Steillage

Steillage er den tyske betegnelse for en stejl vinmark. Der findes selvfølgelig også stejle vinmarker andre steder i verden (f.eks. i det Nordlige Rhône, Wachau i Østrig eller i Douro-dalen), men Tyskland er – mig bekendt – det eneste land, der har reguleret betydningen af ordet.

I Tyskland er en ‘Steillage’ en vinmark med minimum 30% hældning. Og her gælder det så om at holde tungen lige i munden – for det er vigtigt at bide mærke i, at vi her taler procenter og ikke grader.

Forestiller vi os en vinmark i et koordinatsystem, er procentensatsen den procent y-aksen stiger i forhold til x-aksen. Hvis vi har en vinmark, som er 100 meter lang (x-aksen), og den stiger 30 meter i højdemeter (y-aksen) svarer dette således til en 30 procent stigning (svarende til ca. 13,5 grad).

Det lyder måske ikke voldsomt stejlt, men har man stået og kigget ned eller op ad sådan en mark får man syn for, hvor stejl den er. Og så er det jo i øvrigt et gennemsnit for marken, så den kan sagtens være stejlere på visse stykker.

Virkeligt stejle marker har vi, når vi når op omkring de 70%. Det er procenter, man primært finder i Mosel, men også f.eks. i Rüdesheimer Schlossberg-marken i Rheingau.

Da det som oftest er umuligt at bruge maskiner, er det noget dyrere at dyrke vin på disse marker, men der er også en række fordele.

F.eks. er luftcirkulationen i marken bedre, da kulden bevæger sig nedad og varmen opad, hvilket skaber cirkulation fra nat til dag.

Er marken syd- eller østvendt er der også bedre soleksponering, da vinstokkene ikke på samme måde skygger for hinanden.

Det er også værd at bemærke, at de stejleste vinmarker ofte består af en eller anden form for sten eller klippe (skifer synes at give de stejleste vinmarker). Jo stejlere vinmarken er, jo mindre toplag (hummusrig muld) vil der ofte være. Det betyder, at jorden (og dermed vinstokkene) typisk ikke optager så meget vand og dermed forhindrer for meget vand i druerne i våde år.

Mange af de bedste vinmarker – både i Tyskland og resten af verden – er da også ‘Steillage’, men der er også en række undtagelser som viser, at det ikke er en forudsætning for at lave stor vin – som det f.eks. ses på venstrebredden i Bordeaux.

Forfatter: viniverset

Vinimportør med speciale i vin fra mindre kendte områder i Tyskland, Frankrig og Italien.

Skriv et svar