Æble- og ferskenår

Når til kommer til tysk riesling kan årgange groft inddeles i æble- og ferskenår. Det er måske mest udtalt i Mittelmosel, hvor riesling typisk – afhængigt af årgang – dufter af enten grønne æbler eller fersken.

2023 er f.eks. et æbleår, mens 2022 er et ferskenår. Det har selvfølgelig noget at gøre med, om det er varme eller kølige år (men nok ikke helt så simpelt). Det kan heller ikke entydigt oversættes til druernes modenhed – f.eks. opnåede man generelt stor modenhed i årgang 2010, men det var et klart æbleår.

Og jeg ville også holde mig fra at sige, at enten æble- eller ferskenår er bedst. Det er først og fremmest et spørgsmål og stil, og hvad man kan lide (personligt har jeg nok en lille præference for ferskenår, men kan bestemt også værdsætte æbleår).

Jeg tror ikke, at man entydigt kan sige noget om hvorvidt den ene eller anden type lagrer bedst – i hvert fald har jeg ikke entydige erfaringer på den front (jeg drikker min riesling alt for hurtigt…).

Men vil man danne sig et hurtigt indtryk af en ny årgang i Tyskland, kan man med fordel finde en klassisk tysk riesling fra Mittelmosel (f.eks. en Kabinett eller Spätlese) og se, om den dufter af grønne æbler eller ferskner. Så har man et meget godt indtryk af, om årgangen er stram og stringent eller eksotisk.

Årgang 2021 i Tyskland

Vores nylige tur til Tyskland gav os mulighed for at smage en række hvidvine i den dugfriske årgang 2021 – selvom flere og flere producenter (inklusiv vores egne von Oetinger og Lubentiushof) venter noget længere tid, før de frigiver deres nye årgange. 

Der er tale om en årgang, som på mange måder er et minde om en svunden tid – før klimaforandringernes nye virkelighed. Det er således en årgang, som – i hvert fald på papireret – minder om nogle af de årgange, man kunne have i ’60erne eller ’70erne. D.v.s. en kølig årgang, hvor det var svært at opnå fuld modenhed i druerne – og hvor syren skød ganske højt i vejret. 

Sidstnævnte oplevede man også i en årgang som 2010 – men her var det kombineret med fuldt modne druer, så der er næppe nogen årgang i nyere tid, som for alvor kan siges at minde om 2021. 

Men – ‘the proof is in the pudding’, som englænderne siger. Så hvordan smagte de – vinene? 

Overordnet set langt bedre, end man kunne frygte. Bevares, mange havde en lidt grøn tone (som ikke generer denne smager så meget), men syren var langt mere harmonisk og integreret, end man kunne forvente. 

Alt i alt er der tale om friske og liflige vine, som absolut har deres berettigelse (og i flere tilfælde tror jeg, at jeg foretrækker årgangen ift. årgang 2020 – særligt i varmere områder som Pfalz). 

Så ja, årgangen er et minde fra fortiden, men også en reminder om, at vinmageriet er nået ganske langt siden da.