Piwi-druesorter

Hvad enten du køber konventionel, økologisk, biodynamisk eller naturvin, kan du være sikker på én ting: Druerne har været sprøjtede.

For økologisk, biodynamisk og naturvin vil det først og fremmest sige med kobbersulfat – et stof, som findes naturligt i naturen, men som typisk er et biprodukt ved olieraffinering.

Ønsker man at minimere brugen af sprøjtegift, er der formodentlig kun én vej at gå: Det, som på tysk hedder piwi-druesorter. “Piwi” står for “Pilzwiederstandsfähige” – altså druesorter, som er resistante over for svampesygdomme (ikke mindst de forskellige former for meldug).

Meldug stammer oprindeligt fra Amerika, og derfor har meget af forskningen i Piwi-druesorter forsøgt at krydse amerikanske druesorter med europæiske.

Resultatet skulle ifølge nogle forskere kunne reducere behovet for sprøjtning med op til 80%. Vinbønder har dog fortalt mig, at første generation af piwi-druesorter (bl.a. Regent og den i Danmark bekendte Solaris) i dag kræver samme brug af sprøjtegift, som almindelige druesorter.

Man snakker om, at vi nu er nået til tredje generation af piwi-druesorter (med f.eks. druesorter som Sauvignac, Souvignier Gris og Calardis Blanc), og håbet er selvfølgelig på sigt, at disse vil bevare deres resistens i marken over årene.

Udfordringen for piwi-druesorter er, at det p.t. ikke er lykkes at skabe druesorter, som i kvalitet kan måle sig med de bedste ‘almindelige’ druesorter. Af piwi-druesorter er Souvignier Gris umiddelbart den, jeg har smagt de mest interessante eksempler på.

Ikke desto mindre synes der at være større og større fokus på piwi-druesorter i Tyskland (som er det land, som forsker mest i disse). Særligt de seneste par år er jeg i højere og højere grad stødt på piwi-vine.

Indtil videre har vi i Viniversa ikke fundet nogen, som har fundet nåde for vores krævende smagsløg, men mon ikke blot det er et spørgsmål om tid?

Det er svært at forestille sig andet end, at piwi-druesorter bliver (en del af) fremtiden, når diverse miljømål skal nåes (Måske kan skulle overveje at markedsføre dem som “Naturvin+”…).

Du kan læse mere om piwi-druesorter her og her.

Tysklands bedste vinmarker: Hipping & Pettenthal

I denne serie kigger vi nærmere på nogle af Tysklands bedste vinmarker – og hvad der gør dem store. I denne første del kigger vi på to af Rheinhessens bedste vinmarker – Pettenthal og Hipping.

Markerne Hipping og Pettenthal ligger umiddelbart nord for byen Nierstein ca. 10 kilometer syd for Mainz. De er del af det, som kaldes ‘Roter Hang’ – en bakke på vel omkring 5 x 5 kilometer bestående af rød sandsten (nogle gange kaldet ‘rød skifer’), som findes i undergrunden i en del af Rheinhessen, men som her dukker op i overfladen.

Markerne omkring Roter Hang er nogle af de få, som har haft historisk godt ry i Rheinhessen (markerne i Wonnegau, som er blevet gjort kendte af Wittmann og Keller, var således for bare 50 år siden relativt ukendte for selv elskere af tysk vin).

Det er kun markerne med hældning, som kategoriseres som ‘Roter Hang’ – og altså ikke markerne på toppen af bakken, selvom de har den samme jordbund.

Det er da også nogle af de relativt få marker med større hældning i det ellers relativt flade Rheinhessen (omend der findes væsentligt flere skrånende marker end visse forsimplede beskrivelser nogle gange fremfører – selvom vi aldrig når Moselstejlhed).

Der tales ofte – ikke mindst inden for tysk vin – om ‘sydvendte skråninger’, men Hipping og Pettenthal, som generelt regnes for de to bedste marker omkring Roter Hang er faktisk mestendels østvendte (Rothenberg-marken, som ligger lige nord for Pettenthal, har ifølge nogle vinskribenter samme kvalitet, men antallet af topvine, som bliver produceret herfra synes noget lavere end fra Pettenthal og Hipping).

De to marker støder ud til Rhinen – og flodens tempererende effekt kan forklare, hvorfor man her ofte slipper for klimaets luner – f.eks. frostskader. Min oplevelse er desuden, at de mere sydvendte marker langs Roter Hang (som Ölsberg og Orbel) i nogle år faktisk har problemer med for meget varme og overmodne vine – noget man sjældnere ser i Pettenthal og Hipping.

Det er i langt overvejende grad riesling, som dyrkes her – omend jeg også har set f.eks. silvaner fra i hvert fald Hipping. Jeg er aldrig stødt på rødvin herfra – og det siger nok noget om markernes ry, at der ikke er blevet eksperimenteret med andre druesorter i det ellers ganske eksperimentérlystne Rheinhessen.

Begge marker kan grovt opdeles i tre – den nederste del ud mod Rhinen, som er relativt flad, den midterste – og stejleste – del, og den øverste del, hvor markerne flader lidt ud igen.

Det giver vine i forskellig stil (og kvalitet) – og mange producenter med vinstokke i den midterste eller øverste del taler lettere ringeagtende om vinene fra den nederste del.

Der er da næppe heller tvivl om, at vinene herfra ikke når niveauet, som de to andre dele har – men helt afskrive dem skal man nok heller ikke.

Ser man på et tværsnit af markerne og sammenligner med markerne omkring Montrachet-højen i Bourgogne kan de tre dele sammenlignes med Bâtard-Montrachet, Montrachet og Chevalier-Montrachet. De fleste vil nok hævde, at Bâtard-Montrachet ikke når op på niveau med Montrachet (eller for den sags skyld Chevalier-Montrachet), men de færreste vil vel hævde, at Bâtard-Montrachet ikke har Grand Cru-kvalitet…

Den røde sandsten giver vine med duft af fersken og kirsebær og en mineralsk kerne – som dog stadig er afdæmpet i forhold til vine dyrket på f.eks. kalksten. Det er langt overvejende tørre hvidvine, som i dag produceres – og de to marker synes da også at have en særlig affinitet med denne vintype (selvom man historisk i langt højere grad lavede søde vine her).

Det synes generelt at være vine med middel holdbarhed – de fleste (tørre) vine herfra ville jeg drikke inden for de første 8-10 år.

Med to marker så tæt på hinanden og med samme jordbundstype kan det være svært at pege på egentlige forskellige, men skulle jeg vove mig ud i det, vil jeg sige, at Hipping har en lidt mere krydret tone, end man finder i Pettenthal – og måske også en anelse mere tyngde.

Hvilken af de to marker, som er bedst, afhænger af, hvem man spørger (dem, som har vinstokke i Hipping, siger Hipping, dem, som har vinstokke i Pettenthal, siger Pettenthal…). Jeg vil dog sige, at der nok er flere dygtige producenter i Pettenthal end i Hipping ud fra de flasker, som jeg har smagt (men Pettenthal-marken er også større).

Der bliver generelt ikke solgt meget jord i de to marker, og mange af de yngre producenter, som er kommet til, forpagter da også deres marker (hvilket synes at have drevet vinpriserne opad).

Det gav genlyd i den tyske vinverden, da kultproducenten og Wonnegau-mesteren Klaus-Peter Keller købte sig ind på de to marker (der svarer vel lidt til, hvis en Brøndby-spiller skifter til FCK – selvom Keller selvfølgelig bevarede sine marker i Wonnegau).

Jeg har ikke selv haft lejlighed til at smage Kellers vine fra Roter Hang, men at dømme efter anmeldelserne mestrer han også Niersteins røde sandsten.

Blandt andre gode producenter kan nævnes Kühling-Gillot, Gunderloch, vildbassen Kai Schätzel og Rheinhessens unge, kvindelige powertrio i form af Christine fra Fritz-Ekkehard Huff, Eva Vollmer og Mirjan Schneider, som i fællesskab forpagter en del af Pettenthal-marken.

Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme vores egen producent Georg Gustav Huff (hvis priser er noget lavere end konkurrenternes, selvom de scorer samme høje point i diverse guider). De har både jordlodder i Pettenthal (i den mere sydvendte del, som tidligere hed Steig Sommerseite) og Hipping.

Årgang 2021 i Tyskland

Vores nylige tur til Tyskland gav os mulighed for at smage en række hvidvine i den dugfriske årgang 2021 – selvom flere og flere producenter (inklusiv vores egne von Oetinger og Lubentiushof) venter noget længere tid, før de frigiver deres nye årgange. 

Der er tale om en årgang, som på mange måder er et minde om en svunden tid – før klimaforandringernes nye virkelighed. Det er således en årgang, som – i hvert fald på papireret – minder om nogle af de årgange, man kunne have i ’60erne eller ’70erne. D.v.s. en kølig årgang, hvor det var svært at opnå fuld modenhed i druerne – og hvor syren skød ganske højt i vejret. 

Sidstnævnte oplevede man også i en årgang som 2010 – men her var det kombineret med fuldt modne druer, så der er næppe nogen årgang i nyere tid, som for alvor kan siges at minde om 2021. 

Men – ‘the proof is in the pudding’, som englænderne siger. Så hvordan smagte de – vinene? 

Overordnet set langt bedre, end man kunne frygte. Bevares, mange havde en lidt grøn tone (som ikke generer denne smager så meget), men syren var langt mere harmonisk og integreret, end man kunne forvente. 

Alt i alt er der tale om friske og liflige vine, som absolut har deres berettigelse (og i flere tilfælde tror jeg, at jeg foretrækker årgangen ift. årgang 2020 – særligt i varmere områder som Pfalz). 

Så ja, årgangen er et minde fra fortiden, men også en reminder om, at vinmageriet er nået ganske langt siden da. 

Silvaner – en underkendt druesort

Silvaner (eller sylvaner som den kaldes i Alsace) er i vores bog en af Tysklands vigtigste grønne druesorter – og særligt i det tørre segment kan den give nogle af Tysklands største hvidvine. 

Igennem mange år kæmpede druesorten imidlertid med et dårligt ry – her er f.eks. hvad Robert Parker skriver om den i 1995: 

“This unimpressive grape accounts for 10% of Germany’s vineyards and rarely results in anything interesting. Most Sylvaners either have a nasty vegetal streak to them or are simply dull and flat.”

Parker’s Wine Buyer’s Guide 5th Edition, p. 1068.

Og ja, for år tilbage kunne man ofte finde en muskat-agtig tone i mange silvanervine – noget jeg ikke har stødt på i mange år efterhånden. Dette skyldes formodentlig, at man i dag høster senere og opnår mere modne druer. 

Der er således næppe nogen druesort i Tyskland, som har set samme eksplosion i kvalitet de seneste år som netop silvaner. Det er da også værd at bemærke, at det nok (sammen med Weissburgunder) er den druesort, som bedst håndterer ‘Grosses Gewächs’-behandlingen – d.v.s. lave høstudbytter, lagring på mere eller mindre nye fade etc. 

Da jeg for nogle år tilbage holdt en silvaner-smagning med mit sædvanlige smagepanel opnåede vinene den højeste gennemsnitsscore nogensinde i smagepanelets historie. 

Stilistisk kan vinene i det øvre segment minde om stor hvid bourgogne – samme bredde i smagen og kombination af syre og frugt, mens de billigere silvanere er ligefremme og frugtige vine, som er gode madledsagere. 

I forhold til burgundersorterne – pinot blanc, pinot gris og chardonnay -, som ofte i Tyskland kan blive lidt tutti frutti-agtige i deres umedierede frugtighed, bevarer silvaner altid en mineralsk kerne.

Silvaners uofficielle hovedstad er Franken-regionen, hvor man længe har haft tradition for – og fokus på – silvaner. Jordbunden i de bedste marker her er keuper eller muschelkalk – begge jordbundstyper, som egner sig særdeles godt til tørre vine (fordi de sænker syreniveauet i druerne, men samtidig bibringer mineralitet). 

Der findes dog også andre regioner i Tyskland, som producerer glimrende silvaner-vine. Ikke mindst i det nordlige Rheinhessen er druesorten ganske udbredt (og man har en særlig klon – ofte benævnt grüner silvaner -, som man benytter her). Og faktisk er mange marker i det nordlige Rheinhessen præget af den samme muschelkalk, som man finder i Franken. Priserne ligger desuden noget lavere end i Franken, så de er gode alternativ for den prisbevidste bruger.

Også i Baden har jeg smagt op til flere interessante silvaner-vine – priserne ligger dog her i nærheden af Franken.

Elbling – Mosels ukendte druesort

De fleste vinelskere forbinder Mosel med rieslingvine fra stejle skiferskråninger – typisk med mere eller mindre sødme.

Bevæger vi os op af floden syd for Trier – der hvor den udgør grænsen mellem Tyskland og Luxembourg bliver jordbunden imidlertid en anden. Væk er skiferen og istedet træder det, som på tysk hedder muschelkalk – fossilholdig kalksten. 

Det betyder også, at riesling mister sin dominans og erstattes af primært burgunderdruesorterne – pinot blanc, pinot gris, auxerrois, chardonnay og pinot noir. 

Det er imidlertid en anden druesort, vi – med vores hang til vinøse fodnoter – finder mest interessant: Den lokale elbling. 

Det er en druesort, som tidligere var ganske udbredt i Tyskland, men som i dag primært findes her i ‘Obermosel’ (både på den tyske og luxembourgske bred).

 Som druesort kan elbling minde om melon de bourgogne, som kendes fra Muscadet. Som sidstnævnte kendetegnes den ved ikke at have særlige druekarakteristika, men til gengæld være utroligt god til at formidle terroir (det vil her i Obermosel først og fremmest sige mineralitet). 

Det er ikke en primadonna som riesling eller gewürztraminer, hvilket til gengæld gør den til en fremragende madvin. 

Og så er den – takket være dens relativt høje syre og neutrale smag – faktisk også meget velegnet til mousserende vin.

Det er vine, som de lokale vinbønder anbefaler, at man drikker unge – men jeg har en snigende mistanke om, at de bedste – i lighed med muscadet – holder væsentligt længere end man tror.

Literflasker

I Tyskland har der i mange år været en tradition for at flaske en eller flere basisvine i literflasker – en slags pendant til bag-in-box-vin længe før, der var noget, som hed bag-in-box-vin.  

Kønne er de sjældent, literflaskerne, man ofte kan de være yderst anvendelige.  

Hos Viniversa tager vi fortrinsvis de hvide udgaver hjem.  

Meget tysk (hvid)vin holder snildt op til en uge i køleskabet, så man behøver ikke er tømme en flaske hverken på første- eller andendagen. Det gør literflasker til den ideelle flaske at have stående i køleskabslågen, så man altid har en sjat at hælde i maden (og eventuelt også til et glas til kokken!).  

Det vil sjældent være komplekse og lagringsværdige vine, men f.eks. literflasker på riesling eller müller-thurgau (som man ofte ser) kan have en frisk, blomstrende og ligefrem stil, som der bestemt ikke er grund til at kimse ad.  

Det er således også den perfekte vin til f.eks. apertif til en sommerfest – og da produktionsomkostningerne alt andet lige er billigere pr. liter på literflasker end på 0,75 literflasker får man typisk rigtig god valuta for pengene – på samme måde som med bag-in-box-vine.

Blot til lyst

‘Øl er til tørst, ikke til trøst’ hed det for år tilbage i et slogan fra De Danske Bryggerier. Og sikken dog egentlig et trist slogan. 

Vin er ret beset hverken til de første eller det andet, men mest af alt til lyst. Vin er til glæde og fornøjelse – selvom vinnørden måske til tider næsten kan glemme det. 

Men der er også, vil jeg hævde, en særlig vin, som ikke blot er til glæde, men som man – nærmest som en pavlovsk refleks – netop har lyst til, når man er glad i låget. 

Når solen skinner, de lette sommerkjoler præger gadebilledet, og al ting summer og pibler; når verden er åben og ny, er der én særlig vin, som synes at krystallisere glæden og lysten: Tysk riesling. 

Og ikke blot tysk riesling, men en særlig type tysk riesling: Den liflige, lette og ligefremme. Om den er tør eller har restsødme er mindre vigtigt. 

I de seneste tyve-tredive år er man i Tyskland blevet mere og mere optaget af at gøre riesling til en seriøs, tør hvidvin. Kvaliteten, har man måtte forstå, skulle matche de bedste franske hvidvine (og gerne også priserne…). Det skulle være vine, som kritikerne kunne falde i svime over. Vine som var komplekse, fyldige og alvorlige. Eller om man vil: teutoniske.

Trofaste læsere af denne blog vil vide, at jeg er ganske kritisk over for denne type tysk riesling. Ikke at de ikke kan være alt det – komplekse, seriøse etc. -, men om de rent faktisk giver mere glæde end nogle af deres billigere og mere ligefremme søskende, vil jeg stille mig mere tvivlende overfor. 

Og så er der jo også det, at man kan få hvidvine med krop og muskler i Grosses Gewächs-stilen mange steder fra, men hvor kan man ellers få disse lette, liflige og underfundige hvidvine, som riesling kan præstere, når den ikke prøver at være ‘seriøs’?

Og hvilken anden vintype passer bedre til den tid, vi er ved at gå i møde?

Ahr dér

Ahrdalen i Tyskland er lidt af en vinøs kuriøsitet. Det er den nordligste vinregion i det tidligere Vesttyskland, men alligevel er fokus langt overvejende rødvin (ca. 90% af produktionen). Og – værd at tilføje – de bedste vine herfra hører til blandt de bedste rødvine i hele Tyskland.

Spätburgunder – a.k.a. Pinot Noir – er, fristes man til at sige: selvfølgelig, stjernen her, men der opnås også gode resultater med Frühburgunder (Pinot Madeleine) – og for den sags skyld også både Dornfelder og Portugieser.

Når vinene er bedst har de en nærmest magisk kombination af ynde og overdådighed – som at se en elefant balancere på et krystalglas.

Skiferjordbunden gør dem unikke i Pinot Noir-sammenhæng, når man ser bort fra Mosel, Saar og Ruwer – hvor stor Pinot Noir dog stadig mere er undtagelsen end reglen (og hvor de bedste Pinot Noir-vine ikke kommer fra skifer).

Man kan groft inddele Ahr i to dele: Det øvre Ahr (nær flodens udspring) og det nedre Ahr (ved udløbet til Rhinen). Førstnævnte har en større skiferandel og giver mere elegante vine, mens sidstnævnte har en mere rig jordbund, som giver fyldigere vine. Hvad man foretrækker, er i sidste ende en smagssag (vores smag går mod førstnævnte…).

Med under 600 hektar er Ahr en af Tysklands mindste vinregioner – og langt mindre end den anden vigtige rødvinsregion: Baden. Så meget mere interessant er det, at da undertegnede arrangerede en smagning af tysk Spätburgunder sammen med en række andre vinimportører og vinjournalister, hvor alle blev bedt om at tage deres bedste vine med, var der langt flere Ahrvine på bordet end Badenvine.

Det skal ikke tages som udtryk for, at Badenvinene er dårlige – så langt fra. De er blot mere generiske i deres Pinot Noir-udtryk. De er pålidelige, hvor Ahrvinene er vin uden sikkerhedsnet.

Det gør også, at der er et element af hasard ved at købe Ahrvine. Det er “hit-or-miss”. Vil man mindske risikoen for at få dårlig vin, kan man imidlertid starte med at fravælge de billigste vine (som ikke er så billige, når vi taler Ahr): Ahrvin har én raison d’être: At være storslået. Søger man god vin i mellemprislejet gør man derfor klogt i at kigge til Baden, Pfalz eller Rheinhessen i stedet. Her er simpelthen mere kvalitet for pengene i dette prisleje.

Når Ahrvine for alvor spiller er de imidlertid unikke – ikke blot i Tyskland, men i hele vinverdenen. Ingen anden vin kan for alvor sammenlignes med Ahrvinene, når de er bedst.

Weingut Georg Gustav Huff kåret som “Riesling Champion 2019” af Vinum

Næppe var beskeden om, at Weingut Hofmanns Weissburgunder Eselpfad var kåret til Tysklands bedste Weissburgunder ved Mundus Vini Nordic-konkurrencen, indløbet, før der kom besked om, at endnu et af vores tyske vinhuse var blevet præmieret i Tyskland.

Denne gang er det Weingut Georg Gustav Huff, som i Tysklands førende vintidsskrift, Vinum, er blevet kåret som “Riesling Champion 2019” foran en lang række af Tysklands førende vinhuse.

Weingut Georg Gustav Huff (der er – i hvert fald – tre Huff-familier, som laver vin, så fornavnene er nødvendige) ligger i den lille landsby Schwabsburg, som er en forstad til Nierstein – Rheinhessens uden tvivl vigtigste vinby.

Dette – vigtigheden – skyldes ikke mindst den knold med rød sandsten kaldet “Roter Hang”, som findes lige nord for byen (og som strækker sig helt til Schwabsburg). De syd- og østvendte vinmarker på denne knold giver Rheinhessens bedste vine – og marker som f.eks. Hipping og Pettenthal har været kendt for deres kvalitet i flere århundreder.

Da vi i første omgang tog vinene fra Weingut Georg Gustav Huff hjem, var det ikke mindst p.g.a. det fantastiske forhold mellem pris og kvalitet. Vi er imidlertid mere og mere blevet overbevist om, at Huff simpelthen er den bedste producent i Nierstein-Schwabsburg – også når man kigger på kvalitet alene.

Det skulle den nylige pris vidne om.

De er ikke så kendte som vinene fra Kühling-Gillot eller så udfordrende som vinene fra Kai Schätzel, men kvaliteten er bare umådelig høj uanset årgang – og så er det vine, som lagrer bedre end de fleste af konkurrenternes – Jeg har hørt en producent fra Nierstein sige, at det var et karakteristika for vinene fra Roter Hang, at de antager den ældede petroleumstone allerede efter et års tid. Det oplever man imidlertid ikke med vinene fra Weingut Georg Gustav Huff, som selv efter 3-4 år stadig smager ungt.

Og så er det jo i øvrigt ikke kun med riesling, at de excellerer – også deres rødvine er fremragende, ligesom deres øvrige hvidvine også er en messe værd.

Og nej, man kommer altså heller ikke udenom priserne: Huffs vine ligger prismæssigt op til 50% under de fleste af konkurrenternes i Nierstein-Schwabsburg.

Kort sagt: Det er vine med et uhørt godt forhold mellem pris-kvalitet, som alle elskere af tysk vin burde stifte bekendtskab med.

Sekt – et alternativ til champagne?

Nej. For nu at give et hurtigt svar på spørgsmålet i titlen på denne blogartikel. Sekt er ikke et alternativ til champagne, for Sekt er et produkt i egen ret, der har nogle helt andre kvaliteter end dem, champagne stiller til skue.

Generelt er sekt mere frugtig end champagne (hvormed ikke menes: Mere sød). Da de bedste tyske producenter ofte bruger Riesling (eller andre aromatiske druesorter) til deres sekt, ønsker de at bevare druekarakteren. Derfor finder man også sjældent udpræget autolysekarakter i tysk sekt (duften af brød, hø, gær etc., som kendetegner megen champagne).

Hvor andre vigtige typer mousserende vin – Cava, Franciacorta, engelsk mousserende vin – klart synes at have champagne som pejlemærke, gør dette sig således sjældent gældende for de tyske sektproducenter. Hvilket jeg vil hævde er sekts force.

Tyskland har en lang historie med mousserende vin – og er i dag den største konsument i verden af den perlende drik.

Champagne har da også meget at takke tyskerne for – ikke kun eksporttallene. Heidsieck, Bollinger, Deutz, Mumm og Krug er således alle grundlagt af tyskere.

Sekt kan både lavet v.h.a. klassiske flaskegæring og ved Methode Charmat (gæring på tryktank). Det er ikke tilladt at tilsætte kulsyre – om end flere større sektproducenter er blevet beskyldt for netop dette.

Og generelt må man vel sige, at sekt – ligesom anden tysk vin – til dels lider under, at der findes en række store producenter, som ikke har kvalitet for øje.

De bedste udgaver er generelt dem, som er lavet v.h.a. klassisk flaskegæring. Og dem vidner om denne metodes overlegenhed – eller blot er et udtryk for, at denne dyrere metode anvendes til den bedste basisvin, skal i denne sammenhæng være usagt.

Mange tyske producenter får deres sekt lavet hos deciderede sektproducenter (og leverer altså blot druematerialet eller vin claire), og der findes da også et par vigtige (fra et kvalitetsperspektiv) producenter, som er specialiserede i sekt – bl.a. Solter i Rheingau og Raumland i Rheinhessen.

Det kan dog på denne smager til tider virke som om, at de er for fokuserede på at efterligne champagne, fremfor at lave tysk sekt. Det giver – som i de ovennævnte efterligninger – sjældent vine, som har samme kvalitet som det bedste champagne. Til gengæld er prisen ofte tæt på.

Og så er vi tilbage ved Sektens raison d’être: Netop IKKE at være et alternativ til champagne, men at være en vintype i egen ret. Det er de bedste Sekt. Det er charmerende, ligefremme, mousserende vine, som ikke prætenderer overvældende kompleksitet, men til gengæld leverer tonsvis af umiddelbar drikkeglæde.

Og det er i vores optik også værd at slå et slag for!