I denne serie kigger vi nærmere på nogle af Tysklands bedste vinmarker – og hvad der gør dem store. I denne første del kigger vi på to af Rheinhessens bedste vinmarker – Pettenthal og Hipping.
Markerne Hipping og Pettenthal ligger umiddelbart nord for byen Nierstein ca. 10 kilometer syd for Mainz. De er del af det, som kaldes ‘Roter Hang’ – en bakke på vel omkring 5 x 5 kilometer bestående af rød sandsten (nogle gange kaldet ‘rød skifer’), som findes i undergrunden i en del af Rheinhessen, men som her dukker op i overfladen.
Markerne omkring Roter Hang er nogle af de få, som har haft historisk godt ry i Rheinhessen (markerne i Wonnegau, som er blevet gjort kendte af Wittmann og Keller, var således for bare 50 år siden relativt ukendte for selv elskere af tysk vin).
Det er kun markerne med hældning, som kategoriseres som ‘Roter Hang’ – og altså ikke markerne på toppen af bakken, selvom de har den samme jordbund.
Det er da også nogle af de relativt få marker med større hældning i det ellers relativt flade Rheinhessen (omend der findes væsentligt flere skrånende marker end visse forsimplede beskrivelser nogle gange fremfører – selvom vi aldrig når Moselstejlhed).
Der tales ofte – ikke mindst inden for tysk vin – om ‘sydvendte skråninger’, men Hipping og Pettenthal, som generelt regnes for de to bedste marker omkring Roter Hang er faktisk mestendels østvendte (Rothenberg-marken, som ligger lige nord for Pettenthal, har ifølge nogle vinskribenter samme kvalitet, men antallet af topvine, som bliver produceret herfra synes noget lavere end fra Pettenthal og Hipping).
De to marker støder ud til Rhinen – og flodens tempererende effekt kan forklare, hvorfor man her ofte slipper for klimaets luner – f.eks. frostskader. Min oplevelse er desuden, at de mere sydvendte marker langs Roter Hang (som Ölsberg og Orbel) i nogle år faktisk har problemer med for meget varme og overmodne vine – noget man sjældnere ser i Pettenthal og Hipping.
Det er i langt overvejende grad riesling, som dyrkes her – omend jeg også har set f.eks. silvaner fra i hvert fald Hipping. Jeg er aldrig stødt på rødvin herfra – og det siger nok noget om markernes ry, at der ikke er blevet eksperimenteret med andre druesorter i det ellers ganske eksperimentérlystne Rheinhessen.
Begge marker kan groft opdeles i tre – den nederste del ud mod Rhinen, som er relativt flad, den midterste – og stejleste – del, og den øverste del, hvor markerne flader lidt ud igen.
Det giver vine i forskellig stil (og kvalitet) – og mange producenter med vinstokke i den midterste eller øverste del taler lettere ringeagtende om vinene fra den nederste del.
Der er da næppe heller tvivl om, at vinene herfra ikke når niveauet, som de to andre dele har – men helt afskrive dem skal man nok heller ikke.
Ser man på et tværsnit af markerne og sammenligner med markerne omkring Montrachet-højen i Bourgogne kan de tre dele sammenlignes med Bâtard-Montrachet, Montrachet og Chevalier-Montrachet. De fleste vil nok hævde, at Bâtard-Montrachet ikke når op på niveau med Montrachet (eller for den sags skyld Chevalier-Montrachet), men de færreste vil vel hævde, at Bâtard-Montrachet ikke har Grand Cru-kvalitet…
Den røde sandsten giver vine med duft af fersken og kirsebær og en mineralsk kerne – som dog stadig er afdæmpet i forhold til vine dyrket på f.eks. kalksten. Det er langt overvejende tørre hvidvine, som i dag produceres – og de to marker synes da også at have en særlig affinitet med denne vintype (selvom man historisk i langt højere grad lavede søde vine her).
Det synes generelt at være vine med middel holdbarhed – de fleste (tørre) vine herfra ville jeg drikke inden for de første 8-10 år.
Med to marker så tæt på hinanden og med samme jordbundstype kan det være svært at pege på egentlige forskellige, men skulle jeg vove mig ud i det, vil jeg sige, at Hipping har en lidt mere krydret tone, end man finder i Pettenthal – og måske også en anelse mere tyngde.
Hvilken af de to marker, som er bedst, afhænger af, hvem man spørger (dem, som har vinstokke i Hipping, siger Hipping, dem, som har vinstokke i Pettenthal, siger Pettenthal…). Jeg vil dog sige, at der nok er flere dygtige producenter i Pettenthal end i Hipping ud fra de flasker, som jeg har smagt (men Pettenthal-marken er også større).
Der bliver generelt ikke solgt meget jord i de to marker, og mange af de yngre producenter, som er kommet til, forpagter da også deres marker (hvilket synes at have drevet vinpriserne opad).
Det gav genlyd i den tyske vinverden, da kultproducenten og Wonnegau-mesteren Klaus-Peter Keller købte sig ind på de to marker (der svarer vel lidt til, hvis en Brøndby-spiller skifter til FCK – selvom Keller selvfølgelig bevarede sine marker i Wonnegau).
Jeg har ikke selv haft lejlighed til at smage Kellers vine fra Roter Hang, men at dømme efter anmeldelserne mestrer han også Niersteins røde sandsten.
Blandt andre gode producenter kan nævnes Kühling-Gillot, Gunderloch, vildbassen Kai Schätzel og Rheinhessens unge, kvindelige powertrio i form af Christine fra Fritz-Ekkehard Huff, Eva Vollmer og Mirjan Schneider, som i fællesskab forpagter en del af Pettenthal-marken.
Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme vores egen producent Georg Gustav Huff (hvis priser er noget lavere end konkurrenternes, selvom de scorer samme høje point i diverse guider). De har både jordlodder i Pettenthal (i den mere sydvendte del, som tidligere hed Steig Sommerseite) og Hipping.
