Dekantering vil sige at hælde en vin på karaffel. Det kan der være to forskellige grunde til at gøre.
- For det første kan det være for at fjerne bundfald. Dette findes tit i ældre vine – ikke mindst hvis de ikke er filtrerede og/eller klarede. I dette tilfælde skal man først stille flasken oprejst et døgn eller mere. Derefter hælder man forsigtigt vinen på karaffel, indtil man ser, at man er nået ned til bundfaldet. Resten af indholdet kasseres så.
- Den anden grund til at dekantere er for at give vinen luft. Unge vine kan folde sig ud efter dekantering, og vine, som måske har en vis urenhed i duften (f.eks. forskellige svovlforbindelser), kan smide denne urenhed ved dekantering.
Hvor den første grund til at dekantere primært retter sig mod ældre vine, retter den sidste grund sig primært mod yngre.
Personligt er det sjældent, at jeg dekanterer vine. Dels er jeg ikke så forhippet på at få serveret en helt klar vin (selvom overdrevent bundfald selvfølgelig ikke er rart at få i munden). Dels synes jeg ofte, at det er sjovere at følge udviklingen i glasset. Som garvet vinnørd har jeg normalt en god idé om, hvorvidt en ‘off’-aroma kan forsvinde ved iltning – og vil derfor give denne slags vine længere tid i glasset (og evt. slynge vinen rundt et par minutter, hvilket giver samme effekt som dekantering).
Er man imidlertid et større selskab, som måske kommer igennem flasken hurtigere, kan det være en god idé at dekantere, så gæsterne får det fulde udbytte af vinen.
Generelt kan man sige, at jo mere ‘naturlig’ (et ord der kun kan stå i anførselstegn!) en vin er, jo mere behov kan der være for dekantering. Er vinen ufiltreret og/eller uklaret kan den, som allerede nævnt, danne bundfald. Og er den spontangæret kan der være flygtige ‘off’-aromaer, som forsvinder med dekantering.
Der er næppe nogen vintype, som ikke kan vinde ved dekantering, omend det primært er rødvin og portvin, som er kandidater.