Alting har, som det hedder i Prædikernes Bog, sin tid – og november er for denne vinnyder tiden for barolo.
For begge – november og barolo – gælder det, at det kræver en vis grad af masochisme at værdsætte dem. For barolos vedkommende fordi vinene – særligt i deres ungdom – besidder en ganske markant garvesyre, som er langt fra det moderne ideal om bløde “pleaser”-vine.
Hvis barolo havde en spindoktor (og det havde barolo til en vis grad i 1990’erne) ville den få at vide, at den nok skulle dæmpe de rå kanter en smule og blive lidt mere imødekommende.
Det skete for så vidt også – delvist -, men der er stadig masser af genstridighed tilbage. Og faktisk har barolo de sidste 10-15 år bevæget sig mere og mere tilbage til sit oprindelige jeg.
Det er og bliver vine, som vil dig noget, kræver din opmærksomhed. Vi er milevidt fra vinøs muzak, og når man drikker barolo, kan man næsten have følelsen af, at det er vinen, som bedømmer dig – ikke omvendt.
Barolo er ikke blot en vin blandt andre vine – barolo er noget særligt. Der er et element af død over barolo (nogle af de typiske duftassociationer er visne roser og læder), og måske netop derfor synes barolo (ligesom november!) at kalde på eftertanke. Det er et vinøst memento mori.
Meget bordeaux synes at ældes uden synderlige ydre tegn (denne smager har ved flere blindsmagninger gættet bordeauxvine 20+ år for unge); barolo er anderledes – her fornemmer man alderen, rynkerne, men samtidig må man imponeres af, at vinen stadig er i live. Barolo er en overlever.
Og barolo skal jo i øvrigt ikke sammenlignes med bordeaux – bourgogne er den oplagte sammenligning, selvom barolo har så meget mere garvesyre. Det er vine, som appellerer til hjertet, snarere end hjernen. Og hvor garvesyren er en integreret del af bordeauxvine, synes den på sær vis ikke at være en essentiel del af barolo. Det er en slags pynt – et ydre element, som ikke rør kernen af, hvad barolo er.
Og hvad er så kernen af, hvad barolo er? Tja, det har vi jo resten af livet til at finde ud af…
