Kategori: Vinskole

Steillage

Steillage er den tyske betegnelse for en stejl vinmark. Der findes selvfølgelig også stejle vinmarker andre steder i verden (f.eks. i det Nordlige Rhône, Wachau i Østrig eller i Douro-dalen), men Tyskland er – mig bekendt – det eneste land, der har reguleret betydningen af ordet.

I Tyskland er en ‘Steillage’ en vinmark med minimum 30% hældning. Og her gælder det så om at holde tungen lige i munden – for det er vigtigt at bide mærke i, at vi her taler procenter og ikke grader.

Forestiller vi os en vinmark i et koordinatsystem, er procentensatsen den procent y-aksen stiger i forhold til x-aksen. Hvis vi har en vinmark, som er 100 meter lang (x-aksen), og den stiger 30 meter i højdemeter (y-aksen) svarer dette således til en 30 procent stigning (svarende til ca. 13,5 grad).

Det lyder måske ikke voldsomt stejlt, men har man stået og kigget ned eller op ad sådan en mark får man syn for, hvor stejl den er. Og så er det jo i øvrigt et gennemsnit for marken, så den kan sagtens være stejlere på visse stykker.

Virkeligt stejle marker har vi, når vi når op omkring de 70%. Det er procenter, man primært finder i Mosel, men også f.eks. i Rüdesheimer Schlossberg-marken i Rheingau.

Da det som oftest er umuligt at bruge maskiner, er det noget dyrere at dyrke vin på disse marker, men der er også en række fordele.

F.eks. er luftcirkulationen i marken bedre, da kulden bevæger sig nedad og varmen opad, hvilket skaber cirkulation fra nat til dag.

Er marken syd- eller østvendt er der også bedre soleksponering, da vinstokkene ikke på samme måde skygger for hinanden.

Det er også værd at bemærke, at de stejleste vinmarker ofte består af en eller anden form for sten eller klippe (skifer synes at give de stejleste vinmarker). Jo stejlere vinmarken er, jo mindre toplag (hummusrig muld) vil der ofte være. Det betyder, at jorden (og dermed vinstokkene) typisk ikke optager så meget vand og dermed forhindrer for meget vand i druerne i våde år.

Mange af de bedste vinmarker – både i Tyskland og resten af verden – er da også ‘Steillage’, men der er også en række undtagelser som viser, at det ikke er en forudsætning for at lave stor vin – som det f.eks. ses på venstrebredden i Bordeaux.

Se VIniVersas udvalg af vine fra steillagen

Vin de soif

I Danmark gør vi os til af, at ingen andre sprog – efter sigende – har et ord, som dækker det samme, som vi mener, når vi siger “hygge”.

Man skal nok være temmelig arrogant eller nationalistisk indrettet for at tænke, at det samme ikke også gør sig gældende den anden vej – altså at der er ord eller begreber på andre sprog, som vi ikke har et tilsvarende ord eller begreb for på dansk.

Et eksempel på dette kunne være det franske begreb “vin de soif”.

“Vin de soif” er betegnelsen for en særlig type vin. På engelsk taler man om “quaffers”. I Tyskland har de – mig bekendt – ikke et ord for det. Til gengæld taler de om, at en vin kan have “Trinkfluss”, hvilket i min ordbog dækker over lidt det samme.

Det tætteste, vi kommer på begrebet “vin de soif” på dansk, er nok “bællevin”, men det er et ord med en vis grad af negative konnotationer.

Det gør sig ikke i samme grad gældende for begrebet “vin de soif”. Ordret oversat betyder det noget i retning af en “tørstslukker”. Men en “vin de soif” er meget mere end det.

Der er typisk tale om en let rødvin med moderat alkohol, som kan og bør nydes afkølet. Det er en vin, som mere appellerer til hjertet end til hjernen. Det er så langt, man overhovedet kan komme fra en meditationsvin (med mindre det, man mediterer over, er noget andet end vinen). Tænk venner på terrassen en varm sommerdag.

Det er en betegnelse, man ofte ser brugt om naturvin – særligt af den læskende og saftige type – og typisk også betyder en vin uden fadpræg. Og det er underforstået, at det er vin, man ikke bliver træt af at drikke – det er ikke en vin, som “mætter”.

Se VINIVERSAS UDVALG AF VINS DEs SOIF HER

Petroleum & Riesling

Petroleum & riesling er et ganske kontroversielt emne. Dufter riesling overhovedet af petroleum? Og hvornår gør den det så? Og bør den overhovedet dufte af petroleum? Det vil vi forsøge at svare på nedenfor.

Petroleumsnuancen kendes primært fra lagret riesling, og visse rieslingelskere synes at elske netop denne note. Alle rieslingproducenter, jeg har mødt, har dog været en smule undskyldende, hvis deres vine havde denne karakteristika. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg heller ikke er så glad for den duftnuance, som der her er tale om.

I min verden er der imidlertid to typer petroleum – én, som kommer fra terroir’et og én, som kommer fra lagring – påvirket af vinifikation og praksisser i marken. Førstnævnte kan i min bog være en ‘legitim’ duftnote, mens sidstnævnte ofte er ‘mudret’ og overskygger andre duftnuancer. 

Nyere forskning peger på, at fremkomsten af petroleumsnoten hænger sammen med druernes solkontakt. Det betyder, at vinbønder, som aggressivt fjerner blade omkring druerne, ofte får vine, som allerede smager tydeligt af petroleum ved frigivelsen. 

Da denne – bekostelige – fremfærd ofte var reserveret til topvinene, kunne man i en årrække opleve, at en producents topvin smagte væsentligt mere ældet end de billigere vine. Flere og flere producenter synes dog at være blevet opmærksomme på dette – derfor ser man sjældnere unge rieslingvine med denne note i dag. 

Petroleum er således generelt en duftnote, som først indfinder sig med lagring (men også kan forsvinde igen med yderligere lagring). Jeg regner det for et ‘teenage’-fænomen (nogle teenagere bliver introverte – som rød Bordeaux -, mens andre bliver lidt overstyrede – som riesling…). Helt undgå en snert af petroleum i riesling kan man næppe, men de fleste topproducenter forsøger i dag at undgå den så vidt muligt. 

Som sagt er der dog en undtagelse fra dette, hvor petroleumsnoten synes at være en integreret del af terroiret – og hvor det komplimenterer de andre duftnuancer snarere end at mudre dem. Petroleumsnoten bliver sjovt nok her mere udtalt ‘benzintank’.

Det synes at være et karakteristika for nogle af Tysklands allerbedste vinmarker – bl.a. nogle af markerne i det berømte Mosel-S (omkring Wehlen, Zeltinger og Graach). Det er således en note, jeg først og fremmest er stødt på i vine fra skifermarker – bl.a. også i vores nye vinhus Joh. Bapt. Schäfers vine fra skifermarker. 

På vores hjemmeside har vi lavet en side med vine, som har præg af denne anden type skifer. Dem kan du se ved at følge linket nedenfor. 

Petroleum er, som nævnt, primært et riesling-fænomen, men man kan også støde på duften i andre vine – f.eks. hvid Châteauneuf-du-Pape og Timorassovine. Her er noten dog noget mere sjælden – og typisk knapt så udtalt.

SE VINIVERSAS UDVALG AF VINE MED PRÆG AF ‘LEGITIM’ PETROLEUM

Noget om modne vine

Langt de fleste vine er i dag lavet til at blive drukket unge. Det betyder ikke, at nogle af dem ikke kan holde sig – til tider helt op til 10 år eller mere. Men at holde er ikke nødvendigvis det samme som at modnes.

Når vi taler om, at vin modnes, mener vi, at de med tid opnår (positive) kvaliteter, som de ikke havde som unge. Det betyder også, at der “sker noget” med vinen, som ikke bare kan ekstrapoleres fra den unge vin (med mindre man har stor erfaring).

Grafisk kan det illustreres således, hvor den lyserøde graf viser vin, som ikke modnes, mens den lyseblå graf viser vine, som kan modnes:

Som grafen viser, kan vine, som er lagringsværdige (d.v.s. kan modnes), ofte have en periode, hvor de kvalitativt faktisk går nedad, før de får en ny opblomstring.

Dette kalder jeg vinenes teenageår – og som teenagere kan de forholde sig på to måder: Enten kan de lukke ned og blive inadvendte, eller de kan ‘gå ud af en tangent’ og bliver lettere ‘hysteriske’ (i disse tilfælde kan én duftnote f.eks. blive meget dominerende).

Bordeaux er normalt et eksempel på første type, mens chenin blanc og riesling er eksempler på anden type.

Smager man en vin i teenage-stadiet kan man ofte have en tendens til at tænke, at den måske er ved at blive for gammel og skal drikkes – og mange vine, som egentlig havde mange år i sig endnu, er sikkert blevet drukket på den konto.

I de mest interessante tilfælde kan vinen faktisk virke yngre med alder – det kan f.eks. gælde (nogle) hvide bourgogner, røde bordeaux og – måske ikke mindst – chenin blanc-vine (særligt Savennières).

Det er det, som for mange vinnørder gør vin særligt attraktivt – og det er synd, at mange vininteresserede aldrig får den oplevelse.

Hvor lang tid, det tager, før en vin modnes, er forskelligt fra vin til vin. Det er dog sjældent mindre end 5-8 år (og kan i visse tilfælde være det dobbelte eller længere).

Hvor lang tid det tager er i denne sammenhæng mindre vigtig (og kan ikke som sådan tages som en kvalitetsparameter), det vigtige er den kvalitative forandring i vinen.

Se VINIVERSAS UDVALG AF MODNE VINE

Piwi-druesorter

Hvad enten du køber konventionel, økologisk, biodynamisk eller naturvin, kan du være sikker på én ting: Druerne har været sprøjtede.

For økologisk, biodynamisk og naturvin vil det først og fremmest sige med kobbersulfat – et stof, som findes naturligt i naturen, men som typisk er et biprodukt ved olieraffinering.

Ønsker man at minimere brugen af sprøjtegift, er der formodentlig kun én vej at gå: Det, som på tysk hedder piwi-druesorter. “Piwi” står for “Pilzwiederstandsfähige” – altså druesorter, som er resistante over for svampesygdomme (ikke mindst de forskellige former for meldug).

Meldug stammer oprindeligt fra Amerika, og derfor har meget af forskningen i Piwi-druesorter forsøgt at krydse amerikanske druesorter med europæiske.

Resultatet skulle ifølge nogle forskere kunne reducere behovet for sprøjtning med op til 80%. Vinbønder har dog fortalt mig, at første generation af piwi-druesorter (bl.a. Regent og den i Danmark bekendte Solaris) i dag kræver samme brug af sprøjtegift, som almindelige druesorter.

Man snakker om, at vi nu er nået til tredje generation af piwi-druesorter (med f.eks. druesorter som Sauvignac, Souvignier Gris og Calardis Blanc), og håbet er selvfølgelig på sigt, at disse vil bevare deres resistens i marken over årene.

Udfordringen for piwi-druesorter er, at det p.t. ikke er lykkes at skabe druesorter, som i kvalitet kan måle sig med de bedste ‘almindelige’ druesorter. Af piwi-druesorter er Souvignier Gris umiddelbart den, jeg har smagt de mest interessante eksempler på.

Ikke desto mindre synes der at være større og større fokus på piwi-druesorter i Tyskland (som er det land, som forsker mest i disse). Særligt de seneste par år er jeg i højere og højere grad stødt på piwi-vine.

Indtil videre har vi i Viniversa ikke fundet nogen, som har fundet nåde for vores krævende smagsløg, men mon ikke blot det er et spørgsmål om tid?

Det er svært at forestille sig andet end, at piwi-druesorter bliver (en del af) fremtiden, når diverse miljømål skal nåes (Måske kan skulle overveje at markedsføre dem som “Naturvin+”…).

Du kan læse mere om piwi-druesorter her og her.

Feinherb – den autentiske rieslingkategori

Betegnelsen ‘Feinherb’ bruges i Tyskland om halvtørre vine – fordi ‘Halbtrocken’ har fået en dårlig klang hos forbrugerne. Og det er da også en vinkategori, som det er svært at sælge i Tyskland, som de seneste mange år har sværget til de tørre vine.

Tørt bliver opfattet som autentisk, som ‘nøgent’ og umanipuleret, mens det halvtørre bliver set som leflen for forbrugeren, som åbenbart ikke er ‘moden’ nok til at drikke tør vin.

Dette til trods for, at ikke mindst Riesling kan have godt af en smule sødme til at opveje syren – og i øvrigt til at sikre lagringsevner. Det gælder ikke mindst Riesling fra f.eks. Mosel, Saar, Ruwer og Mittelrhein.

Det er vine, hvor en restsødme umiddelbart over det ’tilladte’ for tørre vine ikke nødvendigvis får vinen til at smage sød, men blot ‘harmonisk tør’, man mange vinproducenter i Mosel foretrækker at kalde det.

Lige så vigtigt er det måske at påpege, at Riesling, som overlades til sig selv, ofte vil ende med en restsødme over det tilladte for tørre vine. Det betyder, at vinmagere for at få tørre rieslingvine ofte er nødt til at tilsætte kulturgær, så vinen kan gære ud (eller næsten ud).

Som sådan kan man sagtens hævde, som i overskriften, at Feinherb er den mest ‘autentiske’ kategori for rieslingvine.

I Viniversa er vi skeptiske over for begrebet ‘autencitet’, men der er altså ingen grund til at afskrive Feinherb som ‘uautentisk’.

SE VINIVERSAS UDVALG AF VINE I FEINHERB-KATEGORIEN

Fejl i vin – som i virkeligheden ikke er fejl…

Der er en række fejl i vin, som kan skyldes forskellige faktorer fra skadedyr i marken over dårlig hygiene i kælderen til forskellige ydre faktorer som korksyge og deslige.

Den moderne ønologi har gjort det af med en del af disse fejl – om end opblomstringen af naturvin har introduceret nogle igen (f.eks. mus, som tidligere var ganske hyppig i naturvin – det ser dog ud til, at problemet i hvert fald delvist er ved at blive afhjulpet).

Der er imidlertid også fænomener, som lægfolk kan diagnosticere som fejl, som i virkeligheden ikke er fejl (men som kan være gener). Nedenfor har vi samlet en række af disse fejl, som i virkeligheden ikke er fejl.

Bundfald

Bundfald findes typisk i ældre vin – eller i vin som ikke er blevet filtreret inden aftapning. Mange kvalitetsbevidste vinbønder vælger ikke at filtrere deres vin, fordi de mener, at filtreringen også fjerner vigtige aromastoffer. Som sådan kan bundfald ses som et kvalitetstegn, snarere end som en fejl.

Bundfaldet kan være ubehageligt at få i munden (om end visse autoriteter insisterer på, at man også skal drikke bundfaldet i Bourgogne), men dette kan let afhjælpes ved dekantering.

Vinsten

Vinsten – eller vinkrystaller – er små saltagtige partikler i vinen, som er en forbindelse af vinsyre og kalium. De findes typisk i hvidvin og er aldeles ufarlige.

Reduktion

Reduktion er det modsatte af oxidation – d.v.s. mangler ilt. Det sker ofte, når vinen får lov at hvile på bundfaldet. Det giver forskellige svovlaromaer -rådne æg, kål etc.

Før vinen er flasket kan det afhjælpes ved at omstikke vinen, men mange vinmagere vælger ikke at gøre dette af forskellige årsager. Dekantering kan også afhjælpe problemet – ligesom flaskelagring ofte også afhjælper det.

Reduktion findes ofte i traditionelt lavede Moselvine. Der findes tilfælde, hvor reduktionen ikke synes at forsvinde med iltning og/eller lagring. I disse tilfælde må mange regne det for en fejl – ellers er det en gene.

Perlen (i ikke mousserende vin)

Man kan til tider opleve at stille vin har en let perlen. Det skyldes som oftest, at vinmageren vælger at flaske vinen mens der stadig er en smule kuldioxid tilbage. Det kan de vælge at gøre for at give vinen en ekstra friskhed – men der kan også være tilfælde, hvor det simpelthen er af praktiske årsager fordi næste års høst er ved at ankomme og der skal være plads i tankene.

Det findes typisk i lette hvidvine eller rødvine. Skyldes det, at vinen er begyndt at eftergøre i flasken, er det en fejl (kan ske med visse naturvine, men er ellers ikke noget, som forekommer).

Grønne toner / manglende modenhed

I takt med at man er blevet bedre til at måle druernes modenhed, er der også kommet en tendens til at hævde, at der findes et optimalt høsttidspunkt, som kan stadfæstes med mere eller mindre videnskabelig nøjagtighed.

Der har på sin side fået vinsmagere til at udråbe vine, som ikke er høstet på dette “optimale høsttidspunkt” som fejlbehæftede.

Dette er dog udtryk for en specifik smagspræference snarere end en objektiv sandhed. Undertegnede indrømmer f.eks. gerne, at han foretrækker Cabernet Sauvignon med den lettere urtede tone (grøn peberfrugt), som kendetegnede Bordeaux før år 2000 frem for de frugtpumpede, solbærduftede moderne udgave.

Brettanomyces

Brettanomyces er en særlig gærkultur, der får vinen til af udvikle aromaer henad kostald og deslige. Det KAN være en fejl, men i små doser er der mange vinmagere, som ser det som et krydderi, som giver ekstra kompleksitet til vinen. Nogle hader det, mens andre elsker det – i sidste instans handler det om personlige præferencer.