaer. Den var 25 år gammel – og i øvrigt en basis-Spätburgunder. Man vinificerer anderledes i dag, men langt de fleste tyske Spätburgundere vil kunne klare lagring minimum 10 år.
  3. Tysk Spätburgunder udvikler sig også anderledes end Bourgogne. Hvor rød Bourgognes udvikling typisk forløber gennem nogle bølgetoppe og bølgedale, så det kan være svært at finde ud af, hvornår man skal drikke dem, er tysk Spätburgunders udvikling langt mere lineær. De smager typisk ret beset godt fra de er kommet på flaske til de er lagt i graven.
  4. Der er p.t. en glæde i Tyskland ved nye fade, som i denne smagers mund lidt har fået overtaget på andre smagsparametres bekostning. Hvor man i Bourgogne i det store hele forstår at docere fadpræget, kan man ofte møde tyske Spätburgundere med overstyret fadpræg. Det siger sig selv, at Viniversa styrer uden om disse vine.
  5. Grundet forskellen i frugtstrukturen, som noteret ovenfor, er rød Bourgogne i høj grad madvine, hvor tysk Spätburgunder i lige så høj grad kan nydes uden mad.

Selvom tysk Spätburgunder er steget i pris de seneste år – og ikke al udvikling i denne smagers mund har været positiv -, er det stadig en af de bedste leverandører af Pinot Noir-vine, når man ser på pris i forhold til kvalitet – når man blot holder sig for øje, at det ikke er Bourgogne og ikke smager af Bourgogne.

Better know a district: Fronton

Med “Better know a district” forsøger vi at sætte fokus på u- og underkendte vinområder, der efter vores opfattelse fortjener større opmærksomhed.

Et af de områder, der kom som en åbenbaring for undertegnede på et tidspunkt, hvor jeg ellers langt fra var grøn i vinens verden, var det lille område Fronton i Sydvestfrankrig.

Fronton, der tidligere hed Côtes du Frontonnais, er et mindre område på ca. 2400 hektar ca. 20 kilometer nord for Toulouse.

Når man ser på områdets geologiske og geografiske karakteristika er der ikke noget særligt ved det – det er ikke ulig f.eks. Entre-deux-Mers i Bordeaux og domineres af en jordbund præget af forskellige former for grus, sand og ler.

Det, der er særligt ved Fronton, er druesorten Négrette, som i det store hele kun findes her (ud over en lille smule i det vestligste Loire og i naboområdet Gaillac).

Négrette er ulig nogen anden druesort – og i særdeleshed ganske forskellig fra de fleste andre druesorter i Sydvestfrankrig. Hvor man i Sydvestfrankrig først og fremmest er kendt for kraftige og lidt rustikke vine (som Malbecvinene i Cahors og Tannatvinene i Madiran), er vinene lavet på Négrette kendetegnet ved en fantastisk, elegant aroma og en relativt let stil.

Jeg har hørt druesorten sammenlignet med Gamay, Dolcetto, Barbera eller Mencia – men ingen af disse sammenligninger får for alvor defineret, hvad Négrette er for en størrelse. Den må simpelthen smages.

Det kan synes så meget mere forbavsende, at det først blev tilladt i 2008 at lave rene Négrette-vine inden for AOC-reglerne. Ellers plejede man at blande med andre druesorter som Syrah, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc.
Det gør man i høj grad stadig, men mange producenter er også begyndt at lave rene Négrette-vine, der giver mulighed for at smage druesorten i sit klareste udtryk.

Det er dog vigtigt at pointere, at det langt fra er alle producenter, der formår at få de ovenfor beskrevne kvaliteter i Négrette frem i deres vine. Alt for mange producenters vine er stadig støvede og rustikke i deres udtryk.

Viniversas producent, Domaine Le Roc, er en af dem, der forstår at få Négrettes særlige aroma frem i deres vine.

Familiens Ribes fra Domaine Le Roc

Se Viniversas udvalgt af vine fra Domaine Le Roc her.

Surt opstød om søde vine

Nej, det handler ikke om, at undertegnede ikke kan lide søde vine – intet kunne være længere fra sandheden. Jeg holder af vellavede vine i alle sødmegrader fra det tørre over det halvtørre og halvsøde til det søde. Sødme eller mangel på samme er ikke en kvalitetsindikator i vin, men blot et spørgsmål om i hvilke situationer, den kan bruges.

Nej, hvad det handler om er en særlig automatreaktion eller attitude, jeg ofte møder, når jeg er ude at lave vinsmagninger og lignende: Sætningen ”Jeg kan ikke lide søde vine” – ofte proklameret, som om det var en form for adelsmærke.

Og ja, der findes sikkert mennesker, der ikke kan lide søde vine – ligesom man sikkert kan finde mennesker, der ikke kan lide solskin eller kærlighed. Men hos langt de fleste mennesker opfatter jeg det som en facade – et fænomen ikke ulig, når unge mennesker anlægger sig tungsind og weltschmerz for at fremstå mere voksne (lykkeligt uvidende om, at det netop er dette, der får dem til at fremstå pubertære…).

Jeg har et vist belæg for denne påstand, for jeg har ved selvsyn oplevet, hvordan ingen vil købe en halvsød eller sød vin indtil de smager den (og jeg har talt med andre vinimportører, der også kender til fænomenet). Det bliver så ofte efterfulgt af sætningen: ”Jeg kan normalt ikke lide søde vine, men denne her smager fantastisk”. Og så sælger man ellers restlageret af en vin, der ikke har rykket sig flere år…

Man kunne måske tro, at denne attitude var et særligt skandinavisk fænomen; et udtryk for protestantisk afkalds-moral, hvor afkaldet på lyst i sig selv synes at være blevet lystbetonet – ja, nærmest er blevet lystoplevelsen selv.
Jeg har imidlertid stødt på lignende attituder i både Frankrig og Tyskland (hvor vine med en eller anden form for sødme ellers har været en overvældende tradition).

Særligt i Tyskland synes det at have slået igennem i en grad, så det er lige før, at det i dag kan være svært at finde en halvsød Riesling – der ret beset er Tysklands raison d’être som vinland og Rieslings raison d’être som druesort -, det være sig i Danmark eller Tyskland.

Særligt synes halvsøde vine at have det svært. Det kan der måske være en god grund til. De er – i hvert fald på papiret – ikke så oplagte madvine som de sødere eller tørre vine, når man ser bort fra klassikerne asiatisk mad og foie gras-terrine.

Til det er der dog et par ting at sige. For det første er det sur-søde i dag langt fra kun at finde i det asiatiske køkken – f.eks. har rigtigt mange toprestauranter i Europa i dag inkorporeret det sur-søde som en delvis erstatning for fedme og tunge saucer.

For det andet er det måske værd at bemærke, at f.eks. en tysk auslese typisk vil ligge tæt på cola, når man ser på syre/sødme-værdierne. Så hvis man kan drikke cola til det salte køkken (og det ses jo i stor stil), så kan det næppe være udelukket at drikke halvsøde vine til.

De halvsøde vines største raison d’être er dog, som jeg ser det, at blive drukket uden mad. En frisk, halvsød vin vil typisk gøre sig rigtigt godt efter et måltid. Efter en række mere eller mindre tunge rødvine er der noget utroligt opløftende ved et glas halvsød, frisk hvidvin (Jeg husker en ’vinsmagningsmiddag’, hvor der blev smagt et større antal store Bordeauxvine – af den type, der i dag ville koste dig en børneopsparing eller to – og hvor middagen blev sluttet af med en – på papiret – blot hæderlig tysk Spätlese. Resultatet: Alle var enige om, at Spätlesen var aftenens bedste vin).

Der er altså ingen undskyldning for ikke at drikke søde og halvsøde vine – des mindre fordi de, når man kigger pris/kvalitet, er nogle af de bedste køb i vinverden i dag. Så se at kom i gang!

Årgang 2015, Tyskland og klimaforandring

Det tyske onlinemagasin weinkenner.de kan berette, at det er besluttet, at man i 2015 må tilsætte syre til årgangens vine i Tyskland.

Det er mildest talt utraditionelt at en sådan tilladelse gives en masse i Tyskland. Det er typisk en fremgangsmåde, man kender fra lande som Australien, der har et væsentligt varmere klima.

I Tyskland er de snarere det modsatte – behovet for at reducere syre -, der har været nødvendigt (f.eks. i årgang 2010). Man har da også oplevet ekstreme temperaturer i Tyskland i år – visse stedet helt oppe omkring 40 grader.

Hvad, det kommer til at betyde for årgangen, er stadig for tidligt at sige – sikkert er det, at de tyske producenter skal til at tænke på en helt ny måde, når det skal vinificere vinene fra årgang 2015.

9 ting du skal vide om Muscadet

1) Muscadet er den klassiske vin til fisk og skaldyr – og du går næsten aldrig fejl med denne kombination (undtagelsen er kolde fiske- eller skaldyrsretter, hvor andre vine kan virke bedre).

2) Den dyrkes i et geografisk begrænset område omkring Nantes ved Loireflodens munding. Mest kendt er området omkring de to floder Sèvre og Maine, der har givet navn til en særlig appellation: Muscadet Sévre et Maine.

3) Muscadet er navnet på vinen; druesorten bag hedder Melon de Bourgogne.

4) Melon de Bourgogne har ikke den store druekarakter, men er desto bedre til at formidle terroir og jordbundsforhold. Det vil for Muscadets vedkommende sige forskellige forvitringer af granit – gnejs, ortognejs, amfibolit, gabbro, serpentinit etc.

5) Muscadet er altid tør – oftest knastør. Den har intet med Muscat at gøre, som typisk er en sød vin.

6) Muscadet hører til blandt de tørre vine – de være sig røde eller hvide – der lagrer bedst overhovedet. Undertegnede smagte for nylig en årgang 1982, der var i fin form. En god Muscadet når sit højdepunkt efter 8-10 år, men kan typisk ligge længere.

7) I de seneste år har man for at styrke kvaliteten indført en slags kommuneappellationer kaldet Cru Communaux. Der stilles større krav til disse vine med hensyn til lagring, høstudbytte m.m.

8) Det meste Muscadet lagrer på bundfaldet – kaldet sur lie. Det giver mere krop og kompleksitet til vinene, men kan også give en lidt ’pruttet’ gærlugt, der dog typisk forsvinder med lidt iltning. Står der ’sur lie’ på etiketten, har vinen lagret mellem 6 og 14 måneder på bundfaldet. Da ovennævnte Cru Communaux-vine lagrer længere tid ’sur lie’ (typisk 20 måneder eller mere), står der ikke ’sur lie’ på etiketten.

9) Der findes næppe nogle vine, der giver tilsvarende kompleksitet og lagringsevne til så lave priser som Muscadet. Det er det perfekte, billige alternativ til f.eks. Chablis.

Se Viniversas Muscadetvine her.

Et par andre importører af gode Muscadetvine:

Atomwine
Rosforth & Rosforth