‘Øl er til tørst, ikke til trøst’ hed det for år tilbage i et slogan fra De Danske Bryggerier. Og sikken dog egentlig et trist slogan.
Vin er ret beset hverken til de første eller det andet, men mest af alt til lyst. Vin er til glæde og fornøjelse – selvom vinnørden måske til tider næsten kan glemme det.
Men der er også, vil jeg hævde, en særlig vin, som ikke blot er til glæde, men som man – nærmest som en pavlovsk refleks – netop har lyst til, når man er glad i låget.
Når solen skinner, de lette sommerkjoler præger gadebilledet, og al ting summer og pibler; når verden er åben og ny, er der én særlig vin, som synes at krystallisere glæden og lysten: Tysk riesling.
Og ikke blot tysk riesling, men en særlig type tysk riesling: Den liflige, lette og ligefremme. Om den er tør eller har restsødme er mindre vigtigt.
I de seneste tyve-tredive år er man i Tyskland blevet mere og mere optaget af at gøre riesling til en seriøs, tør hvidvin. Kvaliteten, har man måtte forstå, skulle matche de bedste franske hvidvine (og gerne også priserne…). Det skulle være vine, som kritikerne kunne falde i svime over. Vine som var komplekse, fyldige og alvorlige. Eller om man vil: teutoniske.
Trofaste læsere af denne blog vil vide, at jeg er ganske kritisk over for denne type tysk riesling. Ikke at de ikke kan være alt det – komplekse, seriøse etc. -, men om de rent faktisk giver mere glæde end nogle af deres billigere og mere ligefremme søskende, vil jeg stille mig mere tvivlende overfor.
Og så er der jo også det, at man kan få hvidvine med krop og muskler i Grosses Gewächs-stilen mange steder fra, men hvor kan man ellers få disse lette, liflige og underfundige hvidvine, som riesling kan præstere, når den ikke prøver at være ‘seriøs’?
Og hvilken anden vintype passer bedre til den tid, vi er ved at gå i møde?
