Alkohol og vin

Alkohol opstår, fordi gærceller omdanner sukkeret i vin til alkohol. Gærcellerne kan enten være naturligt forekommende, eller man kan tilsætte en gærkultur. Sidstnævnte gør man typisk for at bruge gærstammer, som har særlige egenskaber (vi kan takke Carlsberg for at vi i dag har isolerede gærstammer). Det kan f.eks. være evnen til at klare gæringen hurtigere eller give specifikke duft- eller smagsnuancer.

Mængden af sukkeret i druerne (som typisk måles i Oechsle, Brix eller Baumé) afhænger af deres modenhed, som igen afhænger af klima, jordbund og druesort – og selvfølgelig hvornår man vælger at høste.

De seneste 30 år har vi oplevet, at alkoholen i vin har været støt stigende. Der kan være flere faktorer i dette – f.eks. klimaforandringer og forbrugerpræferencer (det, som ofte er blevet kaldt “Parkereffekten” efter den indflydelsesrige amerikanske vinkritiker Robert Parker, som havde – eller blev beskyldt for at have – en forkærlighed for kraftige, alkoholrige vine).

Hvad grunden end er, er det et uomgængeligt faktum – Jeg husker stadig, da rødvin typisk havde en alkoholprocent på 12-12,5. I dag er det tal noget højere – og det er ikke ualmindeligt at se vine med en alkoholprocent på 14,5-15. I mit lokale supermarked har de endda en syditaliensk rødvin, som stolt proklamerer på etiketten, at den har hele 18% alkohol – som om dette i sig selv er en kvalitet.

Det er værd at bemærke, at vine med så høje alkoholprocenter ikke kan laves “naturligt”. Der er det sære ved gærceller, at alkohol dræber dem – de er så at sige på en kamikaze-mission, når de omdanner sukkeret til det alkohol, som i sidste ende slår dem ihjel. Det fleste gærceller dør således, når alkoholprocenten kommer op i nærheden af 15-16%. Når man vil have en vin med 18% alkohol, er man derfor nødt til at bruge specialgær, som er udviklet til netop dette.

Jeg fornemmer dog også en modbevægelse – flere og flere forbrugere ønsker faktisk vine med lavere alkoholprocent. Man vil gerne kunne dele en flaske over middagen uden at blive sendt til tælling. Og det handler nok ikke kun om alkoholen, men også om at mange gerne vil have vine, som er mindre (gumpe)tunge med mere friskhed og saftighed.

Mange producenter er da også gået væk fra vine med høj alkohol. Man høster tidligere for at opnå mere friskhed og mindre alkohol. Spontangærede vine (altså hvor man bruger den ambiente gær) har også en tendens til at give vine med lavere alkohol.

Vine med en vis restsødme vil også typisk være lavere i alkohol (da al sukkeret ikke er gæret til alkohol). Det er det, man ser med f.eks. tyske kabinett-vine, som ofte har en alkoholprocent mellem 7-9.

Da vine fra kølige egne typisk er mindre modne, vil du ofte havde lavere alkohol end vine fra varmere områder. Kølighed kan enten findes ved at gå højt mod nord (eller syd på den sydlige halvkugle) eller ved at søge op i højderne (sidstnævnte har også den afledte fordel, at der typisk er mindre fugtigt, jo højere du kommer – hvilket sænker risikoen for plantesygdomme).

Søger man vine med lav alkohol, er der også en anden mulighed – det, jeg vil kalde “Harold McGee-tricket” (opkaldt efter den berømte madakademiker Harold McGee, hvor jeg første gang stødte på tricket). Det er ganske simpelt at fortynde vinen med vand.

Støder du på en vin, som virker gumpetung eller for alkoholen overstyrer fortynder du den simpelthen bare med en smule vand – hvor meget er i sidste ende en smagssag, men jeg ville sjældent tilsætte mere end et glas.

For nogle kan den slags måske minde lidt om “helligbrøde”, men det er jo i sidste ende dig, som skal drikke vinen – og hvis du kan få en vin, som smager bedre ved at “manipulere” den lidt – er det så ikke det værd?

Hos Viniversa har vi valgt at samle de af vores vine, som har under 12% alkohol. Dem kan du se ved at følge linket nedenfor.

Alkoholfri vin

Der er ingen tvivl om, at interessen for alkoholfri vin er stigende. Selv får vi oftere og oftere henvendelser på netop denne kategori af vin.

Da vi i februar i år besøgte den store Wine Paris-vinmesse, var der da også en stor stand med alkoholfri vin. Vi smagte os igennem hele standen og har derfor også vores egne konklusioner.

Men først skal vi måske slå fast, hvad alkoholfri vin er eller ikke er. Og faktisk findes der ikke nogen fast EU-definition af alkoholfri vin – så noget der i det ene EU-land kaldes alkoholfri vin, kan ikke nødvendigvis bære den betegnelse i et andet EU-land.

I Danmark følger vi en række andre lande ved at definere alkoholfri vin som vin med under 0,5% alkohol. Det er i øvrigt samme definition, som gælder for øl – hvor min erfaring klart er, at øl med mere end 0 men mindre end 0,5% alkohol typisk smager bedre end øl helt uden alkohol.

I vinverden er den mest almindelige måde at fjerne alkoholen på ved centrifugering (som skulle være mere skånsom end opvarmning).

På messen i Paris var mange af vinene “aromatiserede” – d.v.s. tilsat aromastoffer. Og størstedelen af dem (hvad enten de var aromatiserede eller ej) smagte ikke af vin.

Der var dog undtagelser, som havde tydeligt druepræg. Der er for mig ingen tvivl om, at det p.t. er de mousserende vine og hvidvinene, som giver de bedste resultater. Alkoholfri rødvin er bare svært. For de mousserende vines vedkommende har alle de udgaver, jeg har smagt, være lavet med “sodastream”-metoden – d.v.s. ved at tilsætte kulsyre.

Det er også værd at bemærke, at alkoholfri vin typisk har en vis restsødme – når man fjerner alkoholen bliver det simpelthen nødvendigt for at lave et harmonisk produkt.

Aromatiske druesorter – som f.eks. gewürztraminer – giver også de bedste (eller i hvert fald mest druetypiske) resultater.

Den mundfornemmelse, som alkoholen giver, er det ikke lykkedes at genskabe, så de færreste vil lade sig “narre”, når de først har smagt vinen (i modsætning til alkoholfri øl, som denne smager ofte er gået fejl af).

Så kan alkoholfri vin være et alternativ til “rigtig” vin? Tja, tjo – måske. Mest af alt skal man nok se det som en drik i egen ret – og de hører for mig mest til i kategorien “læskedrik”. Hvilket selvfølgelig også er fint nok!

Scheurebe

Vi slår gerne et slag for druesorten scheurebe her på kanalen. Det er vel nok den vigtigste blandt de mange krydsninger som blev skabt af Dr. Georg Scheu – og en druesort, som i vores optik fortjener langt mere opmærksomhed.

Dr. Scheu havde sit virke i første halvdel af det tyvende århundrede og skabte scheurebe i 1916. Der er en trist ironi i, at denne mand, som blev kendt for at krydse forskellige druesorter, fra 1933 tilhørte et politisk parti, som fordrede racerenhed.

Kært barn har mange navne – og scheurebe startede sit liv med det ikke særlig romantiske navn sämling 88. En overgang hed den også dr. wagnerrebe (ikke den Wagner iøvrigt), før den igen i år 1956 kom til at hedde scheurebe.

Der hersker lidt tvivl om dens forældre – i mange år troede man, at det var en krydsning af riesling og silvaner, men nyere DNA-analyser synes at antyde, at det snarere er riesling og den ukendte bukettraube, som er forældrene.

Stilistisk beskrives den dog også som en mellemting mellem riesling og sauvignon blanc. Den har rieslings syre (i hvert fald næsten), men en mere floral og overdådig duft – som kan lægge sig i nærheden af sauvignon blanc.

For denne smager har den ofte en karakteristisk duft af grapefrugt og – for de pebernørdede – timutpeber. Der er også ofte en lidt krydret tone (henad spidskommen).

Ligesom riesling fungerer den lige godt i det tørre og søde segment (og alt derimellem).