Betegnelsen ‘Feinherb’ bruges i Tyskland om halvtørre vine – fordi ‘Halbtrocken’ har fået en dårlig klang hos forbrugerne. Og det er da også en vinkategori, som det er svært at sælge i Tyskland, som de seneste mange år har sværget til de tørre vine.
Tørt bliver opfattet som autentisk, som ‘nøgent’ og umanipuleret, mens det halvtørre bliver set som leflen for forbrugeren, som åbenbart ikke er ‘moden’ nok til at drikke tør vin.
Dette til trods for, at ikke mindst Riesling kan have godt af en smule sødme til at opveje syren – og i øvrigt til at sikre lagringsevner. Det gælder ikke mindst Riesling fra f.eks. Mosel, Saar, Ruwer og Mittelrhein.
Det er vine, hvor en restsødme umiddelbart over det ’tilladte’ for tørre vine ikke nødvendigvis får vinen til at smage sød, men blot ‘harmonisk tør’, man mange vinproducenter i Mosel foretrækker at kalde det.
Lige så vigtigt er det måske at påpege, at Riesling, som overlades til sig selv, ofte vil ende med en restsødme over det tilladte for tørre vine. Det betyder, at vinmagere for at få tørre rieslingvine ofte er nødt til at tilsætte kulturgær, så vinen kan gære ud (eller næsten ud).
Som sådan kan man sagtens hævde, som i overskriften, at Feinherb er den mest ‘autentiske’ kategori for rieslingvine.
I Viniversa er vi skeptiske over for begrebet ‘autencitet’, men der er altså ingen grund til at afskrive Feinherb som ‘uautentisk’.
I februar i år deltog jeg i en stor Spätburgundersmagning med en række andre branchefolk samt et par vinbloggere.
Smagningen kom i stand på baggrund af en tilsvarende (lidt skuffende) smagning af Frühburgunder, som gav anledning til at undersøge, om Spätburgunder ville klare sig bedre.
Der var tale om en åben smagning, hvor hver smager tog et par vine med (med den underforståede aftale, at der var tale om Spätburgundere fra øverste hylde).
Der var på forhånd lidt snak om hvilke vine, vi hver især tog med, så smagningen var ikke “dobbeltblind”. Der blev også gjort et vist forsøg på at få spredning i feltet, men som det fremgår af det følgende, var der et klart favoritområde blandt de deltagende smagere.
Som nedenstående liste bevidner, var der generelt tale om nogle af Tyskland mest feterede producenter og vine – og typisk var der tale om en af producentens bedste vine, hvis ikke simpelthen den bedste / dyreste – hvilket for VdP producenternes vedkommende normalt ville sige deres Grosses Gewächs-vine.
Og her må jeg så personligt indrømme, at jeg har lidt samme forhold til tysk Spätburgunder, som jeg har til tør tysk Riesling: Jeg føler ikke, at man nødvendigvis får specielt meget ekstra ved at gå op i pris – og er derfor også lidt skeptisk over for hele GG-fænomenet.
Faktisk synes jeg tit, at jeg oplever, at en producents Spätburgundere på niveauerne lavere end GG (eller tilsvarende for ikke VdP-producenter) ikke nødvendigvis står meget tilbage for GG’erne.
Generelt må det dog siges, at niveauet til denne smagning var ganske højt (til trods for de noget konservative pointtal) – om end man i visse tilfælde kan spørge, om kvaliteten retfærdiggør prisen – top tysk Spätburgunder er ikke længere billig.
I alt deltog 18 vine. Man kan pege på, at vi manglede et par af “de store kanoner” (i min bog måske først og fremmest Huber), men alt i alt var det meget tæt på at være den etablerede top af tysk Spätburgunder + et par jokere (som i et par tilfælde klarede sig forbavsende godt).
Før vi går til resultatet af smagningen her et par personlige konklusioner:
Baden (der indrømmet måske var lidt underrepræsenteret) stod relativt svagt i smagningen – med Dr. Hegers voldsomt dyre Häusleboden som bedste vin på en niendeplads.
Rheinhessen stod på den anden side stærkt med hhv. en anden- og en fjerdeplads til de to deltagende vine. Ikke mindst med prisen in mente må det siges at være en ganske flot præstation (og vi er i Viniversa selvfølgelig glade for, at “vores” Huff Rosenberg kom ind på en flot andenplads).
Der er stor begejstring for vinene fra Ahr blandt deltagerne – hvad antallet af deltagende vine skulle røbe. Flere havde også Kriechel på en 1. plads ved Frühburgundersmagningen (inklusiv undertegnede), og den løb altså også med førstepladsen her. “Vores” Deutzerhof tog flot revanche med en 3. plads efter en lidt skuffende forestilling i Frühburgundersmagningen, mens Stoddens bundplacering må siges at være en overraskelse.
Jeg havde personligt højere forventninger til Molitor, som jeg tidligere har været glad for, men her skuffende den altså lidt. Moselvinene skilte sig klart ud ved deres lettere stil.
De to ældre flasker (Heger 2007 og Adeneuer 2006) var ganske udviklede, hvilket demonstrerer for mig, at Spätburgunder på GG niveau ikke nødvendigvis lagrer bedre end Spätburgundere på lavere niveauer (jeg har drukket 10 år gamle udgaver af Hegers negociant-spätburgunder Vitus, som var mindst ligeså levende som Hegers GG).
Og så til placeringerne (pointene i parentes er et gennemsnit blandt de 8 smagere på Parkerskalaen):
1. Kriechel Sonnenberg R 2015 (Ahr) – 91,88 point 2. Huff Rosenberg Alte Reben 2015 (Rheinhessen) – 91,25 point 3. Deutzerhof Mönchberg GG 2012 (Ahr) – 90,75 point 4. Wasem Sonnenhang 2016 (Rheinhessen) 90,38 point 5/6. Knipser Mandelpfad 2012 (Pfalz) – 90,25 point 5/6. Maibachfarm Silberberg 2015 (Ahr) – 90,25 point 7. Fürst Schlossberg GG 2014 (Franken) 89,75 point 8. Thanisch 2015 (Mosel) – 89,5 point 9. Dr. Heger Häusleboden GG 2015 (Baden) 89,38 point 10/11. Kaufmann 2015 (Rheingau) 89,25 point 10/11. Dautel Forstberg 2014 (Württemberg) – 89,25 point 12. Molitor Brauneberger Mandelgraben ** 2015 (Mosel) – 89 point 13. Adeneuer Neuenahrer Sonnenberg 2006 (Ahr) – 88,5 point 14/16. Adeneuer Rosenthal GG 2015 (Ahr) – 87,75 point 14/16. Bercher Bürkheimer Feuerberg 2014 (Baden) – 87,75 point 14/16. Schloss Proschwitz 2011 (Sachsen) – 87,75 point 17. Dr. Heger Ihringer Winklerberg GG 2007 (Baden) – 87,5 point 18. Jean Stodden Alte Reben 2015 (Ahr) – 87,25 point
Du finder en oversigt over Viniversas Spätburgundervine her.
Et udvalg af de GG-Rieslinge, som har fundet vej til Viniversas portefølje gennem årene.
Ja, jeg har et problem med Riesling Grosses Gewächs-vine – et problem, som er blevet klarere og klarere for mig igennem den seneste årrække, og som er blevet forstærket gennem smagninger af disse vine.
Først lige en forklaring: Grosses Gewächs er en betegnelse, som er blevet indført af den private VdP-sammenslutning (VdP står for Verein deutscher Prädikatsweingüter).
VdP tæller lidt over 200 af Tysklands bedste producenter (få fortjener muligvis ikke at være med i sammenslutningen, hvis man kigger på kvaliteten af deres vine – og mange, som i dag står udenfor, kunne ud fra samme parameter være medlemmer).
Det er en utrolig magtfuld organisation, som på mange måder er toneangivende for udviklingen inden for tysk vin.
De indførte Grosses Gewächs-kategorien i en bestræbelse på at efterligne f.eks. Bourgogne Grand Cru.
Den dækker således tørre vine med begrænset høstudbytte fra særligt udvalgte marker (kaldet Grosse Lage), som lagres ekstra tid og først kan frigives i september året af høsten (for de hvide vine).
Forskellige druesorter kan bruges til Grosses Gewächs-vine (inden for hver region er det defineret hvilke druesorter, som kan bruges i GG-vinene). Mest udbredt er Riesling og Spätburgunder, men også f.eks. Silvaner, Weissburgunder, Grauburgunder, Chardonnay og Lemberger kan sine steder bruges til GG-vinene.
Her skal det specifikt dreje sig om GG-vinene på Riesling, som om nogle har været med til at tegne de tyske vinscene de sidste 10-15 år.
Det er altså – i hvert fald på overfladen – en succeshistorie. Ikke blot har GG-vinene tegnet tysk vin de seneste 10-15 år, de har også nået et prisniveau, som tidligere var uhørt for tør Riesling (det meste GG-Riesling ligger i dag fra kr. 300,- og opefter).
Mange producenter uden for VdP har således også efterlignet GG-vinene og laver vine efter samme principper. I den grad, hvor disse vine ligner GG-Rieslingvinene fra VdP, er de en del af “mit problem”.
Så hvad er mit problem?
Lad mig først og fremmest sige, at jeg mener, at Riesling opnår sit højeste potentiale med en eller anden form for restsødme – typisk i de klassiske prädikater Kabinett, Spätlese og Auslese.
Riesling på Feinherb-niveau (d.v.s. lige og den tekniske grænse for, hvornår Riesling er tør), er næsten uddød i Tyskland, men giver ofte bedre vine end de helt tørre udgaver (Ikke mindst i Mosel). Spontangæres Riesling vil den i øvrigt ofte ende sin gæring på Feinherb-niveau – og ofte er vinmagere nødt til at tilsætte kulturgær, for at få vinen til at gære ud.
Det betyder ikke, at der ikke kan være plads til tør Riesling, men jeg har aldrig smagt en GG-Riesling (og jeg har smagt langt de fleste…), som kunne måle sig med de bedste Spätleser eller Ausleser – eller for den sags skyld gode feinherbe Mosel-Rieslinge.
Der er dog, som nævnt, absolut en plads til tør Riesling. Ikke mindst mener jeg, at de i prislejet omkring de 100-150,- kr. leverer nogle af de mest tilfredsstillende hvidvine i dag.
Det er vine med en liflig charme og friskhed, som det er svært at modstå. Det er ikke hyperkomplekse vine, men de leverer det, de skal – hvilket vil sige friskhed, lethed og (relativt) lav alkohol.
Alle disse tre aspekter mister man ofte på GG-niveauet.
De lavere høstudbytter og den længere lagring giver mere koncentrerede og komplekse vine, som ikke besidder den umiddelbare lethed og charme, som de billigere vine har.
Spørgsmålet er så, om det, de vinder, opvejer det, de mister.
I langt de fleste tilfælde vil jeg sige: Nej.
Ja, de opnår en større kompleksitet, men jeg vil hævde, at man I det prisleje, som GG-Riesling er nået op i, kan få mere komplekse vine, hvis man kigger mod f.eks. Chenin Blanc-vinene fra Loire – eller sågar hvid Bourgogne.
Hvad GG-Rieslingvinene IKKE opnår er større lagringsevne. Faktisk vil jeg hævde, at mange GG-Rieslingvine lagrer dårligere end billigere Rieslingvine fra de samme producenter.
Specielt antager mange GG-Rieslingvine den udviklede petroleumsnote allerede et par år efter høsten – ja, nogle gange har de allerede denne tone ved frigivelsen.
Der er selvfølgelig dem, der elsker Riesling for netop denne tone, men for dem af os, der ser petroleumsnoter som et lidt vulgært pubertetstræk, er det et problem (jeg har i øvrigt aldrig mødt en tysk producent, som var glad for petroleumsnoten i Riesling, lige så lidt som Loireproducenter holder af, når deres Chenin Blanc-vine har den famøse “Chenasse”-tone).
Det er da også de færreste GG-Rieslinge, som har godt af mere end 10 års lagring – i modsætning til både de bedste loireske Chenin Blanc-vine og top-burgundisk Chardonnay. Jeg vil således også som udgangspunkt anbefale, at man drikker GG-Riesling, når de er unge.
Jeg savner også letheden i GG-vinene. Bevares, det er i dag sjældent at se tysk GG-Riesling med 14% alkohol, som man kunne se det for 5-10 år siden, men stadig har vinene en tyngde, som jeg ikke nødvendigvis synes klæder Riesling.
Betyder det, at GG-kategorien ikke har gjort noget godt for tysk vin?
Nej, vil jeg hævde. Kategorien har absolut sin berettigelse og har hævet niveauet meget – blot ikke for Riesling.
Der, hvor den har haft sin berettigelse, er med Silvaner og Weissburgunder GG. Og dette i en grad, så disse vine i min optik er de bedste tørre hvidvine, som produceres i Tyskland i dag.
Spätburgunder GG finder jeg – i lighed med Riesling – problematisk. Ofte smager GG-Spätburgundervine efter 7-8 år ikke specielt meget anderledes end samme producents billigere Spätburgundervine – og som unge er de ofte dominerede af fadpræg. Dertil er prisen ofte på et niveau, hvor man kan få bedre alternativer i New Zealand, USA eller – ja! – Bourgogne. Så igen vil jeg anbefale, at man kigger efter de billigere udgaver – Orts- eller gutswein.
Alt dette lyder måske unuanceret. Og ja, selvfølgelig findes der undtagelser – GG-Rieslinge, som faktisk leverer. Det er imidlertid vine, som jeg finder mere imponerende end egentlig charmerende.
Og kigger jeg på mit eget vinforbrug kommer der næsten aldrig GG-Riesling på bordet – hvilket vel også er meget sigende for en vinimportør med GG-Riesling i porteføljen…
Vil du læse en lignende – men langt mere udførlig og akademisk – kritik af Grosses Gewächs, kan du se denne artikel af David Schildknecht.
Vinmagasinet Falstaff kan i denne uge berette, at bølgerne er gået højt på seneste lokale Mosel VdP-møde. Udfaldet blev at de to bestyrelsesformænd Egon Müller (fra vingården af samme navn) og Nik Weis (fra St-Urbanshof) gik af sammen med bestyrelsesmedlem Claus Piedmont.
Grunden?
To af de tre vingårde, som bestyrelsen foreslog skulle optages i VdP Mosel blev ikke godkendt med de 2/3 flertal, som er nødvendigt for at blive medlem. Det drejede sig om Markus Molitor og vores egen Lubentiushof. Weingut Knebel fra Winninger var den tredje kandidat, som altså blev optaget.
Det er meget få uafhængige kritikere, der ville hævde, at alle de tre kandidateter ikke er berettiget til optagelse i VdP, når man kigger på kvaliteten af deres vine. Det er alle tre vingårde, der hører til blandt de allerbedste vingårde i Mosel – noget, man ikke nødvendigvis kan sige om alle medlemmerne af VdP Mosel.
VdP Mosel har – ligesom i øvrigt VdP Rheinhessen – ikke været specielt gode til at optage nye medlemmer, og der kan da også peges på en lang række andre moselproducenter, der med stor ret kunne optages i sammenslutningen (Immich-Batterieberg, Weiser-Künstler, Melsheimer, Martin Müllen, Günther Steinmetz, Clüsserath-Weiler, Franzen for blot at nævne nogle stykker).
Så ja, man forstår den skarpe reaktion fra de to formænd – VdP Mosel risikerer i sidste ende at gøre sig selv uvæsentlige.
I forbindelse med ‘Riesling Week’ havde undertegnede arrangeret en smagning af tør Riesling fra Mosel.
Grunden til, at temaet faldt på netop dette, var, at jeg på det seneste er nået til den konklusion, at Mosel ikke blot er bedst i Tyskland til vine med sødme, men faktisk også kandiderer til at tage prisen for deres tørre rieslingvine.
Det er ikke den konklusion, man kan drage, hvis man kigger i tyske vinguider, hvor det ofte er Rheinhessen, Nahe og Pfalz, der dominerer listerne. Men jeg har oplevet, at mange af de tørre riesling vine, jeg har fået, har besiddet en nerve og en kompleksitet, som jeg sjældent finder i andre vinregioner.
Ofte finder jeg simpelthen også de store tørre rieslingvine fra f.eks. Rheinhessen og Pfalz for alkoholske og tunge i udtrykket (der er undtagelser!).
Det var med andre ord en smagning, hvor min teori skulle be- eller afkræftes.
Følgende vine blev smagt:
Knebel Riesling Winninger Röttgen 2014
Lubentiushof Riesling Gondorfer Gäns 2013 Alte Reben
Willems-Willems Riesling Oberemmeler Altenberg 2011 “Unter der Kapelle”
Udover Lubentiushof, som jeg selv repræsenterer, havde jeg ikke smagt nogen af vinene før – men kendte alle producenter fra andre vine. Alle vine (med undtagelse måske af Heymann-Löwensteins) repræsenterer toppen af producenternes tørre rieslingvine.
Som man måske bemærker, var der ingen vine fra “S’et” – altså den del af Mosel fra Brauneberg til Erden, hvor mange af de største moselvine historisk set har rødder. Det var også en pointe ved smagningen – ikke blot for at sige, at der også laves stor moselvin uden for dette område, men i lige så høj grad fordi innovationen i Mosel i høj grad netop sker uden for S’et. Traben-Trarbach har i de seneste år f.eks. været et af de mest interessante områder i Mosel – og også Terrassenmosel viser i stigende grad, at der er her, de dygtige producenter holder til.
Smagning gav en række konklusioner:
Ja, niveauet er utroligt højt i Mosel. Om man foretrækker disse vine frem for vinene fra f.eks. Rheinhessen eller Pfalz, må i sidste instans være et spørgsmål om personlig stil. For undertegnede var der i hvert fald 3-4 vine, som virkelig var interessante – men der var stor uenighed blandt smagerne om, hvad der var de bedste vine.
Der var dog også vine, som jeg fandt for overgjorte. Vine, hvor man havde følelsen af, at vinmageren ville “give den hele armen” og derfor fik lavet vine, der var mere imponerende end egentlig gode.
For en region, der er så homogen, som Mosel er m.h.t. jordbundsforhold, var der er stor diversitet i stil. Det skyldes dog nok i højere grad forskellige tilgange til, hvordan vinen blev lavet (de fleste af producenterne, der var repræsenteret ved smagningen er “non-interventionister”, men der er alligevel betydeligt spillerum i forhold til, hvad man gør – lagring på stål eller fad, maceration med skallerne etc.). Den umiddelbart frugtige og parfumerede stil, som mange sikkert forbinder med tysk riesling var faktisk kun repræsenteret af Weingut Knebel.
Den forgangne weekend bød på en tur til Tyskland, hvor den årlige VdP-messe ”Weinbörse Mainz” løb af stablen. Det er en oplagt lejlighed til at få smagt den nye årgang og se, hvad der rør sig på den tyske vinscene p.t. hos verdens mest betydningsfulde vinorganisation.
Som man kan læse om i Vinbladet, bød dette års vinmesse bl.a. på æresbevisning til Jancis Robinson, der senere på messen kunne ses trækkende rundt på et rullebord – der havde en vis lighed med en rollator – med sin computer og smage vine.
På vinsiden mærkede man, at 2015 er en årgang, der kræver lidt mere tid – der var flere fadprøver end tidligere år.
Undertegnedes fornemmelse er, at det er en god til meget god årgang – men bedre, jo nordligere man kommer. I Pfalz og Baden er resultaterne mere mudrede. Til trods for, at der var hedebølge i løbet af sommeren, virker syreniveauet ret højt. Det virker generelt ikke til at være den mest terroirprægede årgang i det seneste år.
Ser man på generelle trends, er min fornemmelse stadig, at man på rødvinsfronten har lidt af en identitetskrise, hvor for meget fad og ekstraktion skaber tunge og lidt klodsede vine (der er selvfølgelig – og heldigvis – undtagelser).
På hvidvinsfronten er det stadig de tørre vine, der fokuseres på (”Der ist Süss” blev jeg flere gange advaret, når jeg bad om at smage en producents halvsøde og søde vine). Og nej, mange af de tyske vinproducenter har stadig ikke helt knækket koden for tør Riesling. Noget (men mindre end tidligere) er overalkoholisk, mens andet er overparfumeret og uden kompleksitet.
Alt i alt en messe, hvor indtrykket burde have været bedre – den gode årgang taget i betragtning.
Det er mange S’er i denne verden, men ét af dem, der står undertegnedes hjerte allermest nært, er det S, som Moselfloden danner med sine sving mellem landsbyerne Bernkastel og Erden i Mittelmosel.
Det er her, man finder nogle af Mosels, Tysklands og dermed verdens bedste vinmarker: Bernkasteler Doctor, Graacher Domprobst, Wehlener Sonnenuhr, Zeltinger Sonnenuhr og – ovre på Moselsflodens anden bred – Ürziger Würzgarten og Erdener Prälat er alle sammen marker af højeste klasse – og flere kunne med rette nævnes.
Det er her, den klassiske moselske Riesling er forfinet til sit ypperste. Vine med moderat alkohol og en vis mængde sødme, der altid er balanceret af syre. Og verden lækreste vin – og den mindst krævende af verdens store vine.
Det er variationer over et stort tema: Skifer. De imponerende stejle og betagende skifermarker, man finder her, giver vine, der synes at være som en geologisk jordbundsanalyse i destilleret form.
Første gang jeg besøgte denne del af Mosel (som var efter, at jeg for længst havde lært vinene fra området af kende), gik jeg en tur i markerne over Bernkastel. Det havde lige regnet, og da jeg indåndede luften, var min første tanke: Her dufter af Riesling!
Skal man definere disse vine med ét ord må det være: Lethed. Både lethed i alkohol, lethed af statur, men også dette at disse vine er så lette af nyde. Og måske ikke mindst den ynde og æteriskhed, som de besidder.
Kigger man på begrebsparret lethed/tyngde, har der – i hvert fald siden romantikken – være en tendens til at vurdere tyngde mere positivt end lethed. Tyngde er alvor og dybsindighed, mens lethed forbindes med det letbenede og overfladiske.
Det kan måske også pege på, hvorfor de klassiske moselvine ikke er mere populære, end de er. Fordi de er lette (også rent bogstaveligt) og i en vis forstand ligetil, bliver de set som overfladiske, som ”for lette”. Det sømmer sig simpelthen ikke for et alvorsfuldt, voksent menneske at nedlade sig til noget, der giver så umiddelbar nydelse. Nej, der skal helst være tyngde og garvesyre og et lille element af flagellanteri over det!
Dertil får jeg lyst til med en – desværre svært oversættelig – maxime af La Rochefoucauld at indvende, at ”La gravité est un mystère du corps inventé pour cacher les défauts de l’esprit”.
Letheden har sin plads – også den man finder i det klassiske moselvine.
Det er dog ikke til at komme uden om, at vinene fra Mosel har det svært i disse år. Til trods for, at kvaliteten er umiskendelig, er disse vine prissat langt under, hvad de burde være. Det er notorisk svære vinmarker at opdyrke, og i mange tilfælde kan det simpelthen ikke længere betale sig.
Derfor ser man det – for en vinelsker – bedrøvelige syn, at mange vinmarker simpelthen gror til. Det har heldigvis ikke ramt denne del af Mosel endnu, men længere oppe og nede af floden og i mange sidedale er udviklingen tydelig.
Heldigvis ser man også andre tendenser – og flere og flere etablerede og/eller idealistiske producenter opkøber mange af disse marker og redder dem (i Traben-Trarbach er en flok vinbønder direkte gået sammen om at opkøbe truede vinmarker i det, de selv har døbt “Bergrettung”-projektet).
Ikke desto mindre kan man som vinelsker næsten føle det som en forpligtelse at drikke disse vine for at støtte de pressede vinbønder.
Nogen sur pligt er det dog ikke! – eller højest i den bogstavelige forstand, at moselsk Riesling har en notorisk markant syre, som i kombinationen med sødme skaber denne særlige mundfornemmelse, som kun Riesling herfra kan bibringe. Det er som danser vinen på tungen og kildrer alle smagsreceptorer.
Og jeg skal ærligt indrømme, at Riesling-druesorten i min bog ikke bliver større end de klassiske vine fra Mittelmosel.
I denne tid bugner diverse aviser og tidsskrifter med råd til hvilken vin, man skal drikke til julemaden. Det skal selvfølgelig heller ikke mangle her fra Viniverset, hvor vi er gået ”videnskabeligt” til værks og for et par uger siden lavede hele den klassiske julemenu (and + flæskesteg) og smagte den til en lang række vine, som vi havde et kvalificeret bud på ville gå til.
Og lad os sige det med det samme: Vi er ikke enige med størstedelen af vore kollegaer.
Før vi røber, hvad vi anbefaler til julemiddagen, først et par generelle ord om det at anbefale vine til mad.
For det første: At sætte vin til mad er en af de sværeste discipliner inden for vinens verden. Selvom undertegnede har arbejdet mange år som sommelier, kan jeg stadig blive overrasket over mad/vinkombinationer.
Vi taler for en ordens skyld her ikke om ”ok” match – d.v.s. match, hvor man blot forsøger at tilstræbe, at mad og vin ikke kommer i decideret karambolage -, men om ægte mad/vinmatch, d.v.s. der hvor vinene faktisk passer til hinanden – og måske endda danner en symbiose, hvor sammenhængen er større en enkeltdelene.
Sidstnævnte oplever jeg ganske sjældent – selv i gode og fornemme restauranter er det uhyre sjældent, at man bliver præsenteret for den slags oplevelser.
For det andet: Der er uhyre mange faktorer, der spiller ind, når man skal matche mad og vin. Hvilken garniture serveres til maden? Hvordan er den tilberedt? Er vinen lagret på ståltank eller fad? Er den høstet sent eller tidligt? Bruges der kultiveret gær eller naturgær? Er vinen gæret ud eller besidder den en grad af restsødme?
Alle disse faktorer gør generiske vin/madmatch stort set ubrugelige.
For nylig var jeg til en smagning, hvor opgaven var at finde den perfekte vin til forskellige østers. Alle østers blev serveret på samme måde (klassisk med rødløgsvinaigrette og citron), men kom fra forskellige områder og var opdrættet på forskellig måde.
Ingen vine matchede alle seks typer østers – og ideelt set burde man mindst have fire forskellige vine til en tallerken med seks forskellige østers. Og det er i øvrigt uden at se på forskellen, hvis man spiser dem uden noget, med citron eller med rødløgsvinaigrette.
En praktisk guide til vin/mad-match vil imidlertid ikke kunne tage højde for alt dette (og så er vi slet ikke kommet ind på, hvad årstiderne betyder for smagen af østers…).
Det gør det også svært at anbefale vin til julemaden. Lige præcis julemaden har dog den fordel, at det er en så traditionel en spise – de fleste serverer den på stort set samme måde. Største forskel er i valget af kød (and, gås, flæskesteg, kalkun).
Når der handler om julemaden er det imidlertid garnituren, der er vigtigst – og man kan derfor mere eller mindre vælge at sætte parentes om kødet til trods for, at man i normale sammenhænge sjældent ville servere samme vin til f.eks. and og flæskesteg.
Hvilken vin skal man altså vælge til julemaden?
I vores smagning nåede vi frem til følgende retningslinjer:
Vinen skal være relativt kraftig
Den skal have en pænt høj alkoholprocent (13% +)
Den skal være frugtig og relativt ligetil i sit udtryk (ikke at forveksle med simpel!)
Den skal besidde en vis, men ikke overdreven, sødme
Det sidste var faktisk det, der kom mest bag på os – ikke det, at vinen skal være sød, men hvor lidt sød den egentlig behøver at være for stadig at fungere. I praksis viste det sig, at 6-9 gram restsukker faktisk var nok til at balancere alle de sødlige elementer i julemaden (de brunede kartofler, rødkål, sylteelementerne).
Og hvilke vine rammer så bedst de ovenstående kriterier? Vores top tre så således ud:
1. Plads:
De vine, der virkede bedst var klart tørre tyske rieslingvine – helst fra lidt varmere områder med rigere jordbund (Rheinhessen, Pfalz, Baden). Selvom en tysk vin kaldes ”trocken” – altså tør – har den typisk netop de 6-7 gram restsukker, der er nødvendige for at skabe balance til maden. Det betyder også, at f.eks. klasssiske Moselvine ikke fungerer (som jeg ellers har set anbefalet). De har for lav alkohol og for meget sødme.
2. Plads:
Et andet bud, der også matcher julemaden udmærket (om end ikke så godt som den tyske riesling), er relativt kraftig Brut Champagne fra mindre terroirs og gerne Pinot-domineret. Kravet om, at der helst skal være en kraftig champagne, kunne måske forlede nogle til at vælge en årgangschampagne – men disse har typisk noget mindre dosage (og dermed restsukker) end ikke-årgangschampagner, som derfor er at foretrække.
3. Plads:
Skal man gå i den anden grøft er afkølet portvin også en mulighed. Vælg f.eks. en Late Bottled Vintage (LBV). Portvin er danskernes favoritdrik til risalamanden – men det er altså også en mulighed til den salte del af måltider (om det nu også er bedste valg til risalamanden vender vi tilbage til i en senere post…).
Man skal nok være lidt garvet for at sætte portvin til hovedretten juleaften – og det bliver nok heller ikke valget i undertegnedes lille hjem -, men ser man kun på mad/vinmatchet fungerer det altså.
Voilà – det er vores tre bud på vinen til (den salte del af) julemaden.
Og så har vi slet ikke nævnt Amarone eller Châteauneuf-du-Pape, der ellers er hyppige gengangere i diverse klummer om vinen til julemaden.
Begge muligheder kan fungere – men her gælder det (specielt for Châteauneuf-du-Papes vedkommende), at der er så mange forskellige stilarter, at man faktisk skal ned på enkeltproducentniveau (og evt. også cuvée og årgang) for at kunne sige med sikkerhed, at vinen vil matche julemaden.
Det meste rødvin vil dog komme til at smage surt og metallisk – og det er nok denne faktor, der har skabt billedet af, at det er svært at sætte vin til julemaden.
Men det er det altså ikke – men skal blot glemme ortodoksien og turde tænke i andre baner.
Spätburgunder er det tyske navn for druesorten Pinot Noir, der primært er kendt fra dens hjemstavn Bourgogne. Her giver den elegante og komplekse vine, der hører blandt mange vinnørders favoritter, men som de seneste år er nået op i et prisleje, hvor selv garvede vinnørder snor sig ved at skulle punge ud.
Det med det elegante og komplekse går også igen i de tyske Spätburgundere – til dels også det med prisen -, men der er alligevel en række vigtige forskelle. De fem vigtigste er i undertegnedes bog følgende:
Tysk Spätburgunder er typisk langt mere frugtig end Bourgogne. Faktisk kan de minde mere om Pinot Noir-vine fra f.eks. New Zealand end om Bourgogne. Der er ofte en sødme i frugten (der ikke – eller sjældent – skyldes at der er restsødme i vinen, men har noget at gøre med den sene høst).
Tysk Spätburgunder lagrer bedre end Bourgogne. Faktisk har jeg kun én gang i mit liv smagt en tysk Spätburgunder, der havde udviklet tertiære aromaer. Den var 25 år gammel – og i øvrigt en basis-Spätburgunder. Man vinificerer anderledes i dag, men langt de fleste tyske Spätburgundere vil kunne klare lagring minimum 10 år.
Tysk Spätburgunder udvikler sig også anderledes end Bourgogne. Hvor rød Bourgognes udvikling typisk forløber gennem nogle bølgetoppe og bølgedale, så det kan være svært at finde ud af, hvornår man skal drikke dem, er tysk Spätburgunders udvikling langt mere lineær. De smager typisk ret beset godt fra de er kommet på flaske til de er lagt i graven.
Der er p.t. en glæde i Tyskland ved nye fade, som i denne smagers mund lidt har fået overtaget på andre smagsparametres bekostning. Hvor man i Bourgogne i det store hele forstår at docere fadpræget, kan man ofte møde tyske Spätburgundere med overstyret fadpræg. Det siger sig selv, at Viniversa styrer uden om disse vine.
Grundet forskellen i frugtstrukturen, som noteret ovenfor, er rød Bourgogne i høj grad madvine, hvor tysk Spätburgunder i lige så høj grad kan nydes uden mad.
Selvom tysk Spätburgunder er steget i pris de seneste år – og ikke al udvikling i denne smagers mund har været positiv -, er det stadig en af de bedste leverandører af Pinot Noir-vine, når man ser på pris i forhold til kvalitet – når man blot holder sig for øje, at det ikke er Bourgogne og ikke smager af Bourgogne.
Det tyske onlinemagasin weinkenner.de kan berette, at det er besluttet, at man i 2015 må tilsætte syre til årgangens vine i Tyskland.
Det er mildest talt utraditionelt at en sådan tilladelse gives en masse i Tyskland. Det er typisk en fremgangsmåde, man kender fra lande som Australien, der har et væsentligt varmere klima.
I Tyskland er de snarere det modsatte – behovet for at reducere syre -, der har været nødvendigt (f.eks. i årgang 2010). Man har da også oplevet ekstreme temperaturer i Tyskland i år – visse stedet helt oppe omkring 40 grader.
Hvad, det kommer til at betyde for årgangen, er stadig for tidligt at sige – sikkert er det, at de tyske producenter skal til at tænke på en helt ny måde, når det skal vinificere vinene fra årgang 2015.
