Flemming Hvelplund – en af Danmarks store vinpersonligheder – døde for nogle uger siden som 82-årig.
Flemming var primært kendt som forfatter af Politikens Vinbog – som jeg har i flere udgaver -, samt som guide på Vinens Hus‘ vinrejser.
Selv havde jeg lejlighed til at møde Flemming på én af disse vinrejser – i dette tilfælde til Bordeaux i 1998 – med det, som ni år senere skulle blive de tre medejere af Viniversa.
Flemming var en vinformidler af den gamle skole. Han var mere interesseret i vinen i dens hedonistiske element – d.v.s. som skaber af glæde og samhørighed -, frem for den nye, objektivistiske skole – ledet af Robert Parker – som var mere interesseret i point og fairness.
Som person var han den perfekte ambassadør for denne hedonistiske tilgang til vin og vinformidling. Hans karisma var nærmest uimodståelig. På vores tur i 1998 husker jeg busturene hjem om aftenen efter de utallige vinbesøg, hvor han stadig var i hopla og underholdt hele bussen, men vi, der var 30 år yngre, småslumrede på vores respektive sæder.
Vi fandt da også hurtigt ud af, at det var en fordel at sidde ved Flemmings bord under vinbesøgene. Hans charme og entusiasme for vinene, som blev skænket, gjorde uvægerligt, at vinproducenterne gik i kælderen og fandt deres bedste vine frem (som så kun blev serveret ved Flemmings bord…).
Flemmings joviale tilgang til vin gjorde nok, at mange af den ‘ny skole’ undervurderede hans vinkundskab. Jeg tilskriver ham dog nogle af de vigtigste ting, jeg har lært om vin i mine 32 år som vinnørd.
#1 Vin skal smage godt
Det kan lyde som en banalitet, men konsekvenserne er vidtrækkende. Jeg lærte denne lære, da snakken faldt på Bordeaux i årgang 1975. Det var en årgang, der ved frigivelsen blev rost til skyerne – ud fra devisen om, at vine med meget garvesyre også måtte have stor holdbarhed.
Det viste sig imidlertid, at disse vine aldrig rigtig blev harmoniske og mistede frugten før garvesyren blev integreret.
Flemming havde – på baggrund af anmeldelserne – køb godt ind af denne årgang. Og hvad gør man så, når man har mange kasser vin, som ikke ser ud til nogensinde at blive harmoniske?
Flemmings svar – som på det tidspunkt chokerede mig – var at tilsætte et lille glas portvin til vinene. Det gav dem den frugt, de savnede, og gjorde dem mere harmoniske.
For os virkede det som snyd og humbug, men så længe du blot serverer den til venner og bekendte – og ikke prøver at sælge vinen som noget, den ikke er – er det svært at argumentere imod, at vin først og fremmest skal smage godt.
Og nej, så kan du ikke – in good faith – skrive på sociale medier, at du har drukket Leoville Las Cases 1975, men hvis den eneste grund til, at du drikker fin vin, er at prale med det på sociale medier, så burde du måske også lade andre drikke disse vine i stedet for…
#2 Det med tungen…
Jeg har aldrig hørt eller læst dette fra andre vinskribenter, men 25 års erfaring siger mig, at det er sandt. Så måske røber jeg nu en frimurerloge-agtig hemmelighed, som kun insidere i vinbranchen burde kende til.
Anyways, teorien, som Flemming Hvelplund forklarede, er, at du – hvis du vil bedømme en vins holdbarhed – mærker, hvor det prikker på tungen, efter at du har sunket vinen. Jo længere fremme på tungen, det prikker, jo kortere udvikling har vinen.
En hel ung vin vil typisk prikke midt på tungen, mens en vin, som skal drikkes nu, vil prikke yderst på tungespidsen.
Hvis du vil bedømme, hvor mange år en vin kan lagre, kræver det selvfølgelig, at du kender vinens alder på smagetidspunkten. En et år gammel vin, som prikker midt på tungen, har normalt ikke samme lagringspotentiale som en fem år gammel vin, som prikker samme sted.
#3 Vin handler om nydelse
Jeg er ikke sikker på, at jeg lærte denne lære under vores tur i Bordeaux, men det er noget, jeg er blevet mere og mere opmærksom på.
Det er meget let midt i nørderiet at glemme, at vin først og fremmest er skabt for nydelse. Og hvis du kan lide vinen, er det sådant set lige meget, hvor meget den har kostet, eller hvor mange point den har fået hos Parker etc.
Og så er vin skabt til at blive nydt i gode venners eller families lag frem for at blive bedømt under “objektive kriterier”, hvor du har 30 sekunder til hver vin.
Det var, hvad jeg har lært af Flemming Hvelplund. Må dit efterliv blive fyldt med mindst lige så meget vin og fest, som livet var.
