Viognier har sin oprindelse i det nordlige Rhône i området Condrieu samt i miniappellation Château Grillet. Vinene herfra blev i løbet af 1990’erne ganske trendy – hvilket resulterede i, at flere vinbønder i andre regioner og lande forsøgte sig med Viognier. Ikke mindst i Languedoc blev druesorten populær.
Det er dog en druesort der – ligesom Pinot Noir – langt fra uproblematisk kan dyrkes andre steder. Condrieus og Château Grillets granitholdige skråninger giver nogle særlige betingelser for at dyrke Viognier; er de ikke til stede, kan resultaterne være ganske uheldige.
Det skyldes Viogniers specifikke karakter.
Viognier balancerer altid på en knivsæg – med en evigt tilstedeværende risiko for at blive for meget. Den besidder en overdådig duft med præg af fersken, abrikos og hvide blomster, kombineret med relativt høj alkohol og lav syre.
Har man ikke den nødvendige mineralitet kan vinene derfor meget hurtigt blive for meget; kamme over. Og på sin vis skal de – næsten – kamme over. Harmoni er ikke en væsentlig faktor; det er ikke en vin for dem, der søger balance over alt andet. Den går ud af en tangent; lader hånt om den gyldne middelvej. Den beslaglægger dine sanser, betvinger dig. Den er af samme grund polariserende – som trøfler eller foie gras kan være polariserende – fordi nogle finder den for meget.
Selv i druesortens hjemegn er det langt fra altid, at producenterne rammer den rette balance. Gør de det, har man imidlertid at gøre med en af vinverdens mest spændende vine – hvad priserne da også indikerer.
God Condrieu er således aldrig billig – men som sagt: Det bedste eksemplarer er alle pengene værd, og overgås ikke af Viognier fra nogen andre steder i verden.
Der findes dog prisvenlige alternativer. Jeg vil hævde, at man skal søge alternativerne – ikke mod syd, men mod nord. Manglen på syre er Viogniers akilleshæl, og det afhjælper man ikke ved at tage sydpå. Derimod har undertegnede smagt spændende Viogniervine fra Tyskland og – i særdeleshed – Beaujolais.
At netop Beaujolais er egnet til Viognier kan synes ganske oplagt qua, at det kun ligger ganske få 100 kilometer nord for Condrieu – og i øvrigt har noget af den samme granitholdige jordbund som Condrieu.
Og nej, de besidder ikke Condrieus overdådighed, men er lidt mere tilbageholdende, lidt mindre ’sexede’, men ikke desto mindre ganske spændende vine.
Viognier hører til en af de relativt få store druesorter, der ikke har ry for at lagre specielt godt. Typiske skal de drikkes inden for 4-5 år – eller lidt længere for de bedste årganges vedkommende. Med til denne historie hører dog, at vinene fra Château Grillet har ry for at kunne udvikle sig i op til 15 år eller mere. Med alderen vil det dog under alle omstændigheder miste noget af deres umiddelbare overdådighed og anslå mere komplekse, men også mere tilbagelænede toner – i det bedste udgaver bl.a. en udpræget duft af hvide trøfler.
Det er en vin, det kan være svært at sætte mad til – men prøv den til f.eks. kyllingetagine med abrikoser. Og så er det i øvrigt verdens bedste vin til oste, hvis mineraliteten er i behold. Særligt hvidskimmel og ikke for kraftige rødkitoste egner den sig fortrinligt til.
Viniversas vine på Viognier kan du se her.