Feinherb – den autentiske rieslingkategori

Betegnelsen ‘Feinherb’ bruges i Tyskland om halvtørre vine – fordi ‘Halbtrocken’ har fået en dårlig klang hos forbrugerne. Og det er da også en vinkategori, som det er svært at sælge i Tyskland, som de seneste mange år har sværget til de tørre vine.

Tørt bliver opfattet som autentisk, som ‘nøgent’ og umanipuleret, mens det halvtørre bliver set som leflen for forbrugeren, som åbenbart ikke er ‘moden’ nok til at drikke tør vin.

Dette til trods for, at ikke mindst Riesling kan have godt af en smule sødme til at opveje syren – og i øvrigt til at sikre lagringsevner. Det gælder ikke mindst Riesling fra f.eks. Mosel, Saar, Ruwer og Mittelrhein.

Det er vine, hvor en restsødme umiddelbart over det ’tilladte’ for tørre vine ikke nødvendigvis får vinen til at smage sød, men blot ‘harmonisk tør’, man mange vinproducenter i Mosel foretrækker at kalde det.

Lige så vigtigt er det måske at påpege, at Riesling, som overlades til sig selv, ofte vil ende med en restsødme over det tilladte for tørre vine. Det betyder, at vinmagere for at få tørre rieslingvine ofte er nødt til at tilsætte kulturgær, så vinen kan gære ud (eller næsten ud).

Som sådan kan man sagtens hævde, som i overskriften, at Feinherb er den mest ‘autentiske’ kategori for rieslingvine.

I Viniversa er vi skeptiske over for begrebet ‘autencitet’, men der er altså ingen grund til at afskrive Feinherb som ‘uautentisk’.

Forfatter: viniverset

Vinimportør med speciale i vin fra mindre kendte områder i Tyskland, Frankrig og Italien.

Skriv et svar