viniverset – Side 3

Smagning af Jean Fauxs rødvine

Smagning af 5 årgange af Jean Fauxs Sainte-Radegonde og 2 årgange af Les Sources

I anledning af min fødselsdag havde jeg inviteret en mindre flok vinvenner til smagning. Temaet var – traditionen tro – hemmeligt, men der var tale om en vertikalsmagning af rødvine fra en relativt ny producent i Viniversas portefølje: Jean Faux.

Vi er i den mere ukendte del af Bordeaux – appellationen er den simple Bordeaux Supérieur, og vi er i “Entre-deux-Mer”-delen, nærmere bestemt syd for St-Emilion på den anden side af Dordognefloden.

Vingården, som er et reelt “château”, har dog været kendt for vinproduktion i hvert fald 800 år tilbage i tiden.

Det er Pascal Collotte, som tidligere arbejdede med at sælge vintønder, som i 2002 overtog slottet og er manden, som er ansvarlig for den kvalitet, man har opnået igennem de seneste år.

Man arbejder økologisk og er i gang med biodynamisk certificering. Stilen er moderne med fokus på moden frugt – uden af den rygrad og struktur, man forventer af Bordeaux, er gået tabt.

Det er primært Merlot, som definerer vinene, med ca. 20% Cabernet Franc tilsat.

Vingården er allerede blevet lidt af en kritikerdarling – og både deres røde og hvide vine høster store roser.

Jeg kendte selvfølgelig selv en række af vinene, men der var også et par stykker, som jeg ikke havde smagt – jeg havde bedt dem sende lidt ældre årgange med, så vi kunne vurdere lagringspotentiale m.m.

Mine forventninger var ganske høje – og blev til fulde indfriet. Den mest bordeauxentusiastiske i selskabet skød på priserne omkring 450-500 kroner pr. flaske – hvilket unægteligt er højere end vores udsalgspriser.

Generelt var niveauet højt over hele linjen – og mange af vinene lå meget tæt pointmæssigt. Som det ofte går til den slags smagninger var der heller ikke enighed om placeringerne – omend der også var enighed om nogle vine.

Mine egne placeringer (med point i parentes faldt således):

Sainte-Radegonde 2015 (92 p.)
Sainte-Radegonde 2014 (91 p.)
Les Sources 2016 (91 p.)
Sainte-Radegonde 2016 (90 p.)
Les Sources 2015 (88 p.)
Sainte-Radegonde 2010 (87 p.)
Sainte-Radegonde 2011 (86 p.)

Specielt 1.-4. pladsen lå for mig meget tæt – og skiftede pladser i løbet af smagningen.

Der var en række konklusioner af drage:

Ingen af vinene viste nogen alderstegn – og der skulle altså næppe være problemer i at lagre disse vine 15-20 år fra høsten – i hvert fald i de bedre årgange (muligvis kortere for “andenvinen” Les Sources).
Sainte-Radegonde 2015 var den mest “moderne” i stilen med høj alkohol og fylde, mens Sainte-Radegonde 2014 var den mest klassiske med mere traditionelle aromaer af grønne pebre. Hvad man foretrækker, må i sidste instans være et spørgsmål om stil.
Vi var to smagere, som havde “andenvinen” Les Sources over “førstevinen” Sainte-Radegonde i 2016-årgangen – hvilket man selvfølgelig kan finde interessant. De to vine lå dog overordnet set meget tæt pointmæssigt og var meget unge, så at konkludere, at man bare kan købe Les Sources, er måske lidt forhastet. Det er også værd at bemærke, at der er tale om vin fra to forskellige marker (Sainte-Radegonde fra syd-sydøst vendte skråninger, Les Sources fra et plateau), så teknisk set er der ikke tale om første- og andenvine.
Der var lidt diskussion om, hvorvidt 2011’eren havde en lille smule prop, hvilket kan have trukket vurderingen ned. Jeg har dog smagt årgangen tidligere og var heller ikke der synderligt begejstret.
Det er tydeligt, at kvaliteten er steget de seneste årgange. Selvfølgelig skulle 2015 og 2016 være gode årgange på papiret – men det gælder f.eks. også årgang 2010, som ikke var på samme niveau. Man kan selvfølgelig diskutere, om det kan skyldes, at de er på et uheldigt stadie i deres udvikling, men umiddelbart tror jeg ikke, at det har spillet ind.

Se Det aktuelle udvalg af vine fra Jean Faux

En ode til hvid bordeaux

Det er vel næppe helt korrekt at kalde Bordeaux for en over- eller ugleset vin, selvom hipsterparnasset over én kam synes at dømme vindistriktet ude. Der er immervæk stadig købere – i hvert fald til de feterede vine.

Men når det kommer til hvid Bordeaux er betegnelsen “overset” nu nok alligevel på sin plads. Hvor mange steder ser man efterhånden hvid bordeaux på hylderne? Og hvornår har du sidst åbnet en hvid bordeaux?

Det er ualmindeligt synd, for hvid bordeaux kan være rigtig spændende og storslået vin – ja, jeg vil hævde, at det bedste hvide bordeaux når meget tæt på kvaliteten på stor, hvid bourgogne.

Og så kan der i øvrigt findes spændende hvid bordeaux i snart sagt alle prisklasser – fra det dagligdags til det mere luksuriøse.

I den billigere ende er det typisk Sauvignon Blanc, som er i fokus og giver friske og ligefremme vine.

Går man op i pris begynder der typisk at komme fadlagring ind i billedet, og Sémillon spiller en større rolle.

Typisk vil disse vine i deres ungdom stadig være domineret af Sauvignon Blanc i duft- og smagsprofilen, men efter en årrække vil Sémillon tager mere og mere over. Dette kan ofte ske over en meget kort periode, så vinen ændrer sig drastisk over en periode på måske bare et halvt år.

Stilistisk er den nærmeste sammenligning nok hvidvinene fra Bourgogne (måske særligt Meursault) – og i hvert fald kan vinene noget af det samme i forhold til mad.

Lagringspotentialet er også på linje med hvid bourgogne – de bedste hvide bordeauxvine kan således sagtens klare 12-15 år eller mere.

Så hvorfor er hvid bordeaux ikke mere i vælten? Ja, spørgsmålet må blæse i vinden…

Viniversas udvalg af hvid bordeaux

Noget om olivenolie

Da jeg for efterhånden en del år siden arbejdede i et italiensk supermarked, blev jeg fascineret af olivenoliens mangfoldige verden.

Det førte til mange diskussionerne med indkøbschefen, hvor jeg forsøgte at overbevise ham om, at han skulle tage kvalitetsolivenolie hjem.

Han mente dog – sikkert med rette – ikke, at det danske marked var klar til den slags.

I Danmark har mange desværre (og italienerne selv bærer en stor del af skylden for dette) en idé om, at Ekstra Jomfruolivenolie er et kvalitetsstempel, når det i virkeligheden snarere er laveste fællesnævner.

God olivenolie er som udgangspunkt dyrere at producere end vin, og giver man 25-30 kroner for en halv liter olivenolie, kan der stå nok så meget “ekstra jomfru” på etiketten – et kvalitetsprodukt er det ikke.

Olivenolie i dette prisleje er lavet ved, at man får en maskine til at ryste oliventræerne, så olivenerne falder på jorden, hvorefter de bliver fejet op af en fejemaskine og derefter presset.

Skridtet op fra dette er at spænde net ud under træerne, før man ryster dem.

Den bedste – og klart dyreste måde – at høste olivener på er at håndplukke dem. Det tager en erfaren høster omkring ti timer at høste hundrede kilo oliven. Og da der går ca. ti kilo oliven til at lave én liter olivenolie svarer det altså til én liter olivenolie i timen.

Det kan forståeligt nok ikke gøres billigt.

Der er da også milevid forskel på en olivenolie af topkvalitet og så den olivenolie, man typisk kan købe i supermarkeder til de førnævnte priser.

Ligesom for vin er olivenoliens stil påvirket af, hvor den er dyrket, og hvilke sorter (kaldet kultivarer), man benytter. Og der findes da også særlige appellationer (med diverse krav til kultivarer m.m.) for de bedste olivenolieområder på samme måde, som man kender det fra vin.

Alle gode olivenolier bør have en frisk, græsset duft og en bitter smag (jeg har været til mange olivenoliesmagninger, hvor man kan se de uerfarne hoste og hakke efter at de har sunket olivenolien!).

Derudover kommer selvfølgelig alle de aromaer, som er specifikke for det område, olivenolien er dyrket på, og de kultivarer, som er benyttede. Det kan være aromaer som artiskok, tomat, hasselnødder m.m.

Spændvidden er måske ikke så stor som vin, men kan måske snarere sammenlignes med kaffe, hvor der også er variationer ud fra sort, område m.m.

Se Viniversas Udvalg af Olivenolie Her

Barolo i november

Alting har, som det hedder i Prædikernes Bog, sin tid – og november er for denne vinnyder tiden for barolo.

For begge – november og barolo – gælder det, at det kræver en vis grad af masochisme at værdsætte dem. For barolos vedkommende fordi vinene – særligt i deres ungdom – besidder en ganske markant garvesyre, som er langt fra det moderne ideal om bløde “pleaser”-vine.

Hvis barolo havde en spindoktor (og det havde barolo til en vis grad i 1990’erne) ville den få at vide, at den nok skulle dæmpe de rå kanter en smule og blive lidt mere imødekommende.

Det skete for så vidt også – delvist -, men der er stadig masser af genstridighed tilbage. Og faktisk har barolo de sidste 10-15 år bevæget sig mere og mere tilbage til sit oprindelige jeg.

Det er og bliver vine, som vil dig noget, kræver din opmærksomhed. Vi er milevidt fra vinøs muzak, og når man drikker barolo, kan man næsten have følelsen af, at det er vinen, som bedømmer dig – ikke omvendt.

Barolo er ikke blot en vin blandt andre vine – barolo er noget særligt. Der er et element af død over barolo (nogle af de typiske duftassociationer er visne roser og læder), og måske netop derfor synes barolo (ligesom november!) at kalde på eftertanke. Det er et vinøst memento mori.

Meget bordeaux synes at ældes uden synderlige ydre tegn (denne smager har ved flere blindsmagninger gættet bordeauxvine 20+ år for unge); barolo er anderledes – her fornemmer man alderen, rynkerne, men samtidig må man imponeres af, at vinen stadig er i live. Barolo er en overlever.

Og barolo skal jo i øvrigt ikke sammenlignes med bordeaux – bourgogne er den oplagte sammenligning, selvom barolo har så meget mere garvesyre. Det er vine, som appellerer til hjertet, snarere end hjernen. Og hvor garvesyren er en integreret del af bordeauxvine, synes den på sær vis ikke at være en essentiel del af barolo. Det er en slags pynt – et ydre element, som ikke rør kernen af, hvad barolo er.

Og hvad er så kernen af, hvad barolo er? Tja, det har vi jo resten af livet til at finde ud af…

SE VINIVERSAS UDVALG AF BAROLOVINE HER

Weingut Georg Gustav Huff kåret som “Riesling Champion 2019” af Vinum

Næppe var beskeden om, at Weingut Hofmanns Weissburgunder Eselpfad var kåret til Tysklands bedste Weissburgunder ved Mundus Vini Nordic-konkurrencen, indløbet, før der kom besked om, at endnu et af vores tyske vinhuse var blevet præmieret i Tyskland.

Denne gang er det Weingut Georg Gustav Huff, som i Tysklands førende vintidsskrift, Vinum, er blevet kåret som “Riesling Champion 2019” foran en lang række af Tysklands førende vinhuse.

Weingut Georg Gustav Huff (der er – i hvert fald – tre Huff-familier, som laver vin, så fornavnene er nødvendige) ligger i den lille landsby Schwabsburg, som er en forstad til Nierstein – Rheinhessens uden tvivl vigtigste vinby.

Dette – vigtigheden – skyldes ikke mindst den knold med rød sandsten kaldet “Roter Hang”, som findes lige nord for byen (og som strækker sig helt til Schwabsburg). De syd- og østvendte vinmarker på denne knold giver Rheinhessens bedste vine – og marker som f.eks. Hipping og Pettenthal har været kendt for deres kvalitet i flere århundreder.

Da vi i første omgang tog vinene fra Weingut Georg Gustav Huff hjem, var det ikke mindst p.g.a. det fantastiske forhold mellem pris og kvalitet. Vi er imidlertid mere og mere blevet overbevist om, at Huff simpelthen er den bedste producent i Nierstein-Schwabsburg – også når man kigger på kvalitet alene.

Det skulle den nylige pris vidne om.

De er ikke så kendte som vinene fra Kühling-Gillot eller så udfordrende som vinene fra Kai Schätzel, men kvaliteten er bare umådelig høj uanset årgang – og så er det vine, som lagrer bedre end de fleste af konkurrenternes – Jeg har hørt en producent fra Nierstein sige, at det var et karakteristika for vinene fra Roter Hang, at de antager den ældede petroleumstone allerede efter et års tid. Det oplever man imidlertid ikke med vinene fra Weingut Georg Gustav Huff, som selv efter 3-4 år stadig smager ungt.

Og så er det jo i øvrigt ikke kun med riesling, at de excellerer – også deres rødvine er fremragende, ligesom deres øvrige hvidvine også er en messe værd.

Og nej, man kommer altså heller ikke udenom priserne: Huffs vine ligger prismæssigt op til 50% under de fleste af konkurrenternes i Nierstein-Schwabsburg.

Kort sagt: Det er vine med et uhørt godt forhold mellem pris-kvalitet, som alle elskere af tysk vin burde stifte bekendtskab med.

Se Viniversas udvalg af vine fra G.G. Huff her

Bierzo – Spaniens bedste vinområde, som kun vinnørder kender

Igennem de seneste 30-40 år er der dukket en række “nye” vinområder op i Spanien, som har vist, at de kan producere stor vin (“nye” i citationstegn fordi der er blevet produceret vin i disse områder i århundreder – blot har den sjældent været kendt udenfor regionen). Det gælder f.eks. Priorat, Toro, Ribera Sacra, Sierra de Gredo og Bierzo, som det skal handle om her.

Fælles for mange af disse områder er, at de har et lidt køligere klima – enten fordi de ligger ud mod vandet eller oppe i højderne.

Spanien er et af de lande, som er hårdest ramt af den globale opvarmning, og nogle af de klassiske spanske vinområder er begyndt at lide under varmen. Dette, kombineret med forbrugernes stigende interesse for mere elegante vine, har fået mange vinproducenter til at kigge mod køligere vinområder, som kunne give mere friske og elegante vine.

Her er Bierzo i det nordvestlige Spanien et godt bud.

Det skyldes dels det relativt kølige klima (mange vinmarker ligger ganske højt), dels den lokale Mencía-druesort, som er ansvarlig for området rødvin og rosé (der laves også en smule hvidvin primært på Godello).

Mencía betegnes til tider som “Spaniens Pinot Noir”. Sammenligningen halter, for deres smagsprofil er ganske forskellig (Syrah, som den tager sig ud i det nordlige Rhône, er nok en bedre sammenligning). Alligevel er det ikke helt skævt, for ligesom Pinot Noir vil Mencía ofte besidde en ynde og elegance, som gør vinene yderst charmerende.

Læg dertil en stor kompleksitet i de bedste eksemplarer, og du har forklaringen på, hvorfor Bierzo leverer nogle af Spaniens allerbedste rødvine.

Bierzo var tidligere domineret af små familievinbrug, der til tider ikke engang kommercialiserede deres vine. Det har også betydet, at man ikke har plantet nye vinstokke – og man kan derfor (ligesom i f.eks. Priorat) finde mange gamle vinstokke – hvilket er med til at øge kvaliteten.

De bedste Bierzo-vine er ikke længere billige – men ser man på pris kontra kvaliteten er priserne langt fra ublu. I de billigere segment kan man finde en række deciderede scoop.

Eneste anke, man kan have mod vinene, er, at de sjældent har den lange eftersmag, som man kan finde i de bedste vine fra f.eks. Ribera del Duero eller Rioja.

Alligevel vil jeg hævde, at Bierzo i dag leverer nogle af Spaniens absolut bedste vine – og stod valget mellem en ubeskrevet Rioja, Ribera del Duero eller Bierzo, ville jeg vælge sidstnævnte.

SE VINENE FRA VORES BIERZO-PRODUCENT PEIQUE

Sekt – et alternativ til champagne?

Nej. For nu at give et hurtigt svar på spørgsmålet i titlen på denne blogartikel. Sekt er ikke et alternativ til champagne, for Sekt er et produkt i egen ret, der har nogle helt andre kvaliteter end dem, champagne stiller til skue.

Generelt er sekt mere frugtig end champagne (hvormed ikke menes: Mere sød). Da de bedste tyske producenter ofte bruger Riesling (eller andre aromatiske druesorter) til deres sekt, ønsker de at bevare druekarakteren. Derfor finder man også sjældent udpræget autolysekarakter i tysk sekt (duften af brød, hø, gær etc., som kendetegner megen champagne).

Hvor andre vigtige typer mousserende vin – Cava, Franciacorta, engelsk mousserende vin – klart synes at have champagne som pejlemærke, gør dette sig således sjældent gældende for de tyske sektproducenter. Hvilket jeg vil hævde er sekts force.

Tyskland har en lang historie med mousserende vin – og er i dag den største konsument i verden af den perlende drik.

Champagne har da også meget at takke tyskerne for – ikke kun eksporttallene. Heidsieck, Bollinger, Deutz, Mumm og Krug er således alle grundlagt af tyskere.

Sekt kan både lavet v.h.a. klassiske flaskegæring og ved Methode Charmat (gæring på tryktank). Det er ikke tilladt at tilsætte kulsyre – om end flere større sektproducenter er blevet beskyldt for netop dette.

Og generelt må man vel sige, at sekt – ligesom anden tysk vin – til dels lider under, at der findes en række store producenter, som ikke har kvalitet for øje.

De bedste udgaver er generelt dem, som er lavet v.h.a. klassisk flaskegæring. Og dem vidner om denne metodes overlegenhed – eller blot er et udtryk for, at denne dyrere metode anvendes til den bedste basisvin, skal i denne sammenhæng være usagt.

Mange tyske producenter får deres sekt lavet hos deciderede sektproducenter (og leverer altså blot druematerialet eller vin claire), og der findes da også et par vigtige (fra et kvalitetsperspektiv) producenter, som er specialiserede i sekt – bl.a. Solter i Rheingau og Raumland i Rheinhessen.

Det kan dog på denne smager til tider virke som om, at de er for fokuserede på at efterligne champagne, fremfor at lave tysk sekt. Det giver – som i de ovennævnte efterligninger – sjældent vine, som har samme kvalitet som det bedste champagne. Til gengæld er prisen ofte tæt på.

Og så er vi tilbage ved Sektens raison d’être: Netop IKKE at være et alternativ til champagne, men at være en vintype i egen ret. Det er de bedste Sekt. Det er charmerende, ligefremme, mousserende vine, som ikke prætenderer overvældende kompleksitet, men til gengæld leverer tonsvis af umiddelbar drikkeglæde.

Og det er i vores optik også værd at slå et slag for!

Weissburgunder – Tyskland oversete druesort

Weissburgunder er det tyske navn for Pinot Blanc, så det er ikke som sådan en tysk druesort, men her skal det handle om de resultater, druesorten opnår i Tyskland – hvor den hører til blandt de mest undervurderede druesorter efter vores ydmyge mening.

Der er mange andre undervurderede tyske druesorter, men Weissburgunder er i vores optik den druesort, som er mest undervurderet i Tyskland selv.

De resultater, man i dag opnår med druesorten i Baden, Pfalz og Rheinhessen, kan måle sig med de bedste hvidvine på verdensplan.

Det er en druesort, som reagerer godt på fadlagring – også eventuelt på nye fade -, samtidig med at den bevarer en grundlæggende elegance, som man godt kan savne i f.eks. Grauburgunder – a.k.a. Pinot Gris -, som ikke mindst i Baden ofte kan give tunge og uharmoniske vine.

Vi er således heller ikke tvivl om, at Weissburgunder giver Badens bedste vine – uanset farve.

Det er i vor optik de hvidvine, som kommer tættest på hvid Bourgogne i stil (endda tættere en Chardonnay, som er begyndt at blive populær i Tyskland). De bedste tyske Weissburgunder-vine giver således denne smager mindelser til Puligny-Montrachet eller Meursault med deres elegante stil.

Deres lagringsevner er generelt på linje med Silvaner og tør Riesling – det vil sige de bedste eksemplarer klarer snildt 10-15 års lagring – muligvis mere.

I modsætning til Riesling, som ‘Grosses Gewächs’-behandlingen (lave høstudbytter m.m.) ikke gør noget godt, viser Weissburgunder for alvor sit værd i Grosses Gewächs-udgaverne (eller tilsvarende udgaver fra ikke-VdP-medlemmer).

Og nej, de har ikke samme umiddelbare charme, som Riesling kan have i det lidt mere friske segment – til gengæld har de en kompleksitet og balance, som det er svært ikke at blive forført af.

SE VINIVERSAS UDVALG AF WEISSBURGUNDER HER

Feinherb – den autentiske rieslingkategori

Betegnelsen ‘Feinherb’ bruges i Tyskland om halvtørre vine – fordi ‘Halbtrocken’ har fået en dårlig klang hos forbrugerne. Og det er da også en vinkategori, som det er svært at sælge i Tyskland, som de seneste mange år har sværget til de tørre vine.

Tørt bliver opfattet som autentisk, som ‘nøgent’ og umanipuleret, mens det halvtørre bliver set som leflen for forbrugeren, som åbenbart ikke er ‘moden’ nok til at drikke tør vin.

Dette til trods for, at ikke mindst Riesling kan have godt af en smule sødme til at opveje syren – og i øvrigt til at sikre lagringsevner. Det gælder ikke mindst Riesling fra f.eks. Mosel, Saar, Ruwer og Mittelrhein.

Det er vine, hvor en restsødme umiddelbart over det ’tilladte’ for tørre vine ikke nødvendigvis får vinen til at smage sød, men blot ‘harmonisk tør’, man mange vinproducenter i Mosel foretrækker at kalde det.

Lige så vigtigt er det måske at påpege, at Riesling, som overlades til sig selv, ofte vil ende med en restsødme over det tilladte for tørre vine. Det betyder, at vinmagere for at få tørre rieslingvine ofte er nødt til at tilsætte kulturgær, så vinen kan gære ud (eller næsten ud).

Som sådan kan man sagtens hævde, som i overskriften, at Feinherb er den mest ‘autentiske’ kategori for rieslingvine.

I Viniversa er vi skeptiske over for begrebet ‘autencitet’, men der er altså ingen grund til at afskrive Feinherb som ‘uautentisk’.

SE VINIVERSAS UDVALG AF VINE I FEINHERB-KATEGORIEN

De bedste sommervine

For mange er sommer ensbetydende med rosé, mens andre sværger til hvidvin eller bobler. For os er der særligt én vinkategori, som får os i sommerhumør: De frugtsøde vine.

Betegnelsen ‘frugtsød’ (tysk: Fruchtsüss) er ikke en beskyttet kategori, men dækker typisk over vine, som har nogen sødme, men ikke er decideret ædelsøde. D.v.s. vine, hvis sødme opnås ved, at man stopper gæringen, før al sukkeret er omdannet til alkohol (typisk v.h.a. svovl eller kulde), men hvor druerne ikke er tørrede eller angrebet af ædel råddenskab.

Det giver vine, som ikke kan regnes for deciderede dessertvine, men som har en behagelig sødme, som ofte er kombineret med en fin syre.

Særligt riesling med dens naturligt høje syre excellerer i denne kategori, men også andre druesorter kan give spændende frugtsøde vine.

Det er relativt sjældent, at man ser betegnelsen ‘frugtsød’ (eller ‘Fruchtsüss’) på etiketter, men vine i Kabinett– og Spätlese-kategorien vil ofte være frugtsøde med mindre andet er angivet (f.eks. Trocken, Halbtrocken eller Feinherb, som alle er kategorier for mere eller mindre tør vin).

Det er sjældent at se frugtsøde rødvine, men det findes – ikke mindst i perlende udgaver – f.eks. italienske vine på Brachetto-druesorten.

Udover den ofte liflige kombination af syre med let sødme udmærket disse vine sig ofte ved en behageligt lav alkohol, som gør, at man ikke behøver at have dårlig samvittighed, fordi man tager et glas til frokost eller på terrassen.

Madmæssigt er det vine, som går særligt godt til de asiatiske køkkener – ikke mindst thai-køkkenet, hvor sødmen i vinen er med til at mildne de stærke smage. Men også f.eks. salater, hvor man bruger forskellige frugter (melon, pære, appelsin etc.) kan være gode match.

Visse vinsnobber ser ned på denne vintype – muligvis fordi de simpelthen smager for godt. Ægte kendere ved, at de kan byde på nogle af vinverdens største oplevelser – ofte til priser, som burde være langt højere.

Vi drikker dem utroligt gerne – ikke mindst her i den søde sommertid.

Viniversas UDvalg af Frugtsøde vine