Viniverset

Det hænder ikke så sjældent, at jeg får kunder i vores butik, der – lidt undskyldende – bedyrer, at de normalt kun køber vin efter etiketten. Underforstået: Jeg ved ikke noget om vin og køber kun vinen, fordi den har en køn etiket.

Hvortil jeg ofte svarer: “Det skal du ikke være ked af – det gør jeg også”.

Idéen om, at man som vinkender kan og bør sætte sig ud over vinens udseende er i min bog utopisk og naiv – og i virkeligheden ikke nogen garant for at få bedre vine i indkøbskurven.

Etiketten m.m. (og med m.m. mener jeg flaskeform, farve og øvrig indpakning) er det første, som en potentiel køber møder – så hvis ikke producenten har gjort sig tanker om, hvordan vinen præsenterer sig visuelt, ville jeg ikke have den store tiltro til, at han/hun har gjort sig voldsomt mange tanker om indholdet.

Det handler ikke blot om, hvorvidt man finder en etiket smuk eller grim. Vi kan selvfølgelig have forskellige æstetiske præferencer, men udseende kan også på mange andre måder sige noget om indholdet.

Flaskens udformning

Er vi i et område, hvor flaskeformen ikke er defineret af traditionen (som i Bordeaux, Alsace eller Bourgogne), vil jeg have en forventning om, at vinen i Bourgogne-flasker (de buttede flasker med de bløde former) vil være mere burgundiske i stilen (d.v.s. bløde og afrundede), mens vinen i Bordeaux-flasker (de mere ranke flasker) vil være mere bordeauxske (d.v.s. ranke og eventuelt mere garvesyrerige og fadprægede).

I Barolo og Barbaresco er det en tommelfingerregel (med de obligatoriske undtagelser!), at vine i moderne stil er i Bordeaux-flasker, mens vin i gammeldags stil er i Bourgogne-flasker.

Er flaskeformen utraditionel kan det enten være tegn på, at det er en meget eksklusiv vin (atypiske flaskeformer er dyrere at producere end standardflasker), eller at det er en vin, der forsøger at være anderledes og sælge sig på netop flaskeformen – ofte i et forsøg på at appellere til folk, der normalt ikke drikker vin (læs: unge). Sidstnævnte vine undgår jeg normalt.

Jeg er også meget skeptisk over for økologiske vine, der præsenterer sig i meget tunge flasker. Det vidner for mig i bedste fald om en producent, der ikke har tænkt den økologiske tanke til ende (altså de miljømæssige konsekvenser ved produktion og transport af tunge flasker), i værste fald om rent hykleri.

Når størrelsen nærmer sig karikaturen (hvor en 0,75 L vin f.eks. er i en flaske, som nærmer sig magnumflaske-størrelse) undgår jeg den.

Generelt er jeg fortaler for at bevare de traditionelle flaskeformer, og skulle en bourgogneproducent finde på at kommer deres vin i en bordeauxflaske ville jeg nok undgå den mere eller mindre af princip.

Jeg har dog også forståelse for, at en flaskeform kan få et image der gør, at producenterne ønsker af gå bort fra den. Det ser man til dels i Franken med deres traditionelle bocksbeutel-flaske. På mange måder synes jeg, at det er trist, at mange producenter går bort fra denne flaskeform, på den anden side kan jeg godt forstå, at de måske ønsker at distancere sig fra et vist image af den traditionelle tyske vin (og så er flaskerne også besværlige at have med at gøre i en vinkælder – for ikke at tale om os, der lever af at sende vin med posten).

Et godt kompromis, som man ser mange steder, er at beholde den traditionelle bocksbeutel for en del af porteføljen – typisk mellemklassevinene.

En anden faktor ved flaskens udformning er farven. Jo mørkere glasset er, jo mere beskytter det med UV-stråling, som kan give vinfejlen “Gôut de Lumìere”, “lyssmag”, som nok i dag er en større gene end korksmag – ikke mindst i champagne.

Som sælger kan jeg se, at det er meget svært at sælge hvidvin i helt klare flasker – hvorimod der ikke er samme problem med rosévine i tilsvarende flasker. Det er sjældent, at man ser dyre hvidvine i helt klare flasker (sikkert af ovenstående grund), så på sin vis har forbrugerne jo ret i deres mistro – blot forklarer det så ikke accepten af rosévin i klare flasker.

Generelt ville jeg være meget påpasselig med at købe roséchampagne i klare flasker – medmindre jeg ser sælgeren tage den frem fra en kælder eller uåbnet karton.

Med andre ord: Flaskeformen kan sige meget om vinen – og i hvert fald for denne forbruger være bestemmende for, om en vin ryger i indkøbskurven eller ej.

Lukkemetoden

En anden visuel faktor (der dog også har indflydelse på smagen) er lukkemetoden. Er det kork, skruelåg, glasprop, kapsel etc.? Og er det forseglet med plastik, aluminium, voks eller ingenting?

Ser vi bort fra diskussionerne omkring fordele og ulemper ved hhv. kork og skruelåg, vil jeg normalt opfatte skruelåg som den mere moderne løsning – og have en forventning om, at en vin med skruelåg vil have større chance for at være korrekt lavet end en vin med korkprop.

Skruelåg sender et signal om hygiene, snarere end traditioner og romantik.

Søger jeg en frisk og liflig hvidvin til en varm sommerdag, vil jeg typisk kigge efter en vin med skruelåg.

Skruelåg er dog stadig typisk noget, man finder på producenters billigere vine, så der er også en forventning om, at der er vine, der kan/bør drikkes nu og ikke skal lægges i kælderen (mange hævder også, at vin lukket med skruelåg er i risiko for at udvikle reduktion efter 5-6 år på flaske – så der er muligvis en god forklaring på, hvorfor man ikke skal bruge skruelåg til vin, der skal lagres).

Er vinen forseglet med voks, har jeg en forventning om, at der er tale om en ambitiøs vin (det er en dyr måde at forsegle vin på) – og evt. også en vin med lavt indhold af svovl (der er en formodning – den være sig sand eller falsk – om, at seglet beskytter vinen bedre mod oxidering).

Som med flaskeudformningen findes der altså ikke facitliste, når det kommer til lukkemetode – i visse tilfælde kan det ene give mening og sende det rette signal, mens det i andre tilfælde kan være det andet, der giver mening.

Etiketten

Etiketten er uden tvivl den vigtigste visuelle faktor, når det kommer til at afgøre, om en vin ryger i indkøbskurven eller ej – og jeg bliver til stadighed forbavset over, hvor mange gyselige etiketter, som findes rundt omkring i vinverden.

På en arrangeret indkøbstur til Italien for nogle år tilbage blev jeg decideret kendt som “ham der spurgte, om producenterne havde andre etiketter”.

Har du som producent en etiket, der tydeligvis er designet en gang i 1970erne eller 1980erne, hvor et gulnet maleri af din tipoldefader er mest prominente visuelle blikfang, skal du ikke regne med at dine vine finder vej til vores portefølje – de være sig nok så gode (i øvrigt har jeg aldrig smagt vine med den slags gyselige etiketter, hvis indhold fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved denne politik).

Er fonten, der pryder etiketten, comic sans eller variationer af denne, gælder samme forhold. Det vidner for mig om en ligegyldighed overfor det visuelle udtryk (eller en æstetik, der er så lang fra undertegnedes), at jeg allerede diskvalificerer vinen på forhold.

Og ja, jeg er klar over, at der kan være andre æstetiske parametre i Italien, Spanien eller Frankrig (altså i lande, der har en større tradition for vindrikning).  Her formoder jeg, at denne slags etiketter, der virker meget gammeldags på undertegnede) ikke på samme måde afskrækker forbrugeren.

Men når producenterne fastholder den slags etiketter siger det så mig som indkøber, at det ikke er gearet til eksportmarkedet – da de tydeligvis ikke har gjort nogen research ift. hvad andre markeder efterspørger.

Dette er vel at mærke ikke et argument for, at alle etiketter skal være ens. Men etiketten skal afspejle indholdet (hvilket de jo så i øvrigt også gør i de ovenstående eksempler: Grim etiket = trist indhold).

Mange steder har man bygget et brand op over mange år – og jeg har stor forståelse for, at det klassificerede Bordeauxslotte ikke pludselig ændrer deres etiket voldsomt. Og deres etiketter taler jo også netop om stolte traditioner og historie – som de bør gøre. Men bemærk, at mange (jeg tror de fleste) etiketter for de klassificerede Bordeauxslotte stadig har undergået små ændringer i designet i årenes løb.

Og ja, forskellige områder og vintyper kan komme afsted med forskellige etiketdesign. En etiket, som jeg ville finde perfekt til en tør rieslingvin fra Rheinhessen, ville jeg formodentlig finde upassende for en rød Bourgogne – og vice versa.

Der er med andre ord næppe nogen facitliste for, hvordan en etiket skal designes – og jeg har sikkert også en række ideosynkratiske holdninger til etiketdesign, som andre vil være uenige i (jeg er f.eks. relativt overbærende over for det, jeg kalder sørøverkortdesignet – altså fake-gulnede etiketter med flosset kant – noget jeg ved mange andre har det meget problematisk med), men der er ingen undskyldning for, at producenterne ikke ligger nogle semiotiske overvejelser til grund for, hvordan de designer en etiket.

Og det sker jo også i høj grad – og der er en række mere eller mindre accepterede visuelle troper, der kan afkodes af en vinkender.

F.eks. er der opstået en moderne tradition blandt mange naturvinsproducenter for “de sjove etiketter”. D.v.s. etiketter, der ofte har et tegneserieagtigt præg over sig og ofte har én eller anden humoristisk pointe.

Den type etiketter er selvfølgelig ikke opfundet af naturvinsproducenterne, men er i dag kommer til at kendetegne naturvinsproducenternes “vin de soif” – altså en vin, man drikker i store slurke uden for mange dikkedarer.

Den vigtigste trope, når det gælder etiketdesign, gælder dog nok skismaet mellem moderne og traditionelt lavet vin (hvilket i mange områder bl.a. handler om lagringsmetoder (moderne etiketter indikerer ofte lagring på ståltank eller i barrique, mens mere gammeldags etiketter indikerer lagring på store træfade eller i beton).

Er etiketten på den Bourgogne- eller Rhônevin, jeg står overfor, domineret af gotiske bogstaver, har jeg en klar forventning om, at den er lagret på enten store træfade eller beton.

Og i begge tilfælde ville jeg være skeptisk overfor etiketter med et alt for hightech udseende – og som forbruger formodentlig undgå dem.

For andre områder – f.eks. Tyskland, Østrig og Spanien vil jeg være mere tilbøjelig til at gå efter vin med mere moderne etiket-design.

Når det er sagt, foretrækker denne vindrikker typisk vine, som befinder sig et eller andet sted i mellem det moderne og det traditionelle – d.v.s. hvor man tager det bedste fra begge lejre.

Den slags er selvfølgelige sværere et kommunikere rent visuelt i en etiket – men når det lykkedes, er det ofte den slags etiketter, som jeg finder smukkest.

Og ja, når jeg støder på den slags etiketter, kan jeg rent faktisk finde på at købe vinen udelukkende på baggrund af etiketten. Og jeg vil hævde, at jeg sjældent bliver skuffet.

Til gengæld er den visuelle faktor, der måske umiddelbart burde sige mest om en vins kvalitet – nemlig de forskellige klistermærker, der indikerer, at en vin har fået en medalje i den ene eller anden konkurrence -, ikke afgørende for, om jeg ville købe en vin eller ej.

På den ene side kan man gå ud fra, at der næppe er tale om en hel skidt vin, hvis den har fået en medalje. På den anden side gider de bedste producenter sjældent at sende deres vin til konkurrencer – og vælger i hvert fald sjældent at skilte med det på flasken.

Det er da også værd at vide, at vinmedaljer ikke fungerer på samme måde som medaljer ved diverse sportsstævner – det er nemlig muligt for mange vine at få guld-, sølv- og bronzemedaljer ved samme “stævne”.

Medaljeklistermærkerne kommer også uvægerligt til at skæmme det visuelle design, så de producenter, der går meget op i det visuelle udtryk (hvilket alle producenter i min bog bør gøre), har måske ikke noget ønske om at bruge medaljerne på deres etiketter.

Så for at sammefatte: Den perfekte etiket kan ikke sættes på formel, men er den etiket, der giver forbrugeren den klareste idé om hvilket indhold, der er i flasken. Har den samtidig et smukt visuelt udtryk skader det næppe salget. Og har du samme æstetiske smag som producenten, når det gælder det visuelle design, tror jeg også, at der er større chance for, at I deler æstetisk smag, når det kommer til selve vinen.

Har du holdninger til vin visuelle udtryk? Er du glad for “skøre” flasker, eller foretrækker du det helt traditionelle udtryk?

Eller mener du, at du er i stand til at se bort fra vinenes visuelle udtryk og udelukkende fokusere på, hvad der er i?

Giv gerne din mening til kende i kommentarsporet nedenfor.

Da vi, da jeg var 10 år, skulle have vores første hund, var jeg ude med mine forældre til kennelen. De nye kuld kom løbende imod os, og jeg faldt selvfølgelig pladask for den første hund, som sprang op til mig.

Min mor, som var skolelærer, lod mig imidlertid forstå, at det altid – det var hendes erfaring fra skoleklasser – var nr. to, der med tiden viste sig at være det rette valg. Altså (i dette tilfælde) den næsthurtigste, næstfrækkeste hund.

Og det blev da også hund nr. 2, vi valgte. Den næsthurtigste, næstfrækkeste.

Og vi fik en ganske fantastisk hund, der var egensindig, uopdragelig, men også med en kæmpe mængde empati og hjertevarme.

Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om ikke også hund nr. 1 ville have været ganske fantastisk, men min mors bemærkning har alligevel bundfældet sig som en form for livsvisdom.

Inden for den tyske (hvid)vinsverden er der ingen tvivl om, at riesling som druesort er ”hund nr. 1” – og i min bog er der lige så lidt tvivl om, at silvaner er ”hund nr. 2”.

Riesling er den umiddelbart charmerende; den alle falder for ved første blik.

Og det betyder selvfølgelig, at ”hund nr. 2” bliver overset. På trods af, at den måske med tid og fordybelse har lige så meget at byde på.

Silvaner er ikke klassens frækkeste dreng; den er velopdragen og en smule sky – men ikke af den grund mindre interessant – tværtimod.

Selv om mange sommelierer udbreder sig om, hvor god en madvin riesling er, er der ingen tvivl for mig om, at silvaner er en bedre madvin.

Riesling vil dominere, være centrum. Silvaner har det fint med at være ledsager.

Riesling er dramatisk – for ikke at sige en drama queen -, silvaner er godmodig og pålidelig.

Hvis riesling er Kafka, er silvaner Thomas Mann; hvis riesling er Mozart, er silvaner Haydn.

Og mere konkret: silvaner lagrer lige så godt som riesling, men smager bedre i en større del af sit liv end riesling. Den har ikke rieslings dramatiske ups and downs, men smager godt hele tiden (stor silvaner bør man typisk begynde at drikke efter 7-8 år).

Den druesort, silvaner uden tvivl minder mest om, er grüner veltliner. Og man kunne ønske for silvaner, at den fik samme opmærksomhed som Østrigs uofficielle nationaldruesort. Om det kommer til at ske, er en helt anden sag.

Silvaners uofficielle hjemsted er Franken, og det er formodentlig stadig her, druesorten opnår sine største resultater. Men også andre steder i Tyskland opnår man store resultater – ikke mindst i det nordlige Rheinhessen, hvor den – efter denne smagers erfaring – giver større resultater end riesling.

Se Viniversas udvalg af silvanervine her.

Vin og asparges har ry for at være et svært match. Hvorfor er egentlig svært at sige – der findes mange vine, som går udmærket til asparges, så det må hidhøre fra en tid, hvor de eneste vine, man havde til rådighed var bourgogne og bordeaux – som vitterligt sjældent går godt til asparges.

Som med alle vin- og madmatch, afhænger vinvalget af en række faktorer – tilberedningen af aspargesene, om det er grønne eller hvide, tilbehøret m.m.

Alligevel mener jeg, at det er muligt at sige noget generelt om vinmatchet til asparges.

Spargel, Spargel, Spargel…

Kigger man på tyskerne, som vel nok er verdens største asparges-entusiaster (de tre måneder deres aspargessæson varer, opererer stort set alle tyske restauranter med et særligt “Spargelkarte” med asparges i alskens serveringer, og på markederne kan man se boder med bogstavelig talt tonsvis af asparges), så har de en klar holdning til, hvad der er “Spargelwein”.

Det er særligt to druesorter, der nævnes: Weissburgunder og Silvaner.

Fælles for dem er, at de er relativt neutrale i deres duft- og smagsprofil (i forhold til f.eks. riesling). Samtidig er de kendetegnet ved en relativt moderat syre.

Særligt silvaner er desuden kendetegnet ved en relativt “salt” smag, der ofte går mere i retning af grønsager end af frugt og bær – en egenskab den i øvrigt har tilfælles med en anden god aspargesdruesort i min bog: Grüner Veltliner.

Det er her også værd at bemærke, at det er de ikke-fadlagrede udgaver, der peges på – så snart vinen bliver fadlagret (ikke mindst barrique-lagret), bliver dens anvendelighed med asparges mærkbart mindre.

Rosé kan have nogle at de samme egenskaber som de ovenfor nævnte vine, og kan også være gode match sammen med asparges (og visse rosévine kan decideret dufte af asparges).

Med de nævnte vine er vi indenfor de gode til meget gode match med asparges, men jeg vil hævde, at de fleste tørre eller halvtørre hvid- og rosévine, som ikke er fadlagrede, kan være hæderligt match – og næppe vil smage decideret grimt sammen med asparges.

Serverer man asparges med fede, cremede saucer – f.eks. hollandaise, kan man typiske finde vine med større duft- og smagsprofil – f.eks. riesling, der kan noget særligt med æggeblommebaserede saucer.

Et par bud på aspargesretter og tilsvarende vinmatch

Nedenfor har vi sammensat nogle bud på aspargesretter og tilhørende vinmatch – med link til Viniversas specifikke bud på vine til retten.

Grillede grønne asparges med parmesan, hasselnødder og purløgsmayonnaise

En ret, hvor de grønne asparges træder klart frem i deres smagsprofil og blot understøttes af de andre elementer. Derfor er det også de klassiske vine der skal på bordet – hvidvine som Silvaner eller Grünner Veltliner eller evt. en tør eller halvtør rosé.

Se Viniversas bud på vine til retten samt opskriften her

Hvide asparges med grapehollandaise

Smagsprofilsmæssigt en hel anden ret en den foregående. Både grape og hollandaise bringer nogle andre vine i spil – i denne smagers bog først og fremmest riesling – endnu gerne med lidt restsødme. F.eks. en tysk riesling feinberb. Silvaner og Grüner Veltliner, samt visse roséer vil dog også stadig fungere fint.

Se Viniversas bud på vine til retten samt opskrift her

Cremet aspargessuppe

Denne ret er lige så meget taget med for at vise, hvad man kan bruge aspargesresterne til, efter man f.eks. har lavet én af de foregående retter. Både de trevlede ender og kogevandet kan nemlig bruges til at lave en ganske velsmagende suppe blot ved tilsætning af fløde.

Både grønne og hvide asparges kan bruges (eller for den sags skyld en blanding).

Vinmæssigt er retten relativt nem – så længe man benytter hvidvin eller rosé, som passer med de ovenstående kriterier, skulle man være rimelig sikker på et i hvert fald hæderligt match.

Se Viniversas bud på vine på retten samt opskrift her.

Det hænder, at man som vinhandler får spørgsmålet, om der findes rødvin uden garvesyre.

Det korte og simple svar er: Nej.

Der findes ikke rødvin uden garvesyre, men der er stadig stor forskel på, hvor meget garvesyre forskellige rødvine indeholder.

Hvilke rødvine, der indeholder henholdsvis meget og lidt garvesyre, kan du læse mere om længere nede i artiklen, men først skal vi se lidt på, hvad garvesyre egentlig er – og hvorfor spørgsmålet omkring indholdet af garvesyre i rødvin måske i virkeligheden ikke er så vigtigt.

Hvad er garvesyre?

Garvesyre er en af de vigtige byggeklodser i vin. Den stammer typisk fra drueskallerne, stilkene, kernerne og evt. fra egefadene, som vinen er blevet lagret på, og er det, som giver den lidt astringerende fornemmelse i munden, som man får, når man drikker rødvin.

Man kan dog ikke slutte direkte fra følelsen af astringens til hvor meget garvesyre, der er i en given rødvin. Garvesyre er nemlig ikke bare garvesyre. Eller rettere, der er forskel på, hvor moden garvesyren er – og moden garvesyre vil typisk ikke smage så astringerende som mindre moden garvesyre.

Derfor kan vine, der umiddelbart ikke smager voldsomt astringerende som f.eks. oversøisk Cabernet Sauvignon eller Malbec, faktisk godt have et højt indhold at garvesyre.

Er garvesyre nødvendig i rødvin?

Hvis garvesyren er ansvarlig for den astringerende smag i rødvin (i praksis garver den faktisk huden i munden en smule), bør man så ikke så vidt muligt undgå den som vinmager?

Der kan der være mindst to grunde til, at man ikke bør. For det første er garvesyren med til at konservere vinen. Og da vine udvikler kompleksitet med alderen, vil man typisk gerne have holdbare vine.

Det er dog vigtigt at pointere, at garvesyre ikke er det eneste parameter for holdbarheden af en vin – og også rødvine med lav garvesyre kan være ganske holdbare.

Ikke desto mindre kan det være et vigtigt element i lagringspotentialet.

For det anden må man se garvesyre lidt ligesom dissonanser i musik. Dissonanser er måske ikke i sig selv “kønne”, men er alligevel med til at give “krydderi” til musikken – og de fleste, som går op i musik, vil finde musik helt uden dissonanser fad og kedelig. På samme måde med garvesyre: Vin helt uden garvesyre (eller andre “pikante” elementer), ville smage kedeligt og fadt.

Der skal selvfølgelig stadig være balance i tingene – vin med for megen garvesyre og uden den tilstrækkelige frugt til at underbygge den vil heller ikke være interessant.

Garvesyre og hovedpine

Når spørgsmålet omkring eksistensen af rødvin uden garvesyre bliver rejst med en vis hyppighed, skyldes det imidlertid ikke blot, at nogle mennesker ikke bryder sig om smagen af garvesyre, men også at relativt mange har en fornemmelse af, at de ikke kan tåle garvesyre.

Den hovedpine, som nogle mennesker får, når de drikker visse typer rødvin (og nej, vi taler ikke om tømmermænd), er således ofte blevet forbundet med garvesyren i rødvin.

Det giver umiddelbart mening, da de samme mennesker ikke observerer de samme symptomer i hvidvin (som typisk indeholder væsentligt mindre garvesyre end rødvin).

Forskningen er imidlertid relativt skeptisk over for garvesyre som synderen i denne forbindelse.

Der synes således ikke at være de samme reaktioner med andre fødevarer, der også indeholder megen garvesyre (f.eks. te).

Derfor er forskerne også begyndt at kigge på andre ingredienser i rødvinen for at finde forklaringen på den hovedpine, som visse mennesker oplever – f.eks. histamin, som der også er væsentlig mere af i rødvin end i hvidvin.

Sandheden er imidlertid, at der endnu ikke findes nogen sikker forklaring på, hvorfor visse mennesker får hovedpine af visse typer rødvin.

At garvesyren i rødvin formodentlig ikke er synderen, betyder imidlertid ikke, at vine med et højt indhold af garvesyre ikke kan være mere problematiske for dem, der har tendenser til at få hovedpine af rødvin, end rødvine med mindre indhold af garvesyre.

Der er nemlig en række typiske karakteristika for rødvine med megen garvesyre, som ikke i sig selv har noget med garvesyren som sådan at gøre. F:eks. er garvesyrerige rødvine ofte mørkere i farven og har tykkere skaller end rødvine med mindre indhold af garvesyre.

Ikke dermed sagt, at disse faktorer nødvendigvis kan være årsagen til den famøse hovedpine – det er blot nævnt for at sige, at vine med højt indhold af garvesyre ofte har andre fællesnævnere.

Hvilket rødvine har lavt indhold af garvesyre?

Skal man finde rødvine med lavt indhold af garvesyre, kan man med fordel gå efter druesorten. Der er nemlig stor forskel på, hvor meget garvesyre de forskellige druesorter indeholder.

Det er ikke det eneste parameter – f.eks. spiller vinifikation, årgang, dyrkningssted m.m. også ind. Alt andet lige vil rødvin på f.eks. pinot noir-druesorten dog have mindre garvesyre end f.eks. rødvin på cabernet sauvignon.

Skal man have rødvin med lav garvesyre kan man gå efter følgende druesorter:

Pinot Noir

Pinot Noir er druesorten bag bl.a. rød bourgogne (hvor druesorten sjældent vil fremgå af etiketten), men findes også fra f.eks. Tyskland, New Zealand, Chile og USA.

Gamay

Gamay er druesorten bag beaujolais (hvor den også sjældent nævnes på etiketten), men findes også i f.eks. visse Loirevine.

Grenache

Grenache er en anden druesort med relativt lavt indhold af garvesyre. I modsætning til de to foregående druesorter kan den imidlertid give ganske kraftige vine.

Barbera og Dolcetto

Barbera er en italiensk druesort, som benyttes i Piemonte. Den har typiske relativt lav garvesyre. Det samme gælder Dolcetto, som også benyttes hyppigt i Piemonte. Deres navn fremgår typisk af etiketten.

Dette er nogle af de mest udbredte druesorter som typisk giver vine med lav garvesyre – men der findes selvfølgelig man andre. Som allerede nævnt har rødvin, der er lyse i farven sjældent megen garvesyre – men der findes dog nogle undtagelser.

Se Viniversas udvalg af rødvine med lavt indhold af garvesyre her.

Druesorter, som typisk giver vine med højt indhold af garvesyre

Nedenfor har vi samlet nogle druesorter, man typisk skal undgå, hvis man ikke vil have rødvin med et højt indhold af garvesyre.

Cabernet Sauvignon

Hoveddruesorten i Bordeaux og en af de mest udbredte druesorter i verden har et ganske højt indhold af garvesyre.

Nebbiolo

Druesorten bag bl.a. Barolo og Barbaresco har ligeledes et højt indhold af garvesyre. Det er i øvrigt en af de druesorter, der kan give relativt lyse rødvine, så det er en af undtagelserne fra regler om, at lyse rødvine har lavt indhold af garvesyre.

Sagrantino

En anden italiensk druesort, som ikke er så udbredt, men som har et notorisk højt indhold af garvesyre. Druesorten fremgår typisk af etiketten.

Malbec og Tannat

Malbec er blevet en slags nationaldruesort i Argentina, men stammer egentlig fra Cahors i Sydvestfrankrig. Som mange andre druesorter i Sydvestfrankrig har den et højt indhold af garvesyre. I Argentina vil druesorten typisk fremgå af etiketten.

Tannat, som også stammer fra Sydvestfrankrig har et notorisk højt indhold af garvesyre (navnet menes at referere til det franske ord for garvesyre – Tannin).

Jeg har på det seneste haft lejlighed til at smage lidt mere bredt i Bourgogne årgang 2014. Hermed kommer mine – måske lidt sene – erfaringer omkring årgangen.

De hvide

Klart bedre end de røde – og nok en tand bedre end efterfølgeren årgang 2015. De bedste har en vibrerende frugt og fin syre, som i hvert fald undertegnede er meget glad for.

De røde

En problematisk årgang – ikke mindst måske i Côte de Beaune. Råd synes at have været et stort problem – jeg vil hævde, at mindst 50% af alle vine, jeg har smagt, bar præg af råd i større eller mindre grad. Der er altså grund til at vælge med omhu. Côte de Nuits synes at have klaret sig væsentligt bedre. Generelt er det dog en årgang, man bør være varsom med.